"Ytringsfriheden er en grundlovssikret rettighed. Som samfund har vi brug for en åben og tryg debatkultur. Det er vigtigt at dele viden og synspunkter, ikke mindst i den offentlige sektor, hvor vilkårene for at udrette godt arbejde konstant presses af besparelser."

FTF offentliggjorde 15. juni 2016 en undersøgelse blandt 4800 ansatte i den offentlige- og private sektor. Undersøgelsen viser, at et markant stigende antal medarbejdere frygter repressalier, hvis de ytrer sig kritisk om arbejdspladsen. Hele 60 % af de ansatte er bange for at udtale sig offentligt, hvilket er en stigning på 10 % siden FTF foretog en lignende undersøgelse. Af dem frygter næsten halvdelen for deres ansættelse. Desuden frygter de ansatte for kammeratlige samtaler, advarsler eller at blive betragtet som illoyale af chefen.

Desværre har vi en række eksempler på, at frygten er begrundet - også i København.  Vi konstaterer en stigning i antallet af tjenstlige samtaler som sanktion på lovlige ytringer, og senest den hel groteske bortvisning på Utterslev Skole.

Det kan og bør et demokratisk samfund ikke kunne sidde overhørigt. Ytringsfriheden er en grundlovssikret rettighed. Som samfund har vi brug for en åben og tryg debatkultur. Det er vigtigt at dele viden og synspunkter, ikke mindst i den offentlige sektor, hvor vilkårene for at udrette godt arbejde konstant presses af besparelser.

Ifølge ombudsmanden forstår mange ledere ikke reglerne for ytringsfrihed. Derfor udgiver Justitsministeriet i foråret 2017 et e-læringsforløb som supplement til den netop opdaterede vejledning om offentlige ansattes ytringsfrihed. Materialet henvender sig specielt til arbejdsgiver.

KLF insisterer på, at ledere på alle niveauer og ansatte bliver grundigt oplyste om reglerne for ytringsfrihed samt om de begrænsninger, der fx er i forbindelse med tavshedspligt.

Ytringsfriheden legaliserer dog aldrig retten til at komme med grove, æreskrænkende udtalelser. Netop det var vores københavnske kollega Monica Edelmann i voldsom grad udsat for, da hun kort før jul i tv fremsatte kritik af, at folkeskoler deltager i julegudstjenester. Det var dybt beskæmmende og rystende læsning på FB. Mange indlæg helt uden saglighed i forhold til Monicas synspunkt, men det værste af det hele var, at en del kommentarer var direkte onde og hadefulde mod Monica som person.

Herfra et bamseknus til Monica i håbet om at hun har rystet den grimme oplevelse af sig, og med håbet om at hun og mange flere fortsat insisterer på en åben og fordomsfri debat.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.