”Retorikken mod lærerne er helt utålelig. Tænk, at der bruges skatteyderbetalte annoncer på at tale ned til lærerne med løgnagtige kampagner om, at de kun underviser 16 timer om ugen.”

Sådan siger socialdemokrat og medlem af Borgerrepræsentationen, Lars Aslan Rasmussen, som dermed tager bladet fra munden og siger KL imod.

 

Lars Aslan Rasmussen er træt af tavsheden over for de lockoutede lærer i byen og kan ikke acceptere, at så mange ikke værdsætter lærernes store indsats og værdi for folkeskolen.

”Tænk engang. Vi har dygtige, engagerede lærere stående ude på gaden, som gøres til genstand for spot og hån fra KL’s side. Det vil jeg ikke være med til. Faktisk synes jeg, det er pinligt, at vi ikke er flere, der siger fra. Hvad gavner denne lockout?”

For Lars Aslan Rasmussen, der er socialordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen, har den seneste tids skærpelse i retorikken været for meget. Alt for meget.

”Retorikken mod lærerne er helt utålelig. Tænk, at der bruges skatteyderbetalte annoncer på at tale lærerne ned med løgnagtige kampagner om, at de kun underviser 16 timer om ugen.”

Indignationen er tydelig hos den markante politiker, som føler sig trukket ned i smædekampagnen fra Kommunernes Landsforening.

”Måske KL skulle bruge tid og penge på at fortælle, hvad de selv vil. I stedet for dyre amerikanskinspirerede reklamer, der sviner modparten til.”

Og Lars Aslan Rasmussen er ikke I tvivl om, hvem der skal løfte handsken og returnere den.

”Hele lockouten er en stor fejltagelse. Den bør omgående afblæses, så lærerne igen kan komme på arbejde. Det er KL, der har valgt denne konfrontatoriske løsning. Ikke lærerne. Derfor er det KL, der bør række hånden ud til forsoning.”

Om forhandlingerne om en ny overenskomst siger Lars Aslan Rasmussen:

”Jeg kan ikke vide præcis, hvilket forløb der har været kørt mellem DLF og KL, men jeg ved, at det hovedkrav, KL hele tiden har holdt fast i grundlæggende, er absurd i en forhandling. Man kan da ikke komme til en forhandling og kræve, at modparten skal acceptere et krav uden selv at give sig på netop det punkt. Med andre ord - hvad har KL givet på punktet om arbejdstidens tilrettelæggelse’?

Om sit eget parti siger Lars Aslan Rasmussen:

”For mig er Socialdemokraterne et parti, der lytter til deres vælgere og tror på, at folk der er uddannet indenfor et bestemt område ved bedst, hvordan deres arbejde udføres.”

”Lige nu kan jeg ikke genkende mit parti. Vi bør stå på lærernes side og ikke gå imod dem. Det får man bestemt ikke en bedre skole ud af. Og det har været uklædeligt at se, hvordan det har været forsøgt at spille gymnasielærerne ud mod folkeskolelærerne. Det er meningsløst og ikke socialdemokratisk politik.”

Det politiske ståsted er uomtvisteligt hos den 34 årige københavner, der i det meste af sit liv har været politisk aktiv. Alligevel bekymrer den førte politik ham.

”Jeg frygter, at vi på venstrefløjen helt mister vores folkelige opbakning ved at føre en politik uden menneskeligt ansigt. Er det politikerne, der laver politikken, eller er det embedsværket, der designer løsninger ud fra regneark, de selv konstruerer.”

”Det er ikke et sådan samfund, jeg ønsker. Det er sådan set også derfor, jeg siger fra. Der må være mange som mig, der heller ikke vil være med på den vogn længere, og som nu siger fra, før det er for sent.”

”Styrken ved at have en kommune er jo netop det nære demokrati. Ved at lade KL tage kampen med en fagforening og dets medlemmer skaber vi jo en decentralisering og en ensretning, som er skadelig for det nære samarbejde.”

”I København har vi altid haft en positiv, tillidsbaseret dialog med fx. Københavns Lærerforening og sammen skabt gode resultater for den københavnske folkeskole. Det samarbejde er jeg bange for kan lide skade, når KL optræder som de gør.”

”Det bliver en vanskelig opgave at genskabe tilliden, og jeg forstå godt lærerne,  som mod deres vilje er sat uden for skoleporten og tilmed forgældes for hver dag, der går, at de ikke køber politikernes ord om tillid og genskabelse af de gode relationer. Derfor håber jeg, at flere politikere vil sige fra - især over for retorikken.

 

Af Jan Klint Poulsen

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.