Koloni for overvægtige gav børnene en succesoplevelse

Sunde kostvaner og motion på den sjove måde. Det var nøgleordene, da Københavns Lærerforenings Kolonier for andet år i træk havde en Tab og vind-koloni for overvægtige børn. Som en ekstra bonus raslede kiloene af børnene.

Selv de børn, som ikke er glade for at løbe på den traditionelle måde, spurtede rundt for fuld fart i banke bøf-legen. Foto: Jennifer Jensen
Selv de børn, som ikke er glade for at løbe på den traditionelle måde, spurtede rundt for fuld fart i banke bøf-legen. Foto: Jennifer Jensen

3,5 kilo. Så meget havde de 18 børn på sommerens Tab og vind-koloni i gennemsnit tabt sig, da de i juli tilbragte tolv dage på kolonien Alhage udenfor Ebeltoft. Tolv dage, som var spækket med aktiviteter, der skulle aktivere børnene og vise dem, at det ikke behøver være surt at spise sundt og dyrke motion.

Kolonien var arrangeret af fire idrætsstuderende fra Københavns Universitet, som også var afsted på kolonien sidste år. De er alle trænere i forskellige idrætsgrene i deres fritid, og er derfor vant til at give lysten til idræt videre til børn. En erfaring, de har trukket meget på under kolonien, fortæller en af de fire studerende, Nanna Johnsen. Det var hende, der sidste år lavede en aftale med Kolonierne om at starte Tab og vind-kolonien med sine medstuderende Sissel Fjord, Casper Borup og Magnus Erck.  

Det skal være sjovt at være aktiv

Det var vigtigt for de fire koloniansatte, at børnene skulle opleve, at motion kunne være sjovt. Derfor havde de sammensat et meget varieret program med en helt masse forskellige aktiviteter. Der var både det mere klassiske med et par morgenløbeture i forskellige niveauer og cirkeltræning. Men motionen bestod mest af stafetter og lege som banke bøf, katten efter musen og skovstratego.

Der blev også arrangeret gåture, besøg i svømmehallen og andre aktiviteter, børnene ikke forbandt så meget med traditionel motion. Helt bevidst var der ikke traditionelle idrætsformer på programmet, fordi mange af børnene har oplevet nederlag med den type sportsgrene i skole eller fritidsordning, fortæller Nanna Johnsen. I stedet var der lege, som lagde op til succesoplevelser for børn, der er gode til for eksempel taktik, paratviden eller samarbejde.

”Det er rigtig fedt at kunne give bevægelsesglæden videre og se, at vi gør en forskel for de her børn. Det er selvfølgelig også sindssygt hårdt, for børnene er ikke vant til at dyrke motion, så der skal mere til for at få dem til at synes, det er sjovt. Men selv dem, der måske ikke er så aktive under morgenløbet, kan man så se spurte rundt under banke bøf, og det er lækkert at se dem have det sjovt med det,” fortæller Nanna Johnsen.

Der har også været en stor OL-weekend, hvor børnene dystede i hold i alverdens discipliner – med hold-t-shirts, de selv dekorerede, og hjemmeopfundne kampråb.

Det var frivilligt, om børnene ville på vægten ved ankomst, halvvejs og afgang mod København igen. Med spændte ansigter ventede de på det endelig resultat, som uanset tallet medførte highfives og skulderklap fra de voksne. Foto: Jennifer Jensen
Det var frivilligt, om børnene ville på vægten ved ankomst, halvvejs og afgang mod København igen. Med spændte ansigter ventede de på det endelig resultat, som uanset tallet medførte highfives og skulderklap fra de voksne. Foto: Jennifer Jensen

Simple kostændringer virker bedst

Børnene skulle lige vænne sig til den sundere mad, som også har udvidet madhorisonten for mange af dem. For hvad i alverden er en spidskål? Og kan man virkelig bruge den i stedet for pastaplader i en lasagne?

Køkkenholdet på kolonien bestod af fire voksne, som alle er interesserede i sund mad. For at lære om sund kost og bedre madvaner, hjalp børnene til i køkkenet to og to sammen én dag hver. De har både hjulpet til med de praktiske ting i forberedelsen af den varme frokostret, præsenteret maden for de andre børn og talt en masse med køkkenpersonalet om kost og hvordan man nemt kan ændre sine kostvaner i en sundere retning.

”Det er nogle ret simple ting, vi har lært dem, for der skal ikke meget til for at gøre deres madvaner sundere, end de er i dag. Og det er vigtigt, at det er simple ting, som de kan overskue også at holde fast i, når de kommer hjem - for eksempel bare at spise rugbrød i stedet for hvidt brød,” forklarer Louise Møller, som både i år og sidste år var en del af køkkenpersonalet på Tab og vind-kolonien – i år som køkkenleder.

Undervejs i kolonien har de også haft workshops med børnene, hvor de for eksempel har lært om kostpyramiden, effekten af træning eller den bedste fordeling af kød, grøntsager og tilbehør på tallerkenen. Efter kolonien samler køkkenpersonale og de fire idrætsstuderende alle koloniens opskrifter, gode motionsråd, tips til gode lege og aktiviteter og tegningerne fra de forskellige workshops til en folder, som bliver sendt ud til børnene. Det gør det forhåbentligt nemmere at fortsætte de gode, nye vaner derhjemme også, mener Nanna Johnsen.

Selvtilliden stiger hurtigt

De voksne har hurtigt kunnet mærke selvtilliden stige ved flere af børnene. Nogle af de drenge, som var generte og indadvendte i starten, er hurtigt kommet mere på banen – og pigerne taler stolt sammen om, at de kan mærke tøjet sidde løsere og se et vægttab på deres ansigter.

”Jeg skal helt klart hjem og lave nogle ting om. Spise sundere og dyrke mere motion,” fortæller Sarah, som er en af de ældste piger på kolonien. ”Jeg kan allerede mærke, at min buksedragt sidder løsere på lårene nu, end da jeg kom – det er vildt fedt!”

En af drengene fortæller, at det bedste ved kolonien uden tvivl har været, at han har mødt en masse venner – børn, som minder om ham selv:

”Jeg bliver nogle gange drillet derhjemme, men her er de andre sødere. Især dem jeg sover på værelse med er jeg blevet rigtig gode venner med.”

Den sidste aften blev der poppet popcorn over bålet, som med stor fairness blev fordelt blandt de 18 børn af Bobby, som sidder mellem de to voksne og vogter over skålen med de færdigpoppede godter. Foto: Jennifer Jensen
Den sidste aften blev der poppet popcorn over bålet, som med stor fairness blev fordelt blandt de 18 børn af Bobby, som sidder mellem de to voksne og vogter over skålen med de færdigpoppede godter. Foto: Jennifer Jensen

Trygge voksne er vigtigt

De fire studerende delte børnene op i små ’familier’ med 4-5 børn per voksen. Ved starten af kolonien mødtes familieholdene til en snak om, hvorfor de er taget med på kolonien, og hvad de gerne vil have ud af det.

Familieholdene betyder også, at hvert barn har en fast voksen af de fire, som er ”deres”, og som de føler sig mere tryg ved – og det er vigtigt, når man er afsted med børn fra 0.-8.klasse, hvor flere aldrig før har været så længe væk fra mor og far, mener Nanna Johnsen.

Vægttabet er ikke en konkurrence

Det er også foregået med den voksne fra familieholdet, når børnene er blevet vejet undervejs. Det har under hele kolonien været frivilligt for børnene, om de ville vejes, og muligheden har kun været der ved ankomsten, halvvejs i kolonien og ved afgang hjem mod København.

Vejningen foregår individuelt, for det må ikke blive en konkurrence i vægttab for børnene. Og når vægten engang imellem ikke helt viser det tal, et af børnene havde håbet på, bliver der talt om forskellen på vægten af muskler og fedt, og om tøjet sidder løsere end før. Highfives, skulderklap og ”godt gået” bliver givet til dem alle.

”Jeg overhørte en af drengene, som ringede hjem efter halvvejs-vejningen og stolt fortalte, at han allerede havde tabt sig to kilo. ”Jeg forstår det ikke, for jeg har næsten ikke lavet noget!”, fortalte han sin far. Åh jo, du har,” fortæller Nanna Johnsen og smiler:

”Og det er lige præcis dér, vi har ramt rigtigt – når de ikke selv opdager, hvor meget de bevæger sig, fordi de har det sjovt imens.” 

FAKTA:

De fire koloniansatte havde søgt og modtaget to legater til kolonien fra Nordea og Scandia. Legaterne er blandt andet blevet brugt til en tur i Djurs sommerland, besøg i svømmehallen, drikkedunke og t-shirts og præmier til OL-weekenden. Det har givet en god frihed til at gøre noget ekstra for børnene, fortæller Nanna Johnsen.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Jan Trojaborg | 10. august 2015 KL. 16:26

Fremragende idé og flot program. Tak til de initiativrige studerende med fagligheden i orden. Næste år skal vi have flere børn med, så sundhedsplejersker og klasselærere skal være opmærksomme på børn, der ligesom årets deltagere kan få gavn af et ophold, der giver glæde og har langtidsperspektiv.