Københavns Lærerforenings formand Jan Trojaborg stopper som foreningens ankermand, når der skal vælges ny formand i foreningen til næste år. Dermed takker formanden af efter mere end 23 år i formandsstolen.

Han har stået i spidsen for KLF siden 1994 og har dermed været den længst siddende formand i Københavns Lærerforenings mere end 100-årige historie. Når der 22. februar 2018 skal afholdes formandsvalg, bliver det således uden Jan Trojaborg som kandidat. Det meddelte formanden på dagens bestyrelsesmøde i Københavns Lærerforening.

Lang politisk karriere

Jan Trojaborg startede sit fagpolitiske engagement i Københavns Lærerforening, da han i 1980’erne var tillidsrepræsentant på Rødkilde Skole i Vanløse. I 1986 blev han valgt ind i KLF’s bestyrelse, hvor han sad det meste af en valgperiode.

I 1980’erne hed formanden Henning Søby. Perioden var præget af mange ophedede diskussioner på generalforsamlingerne og i medlemsbladets læserbrevsspalter. Bølgerne gik højt, og tonen var skarp. Generalforsamlingerne, også de ekstraordinære – og dem var der mange af – trak ofte ud over flere aftener. Altid med fulde huse og lange talerlister.

Redaktør for KK

I 1990 stoppede den daværende redaktør for KK (foreningens gamle fagblad) Richard Andersen, og pladsen som redaktør overgik til Jan Trojaborg, som blev valgt på en ekstraordinær generalforsamling uden modkandidater.

I de første år arbejdede Jan Trojaborg som redaktør hjemmefra – indtil han nogle år senere fik redaktionslokale i kælderen på Frydendalsvej 20. Det blev dog ikke til en lang periode som redaktør for Jan Trojaborg. Da forkvinden Aase Ciccia kom i modvind, både blandt bestyrelsen og de menige medlemmer, valgte Jan Trojaborg at stille op til formandsvalget, som han vandt i 1994. 

Ro på fløjene

Jan Trojaborg havde fra sin redaktørtid været vant til at føre pennen og havde også talegaverne i orden. Derfor blev de brusende vinde, som havde præget foreningens debatkultur efterhånden blæst af.

Ifølge Jan Trojaborg selv, skyldtes det, at han både lyttede og svarede, hver gang der var medlemmer eller tillidsrepræsentanter, der ytrede deres kritik af forholdene i og uden for foreningen:

”Det havde nok været svært at trænge igennem hos den tidligere formand, men min stil var mere at stå op mod vinden, lytte og svare. Jeg havde heller ikke noget problem med at erkende, når vi i foreningen kunne blive bedre til vores opgaver – det gav en vis ro hos tillidsrepræsentanterne”.

Mere tid til familien og interesserne

Når Jan Trojaborg har valgt at stoppe som formand for KLF, skyldes det ifølge hovedpersonen selv flere ting:

”Jeg bliver 67 år i januar, og så synes jeg, det er på tide at give plads til yngre kræfter i foreningen – men jeg har også en masse interesser, som jeg i årenes løb har forsømt, og som jeg nu vil investere mere tid i. Mine børnebørn er eller bliver snart teenagere, og jeg vil gerne være tættere på dem”, fortæller Jan Trojaborg til KLFnet.dk.

”Det bliver også rart at få mine aftener og weekender tilbage, når jeg stopper. Som formand har jeg været engageret i mange forskellige projekter og organisationsarbejde. Man bruger meget tid på at læse politisk stof fra vores fagområde, skrive høringssvar, kronikker og svare på mails fra medlemmer, politikere og organisationsfolk. Og så er der alle møderne, der også tager en masse tid hver dag – så det bliver rart med mere fritid fremover”.

Der er valgt til bestyrelsen og formandskabet 22. februar 2018.

Denne artikel udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.