Tom Hubert Christiansen fra Strandvejsskolen på Østerbro er pludselig død den 9. oktober 2015 - han blev 69 år. Læs kollegernes mindeord.

Tom nåede lige at fejre sit 40 års jubilæum på Strandvejsskolen sammen med sin datter, nuværende og forhenværende kollegaer den 9. oktober 2015. Efter receptionen hvilede Tom sig hjemme og vågnede ikke mere.

Tom var oprindelig uddannet og arbejdede som værktøjsmager på B&W, inden han kastede sig over lærergerningen, da han i 1975 blev ansat til at varetage engelsk- og biologiundervisningen på Strandvejsskolen.

Tom arbejdede i mange år som skolebibliotekar, hvor såvel elever som lærere altid fik en imødekommende, kompetent og meget serviceminded hjælp og vejledning; ligeledes sørgede han for, at skolens AV-samling var i orden og altid opdateret.

Orden og grundighed var i det hele taget et nøgleord for Toms lærergerning: Orden i materialerne og de rettede elevopgaver; kort sammenfattet var Tom i hele sit virke, noget af det ypperste man kan være: Et ordentligt menneske, og dertil vellidt, rolig og velafbalanceret i forhold til sine utallige elever og kollegaer!

Denne respekt betød bl.a., at han også nåede at arbejde som skolens sikkerhedsrepræsentant; ligeledes her var Tom årvågen, og fik styr på de mange sager, som der uvægerligt vil opstå på en gammel skole.

Tom efterlader et stort savn hos os alle på Strandvejsskolen.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.