Ny lærer: Det er overraskende hårdt, men spændende

Man er ikke altid velforberedt, man kan ikke være den sjove lærer fra start, og det er nødvendigt at lufte sine frustrationer med kollegerne. Jacob Bagiran har lært meget af sine første otte uger som lærer i folkeskolen.

Ny i skolen | 05. oktober 2016
Selvom det har været hårdt at starte, er Jacob Bagiran ikke i tvivl om, at lærerjobbet var det helt rigtige for ham.
Selvom det har været hårdt at starte, er Jacob Bagiran ikke i tvivl om, at lærerjobbet var det helt rigtige for ham.

Udfordrende, hårdt og spændende på samme tid. Sådan svarer den nyuddannede lærer Jacob Bagiran på spørgsmålet om, hvordan de første otte uger som lærer på Rådmandsgades Skole har været.

”Det har overrasket mig, hvor træt jeg er, når jeg kommer hjem om aftenen. Jeg sover som en sten – og min familie og mine venner måtte de første par uger finde sig i, at jeg ikke altid fik ringet tilbage til dem eller havde overskud til at ses. Jeg trængte bare til at ligge på sofaen og se tv, når jeg havde fri,” siger han og fortsætter:

”Det er man altså nødt til at huske; at man skal lade op og har brug for at være lidt alene, når man har fri – ellers brænder man sammen!”

Starten er dog gået godt, selvom det har været hårdt, understreger han. Han har lagt meget vægt på at lære eleverne at kende, for eksempel hver torsdag, hvor han har været med dem i skolehaven. Det har været nogle lange og udmattende dage, men det har også gjort, at han har set eleverne i en helt anden sammenhæng end i klassen, forklarer han.

”Jeg har rigtig mange forskellige klasser, og det er fedt med de mange forskellige elever, men det gør også, at jeg har været nødt til at bruge lang tid på at lære dem at kende. Det var først efter en måneds tid, jeg kunne alle navnene, fordi jeg har fem forskellige klasser, og nogle af dem kun sjældent.”

For lidt forberedelsestid

Det er især kommet bag på ham, hvor lidt tid der er til at forberede sig i, for der går meget tid til møder med forældre, teamet og andre. For at kunne følge med mødtes han de første par uger med et par af de andre nyuddannede lærere om søndagen for at forberede sig udenfor arbejdstiden, men det har tillidsrepræsentanten nu bedt dem om at lade være med.

”Det dur jo ikke, at andre i teamet bliver pressede af, at vi arbejder udenfor arbejdstiden – de skal ikke straffes for at overholde reglerne,” forklarer Jacob Bagiran og tilføjer:

”Men det har også betydet, at jeg har skullet lære at møde op til en time uden at være velforberedt. Det var ikke nemt i starten, for det er hårdt at føle, at man ikke gør sit arbejde ligeså godt, som man kan. Men jeg synes allerede, det går bedre med at acceptere det.” 

LÆS OGSÅ: Nye lærere: Vi forventer, at det bliver udfordrende og sjovt

Ved skolestart var han allerede lidt bagud med forberedelsen, fordi han var på ferie i de dage før sommerferien, hvor de andre lærere lavede årsplaner. Men det er indhentet nu, fortæller han.

Mere forberedelsestid står dog allerøverst på hans ønskeseddel, hvis han kunne vælge en forandring i sin hverdag, for det ville sikkert tage ham 80 timer om ugen, hvis alt skulle planlægges perfekt, vurderer han. Af samme grund er han glad for, at han har vagter på biblioteket som en del af sit skema.

Relationerne er det bedste

Men det er virkelig også fedt at være lærer, understreger Jacob Bagiran – og de sidste otte uger har kun overbevist ham om, at han er landet på den helt rette hylde. Især relationen til eleverne er det, der får det hele til at give mening for ham, fortæller han:

”Hvis jeg har haft en lidt hård dag og er helt smadret, kan der komme en elev og spørge: ’Hvornår skal vi have dig igen? Jeg savner dig!’. Den slags momenter er sindssygt dejligt, for alt det hårde bliver pludselig det hele værd, når man kan mærke, at man gør en forskel. Det kan redde selv den værste dag.”

På studiet lærte han, at relationerne til eleverne var noget af det vigtigste, og det mener han allerede, at han kan mærke – faktisk er det vigtigere end det faglige i starten:

”Når eleverne kan lide dig, hører de også mere efter, og så kan man hurtigere komme i gang med undervisningen og behøver ikke gentage beskederne så meget, så eleverne får bedre forudsætninger for at lære. Så jeg har brugt meget tid på at lære dem at kende og omvendt. Det gør alt det andet arbejde nemmere, når relationerne kører på skinner.”

Nødt til at markere sig

Før skolestart havde Jacob Bagiran en drøm om, at han skulle blive den sjove lærer, som eleverne altid var glade for at se. Og han glædede sig til, at han ikke – som da han var lærervikar – ville være nødt til at starte hver time med at markere sin lærerrolle overfor eleverne.

Men han har opdaget, at en vigtig del af arbejdet med relationen til eleverne indtil nu har været nødt til netop at være en markering af sin lærerautoritet, fortæller han – og det har været det absolut mest udfordrende.

”Jeg har været nødt til at tale med meget store bogstaver RIGTIG meget her i starten for at få eleverne til at høre efter. Det har især været nødvendigt i én klasse, som oplevede en stor udskiftning af lærere sidste skoleår, og som derfor mente, det var dem – og ikke læreren – der bestemte,” forklarer Jacob Bagiran og fortsætter:

”De skulle forstå, at jeg skal være deres lærer i tre år, så nu skal de høre efter og lære noget. Derfor var jeg nødt til at være meget hård i starten, lægge en klar linje og tage alle kampene. Det er virkelig trukket tænder ud, men det bærer allerede frugt – eleverne hører mere efter nu, så jeg kan allerede begynde at bløde op i min måde at være lærer på.”

Derfor er han også sikker på, at den humoristiske lærer, han drømmer om at være, nok skal komme på banen:

”Selvom det ikke er gået helt som forventet, kan jeg nu stille og roligt begynde at skrue op for humoren. Så det kommer!”

Forældreopbakning er vigtigt

En mor til én af Jacob Bagirans elever fortalte ham efter nogle uger, at hendes barn var lidt utryg over, at han skældte ud i klassen. Men moren havde sagt til sit barn, at hun var sikker på, at der var en god grund til det, når han var nødt til at være hård.

Det betød meget for ham, at han havde morens opbakning, for det er rart at mærke, at forældrene stoler på hans dømmekraft. Men det er selvfølgelig vigtigt, at man er opmærksom på, at nogle elever er mere følsomme overfor hævede stemmer, understreger han.

Netop et godt forældresamarbejde er noget af det allervigtigste, mener han. Derfor var han også før skolestart meget spændt på, hvordan det skulle gå – mon forældrene ville synes, han var for ung med sine 25 år? Men det har han heldigvis intet hørt for, og han tror tværtimod, at forældrene synes, det er godt med nogle unge, friske lærere, fortæller han.

Han har allerede holdt et forældremøde med en anden nyuddannet lærer, hvor ingen af dem havde prøvet det før. Derfor var det med stor nervøsitet, da klasseværelsets stole i størrelse 1. klasse-elever langsomt blev fyldt af forældrene.

”Vi startede med at sige til forældrene, at det var vores første forældremøde, så de skulle være søde ved os. Og det gik vildt godt, så vi havde slet ikke behøvet at være så nervøse,” fortæller han stolt og tilføjer, at han glæder sig til skole-/hjem-samtalerne senere på skoleåret.

Tal med kollegerne!

Selvom Jacob Bagiran i dag sover som en sten om natten, fik han faktisk søvnbesvær i starten af skoleåret – noget, han aldrig tidligere har oplevet. Når han havde været nødt til at tale med store bogstaver overfor eleverne, kørte det rundt i hans hoved ved sengetid.

”Jeg fik svært ved at sove, fordi jeg lå og tænkte på, hvorfor jeg havde været nødt til at markere mig. Var det min skyld, kunne jeg have gjort noget anderledes, hvorfor skete det, og hvordan kan jeg undgå det en anden gang? Jeg tog arbejdet meget med mig hjem på den måde i starten.” 

Der var kun én ting, der hjalp ham: At tale med kollegerne om det. 

”Både kolleger og ledelse har været gode til at spørge ind til, hvordan det går – og jeg synes også, jeg har været god til at sige til, når jeg har haft brug for at vende noget med dem. For det gør bare en kæmpe forskel at høre, at andre har oplevet det samme – og at selv lærere, som har været her i 20 eller 30 år, også oplever, at der er dårlige dage, hvor de hæver stemmen overfor eleverne,” siger han.

De nyansatte lærere har fået tilknyttet en mentor, som har været lærer på skolen længe. Hun snakker med dem om, hvordan de har det, og de kan altid gribe fat på hende, hvis de har brug for at tale om noget. Hun har også observeret deres undervisning og givet dem feedback på det – og det har været rigtig gavnligt med gode fifs til, hvad han kan gøre bedre, mener Jacob Bagiran.

De mange snakke med kolleger, ledelse og mentor har gjort en stor forskel, mener han.

”I dag har jeg lært at sige: Jeg gjorde mit bedste, og ingen kan forlange mere – resten kommer hen af vejen. Så husk at snakke med andre om det, der fylder, for det hjælper at komme ud med frustrationerne og høre, at andre har det på samme måde,” råder han og tilføjer:

”Det gør også, at man bedre kan lægge arbejdet fra sig, når man har fri – og det break er man altså nødt til at få!”

Emilie Frandsen har trukket sig fra artikelserien

På grund af den store arbejdsindsats, det kræver at starte i folkeskolen som nyuddannet lærer, har Emilie Frandsen valgt at trække sig fra artikelserien.

KLFnet ønsker hende alt det bedste fremover i jobbet på Rådmandsgades Skole. 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Jan Trojaborg | 05. oktober 2016 KL. 20:36

Det er dejligt at høre Jacob, at du trods de vanskeligheder, du er stødt ind som ny lærer med mange elever, bevarer glæden over at have valgt det rette erhverv. Det er også fint, at du taler åbent om dine problemer, og at der er folk omkring dig, der hjælper. Også at du har en mentor, der bør alle nye lærere have. Du indrømmer, at det er svært ikke at have tid nok til forberedelse, det er noget alle lærere døjer med i disse år. Jeg håber, at KLF lykkes med at skabe bedre vilkår, det arbejder vi ihvertfald benhårdt på. Fortsat god arbejdslyst.