Vi oplever urimelige forældrehenvendelser, der sætter spørgsmålstegn ved vores professionalisme og angriber os personligt. I det daglige er det blevet utrygt at gå på arbejde, og hjælpen synes at være meget langt væk. Når skaden sker, står man tilbage uden det værn og den tryghed, der burde danne rammen om vores arbejde.På Grøndalsvængets Skole har vi fået lidt hjælp. Som følge af røde trivselsmålinger har vi haft besøg af Arbejdsmiljø København, og i den forbindelse hørte vi historien om mineulykken i Chile i 2010, hvor 33 minearbejdere blev fanget dybt under jorden. De chilenske minearbejdere havde, længe inden ulykken skete, kontaktet deres arbejdsgivere for at råbe vagt i gevær. Med deres faglighed og professionalisme havde de i tiden op til ulykken fortalt, at de hørte væggene synge - de vidste, at ulykken var på vej, men de var blevet overhørt og negligeret.
Som lærerkollegie sidder vi tilbage med samme følelse. Vores vægge synger også. Vi har internt brugt vores faglighed til at råbe op om svigt af børn, som ikke får den hjælp og støtte, de skal have. En hjælp og støtte vi i vores dagligdag ikke, formår at give dem. Vi oplever børn, der bliver overladt til sig selv, og i store dele af deres skoletid løber rundt på gangene uden voksenopsyn, uden undervisning og uden hjælp til indgå i det vigtige fællesskab, som findes i klassen. Børn der ofte er udadreagerende og i mistrivsel.
Når man som lærer kommer frustreret, magtesløs, og for længst har nået sit metodeloft, mødes man af det ressourceorienterede børnesyn og sætningen ”Alle børn gør det, så godt de kan”. Den kritik, man kommer med, bliver pludselig vendt mod en selv. Det er dig, der som den professionelle skal møde barnet på nye og anderledes måder, med en større forståelse og indblik i det enkelte barns ressourcer. Man går ofte fra sådanne møder med en følelse af, at vi nok ikke har gjort det helt godt nok. Måske skulle man blive lidt bedre til at opbygge gode relationer, hvor man ser på barnets ressourcer i stedet for at finde fejl og mangler! Kritikken og frustrationerne vendes ind mod dig selv. Det børnesyn, der burde være en fælles rettesnor og en hjælp, som skulle give os redskaber i det daglige arbejde, bliver pludselig brugt mod den enkelte lærer. Vi går derfra og føler vores faglighed negligeret. Vi går derfra uden handlemuligheder og uden hjælp. Kritikken har taget en U-vending.
Det er en katastrofal udvikling, for al den skyld og skam kan ingen lærer bære på sine skuldre. Værnet bliver magtesløshed, ligegyldighed, opgivenhed og dårligt arbejdsmiljø. For børnene betyder det mindre nærværende voksne. Voksne der er bange for at begå fejl, og som undgår konflikter. Fællesskabet lider, engagementet lider og mistrivslen øges. Det føles som at gå i en trykkoger, og indimellem springer låget helt uundgåeligt af trykkogeren med langt større menneskelige omkostninger end nødvendigt. Her kan man blot henvise til de mange statistikker omkring øgning i vold, trusler, skolevægring, mistrivsel og lærerflugt osv. Den udvikling kan ingen være tjent med.
Det er selvfølgelig dejligt, at vi på Grøndalsvængets skole har fået hjælp fra Arbejdsmiljø København. Denne hjælp kan dog ikke stå alene. Problemet er ikke vores alene. Problematikken er kompleks og kræver mange løsninger, som ikke kun kan forankres lokalt i indskolingen på Grøndalsvængets skole. Den kan ikke kun gøres til et problem, der omhandler, hvordan vi taler til hinanden, og hvor robuste vi er som mennesker. Den kræver politisk handling, og den kræver skoleledere, der har større handlingsmuligheder, så problemerne ikke ender hos den enkelte lærer.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere