Formålet med sejlturen er dobbelt og tværfagligt. Dels er det en naturfaglig ekskursion, dels er det sprogtræning for nytilkomne elever fra udlandet. De skal lære det danske sprog blandt andet gennem oplevelser og praktiske hands-on aktiviteter, og det bliver der rig lejlighed til. De første oplevelser har indfundet sig på vej ud på det blikstille Øresund under sol fra en skyfri himmel. Og da ruserne og nettene bliver trukket op i båden, kommer nye til.

Et par mægtige krabber med sprællende ben og kløer får den røde lampe til at blinke i nogle elevers udtryk, men alligevel drister andre sig til at tage fat om dem efter nøjere instruktion. Næste taktile oplevelse giver en ising, der er med i nettet, for når man fører en finger den ene vej over dens krop, er den helt glat, og den anden vej er den ru, og iøvrigt er den næsten gennemsigtig, når man holder den op mod lyset. ”Hvordan føles den?”, spørger Søren flere gange, og elever får gentaget ordene ’glat’ og ’ru’.

En meget livlig ål sætter liv i båden, for den snor sig hurtigt ud af de hænder, der griber efter den. Nu må vi op i komparativ og konstatere, at den er endnu glattere. ”Er der nogen, der vil holde skrubben?”. ”Den torsk skal vi smide ud igen, for den er under 35 centimeter, hvem vil smide den ud?”, spørger Søren, og efterhånden har flere elever fået mod på at røre ved fangsten og se nærmere på de enkelte skabninger.

Lærer Hayat el-Idrissi fortæller, at klassen skal besøge Øresundsmiljøskolen tre dage i efteråret og tre dage i foråret. Hver dag er på forhånd tilrettelagt, så klassen inden udflugterne arbejder med emnerne. Før denne tur ud på havet har eleverne set billeder af de redskaber, de får i hænderne og de fisk, de sandsynligvis vil møde.

”Vi har fået tilsendt billeder af det, vi skal møde, som vi ser på vores smartboard, og så kan vi snakke, beskrive og skabe den forforståelse, der giver udflugterne udbytte. Og efter turene er der et længere forløb med efterbehandling”, fortæller Hayat, der oplever, at eleverne er utrolig glade for turene. De er interesserede og spørger virkelig ind.

Øresundsmiljøskolen har til huse i et historisk hus, Carls Bastion, der ligger på Refshalevej bag Christiania. Stueetagen er indrettet som et stort værksted eller laboratorium med vandbade, tavler, værktøj, mikroskoper, vaders, redskaber og meget andet udstyr. Fagligt arbejde og feltarbejde i naturen lyser ud af rummet.

Ved et stort vandbad sidder naturvejleder Jonas Jørgensen klar med elever omkring sig. Først fremviser han en lille ulk med pigge. Den har ry for at være meget grim, men se nu hvor smuk, den er på undersiden, siger han og fremviser dens bug, der skinner som det pureste guld. Oversiden ligner nærmest tang, og snakken bevæger sig videre til camouflage, venner, fjender og rovfisk.

Jonas taler langsomt og tydeligt, nærmest lidt i ring, så han får sagt det samme på forskellige måder, og derfor gentaget de vigtige ord flere gange. Ind i mellem understøtter han med en sætning på engelsk, for det er det dominerende fællessprog i elevgruppen, der har baggrund i lande over hele jorden.

Nu skal de i gang med at dissekere dagens fangst i form af en torsk, for i den findes mange ord, som også bruges om menneskets indre. Jonas åbner bugen og fisker en lille rød tingest ud – hvad er det? ”Heart”, lyder det fra en pige, og ”ja, det er hjertet, det er rødt, det sidder tæt ved hovedet, ligesom på mig”, svarer Jonas og lægger en hånd på sit eget hjerte. ”Her er hovedet, her er halsen, og lige under lidt til venstre er hjertet”, tilføjer han og visualiserer med hånden de kropsdele, han taler om. Det er i det hele taget gennemgående, at hænderne taler med, og at eleverne hele tiden inspireres til at være med i den sproglige kommunikation.

Jonas tager også en gælle ud og viser blodkarrene. De er mørkerøde i levende fisk, lyserøde i døde og grå når de begynder at rådne. Han trykker let på galdeblæren, og ud kommer en grøn væske. Der er mange farver i fisken. Vi følger madens vej gennem munden, spiserøret, maven, tarmen og til gattet, for hele fordøjelsessystemet ligger udfoldet på en plade. Endelig tager Jonas et øje ud og lægger øjestenen på en trykt A4-side. Nu kan eleverne se, at den er en linse, der forstørrer det ’a’, den ligger på.

”Vi forsøger at appellere til alle deres sanser, og vi inddrager hele miljøet omkring os,” siger projektleder Søren Breinholt på Øresundsmiljøskolen.

”Vi vil gerne være en integreret del af folkeskolen og planlægge og gennemføre undervisningsforløb sammen med lærerne. Forud for projektet fik vi et virkelig godt kursus i sprogunderstøttende undervisning.”

”I dette forløb har vi også arbejdet med dyr i lavt vand og fortalt om havnen og dens historie, om Lynetten der ligger ved siden af os, og hvordan udviklingen har været fra snavset industrihavn til rekreativt område, hvor man kan bade” siger Søren. Han glæder sig over at se, hvordan eleverne går op i aktiviteterne og er virkelig interesserede også i det faglige. Den oplevelse gentager sig sikkert næste gang, hvor de blandt andet skal lave fiskeretter på bål.

Det er afdelingen for Pædagogisk Faglighed i BUF, der står bag det faglige sprogprojekt for M3-klasserne. Pædagogisk konsulent Annette Breinholt (der trods navneligheden ikke er i familie med Søren) fortæller, at ideen til projektet er udsprunget af et samarbejde på småbørnsområdet, der fandt sted på Kløvermarken.

”Vi er startet med fokus på sprogudviklingen hos de yngste, og nu har vi udskolingen som indsatsområde. Pointen er, at eleverne skal bruge alle deres sanser til at understøtte læringen. De kan se, høre, lugte, føle og smage. Det udnytter vi i projekterne. Efter forløbet skal vi samle erfaringerne og høre lærerne, om de kan se et formål med det. Til den tid skal vi vurdere, om det skal udbredes til andre”, siger Annette Breinholt.