I DLF’s medlemsundersøgelse fra 2022 svarer ca. 70 % af de adspurgte lærere, at de ”ikke har forberedelsestid nok”.

Vi ser manglen på forberedelsestid som den største forhindring i at danne sammenhæng mellem tid og opgaver!

Vi savner en fordomsfri og konkret diskussion af arbejdstiden. Hvad vi skal nu og fremad?

I København har vi en forberedelsesfaktor på 0,5. Vi mener, at der skal dobbelt så meget til for at sikre det egentlige behov for god forberedelse. Efter OK08 var forberedelsesfaktoren i København 1,17. For jer, der ikke var lærere dengang, skal vi hilse at sige, at vi ikke sad og kedede os - der var nok at lave.

I realiteten er de 0,5 heller ikke særligt sikret. Dels er opgaverne omkring undervisningen blevet mange flere, og dels er bureaukratiet vokset. Pludselige opgaver, der kommer ind fra højre, kender vi alle sammen.

De fleste ved nok, hvordan udarbejdelsen af f.eks. Pædagogisk Notat pludselig stjæler al den tid, man skulle have brugt på forberedelse. Kom selv med flere eksempler.

Uanset faktorens størrelse vil en reel sikring i fremtiden afhænge af, at der er tid på alle opgaver, at opgaverne bliver sorteret, og at meningsløse bureaukratiske opgaver bliver fjernet.

Den seneste kongres endte ikke med at stille krav om arbejdstidsforbedringer.

En egentlig evaluering af A20 blev det heller ikke til. 

Det er her, vi står. Aftalen, der skulle være det første skridt, er nu fire år gammel. Nu er vi nødt til at tænke frem mod OK26. Vi vil gerne bidrage til en debat om arbejdstiden, og her tænker vi, at sikring af yderligere forberedelsestid er centralt.

Det er et krav, der afspejler medlemmernes hverdag. Det er ikke et krav, der tager udgangspunkt i, hvad KL/Finansministeriet vil give os.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.