I denne podcast skal du møde tre unge lærere, som på trods af de uundgåelige

startvanskeligheder elsker deres job i den københavnske folkeskole. Hør dem dele

deres erfaringer og råd til, hvordan man overvinder den svære overgang fra

studietiden.

 

Overgangen fra livet som studerende til at være lærer i den virkelige verdens folkeskole er svær. Det fortalte KLFnet blandt andet om i en podcast sidste efterår, hvor en række unge læreruddannede fortalte, hvordan de havde droppet livet i folkeskolen, fordi det simpelthen var for hårdt.

Det fik lærer Marie-Cecilie Rosenmeier til at reagere. For hun er træt af at høre på, hvor hårdt hendes fag er, og hvor svært det er at være lærer i folkeskolen.

"Overordnet set synes jeg bare, at folkeskolen og skolelærerne hele tiden bliver omtalt negativt. Både på sociale medier og i nyhederne og det hele, og det er jeg personligt enormt træt af at høre på," fortalte hun.

Derfor blev vi enige om, at vi ville fortælle om alle de gode ting ved at være lærer. Alle de Ting, der gør, at hun og mange andre unge lærere elsker deres job og ikke kunne drømme om at bytte det ud med noget som helst.

Marie-Cecilie Rosenmeier, Johan Julius Jensen og Nanna Johanne Knudsen er alle tre uddannet fra Zahles Seminarium i 2016, og siden har de fået job på hver sin folkeskole i København. I denne podcast på to afsnit deler de tre deres erfaringer. De fortæller, hvad de hver især har haft af udfordringer, hvordan de overvandt dem, og hvad der gør, at de alle tre elsker deres fag og deres job efter tre år i den københavnske folkeskole. Vi anbefaler, at du tager et par høretelefoner på og læner dig godt til rette, mens du både bliver underholdt, men forhåbentligt også bliver lidt klogere. God lytning.

Afsnit 1: Vi besøger de tre lærere hver især og hører deres historie. Hvad havde de af udfordringer, hvordan overvandt de dem, og hvad er det, der gør, at de i dag synes, de har det fedeste job i verden? Hør blandt andet, hvordan Johan overvandt det faktum, at han følte sig meget ung, da han startede som lærer, hvilken rolle lærerværelset spillede for Nanna i starten af hendes lærerliv, og hvordan den gode læring opstår ifølge Marie. (Lyt herunder eller hent udsendelsen i din podcast-app).

Afsnit 2: I dette afsnit har vi sat de tre lærere stævne på samme tid til en snak om nogle af de ting, de hver især fremhævede i første afsnit. Vi snakker forældresamarbejde, klasselærerrollen og det gode kollegaskab, og de giver hver især deres bud på, hvilke aspekter der er vigtigst for at klare sig som ung lærer i folkeskolen.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.