“Her står man så – totalt magtesløs”

Lærere fra københavnske folkeskoler fortæller her, hvordan vold, trusler og chikane fra elever påvirker dem, deres kolleger og ikke mindst børnene.

Tema | Af: Charlotte Holst 30. september 2020
Alexander Kraft-Nielsen og Anders Müller har begge oplevet grænseoverskridende opførsel fra elever i deres arbejde som lærere. Foto: Charlotte Holst
Alexander Kraft-Nielsen og Anders Müller har begge oplevet grænseoverskridende opførsel fra elever i deres arbejde som lærere. Foto: Charlotte Holst

KLFnet sætter fokus på vold, trusler og chikane i den københavnske folkeskole i en aktuel artikelserie. Vi ser på den stigende tendens med udadreagerende børn og unge, og hvordan det påvirker de professionelle i skolen. Vi taler med forvaltningen, lærerne og fagforeningen for at afdække problemets omfang og karakter. Samtidigt søger vi efter løsninger på problemet. 

Puf, spark og spyt i indskolingen. Mobning og chikane i udskolingen. Lærere på københavnske skoler oplever stigende problemer med vold, trusler og chikane, selvom man i årevis har arbejdet for at komme problemet til livs.

Her fortæller fire lærere til KLFnet.

Anders Müller, lærer og arbejdsmiljørepræsentant på Bellahøj Skole. Underviser 6. klasse i dansk, historie, idræt. Har været lærer i 12 år.  

”Jeg oplever, at det er værst blandt de små, som ikke kun slår, men også kan være grimme verbalt over for lærere, pædagoger og ledelse. Der er tilfælde, hvor man er nødt til at fastholde dem, når de sparker, slår eller kradser. Nogle gør det nærmest på daglig basis, og for andre sker det sjældnere. Min leder fik en dag ødelagt noget af sit tøj, fordi hun måtte fastholde et barn, selvom forældrene var der.”

”Vi har også langt flere diagnosebørn. Jeg har kørt mange igennem i udskolingen og har aldrig oplevet så mange med diagnoser: angst især, men også bare generelt indlæringsvanskeligheder.”

LÆS OGSÅ: Trods årelangt fokus er lærere i København fortsat plaget af vold, trusler og chikane

“Det er mega frustrerende for lærerne, for vi bruger alt for meget tid på dem, der ikke vil og kan, end på dem, der godt vil og kan. Nogle lærere bliver rigtig kede af det, græder og kan ikke overskue det. De får jo en forskrækkelse. Nogle tager det meget personligt, faktisk særligt hvis det er noget verbalt. Ar på sjælen er værre end ar på kroppen. Når de små sparker og slår, så ved man jo godt, der er noget bagvedliggende. Der er en grund til, at barnet reagerer, som det gør. Det er skidesvært, for man skal jo også sætte en stopper for det.” 

Kvindelig lærer i almen folkeskole i København. Har været lærer i 8 år. Ønsker at være anonym.

“Generelt synes jeg, der er kommet mere fysisk vold i indskolingen især - men også flere verbale udbrud. Altså hårdt sprog og manglende respekt over for voksne mennesker. Og man ser elever, der render ud af klasselokalet under undervisningen og løber rundt på gangene. Der er også flere, der har diagnoselignende adfærd. Det er simpelthen svært at tale med dem, at kommunikere med dem.”

“Det er slet ikke til at holde ud at se indskolingslærere gang på gang få bank. Vi har haft nogle, der aldrig vender tilbage til lærerfaget. Nogle tænker: Hvordan kan jeg få det så dårligt, når de er så små? Og man kan som lærer næsten føle, at man gør det værre, hvis man skælder ud eller taler rigtig hårdt. Det er jo pissesynd for børnene: Nogle skulle i et andet tilbud, andre skulle have en støtte, som de ikke får.”

LÆS OGSÅ: Puf, riv og tilsvining: Det er bare hverdag

“Folk er rigtig trætte, for det fylder meget. Hvis du har 26 - 28 lektioner i løbet af en uge, og der så sker de her stressende ting, så er det rigtig hårdt. Noget andet er jo, at man føler sig utilstrækkelig. Det var ikke derfor, man blev lærer. Man ville gerne ændre de her ungers liv og gøre en forskel, men her står man så – totalt magtesløs. Man kan måske godt rumme en enkelt, der har det rigtig svært. Men hvis der er fem elever eller flere, der kaster rundt med tingene, så bliver det en umulig opgave at undervise, som ingen kan løse.”

“Det må altså stoppe det her. Der er noget vi som samfund gør forkert. Både over for de nye lærere over for de gamle lærere, men sgu også over for børnene.” 

KLFnet er bekendt med den anonyme læreres identitet.

Henning Hermansen, lærer og tillidsrepræsentant på Dyvekeskolen. Underviser en 1. specialklasse i dansk og en almen 3. klasse i matematik. Har været lærer i 26 år. 

“Sårbare børn reagerer, fordi de ikke kan være i så stort et miljø, som de sættes ind i. De slår eller andet, fordi de er frustrerede. Det er tydeligt. Det nytter ikke, at vi sætter udfordrede børn ind i en stor klasse, og der stadig kun er én voksen. Så kan det ikke lykkes. Hvis du har en slåskamp i højre hjørne og samtidig skal køre undervisning, det kan man jo ikke. Børnene forstyrrer og reagerer, fordi de ikke har det godt i det miljø.” 

“Jeg oplever det også i specialklassen. De fylder flere og flere ind. Der er ingen grænse. Der kan man også stå alene med mange elever, både dårligt begavede og diagnosebørn. Så reagerer de ved at slå, smide med stole og sko, hælde legetøjet ned, vælte bænke på gangen eller andet. Det er for at komme ud med frustrationerne. Der kan man stå meget alene som lærer.”

Henning Hermansen er lærer og TR på Dyvekeskolen på Amager. Foto: Charlotte Holst.
Henning Hermansen er lærer og TR på Dyvekeskolen på Amager. Foto: Charlotte Holst.

“Nogle kolleger kører helt ned på det og kan ikke overskue det. Nogle sygemeldes med stress i længere perioder. Det bliver uoverskueligt. Det er klart, det påvirker, og de er trætte, man bliver træt, og det er svært at være oplagt til andre opgaver på jobbet, når man bruger så meget energi på det her. Selv elsker jeg at undervise, men som det er nu - når jeg har undervist 6 timer - så er jeg ikke til meget mere.”

“Jeg har været lærer i 26 år, og det var nemmere engang. Jeg ved ikke, om det er diagnoser eller måske en opdragelsesform, hvor børn får lov til mere i dag. Hvor der hele tiden stilles spørgsmålstegn til alt, hvad vi gør - også fra børnene. Det er som om, det er lidt bandlyst i dag at sætte grænser for børn. Det er ikke fordi jeg vil tilbage til den sorte skole - på ingen måde, men der er altså noget basal opdragelse, noget basalt, man skal kunne for at være i en skole.”

Alexander Kraft-Nielsen, tidligere lærer og tillidsrepræsentant på Bellahøj Skole gennem tre år. Underviste frem til sommerferien i dansk, geografi, idræt og samfundsfag i 8. klasse. Har været lærer i syv år.  

“Jeg oplever respektløs tale og adfærd fra elever. Det er især et problem i udskolingen. Et eksempel er en lærer, der chikaneres med telefonfis og elever, som sidder og griner i lokalet af vedkommende. Der er åbenlys bagtalelse af personen. På den måde kan voksne mennesker blive mobbeofre, det er stærkt ubehageligt. Selv oplever jeg også, at elever kører op i en spids. Man beder dem måske samle noget skrald op, som de lige har smidt: ’Det har ikke noget med mig at gøre, det er der rengøringsfolk til,’ kan man så få at vide.” 

“Vi har også eksempler på, at folk er blevet kaldt ‘store luder’, hvis nogle elever er blevet irettesat. En lærer blev holdt op af flere elever, fordi vedkommende gav en bestemt karakter til en af deres veninder. Så skal man stå til regnskab. Så står de 2-3 stykker i flok, og de helmer ikke, før der er blevet svaret. Det er psykisk vold, og det er særligt i udskolingen, det foregår. I de små klasser er det slag, spark og riv, der oftest er problemet.”

“Man bliver opgivende og ked af det. Som lærere kommer vi i den bedste mening og prøver at give noget til børnene. Vi vil gerne forme, støtte og give eleverne de bedste forudsætninger og redskaber til at komme videre i livet. Hvordan har man det så, når der tages imod med en fuckfinger? Er man ikke god nok? Er man ikke dygtig nok?”  

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Dan mar | 06. oktober 2020 KL. 20:56

Det tidspres og manglende pædagogisk omsorg i daginstitutionerne, gør at små børn ikke udvikler empati, evnen til at regulere sig ifht andre i samme grad som for 20 år siden. De lærer at være sig selv nærmest og har ikke overskud til at se sig selv som en del af et fællesskab. Stærkt bekymrende!