Lærerne skal ikke udsættes for victim blaming når de oplever vold og trusler på jobbet

Når indsatsen handler om forebyggelse og udelukkende sigter mod at sende lærere på kursus i konflikthåndtering og low arousel-adfærd kommer ledelsen af organisationen, selvfølgelig ikke tilsigtet, til at udpege de medarbejdere, der udsættes for vold og trusler, som skyldige og ansvarlige for, at netop de er blevet udsat for vold.

Synspunkt | Af: Thomas Poulsen 22. januar 2020

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

“Når vi går til vores ledelse med tårerne ned ad kinderne, efter endnu en voldsom episode, gentager de forvaltningens ord: “Desværre, dette er en skal opgave, eleven skal rummes i klassen”.

 Citatet er hentet fra en resolution, som Københavns Lærerforening for nylig vedtog enstemmigt på sin generalforsamling. Resolutionen er en direkte reaktion på lærernes oplevelser i deres hverdag som medarbejdere i den københavnske folkeskole. En hverdag hvor vold og trusler fra elever er blevet almindeligt, men også som en reaktion på, at kommunens forvaltning ikke lever op til den nultolerance-politik, som kommunen selv har vedtaget.

Medarbejderne i BUF i København har i trivselsundersøgelsen 2019 svaret, at de 2579 gange inden for 12 måneder har været udsat for fysisk vold mod 1211 gange to år tidligere. Det svarer til en stigning på 113% eller, at der på de københavnske skoler i gennemsnit hver dag er cirka 13 medarbejdere, der udsættes for vold i løbet af skoleårets 200 dage mod cirka seks daglige hændelser i den foregående periode. Desuden svarer 54% af lærerne, at volden fortsat finder sted.

I kommunen er dette naturligvis ikke gået ubemærket hen, og administrerende direktør Tobias Børner Stax udtaler til fagbladet Folkeskolen.dk: “Det er et fælles anliggende og et fælles ansvar at finde løsningerne, og derfor siger jeg også meget klart, at den enkelte lærer skal have den nødvendige opbakning og hjælp til at skabe en tryg ramme for undervisningen”. Der er enighed om, at det er et fælles anliggende og et fælles ansvar. I det følgende vil der blive peget på områder i indsatsen mod vold og trusler, som det er nødvendigt at afsætte midler til og øge fokus på.

Det er dog imidlertid glædeligt, at den administrerede direktør udtrykker sig sådan, og det afspejles også i, at der er iværksat initiativer, der skal forebygge antallet af voldsomme hændelser på Københavns Kommunes skoler. 

Således er der i budgettet for 2020 afsat midler til implementering af konflikthåndteringsmetoden, der har givet gode resultater på en række specialskoler i arbejdet med at forebygge antallet af episoder med vold og trusler og med en anbefaling om at anmelde selv mindre hændelser som arbejdsskader. Ligesom der også er afsat penge til inklusion. Det er naturligvis glædeligt og nødvendigt, at der er afsat penge til bedre inklusion, og der sættes ind med forebyggelse af vold og trusler i de københavnske skoler.

Det løser imidlertid kun en lille del af problemet med vold og trusler. Det vil måske nedbringe antallet af hændelser ved næste trivselsundersøgelse. Hvilket med en vis sandsynlighed vil udløse glæde i direktionen i Børne- og Ungdomsforvaltningen i 2021. Men det vil ikke løse den afmagt den enkelte lærer, der har oplevet at blive truet eller slået på en skole føler, fordi indsatsen udelukkende har fokus på at forebygge vold og trusler. Kommunens indsats undlader dermed at styrke indsatsen, der skal sikre, at den medarbejder/offeret, der er blevet udsat for vold og trusler, bliver behandlet på en anstændig måde, når der har været en voldsom hændelse, der placerer sig indenfor kategorien ”vold og trusler”. 

Det egentlige problem består dermed i, at Københavns Kommune i sin indsats mod vold og trusler ensidigt har fokus på forebyggelsen. Københavns Kommune overser som organisation, at der ikke alene skal forebygges i indsatsen mod vold og trusler, men at der også skal handles, som det er formuleret i kommunens politik, “… når vold og trusler alligevel opstår”. Det er derfor en nødvendighed at afsætte midler, der skal fokusere og styrke indsatsen, der skal hjælpe samt give støtte og omsorg til medarbejdere, når vold og trusler alligevel forekommer.

Lærerne oplever nu, og det er tydeligt i resolutionen fra Københavns Lærerforening, at der ikke tages hånd om problemet om vold og trusler på en måde, så det gavner deres arbejdsmiljø. Tværtimod oplever de at blive mødt med mistillid og formulerer, “når en elev slår, sparker, spytter og skriger, så er det alene læreren, der skal ses på. Det er læreren, der skal på kursus og forandres. Det er læreren, der er problemet.”

Når indsatsen handler om forebyggelse og udelukkende sigter mod at sende lærere på kursus i konflikthåndtering og low arousel-adfærd kommer ledelsen af organisationen, selvfølgelig ikke tilsigtet, til at udpege de medarbejdere, der udsættes for vold og trusler, som skyldige og ansvarlige for, at netop de er blevet udsat for vold. Det er det, der på moderne dansk kaldes ”victimblaming”, hvilket på ingen måde er en del af Københavns Kommunes politik, der fornuftigt erklærer, at det er vigtigt, at medarbejderne oplever støtte og opbakning fra ledelsen i situationer, hvor vold og trusler opstår.

Hvordan sikres det så, at lærere, der udsættes for vold og trusler, bliver behandlet ordentligt og mødes med tillid, støtte og opbakning. Det gøres først og fremmest ved at leve op til egne gode og velmente retningslinjer og politikker, hvor alle arbejdspladser skal udarbejde lokale retningslinjer, krise- og handleplaner i indsatsen mod vold og trusler.

I den henseende kan der stilles spørgsmål til om alle skoler på en tilstrækkelig måde lever op til dette. Det bør i hvert fald undersøges grundigt, om alle arbejdspladser har udarbejdet tilstrækkelige retningslinjer, krise og handleplaner, og om de rent faktisk benyttes korrekt hver eneste gang, en hændelse med vold og trusler opstår. Nultolerance overfor vold må nødvendigvis betyde, at der ikke må være en eneste hændelse, hvor hændelser med vold og trusler indgår, som organisationen ikke handler på. Trivselsundersøgelsen giver ikke svar på dette, men i det fælles ansvar er der en stor interesse i at vide, om ledelserne på de enkelte skoler har etableret tydelige og klare aftaler, når vold og trusler alligevel opstår og endnu vigtigere om dette beredskab virker efter hensigten.

Arbejdspladser, hvor handleplaner ikke er etableret, ikke følges eller ikke virker, skal straks kontaktes af en task force, der kan hjælpe den enkelte arbejdsplads med at “håndtere problemer med vold, mobning og chikane” og dermed sikre, at kommunen lever op til den erklærede nultolerance på området.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.