Podcast: Hvorfor dropper så mange unge lærere folkeskolen?

I en ny podcast i to afsnit sætter KLFnet fokus på, hvorfor en så stor andel af nyuddannede lærere stopper med at undervise i folkeskolen kun få år efter, de har taget hul på deres arbejdsliv.

Tema | Af: Lasse Ørum Klinke 16. november 2018

“Det er verdens bedste job, og hvis det ikke også var verdens hårdeste job, så ville jeg også godt kunne overveje at komme tilbage igen. Men det kan jeg ikke.” Sådan siger Tutsi Krage. Hun er én af de unge lærere, som har sagt farvel til livet som folkeskolelærer kun få år efter, hun blev færdiguddannet. Og hun er langtfra den eneste. 

Overgangen fra lærerseminarierne til virkeligheden som lærer i folkeskolen er nemlig ikke let. Faktisk er det så vanskeligt, at hver fjerde nyuddannede lærer overvejer at droppe livet i folkekskolen. Sådan lød det i en undersøgelse fra VIA University College fra december 2017. Og for mange af dem bliver det ikke bare ved overvejelserne. I 2016 kunne Arbejderbevægelsens Erhvervsråd berette, at hver sjette nyuddannede gjorde alvor af det og droppede folkeskolen i løbet af det første år. 

Men hvad er årsager til, at så mange unge lærere takker nej til et liv i folkeskolen, og hvorfor er overgangen fra studiet så svær? Det undersøger KLFnet.dk nu i en ny podcast i to afsnit.  

Der sættes fokus på uddannelsernes rolle i problematikken, vi hører en uddannelsesforskers bud på årsagerne, og vi besøger nogle af de lærere, som tidligt i deres karrierer har takket nej til et arbejdsliv i folkeskolen. Og så berører vi også den stress, som er en uundgåelig faktor, når vi snakker om de nyuddannede læreres svære overgang fra studiernes trygge rammer til virkeligheden i skolen. 

Vi anbefaler, at du tager et par høretelefoner på og læner dig godt til rette, mens du både bliver underholdt men forhåbentligt også lidt klogere. God lytning. 

Sådan kan du høre podcasten (Husk, at vælge abonnér):

iTunes: apple.co/2CZZUk2 Eller brug din podcast-app: Søg efter Københavns Lærerforening

Pocket Cast: pca.st/t0uG

Afsnit 1:  

I første afsnit af denne podcast skal vi møde en kvindelig lærer, som møder nogle af de udfordringer, der blandt andet får nyuddannede lærere til at stoppe i folkeskolen. Vi skal også høre forsker i uddannelse og læring ved Københavns Professionshøjskole Nana Vaaben fortælle om begrebet ‘praksischok’ og læreruddannelsens rolle i problemet med de flygtende nyuddannede lærere. 

Afsnit 2: 

I det andet afsnit i podcasten om nyuddannede læreres flugt fra folkeskolen møder vi nogle af de unge lærere, som har sagt farvel til et liv i folkeskolen. Vi hører, hvilke årsager der er til, at man som ung lærer siger stop, og vi får bundet en sløjfe på nogle af de ting, vi blev klogere på i første afsnit. 

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Torben Fleckner | 21. november 2018 KL. 17:15

Oplysende og tankevækkende

Lars Sørensen | 18. november 2018 KL. 10:58

En rigtig god podcast. Alt for mange nyuddannede forlader folkeskolen. ‘Studiedrømme vs. Virkelighed’ giver et godt og bekymrende billede af den virkelighed som den nyuddannede står i, og også af den idealisme som driver de nyuddannede. Hvis vi skal fastholde de nye lærere, og det skal vi, er en gode modtagelse, introduktion til arbejdet og et godt teamsamarbejde/arbejdsfællesskab blandt kerneværdierne. Det er desværre ikke noget vi alene kan løse på skolerne - der er er brug for at ledere, forvaltning og politikere lytter med. Jeg kan godt se, at læreruddannelsen har en mission i at ‘realitetstilpasse’ de kommende lærere, men vi har også brug for at de nyuddannede har høje forventninger til arbejdet. “Lærerjobbet er verdens bedste men også verdens hårdeste job”