Nye lærere: Vi forventer, at det bliver udfordrende og sjovt

Emilie Frandsen og Jacob Bagiran blev begge færdiguddannede i juni og er netop startet som lærere på Rådmandsgades Skole. Men hvad forventer de to nye lærere af det første år? Hvad bliver udfordrende, og hvad bliver fantastisk? KLFnet følger deres første tid i lærerjobbet.

Long read

Kan min faglighed fra læreruddannelsen stå distancen, når eleverne skal lære dansk og matematik? Kan eleverne mon lide mig – og hvad med kollegerne? Og tænker forældrene mon noget om min unge alder? 

Tankerne er mange for Emilie Frandsen og Jacob Bagiran; to nyuddannede lærere på 25 år, som begge lige er startet i deres første lærerjob. Klfnet har mødt dem under sidste uges forberedelsesdage – stilheden før elevstormen – til en snak om deres håb, tanker og forventninger til det første år som lærer i folkeskolen.

Hellere drømmeskole end fastansættelse

Emilie Frandsen og Jacob Bagiran blev begge færdiguddannet i juni – hun fra Metropol, han fra Blaagaard/KDAS – og begge er blevet ansat i vikariater på Rådmandsgade Skole. Mens hendes linjefag er dansk, kristendom og specialpædagogik, brænder han for at lære eleverne matematik, idræt og historie.

De havde begge fået tilbudt andre stillinger – og selvom de andre skoler tilbød fastansættelse, valgte de vikariater på Rådmandsgades Skole. For Jacob Bagiran hang det sammen med, at han allerede havde været lærervikar på skolen siden januar 2015, og han var glad for at være der. 

”Min far sagde til mig: Hvis der er noget, som fungerer, så skal man beholde det. Jeg var glad for at være vikar her, for jeg synes, skolen er fyldt med fede lærere med et godt sammenhold og en god atmosfære,” forklarer han. Samtidig betyder det noget, at der er mange tosprogede elever på skolen:

”Jeg er selv fra en familie med en dansk mor og en tyrkisk kurder som far, så jeg har bevidst søgt mod skoler med mange tosprogede, fordi jeg føler, at jeg har en god forståelse for eleverne, når jeg selv er vokset op med det. Jeg synes, det er rigtig spændende at arbejde med de tosprogede elever og at kunne være med til at hjælpe dem, der har behov for det – tosprogede eller ej.”

At det er et vikariat, skræmmer ham ikke:

”Vi har tit fået at vide på uddannelsen, at ni ud af ti lærere får faste stillinger ved at starte i vikariater, så det passer mig fint. Jeg kunne bedst se mig selv som lærer her, så det var oplagt at sige ja tak til vikariatet.” 

For Emilie Frandsen er Rådmandsgades Skole også drømmeskolen:

”Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde på en skole med en bred kulturel mangfoldighed, for jeg synes, integrationsopgaven i folkeskolen er rigtig spændende. Det er udfordrende på den gode måde.”

Føles som eksamen

Emilie Frandsen er ret nervøs for mandag, hvor eleverne skal starte. Det føles lidt som en eksamen, forklarer hun:

”Nu er det pludselig virkelighed, ikke bare teori, som skal terpes for at få en god karakter på studiet. Der kommer til at sidde 26 elever i min dansk-1. klasse, som forventer noget af mig. Det føles lidt som 26 små censorer, som skal bedømme mig – plus deres forældre!”

Men ligesom til sine eksamener på studiet er Emilie Frandsen i virkeligheden ikke nervøs for, at det ikke kommer til at gå. Det er mere tanken om det forestående, der skræmmer lidt. 

”Jeg føler, at jeg skal præstere – og det skal jeg jo også. Men jeg føler også, at jeg skal præstere ekstra, fordi jeg er nyuddannet og derfor skal bevise, at jeg kan. Så jeg ligger lidt søvnløs for tiden og tænker alt igennem – ligesom jeg plejede at gøre før mine eksamener,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er nok min egen værste fjende, fordi jeg har høje forventninger til mig selv. Jeg oplever intet pres fra kolleger eller andre, men tænker bare selv, at jeg burde kunne det hele fra start. Men jeg ved godt, at man ikke kan det, så jeg må arbejde med at erkende, at alt ikke bliver perfekt. Det er jo lidt som at springe ud i frit fald, og så må det gå, som det går. Jeg kommer til at begå fejl, men jeg tvivler ikke på min faglighed, så det skal nok gå.”

Samtidig er der ingen tvivl om, at hun glæder sig ekstremt meget til at komme i gang. 

”De bliver min første klasse, som jeg skal følge, og som JEG skal lære at læse. Det er kæmpestort at skulle give det til nogen – at skulle lære nogen det. Og et ligeså stort ansvar. Så de bliver helt sikkert noget særligt, fordi de er de første. Jeg glæder mig rigtig meget til det.”

Ingen tvivl om, at det bliver hårdt

Lidt mindre nervøs er Jacob Bagiran, som ser det som en stor fordel, at han har været lærervikar på skolen. Derfor kan han nemlig allerede kollegernes navne, kender en del af børnene og kan finde rundt på skolen. Alligevel er det en smule overvældende at skulle undervise så mange, mener han – hans timer som matematik- og idrætslærer er spredt ud over fem forskellige klasser fra 1. til 4. klassetrin.

”Jeg var lærervikar her helt til slutningen af juni, så jeg kender stort set alle elever lidt i forvejen. Det er rart, at jeg ikke skal bruge måneder på at bryde isen og lære dem at kende. Og at jeg ikke skal starte hver lektion med at vise eleverne, at de ikke kan lege rundt med vikaren, men i stedet opbygge nogle gode relationer til eleverne,” siger han og tilføjer:

”Men det bliver helt sikkert hårdt – ingen tvivl om det! Og det bliver svært at lære alle navnene, når jeg skal have så mange klasser. Derfor er jeg også fint tilfreds med, at jeg ”kun” skal undervise i matematik og idræt, og ikke i historie, som er mit tredje linjefag, for der bliver nok at se til, som det er,” siger han. 

Jacob Bagiran og Emilie Frandsen i skolegården på deres nye arbejdsplads, Rådmandsgade Skole. Foto: Jennifer Jensen
Jacob Bagiran og Emilie Frandsen i skolegården på deres nye arbejdsplads, Rådmandsgade Skole. Foto: Jennifer Jensen

Alle lærerne mødte på skolen onsdag d. 3. august til tre dages forberedelse, før eleverne starter – og det har allerede været lidt af en mundfuld, mener han. 

”Nogen tænker måske, at vores forberedelse er hurtigt ordnet, og så går resten op i pauser og kaffe. Men vi har kun været i gang i to dage, og det er allerede meget travlt,” siger han og tilføjer:

”Jeg var ikke med til forberedelsesdagene i juni, for jeg havde allerede bestilt ferie, før jeg fik jobbet. Derfor har jeg dobbelt så travlt nu med at lægge årsplaner og forberede mig. Og generelt tror jeg, at forberedelse kommer til at kræve meget her i starten. Så jeg forventer, at de første 3-6 måneder – måske hele det første år – bliver hårdt.”

Svært at slippe arbejdet

Også for Emilie Frandsen har forberedelsesdagene været både hårde og spændende – og det har fået hende til at sende en helt særlig tanke:

”I foråret var der et oplæg på læreruddannelsen, hvor en ny lærer, som havde arbejdet i et år, fortalte om, hvordan det var. Han sagde: ”Jeg så på uret klokken otte, og pludselig havde jeg fri”. Jeg kan tydeligt huske, at mine medstuderende og jeg sad og kiggede på hinanden og talte om, at der vist blev smurt for tykt på,” siger hun og fortsætter med et grin:

”Men jeg har virkelig sendt ham mange tanker de her dage, for det er PRÆCIS sådan, det er. Jeg føler, jeg har været på arbejde i to minutter, når dagen er gået, og jeg allerede skal hjem. Der er mange møder, meget at spørge om, meget at planlægge og mange informationer. Og så er jeg TRÆT. Men det er sikkert ingenting i forhold til, hvordan det bliver fra næste uge, når eleverne starter!”.

Når eleverne starter, regner hun derfor ikke med at ligge søvnløs længere – tværtimod! Hun er dog en smule nervøs for, hvor god hun bliver til at slippe arbejdet, når hun har fri. 

”Jeg tror, jeg får svært ved at slippe arbejdet, når jeg har fri. For det er svært at bære det, hvis eleverne har det svært,” siger hun og fortsætter:

”Det bliver også udfordrende at holde fri uden at have bekymringer og tanker om arbejdet hele tiden. Uden at nye ideer eller refleksioner fylder for meget. Så jeg tror, det bliver svært at finde en balance, for jeg forventer, at det kommer til at blive mega hårdt i starten, fordi alting er nyt.”

For ung?

En anden ting, der fylder for de to lærere, er overvejelser om deres alder. Begge er netop fyldt 25, når eleverne starter – Emilie Frandsen gør det faktisk på første skoledag. Derfor har de mange overvejelser om, hvorvidt det vil påvirke deres forhold til elever, kolleger eller forældre. 

”Jeg er spændt på, hvordan forældresamarbejdet bliver. Om de bare tænker, at det er en alt for ung gut til at lære deres børn noget,” siger Jacob Bagiran. Han er generelt meget spændt på forældresamarbejdet:

”Det bliver spændende at se, hvor involverede forældrene er. Jeg har kun været fluen på væggen til ét skole/hjem-møde før – nu skal vi pludselig stå for både det og forældremøder. Så jeg glæder mig meget til samarbejdet om deres børn.”

Samme tanker går Emilie Frandsen med. Første forældremøde er allerede om tre uger, så hun er spændt på, om forældresamarbejdet bliver ligeså godt, som hun håber. Og her spiller hendes alder en rolle, mener hun.

”Jeg ved godt, at jeg ser ung ud. Da jeg skulle købe en flaske vin i Kvickly før sommerferien, blev jeg bedt om at vise ID. Det første, jeg tænkte, var, at jeg skulle være lærer til august – hvordan skulle det gå, når jeg åbenbart ligner én under 16?” siger hun med et grin og tilføjer:

”Men jeg tror ikke, at børnene hverken ved eller tænker over, at jeg er ung. Til gengæld kan forældrene sagtens være dobbelt så gamle som mig. Så jeg tænker meget over, at jeg ikke vil fremstå ung og uerfaren. Jeg er muligvis ung, men jeg har fire års uddannelse, viden og indsigt i min faglighed, som de ikke har. Jeg er ikke bare trukket ind fra gaden, men har en faglig ballast. Det vil jeg lægge vægt på.” 

Hvilken slags lærer?

For ingen af de to lærere har netop lærerjobbet været et kald, de har kunnet mærke i mange år. Tværtimod har studietiden også budt på tvivl om, hvorvidt studievalget var det rigtige. Men de føler begge, at de er endt på rette hylde. For Jacob Bagiran handler det især om at ville gøre en forskel:

”Alle kan huske deres bedste og dårligste lærere. Selv min bedstefar, som er ældre end 70 år, taler om sin lærerinde fra folkeskolen. Så jeg vil gerne være en af de gode lærere, som er med til at skubbe eleverne i en god retning. Med til at danne dem, så de lærer at acceptere folks forskelligheder,” siger han. Han håber, han kan få noget humor ind i undervisningen, for selvom der selvfølgelig skal være en balance, skal det også være sjovt at gå i skole og at lære, mener han.

KLFnet følger de to nye lærere i deres første skoleår på Nørrebro. Foto: Jennifer Jensen
KLFnet følger de to nye lærere i deres første skoleår på Nørrebro. Foto: Jennifer Jensen

Emilie Frandsen har også brugt en del energi på at tænke over, hvilken slags lærer hun gerne vil være. 

”Jeg vil gerne være den gode, seje lærer, som eleverne husker. Det vil alle jo. Og jeg vil helst ikke være den skrappe lærer, men det er jeg nok alligevel en smule. Man er nødt til at være lidt bestemt, for man kan ikke være den sjove lærer hele tiden, når der også skal læres,” siger hun og tilføjer:

”Så jeg har tænkt meget over, hvordan jeg gerne vil være – eller ikke vil være. Det er lidt som en teenage-identitetskrise, hvor jeg skal definere mig selv på ny. Men jeg ved nok først rigtig, hvordan jeg er som lærer, når jeg går ind af døren på mandag eller lidt hen af vejen. Og jeg håber, at jeg har været med til at præge dem i en positiv retning, så de måske endda kan huske mig om 30 år.”

Tema: Nye lærere i folkeskolen

KLFnet vil følge de to nyuddannede, nyansatte lærere Emilie Frandsen og Jacob Bagiran løbende, som deres første lærerår på Rådmandsgades Skole skrider frem. Følg med på KLFnet.dk

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

JanTrojaborg | 10. august 2016 KL. 18:43

Hjertelig velkommen til alle nye lærere og Jacob og Emilie i Københavns Kommune. I to er ærlige om jeres usikkerhed, som er helt naturlig, men I fremstår samtidig som unge, der virkelig vil gøre noget væsentligt for jeres elever. Det engagement er helt afgørende for jeres lærerliv, og jeg håber, at I vil kunne bevare det. Så I vil I helt sikkert blive husket af jeres elever, som nogle voksne der betød noget for deres liv.

Jeg synes, at det er opmuntrende, at I føler jer godt rustet fagligt. I kan være sikre på, som I fortæller, at det bliver spændende og helt sikkert også hårdt.

Til jer alle - tillykke med at I har valgt lærergerningen, som er så vigtig, givende, krævende og udviklende på én og samme tid.