Lærerens dårlige samvittighed

Vores folkeskole i København er hårdt udfordret. Der er ALT, ALT for mange elever i klasserne. Både af de skoleparate og de ikke-skoleparate.

Synspunkt | Af: Pernille Bendix 04. november 2020

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

De sidder der. I alle klasserne. De der elever, der giver dårlig samvittighed. De elever, vi godt ved, vi skal tage os af. De elever vi ikke når.  

Og nej, det er ikke de udadreagerende elever, jeg taler om. Det er ikke de ordblinde, det er heller ikke dem med diagnoser. Det er faktisk overhovedet ikke nogen af dem, som, vi ved, har særlige behov, og som vi prøver af bedste evne, kunnen og ekstern støtte at hjælpe, uddanne og rumme.  

Jeg taler om de elever, der stille og roligt sætter sig på sin plads, har overblik over timens indhold, og de materialer, som de skal bruge i løbet af timen. De elever, der lytter, forstår, er parate …. og venter. Venter på ro, undervisning og faglig udfordring.  

Jeg kalder dem de skoleparate elever. Der er ret mange af dem. De elever giver mig på ubegribelig vis dårlig samvittighed. Jeg er jo lærer, klar til at lære fra mig, udtænke genial didaktik og planlægge fed undervisning. Desværre bliver mine undervisningstimer bare ofte ikke, som, jeg ved, er bedst.

Man når ikke særlig meget undervisning

Desværre hører det til en satirisk sjældenhed, de gange hvor jeg kommer ind i personalerummet og udbryder:” Wow – jeg havde en god undervisningstime”. Jeg hører det heller ikke fra mine kollegaer. Jeg hører i stedet dem eller mig selv sige, at de havde for meget bøvl med at få ro, at de ikke kunne få en bestemt gruppe til at følge med, at en eller to bestemte elever igen krævede særlige hensyn og opmærksomhed, at de ikke nåede særlig meget undervisning. 

ALT, ALT for mange elever

Vores folkeskole i København er hårdt udfordret. Der er ALT, ALT for mange elever i klasserne. Både af de skoleparate og de ikke-skoleparate. I Københavns Lærerforening kunne vi efter forsommerens corona-skole konstatere, at der var færre konflikter og større undervisningsparathed, da vi arbejdede med mindre hold/klasser, færre skift, faste lærere og kortere skoledage.  

Hvis vi skal i den retning, kræver det politisk vilje og økonomisk prioritering.

Alternativet er det, vi har nu, og det er urimeligt for de elever, der har brug for særlig støtte og tid, det er urimeligt for de elever, der har brug for normal støtte og tid; og så er det faktisk også urimeligt for de lærere, der ikke oplever, at de lykkes med deres arbejde, og det de er sat i skolen for! Dét giver dårlig arbejdstrivsel. 

 

 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.