Små nervesystemer på overarbejde

Betegnelsen ’særligt sensitiv’ vinder indpas i disse år. Vi har talt med forfatteren bag bogen ’Særligt sensitiv’, Ulla Hinge Thomsen, der selv var et særligt sensitivt barn, om at få øje på fordelene ved børnenes forhøjede sanseberedskab, for ”børn skal jo leve i verden, som den er,” som hun siger.

Tema | Af: Sophie Engberg Sonne 24. august 2015

”Endnu en diagnose,” tænker du måske. I så fald er du ikke den eneste. Men faktisk er betegnelsen særligt sensitiv ikke nogen diagnose. Betegnelsen dækker over et forhøjet sanseberedskab, som kan give udfordringer i hverdagen, men som med det rette håndelag kan vendes til noget positivt. Det er i hvert fald den grundtanke, forfatter og journalist Ulla Hinge Thomsen lægger for dagen i bogen ’Særligt sensitiv – guide til det gode liv’, hvori hun fortæller om sine egne erfaringer med den særlige sensitivitet. Om svære barndomsminder, velmenende men uforstående voksne og en verden fuld af overvældende sanseindtryk – men også om den gave, sensitiviteten kan være.

Hvis den særlige sensitivitet ikke er en diagnose, hvad skal vi så bruge begrebet til?

”Jeg synes det kan bruges til at forstå, at nogle af os har nogle træk, der gør, at vi oplever ting mere voldsomt end andre mennesker. Selv om vi er ret mange – cirka 20% af befolkningen – er vi stadig et mindretal, og når man tilhører et mindretal, kommer man nemt til at føle sig forkert. Der kan betegnelsen bruges til at skabe en selv-accept,” fortæller forfatteren. ”Først og fremmest kan der ligge en stor lettelse i at finde ud af, at man er sådan, at man ikke er alene om det, og at det ikke er noget, der skal fikses,” fortæller forfatteren, der først som voksen fik sat ord på sin sensitivitet, men som mener, at begrebsliggørelsen kan vende problemet til noget positivt:

”Særligt i forhold til børn kan det være rart for de voksne at vide, at der findes en gruppe af børn, der oplever ting voldsommere end andre. Både fordi det kan forklare deres reaktioner, men også fordi det kan hjælpe de voksne til at skabe nogle rammer, hvor man får de ekstra ressourcer frem, som disse børn også har – netop i kraft af deres sansninger. Især det sidste har været vigtigt for mig, for selv om der findes en del bøger om emnet i forvejen, har de ikke arbejdet med styrkerne ved sensitiviteten, glæden ved den – hvad man kan bruge den til. For mig er det vigtigt at vise. For det går alligevel ikke væk,” smiler Ulla Hinge Thomsen skævt.

Skønt begrebet stadig er relativt nyt i Danmark, er der efterhånden en del forskning bag betegnelsen, der i internationale sammenhænge benævnes SPS, sensory-processing sensitivity, mens de mennesker, der er særligt sensitive, benævnes HSP, Highly Sensitive Person. En betragtelig del af forskningen står den amerikanske psykolog Elaine Aron for, og hendes undersøgelser viser, at langt størstedelen af de særligt sensitive (omtrent 70%) er introvert-sensitive. Det giver en ekstra udfordring, ikke mindst i undervisningsøjemed, hvor de introvert-sensitive often overses. ”Den stilfærdige måde at være anderledes på, den bliver bare ikke set. Hvis man er særligt sensitiv, så foregår den ekstra tankevirksomhed på den indvendige side, og andre kan måske ikke se, at der foregår en masse. Det er jo det, der er udfordringen med de sensitive børn: så ser man dem måske ikke. Så virker de bare distræte eller ligeglade, og det er jo lige præcis det modsatte af, hvad de er. De er bare helt vildt optaget af at bearbejde data. Det er som en computer, der bare står og kører hele tiden.”

Billedet af en computer på overarbejde er faktisk ret præcist: Markørerne for SPS tæller nemlig forhøjet aktivitet i de dele af hjernen, der har med empati og omtanke at gøre, blandt andet spejlneuronerne, der gør os i stand til at sætte os i andres sted og opleve indlevelse. Derfor bliver mennesker med SPS stærkere følelesmæssigt berørt af de oplevelser, der for mennesker uden SPS kun føles som krusninger på havoverfladen. Alting tages dybere ind, eller som Ulla Hinge Thomsen siger: ”Det er et større pendul, vi svinger på.”

En viden om, at sensitiviteten er genetisk betinget og skyldes et nervesystem, der er ekstra modtageligt for indre og ydre stimuli, kan paradoksalt nok være med til at de-patologisere de mennesker, der går rundt med forhøjet sanseberedskab. For lige som HSP ikke er en sygeliggørende diagnose, skal sensitiviteten ikke behandles eller trænes væk, men derimod accepteres som et biologisk træk med både fordele og ulemper.

”Man skal ikke kæmpe imod det, men med det. Sensitiviteten kommer man ikke af med, og hvis man dunker sig selv eller sit barn i hovedet med den, bliver det kun værre,” siger Ulla Hinge Thomsen. ”Men det er lige så slemt, hvis man som forælder eller lærer skærmer barnet ved at sige ”nårh, nej, han er jo særligt sensitiv, så han skal selvfølgelig ikke med til klassefødselsdagen.” Børn skal leve i verden, som den er, og det skal de jo hjælpes med, så det er noget med at finde balancen mellem at skubbe på og pylre for meget.”

Ulla Hinge Thomsen mener, at de tiltag, man kan anvende for at rumme de særligt sensitive børn, kan komme alle børn til gode. ”Man kan ikke ændre sig grundlæggende – og det synes jeg heller ikke, man skal. Omvendt skal man jo leve i verden, som den er. Så barnet skal lære nogle strategier for at trives i fællesskabet. Men man kan jo godt gøre nogle ting ved fællesskabet, som vil være godt for de sensitive børn – og som også vil være godt for alle de andre børn. Det er ikke særordninger, der skal til.”

Hvordan lærer man sit barn ikke at føle sig mærkelig, hvis det føler anderledes end de andre?

”Der er mange voksne, som er glade for at kunne sætte ord på. Men jeg hælder til, at man ikke skal sige til børn, at de er særligt sensitive, for det er også en stor beslutning at tage for sit barn, hvis man fortæller det, at det er særligt sensitivt. I stedet kan man italesætte de konkrete fordele og udfordringerne. At man oplever, at eksempelvis skolefesten er svær, men at man klarede det og endte med at have det sjovt i hvert fald en time. Blive ved med at søge den balance, hvor man ikke presser dem ud over det, de kan holde til, men samtidig hele tiden giver dem små udfordringer og sejre, så de kan mærke, at de er gode til en masse ting. Og så sætte dem i nogle situationer, hvor det at kunne opfange nuancer og fortælle historier osv. er en fordel frem for en ulempe.”

Sensitiviteten har eksisteret altid, må vi gå ud fra, men er der en grund til, at vi har brug for at sætte ord på den netop nu?

”Det har jeg også selv tænkt meget over. Jeg kan godt tænke, at vi i vores tid lever på en måde, hvor vi får flere og flere stimuli og møder større og større krav til at skulle være omstillingsparate og robuste og udadvendte og hurtige på aftrækkeren. Og så står det bare mere og mere frem, hvis man ikke kan holde til det.”

Elaine Arons forskning har vist, at børn med SPS statistisk set har en større risiko for at udvikle angst og depressioner som voksne, men omvendt viser hendes forskning også, at den samme risiko helt kan elimineres, hvis den særlige sensitivitet tackles godt under opvæksten. ”Hvis ikke man ser sensitiviteten, kan man jo komme til at behandle barnet forkert. For eksempel presse det for hårdt. Det er noget af det, jeg selv har oplevet som barn: at jeg skulle nogle ting, som var for voldsomme for mig. Men også at man ikke får givet dem de rammer og de pusterum, der gør, at de kan udnytte deres ressourcer og opleve sig selv som en, der kan en masse ting og har en masse at byde på. Det må man så lære sig selv som voksen, sådan som jeg selv har gjort det,” siger Ulla Hinge Thomsen. ”Men de kunne da lige så godt lære det som børn, tænker jeg.”

Ulla Hinge Thomsen foreslår, at man betragter de særligt sensitive som et fintfølende barometer, der reagerer før end andre, når noget bliver overvældende. Eksempelvis i skolen, hvor man er sammen utrolig mange børn på én gang og skal være omstillingsparat, mens der er masser af sanseindtryk hele tiden – der vil de særligt sensitive børn reagere inden de øvrige børn.”Hvis man er et særligt sensitivt barn eller voksen, så slår man hurtigere ud på noget, som presser det menneskelige nervesystem for meget,” forklarer Ulla Hinge Thomsen, og fortsætter: ”Der kunne man jo godt bruge lejligheden til at spørge: skulle vi alle sammen lige lette presset lidt?”

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.