Langt flere elever end forventet er strømmet til den københavnske folkeskole. Det er en god nyhed for folkeskolen, men der er malurt i bægeret. Ifølge Lars Sørensen mangler der flere lærere for at løse opgaven ordentligt.

Flere familier vælger den københavnske folkeskole til. Derfor stiger antallet af folkeskoleelever i København mere end forventet. Alene i de tre første kvartaler af 2018 har mere end 700 elever fundet vej ind i skolegårdene på byens folkeskoler. Det er en god nyhed, som kunne læses i Politiken i sidste uge. Alligevel er der også en mere kedelig konsekvens af de mange nye elever. Der mangler, ifølge KLF’s formand Lars Sørensen, flere lærere til at løfte opgaven, når så mange nye elever dukker op. 

”Vi er glade for, at der strømmer elever til folkeskolerne i København. Udfordringen er dog, at der ikke samtidig bliver ansat flere lærere, fastslår Lars Sørensen og understreger, at lærerne i København i forvejen ikke har tid til at forberede undervisningen ordentligt.

Særligt de svageste elever risikerer at blive ramt, når lærerne ikke har den fornødne tid til den enkelte elev. 

”Når lærerne skal undervise mere, bliver der endnu mindre tid til at gøre undervisningen relevant for de svageste elever,” forklarer Lars Sørensen, der i dag er aktuel med et debatindlæg på Politiken Skoleliv.

København har i forvejen færre lærere

Ser man på en almindelig tosporet københavnsk folkeskole, så er der i gennemsnit to lærere færre ansat end på en tilsvarende skole i Århus, selvom udfordringerne på skolerne i København ikke er mindre end i landets øvrige storbyer. 

Særligt Nørre Fælled Skole på Nørrebro har modtaget en stor andel af nye elever efter lukningen af den lokale privatskole, Iqra. Lukningen har i den seneste måned betydet, at 22 nye elever er startet på skolen, og flere er formentlig på vej.

”De børn vil vi gerne kunne holde på i folkeskolen. Men det kan vi kun, hvis vi har lærerbemandingen til at give dem en ordentlig modtagelse. Det er ikke nok, at eleverne kommer til en skole, der er blevet flot renoveret. De skal også komme til en skole, hvor lærerne har mulighed for at hjælpe dem til rette og give dem en ordentlig undervisning,” fastslår Lars Sørensen.

Han opfordrer de københavnske politikere til at bruge penge fra overførselssagen til at ansætte flere lærere - penge, der er tilovers fra sidste års budget.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.