Svigter vi – eller svigtes vi?

"Hvis livet – og ikke mindst skolen – er svær, så hjælper det helt sikkert ikke, hvis man bare er i skolen noget mere. Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen med at være i skole, men situationen er mange steder den, at der langt fra er den fornødne hjælp til disse elever."

Synspunkt | Af: Thomas Roy Larsen 05. oktober 2016

I beslutningsgrundlaget for den nye folkeskolereform står der blandt andet, at ”folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan. Samtidig skal folkeskolen mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater samt øge elevernes trivsel” (uvm.dk). 

Da man i 2013 valgte at ændre den danske folkeskole radikalt, var det med begrundelsen, at flere børn og unge skulle lykkes med livet. Alle lærere har hørt målsætningen om, at 95% af alle elever skal påbegynde en ungdomsuddannelse, at vi skal bryde den negative sociale arv og også mange andre fantastiske ting.

Min påstand er, at de fagligt og socialt udfordrede elever er reformens helt store tabere – på trods af reformens intentioner om det modsatte.

Jeg har ikke den store empiri til at understøtte min påstand, men min daglige gang på en københavnsk folkeskole, udsagn fra kollegaer i hele byen, samt kontakt til mange skoler i København gør, at jeg godt tør stå ved den.

Hvorfor er det så, at de udfordrede elever har det svært? Det vil jeg gerne give mine bud på.

Hvis livet – og ikke mindst skolen – er svær, så hjælper det helt sikkert ikke, hvis man bare er i skolen noget mere. Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen med at være i skole, men situationen er mange steder den, at der langt fra er den fornødne hjælp til disse elever.

I takt med at man på skolerne oplever et stingende behov for hjælp til enkeltelever, må skolernes ressourcecentre afvise eller give færre timer til elever, der reelt set ikke trives fagligt og/eller socialt i skolen. Der er for mange med behov, og for få ressourcer i skolernes ressourcecentre. Når den nødvendige ressource og støtte nedprioriteres, taber vi de fagligt og socialt udfordrede på gulvet.

Jeg ved ikke, om der er andre, der kan nikke genkendende til udsagnet: ”Han/hun er ikke fagligt svag nok til at få hjælp af en ressourcecenterlærer”. Det har jeg fuld respekt for – de må også prioritere.

Der, hvor filmen knækker, og det for alvor bliver alvorligt, er, når jeg som lærer føler mig magtesløs i forhold til at hjælpe den enkelte elev tilstrækkeligt. Med 28 elever i klassen er det ikke mange minutter, man har til hver elev på en dag. Læg dertil mangelfuld forberedelse, meget ringe kår for reel undervisningsdifferentiering og mangelfuld viden om eksempelvis en bogstavsdiagnose eller ordblindhed.

Med indførelsen af reformen blev lektiecafeen obligatorisk for alle elever. Vi har altid haft lektiecafe på min skole. Førhen var den forbeholdt de elever, der rent faktisk havde behov for hjælp. Man kunne aftale med enkelte elever, at de skulle komme i lektiecafe, og så kunne man hjælpe dem intenst der.

Nu er det bare blevet endnu en brik i skemaet, hvor alle elever sidder den af – de skal jo være der. Nuvel, vi forsøger at indrette os, så tingene giver bedst mulig mening, men vi er stadigvæk én lærer til 28 elever. Hvem får hjælp? Dem der råber højest. Og jeg kan afsløre, at dem, der spørger om hjælp først, oftest er dem, der har fuldstændig styr på sagerne, men som gerne lige vil bekræftes i, at de nu også har det.

Det bliver gang på gang slået fast, at det vigtigste for elevernes læring er læreren. Derfor piner det mig, hver gang gode kollegaer forlader kommunen, går ned med stress eller slet og ret forlader faget på grund af for høje følelsesmæssige krav i arbejdet.

Ja, hvad er nu det for noget – for høje følelsesmæssige krav i arbejdet? Det er Arbejdstilsynets beskrivelse af, når man som medarbejder ikke føler, at man i tilstrækkelig grad kan honorere de krav og forventninger, der er til ens professionelle virke. Flere skoler har fået påbud fra Arbejdstilsynet på netop dette punkt – og flere vil nok komme til.

Der er ikke en eneste lærer, som ikke vil gøre alt for at hjælpe sine elever, men spørgsmålet er bare: Hvor længe kan vi holde til det?!

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Jan Trojaborg | 05. oktober 2016 KL. 20:44

Gid at politikere og forvaltning læser din velskrevne og præcise beskrivelse af forholdene i dagens københavnske folkeskole, der har behov for flere lærere til at tage sig af de børn, som har det svært. Og dem er der en hel del af i dejlige København, som imidlertid også har store sociale problemer. Der er brug for, at kommunen lever op til forpligtigelsen til at skabe det økonomiske grundlag, der skal til, for at reformens intentioner kan blive opfyldt.