Ny bog: Den elevvenlige skole vil overleve nationale test og topstyring

Bindende mål, nationale test, kvalitetsrapporter og andre forsøg på kontrol og topstyring af lærerne er et didaktisk kiks af historiske dimensioner, påviser professor Per Fibæk Laursen i en ny bog om undervisningens historie. Men den reformpædagogiske skole overlever. Lærerne holder den i live.

Nyhed | Af: John Villy Olsen 13. november 2020
Professor på DPU ved Aarhus Universitet Per Fibæk Laursen.
Professor på DPU ved Aarhus Universitet Per Fibæk Laursen.

LONGREAD.

Elevplaner, detaljerede målbeskrivelser, nationale test, stærkere ledelse, forstærket kommunalt tilsyn og de mange andre kontrollerende tiltag, som er kommet ovenfra gennem de senere år, har ikke kvalt den elevvenlige danske folkeskole. De har ikke styrken til det. Det fremgår af en ny bog af professor på DPU ved Aarhus Universitet Per Fibæk Laursen, ”Didaktiske revolutioner. Undervisningens historie”.

Langt de fleste af de reformpædagogiske forandringer, som gradvist er blevet indført i skolernes praksis fra 1920erne og frem, lever således fortsat i bedste velgående, fastslår Fibæk: Tværfaglighed, projektarbejde, den venlige og uformelle omgangsform, hvor eleverne siger ”du” til læreren, eleverne sidder ikke på rad og række i klassen, der findes stadig skolehaver, lejrskoler og skolebiblioteker, eleverne får fortsat seksualundervisning, skolerne summer vedvarende af musiske og legende aktiviteter, indholdet i fagene er fortfarende mere virkelighedsnært end i tidligere tider, eleverne skriver fristil, eleven er stadig i centrum…

Så det meste af den reformpædagogiske indflydelse på praksis står i dag ”uantastet som en irreversibel udvikling mod højere kvalitet”, konkluderer Fibæk.

”Vi får ikke den delte skole, spanskrøret, udenadslæreren eller den autoritære lærer tilbage. Reformpædagogikken medførte en varig forbedring af undervisningen i den danske skole”, tilføjer han.

Undervisningen er blevet bedre og bedre

Det er Fibæk sikker på. I skolens verden går det nemlig aldrig baglæns. Det viser historien. Undervisningen er blevet bedre og bedre gennem tiderne. Det er aldrig gået den anden vej, mod dårligere undervisning. Lærerne er aldrig vendt tilbage til undervisningsmetoder, der har udspillet deres rolle og vist sig ikke at du længere, selvfølgelig ikke. Undervisningens udvikling mod højere kvalitet er simpelthen irreversibel – det er Fibæks ene analytiske fund i den nye bog, der er en gennemgang af undervisningens historie i Danmark

Det andet er ’undervisningens egen logik’. Begrebet angiver, at lærere altid har fundet på nye greb og metoder i undervisningen, som løste problemer, der ikke kunne løses inden for det eksisterende didaktiske paradigme. Opfindelsen af klasseundervisningen i begyndelsen af 1900-tallet løste for eksempel det problem, at de elever, der ikke stod oppe ved tavlen og blev hørt i lektien, sad nede på deres plads og sov eller lavede ballade.

De to begreber – ’udviklingen af kvaliteten i undervisningen er irreversibel’, og ’undervisningen har sin egen logik’ – har nærmest status af lovmæssigheder. Derfor kan de aktuelle forsøg på at topstyre skolen og lærerne i en bestemt retning ikke lykkes. De mange tiltag fra oven er nemlig ikke et udslag af undervisningens egen logik, og de fører ikke forbedringer med sig. Derfor uddør de.

Teknisk didaktik fra oven

Alt er naturligvis ikke perfekt i nutidens reformpædagogiske folkeskole, anfører Fibæk. For eksempel betyder det stadig for meget, hvilket et hjem eleven kommer fra. Kommer eleven fra et veluddannet hjem, får han eller hun mere ud af skolegangen end den, der kommer fra et hjem, hvor forældrene er lavt uddannede.

Dét problem har ’undervisningens egen logik’ endnu ikke har formået at løse, fastslår Fibæk. Men tiltagene fra oven - klare mål og læringsmålstyret undervisning, test af elevernes læring, øget anvendelse af it i undervisningen, evidensbaserede undervisningsmetoder, stærkere skoleledelse og mere i den dur – har jo heller ikke rettet op på den skævhed. Og har heller ikke på anden vis hævet kvaliteten i undervisningen mærkbart.

Disse tiltag kan derfor ikke betragtes som didaktiske nyskabelser, påpeger Fibæk, som benævner dem ’teknisk didaktik’. De løser jo ikke uløste problemer i undervisningen. De er ikke revolutionerende, tværtimod.

”Jeg vil snarere betegne den tekniske didaktik som en mere kortvarig trend, som allerede nu er på retur”, skriver han således.

”Hvis vi skal bruge revolutionsbegrebet til at give den en betegnelse, er det nærliggende at se den som en kontrarevolution vendt mod reformpædagogikken. Som modvægt mod reformpædagogikken har den givetvis sat sig spor, men den bliver næppe et varigt spring fremad i kvalitet på linje med de egentlige revolutioner”.

Fiasko fra oven

Den tekniske didaktik vil snart dø ud, mener altså Fibæk. Den kommer på tværs af undervisningens egen logik, og det gør den svag. Tilmed kommer den fra oven, og det gør den endnu svagere. Det viser den historiske erfaring.

Én gang før i skolehistorien har statsmagten således prøvet at gøre noget tilsvarende, den såkaldte ’indbyrdes undervisning’, der blev indført af enevoldskongen Frederik d. 6. Den blev et stort flop:

”Undervisningsformen blev indført ved diktat fra kongemagten i begyndelsen af 1820’erne, og den bestod, som navnet antyder, i, at eleverne underviste hinanden. Det lovede store besparelsesmuligheder: én lærer til 1000 elever, og kongen var begejstret. Det, eleverne skulle lære, blev i form af staveord, regnestykker m.m. skrevet på store plakater eller tavler, der blev hængt op rundt om i lokalet. Ved hver tavle stod en ældre elev, der så trænede udenadslære af tavlens indhold med en gruppe yngre elever. Ved et signal fra læreren skiftede eleverne fra en tavle til den næste”, fortæller Fibæk.

”Den indbyrdes undervisning brød på flere vigtige punkter med undervisningens logik. Den afskaffede ”egentlig” undervisning forstået som lærerens inspiration, demonstration, forklaringer og faglige assistance. Læreren blev reduceret til eksercitsleder, der stødte i fløjten, straffede uvorne elever og førte protokoller. Den gjorde store dele af indholdet meningsløst for eleverne ved at opbygge det efter en strengt formel systematik. Dens forsøg på minutiøs styring af både lærere og elever var egnet til at dræbe al lyst og engagement. Den døde ud i løbet af godt 20 år.”

”Den indbyrdes undervisning er den danske skolehistories mest iøjnefaldende eksempel på en fiasko fra oven. Men det er langt fra den eneste. Et nyere eksempel er Undervisningsministeriets projekt om læringsmålstyret undervisning i læreruddannelse og folkeskole, der blev igangsat med læreruddannelsesreformen i 2013 og senere bredte sig til folkeskolen, men som efter diverse modifikationer stort set blev afmonteret i 2019 – i hvert fald som ministerielt projekt. Rester af det lever videre i læringsplatforme og kommunale forvaltningers og skolelederes styringsbestræbelser”.

Succes fra neden

Anderledes succesfulde er de nyskabelser, der kommer fra neden, konstaterer Fibæk. Et konge-eksempel er ’Kapers klasseundervisning’. Ernst Kaper var gymnasielærer, og han opfandt klasseundervisning for at løse det problem, som den traditionelle undervisningsform, enkeltmandsoverhøringen, skabte: Eleverne sad simpelthen og sov i timen eller lavede ballade, når de ikke blev hørt.

At stille spørgsmål til hele klassen er ganske enkelt et ”tryllemiddel”, der kan få søvnen til at forsvinde, erfarede Kaper. I 1903 samlede han sine erfaringer med denne nye undervisningsform i bogen ”Den daglige undervisnings form”, som blev et langtidsholdbart hit.

”I modsætning til indbyrdes undervisning var Kapers undervisningsform vokset frem inden for skolens egen verden, den groede op fra neden uden hjælp fra topstyring, den centrale aktør havde forstand på undervisning og skole, og han regnede i høj grad med læreren som en afgørende faktor. Eller med andre ord: Kaper respekterede undervisningens egen logik, det gjorde Abrahamson og Frederik d. 6. ikke”, konkluderer Fibæk.

Undervisningens tre historiske perioder

Fibæk klarlægger i sin fremstilling, at undervisningen er blevet revolutioneret tre gange i løbet af historien. Man kan også sige, at undervisningens historie kan inddeles i tre perioder:

 Undervisningen bliver opfundet.

Der kommer orden og struktur på undervisningen fra slutningen af 1700-tallet.

Fra cirka 1920 kommer reformpædagogikken ind i de danske skoler.

I første periode bliver undervisningen altså opfundet. Det sker i forbindelse med udbredelsen af skriftsproget. Førhen havde barnet og den unge efterlignet det, som faren eller moren eller mesteren gjorde (mesterlære), men man kan ikke lære at læse ved at efterligne, hvad andre gør - dét kræver undervisning. Undervisningen bestod i, at læreren læste en eller flere sætninger op, som eleverne gentog i kor. Med Luther blev såkaldt katekisation den dominerende undervisningsform. Elevere blev nu hørt i det, de havde lært udenad.

Anden didaktiske revolution – eller: periode – begyndte i Danmark i slutningen af 1700-tallet og var fuldt gennemført 100 år senere. Der kom orden i tingene, det var det grundlæggende nye: Det såkaldte ettalstyranni blev født her - en lærer i en klasse i et fag i et klasselokale i en time med en lærebog. Og katekisationen udviklede sig til enkeltmandsoverhøring, hvor én elev ad gangen blev hevet op til tavlen og hørt i lektien. Kapers klasseundervisning brød i 1903 hermed. Læreren skulle nu ikke længere kun overhøre en elev ad gangen, men hele klassen på én gang ved at stille spørgsmål ud i klassen og bede dem, der mente at kunne svare, om at markere. Et kuriøst Intermezzo i denne anden periode var omtalte ’indbyrdes undervisning’ 1820-1840.

Den elevvenlige skole

I undervisningens nuværende periode - den tredje revolution – er klasseundervisningen stadig almindelig, men ikke dominerende. Undervisningen er nu kendetegnet ved mangfoldighed: Klasseundervisning, klassediskussioner, gruppe- og projektarbejde og individuelt arbejde. Det er reformpædagogikkens periode, som tog sin start i Danmark i 1920’erne med de såkaldte Vanløse-forsøg.

Et pædagogiske nøglebegreb i denne tredje periode er ’barnet i centrum’. Et nyt børnesyn, der oprindeligt blev født i 1762 af Rousseaus ”Emile”, er således nu trådt i karakter. Eleven skal plejes, så han eller hun kan folde sit naturlige potentiale ud. Det er det nye. Før skulle eleven afrettes, gerne med vold. Fibæk kalder den reformpædagogiske skole for ’den elevvenlig skole’. Lærerne underviser med eleven, ikke imod eleven.

To store inspirationer til reformpædagogikken i Danmark er amerikansk progressive education, der har fællesskab og demokrati højt på listen, og tysk Reformpädagogik, som har fokus på frigørelse og individualisme. I de sidste 100 år har skolesynet i Danmark gået på disse to ben: Fællesskab i en udelt skole, der danner eleverne til myndige borgere i et demokrati, med skyldig hensyntagen til den enkelte elevs trivsel, selvudfoldelse og læring.

Reformpædagogikken er langtidsholdbar

Uhyre underholdende, lærerigt og givende er det at læse Fibæks gennemgang af undervisningens tre historiske perioder. Kan kun anbefales. I denne artikel er der ikke plads til mere referat og flere detaljer om tidligere tiders undervisning, og jeg vender nu tilbage til Fibæks analytiske fund, som er den helt store erkendelsesmæssige øjenåbner i bogen: Undervisningen er gennem historien kun blevet bedre og bedre, og forbedringerne er drevet fremad af lærere, der vil gøre deres arbejdsmiljø bedre, og som ønsker, at eleverne skal trives bedre og lære mere.

I denne succesfulde fremadskridende udvikling har der så været to didaktiske kiks, der bekræfter reglen: Den ’indbyrdes undervisning’ for 200 år siden og den aktuelle ’tekniske didaktik’, der jo også kommer ovenfra. Den indbyrdes undervisning led hurtigt skibbrud, og det samme sker for den tekniske didaktik, mener Fibæk:

”Vi ved, at der er meget, der virker forbedrende på nutidens undervisning: Gensidige positive forventninger, feedback, formativ evaluering, klare strukturer m.m. Denne viden giver tilstrækkeligt grundlag til at afvise, at den tekniske pædagogik skulle udgøre en ny didaktisk revolution”.

”Den er blot en kortvarig kontrarevolution som forsinket reaktion på reformpædagogikkens sejr”.

Reformpædagogikken og den elevvenlige skole er langtidsholdbar, sådan som Fibæk ser det. Undervisningen vil forsat blive forbedret skridt for skridt, men ikke på omvæltende vis. Der er ikke et didaktisk paradigmeskifte på vej:

”Det tredje revolution virkede først og fremmest ved at skabe gode relationer mellem lærere og elever, ved at øge elevernes selvvirksomhed og ved at tage individuelle hensyn”.

”Relationer mellem lærere og elever kan forbedres yderligere, vi kan blive endnu bedre til at gøre eleverne selvvirksomme og tage individuelle hensyn. Men revolutionerende bliver det ikke”.

”Det er altså på ingen måde sikkert, at der kommer nogen ny didaktisk revolution lige med det samme. Man kan ganske vist sagtens få øje på presserende problemer, der trænger til at blive løst. Man kan også få øje på, at nogle undervisningsmæssige virkemidler som læreres positive forventninger til sig selv og deres elever, elevernes forventninger til sig selv, formativ evaluering og feedback, metakognition m.m. virker effektivt. Men det er ikke til at få øje på nogen ny didaktik, der kan løse de aktuelle problemer og levere en ny og varig forbedring. Min spådom er derfor, at der de kommende år nok sker en langsom forbedring af undervisningen, men uden noget revolutionært præg.”

”Didaktiske revolutioner. Undervisningens historie” er udkommet på Hans Reitzels Forlag.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.