Sommerferien 2020: Kolonierne slår nye toner an

Hvis man er skoleelev i København og er interesseret i sang og musik, så er der gode nyheder i kolonifolderen, der i disse dage bliver sendt ud til byens mange skoler. Der er også et væld af andre ferietilbud, uanset om man er til naturoplevelser eller ren idrætskoloni.

Kolonierne | Af: Jan Klint Poulsen 15. januar 2020
Kolonilivet handler om ferie, leg og sjove oplevelser. Foto: Søren Freiesleben
Kolonilivet handler om ferie, leg og sjove oplevelser. Foto: Søren Freiesleben

Skolernes sommerferie er også aktiv kolonitid. Sådan er det i hvert fald for de 4.000 københavnske skoleelever, der hver sommer tager på sommerkoloni, og således skal det naturligvis også være i år.

Københavns Lærerforenings Kolonier har netop udsendt dette års kolonifolder med ni forskellige kolonityper fordelt på næsten 100 hold i sommerens ferieuger. Dermed bør der være aktiviteter for et hvert kolonihungrende barn.

”Musik kan nemt være ekskluderende, hvis man har den opfattelse, at man skal kunne synge eller spille et instrument for at være med. Vi har en kultur, hvor vi opfatter musik som noget, der kommer ud af noder og et stykke papir, men sådan behøver det ikke være.”

Hvad enten man vil på dyrekoloni eller dyrke sin interesse for teater eller natur, så rummer sommerferiens populære kolonitilbud mange forskellige muligheder. I år introducerer Kolonierne et nyt tilbud særligt for de musikinteresserede børn.

”Vi har i flere år tænkt, at det kunne være spændende at lave en koloni for børn med interesse for sang og musik, men vi har manglet de rette folk til at gennemføre det. Det har vi fundet nu,” fortæller koloniernes forretningsfører Søren Freiesleben. 

Tilbuddet om en uges musikkoloni tilbydes til børn fra 3. til 5. klassetrin, og kræver ifølge Søren Freiesleben ikke nogen særlige forkundskaber rent musikalsk.

”Musikkolonien er først og fremmest for børn, der er interesserede i musik, men de behøver ikke kunne spille på noget instrument eller være særligt gode til at synge. Det vigtigste er, at de er nysgerrige og har interessen for musik”.

Det er musiklærer, Jesper Bull Berger, der sammen med fire andre musiklærere skal stå for musikkolonien i den kommende sæson, og han har klare holdninger til, hvordan musik kan læres og tilgås.

”Musik kan nemt være ekskluderende, hvis man har den opfattelse, at man skal kunne synge eller spille et instrument for at være med. Vi har en kultur, hvor vi opfatter musik som noget, der kommer ud af noder og et stykke papir, men sådan behøver det ikke være,” fortæller Jesper Bull Berger.

”På musikkolonien tager vi udgangspunkt i musikglæden hos dem, der har lyst til at være med. Gennem rytme, leg, sang, bevægelse og dans kommer vi i kontakt med musikglæden. Så det er det, det handler om og ikke, hvorvidt man kan spille et bestemt instrument.”

Legende tilgang til musikken

Fra Jesper Bull Bergers uddannelse til musiklærer, har han oplevet, hvordan pigerne oftest griber mikrofonen for at synge, mens drengene især kaster sig over instrumenterne. De fastlåste roller, vil han gerne bryde op med. Derfor skal musikkolonien ikke handle om instrumenter versus sang – men en mere legende tilgang til musikfaget, fællessang og arbejdet med rytme og lyde. Så er man til fællessang, sambarytmer og bevægelse er der et virkelig spændende tilbud den kommende sommer.

Det kræver fornyet energi, når man er travlt beskæftiget på Københavns Lærerforenings kolonier. Så er det herligt, at man ofte kan spise ude i den dejlige natur. Foto: Søren Freiesleben
Det kræver fornyet energi, når man er travlt beskæftiget på Københavns Lærerforenings kolonier. Så er det herligt, at man ofte kan spise ude i den dejlige natur. Foto: Søren Freiesleben

Musikkolonierne er placeret på et skolehold samt en almindelig musikkoloni, hvor alle, i den rigtige aldersgruppe, kan ansøge om deltagelse. Musikkolonien foregår på kolonien Skovbyholm, der ligger på Falster og foregår i uge 30 og 31.

Mange vil afsted i de samme uger

De populære sommerkolonier er eftertragtede og stort set alle børn, der gerne vil på koloni, kommer med. Alligevel må Kolonierne hvert år oprette ventelister, fordi mange børn og deres forældre holder ferie sammen i skoleferiens midterste uger. Det giver ifølge Søren Freiesleben et større pres på yderugerne i ferien, hvor der er flest ansøgere til kolonierne. 

”Mange ønsker at komme på koloni i uge 27 og 32, så der bliver vi nødsaget til at lave ventelister på nogle af de mest populære tilbud. Til gengæld har vi ledige pladser i feriens midteruger – så hvis man søger sin favoritkoloni i uge 29 eller 30 er der større chance for, at man kommer med,” forklarer Søren Freiesleben, der understreger, at man på kolonikontoret gør alt, hvad man kan for at opfylde børnenes ferieønsker.

Masser af spændende tilbud til børnene

Kolonifolder indeholder som altid masser af spændende tilbud til børn og unge i sommerferien. 

I de seneste år er der kommet flere skolekolonihold, hvor skolerne selv opretter kolonitilbud fortrinsvis til elever på de enkelte skoler.

Se Københavns Lærerforenings Koloniers informationsvideo om feriekolonierne:

”Det er et populært tilbud, som børnene i høj grad strømmer til. Her kender lærere og børn hinanden fra skolen, og skolekolonierne har deres egne faste traditioner, der gør, at det bliver et fast holdepunkt for mange af børnene år efter år,” fortæller Søren Freiesleben og supplerer:

”Vi hører også fra lærerne, der er med, at de sociale relationer, som naturligt skabes, når man har været på koloniophold sammen, fortsætter langt ind i skoleåret. Det gør hverdagen nemmere, når skolen starter igen.”

Blandt de mangeartede tilbud, som byens børn kan vælge imellem, er også en uge i rugbyens tegn. Rugby er en kontaktsport, som oftest kræver en god fysik og en vis portion robusthed, men koloniopholdet er tilrettelagt med udgangspunkt i, at alle skal kunne være med og få gode oplevelser. Derfor er der lavet særlige rammer for børnene alt efter deres alder og fysik. 

”Vi fordeler børnene på forskellige hold, så de små elever ikke spiller med den samme fysiske kontakt som de store. De små spiller med bånd, der sidder bag på spilleren, som man skal trække af. Hvis de to bånd, man har, bliver trukket – så er man ’tacklet’,” forklarer Rene Urban, der er kolonileder på Rugbykolonien. 

”De lidt ældre elever spiller med fastholdninger, og de ældste bruger reelle tacklinger. På den måde er kampene sammensat, så det passer til børnene og de unges niveau og fysik”.

Fællesskab er omdrejningspunktet

René Urban har 20 års kolonierfaring og fortæller med stor entusiasme om den særlige rugbykoloni, der hver sommer er fyldt med gode oplevelser for børn og voksne.

”Vi har et fantastisk fællesskab, og det er rugbysporten med til at forstærke. Spillet har både brug for den lille, hurtige løber og den fysisk, ’tungere’ spiller. Sammen udgør man et stærkt hold, og det smitter af på fællesskabet på kolonien.”

De fleste på rugbykolonien er såkaldte gengangere. Børn og unge, der har været med i flere år og som ikke vil gå glip af en sjov og aktiv koloniuge med rugby som omdrejningspunkt. Men Rene Urban vurderer, at der er plads til en god håndfuld nye rugbyinteresserede hvert år.

Om Kolonierne

Københavns Lærerforenings Kolonier råder over 29 kolonier fordelt over hele landet i naturskønne omgivelser. Den kommende sæson har Kolonierne sendt børn på sommerferie i Danmark i 121 år. 

I perioden 13. januar og frem til 21. februar kan børn sammen med deres forældre ansøge om et koloniophold via kolonierne.dk. 23. april modtager familierne besked om, hvorvidt man har fået plads på en koloni. 

Du kan læse mere om kolonierne, se video fra de forskellige kolonitilbud og finde praktiske informationer på kolonierne.dk

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.