KLF'er søger lærernes sjæl på Folkemødet

Lærer og meningsdanner Mikkel Gram er taget til Folkemødet med Københavns Lærerforening og skriver hjem om de kommende dages personlige mission. Følg med!

Tema | Af: Mikkel Gram 15. juni 2018

Velkommen til Folkemødet på Borholm. Her vil I kunne følge KLF’s tilstedeværelse blandt politikere, DJØFERE, kommunikationsfolk og almindelige mennesker. Nå, ja… Vi er selvfølgelig også blandt lærere. Jeg vil give jer et dagligt indspark på KLFnet.dk og KLF's Facebook med begivenheder, pointer og perspektiver fra Folkemødet, som mange ynder at kalde ”Djøfstortion” (Jf. den store tilstedeværelse af public affairs-folk, spindoktorer, politikere og meningsdannere). Andre holder stadig fast i det folkelige, hvor folk fra alle egne af Danmark kan mænge sig med eliten og lære, hvordan man smalltalker og namedropper lækre akademiske termer, der alligevel lyder underligt efter de første tre fadøl. Hvor mon lærerne hører til i disse dage? Jeg vil forsøge at beskrive stemningen blandt KLF’s medlemmer, men også personlige beretninger fra telte fra hele det politiske spektrum.

Forhåbentlig får jeg adgang til toneangivende, højtråbende og karismatiske personligheder, for at høre deres perspektiver på vores aktuelle status. For hvor står vi egentlig henne som lærere? Siden 2012 har lærerne forfremmet (eller degraderet) sig selv som nogle af samfundets største ballademagere. Kan vi dog ikke bare makke ret! Selv var jeg en af de mange lærere, der stod i menneskekæden på Roskildevejen i mystisk tøj med fjæset smurt ind i rød vandbaseret maling. Jeg råbte ord, der rimede, men ingen forstod. Efterhånden begyndte folk at se skævt på mig, og jeg fik en fornemmelse af, at vores mange events ikke rigtig battede nogen steder. Begyndte folk virkelig at føle antipati for lærerne?

Noget kunne tyde på det. Men hvad med nu? Har vi endnu en gang klippet snoren til den folkelige opbakning, og hvad sker der, hvis ikke kommissionen når frem til et tilfredsstillende resultat? Følg med, når jeg fanger lærere og andre sjove mennesker i deres syn på os lærere og vores udskejelser her på Folkemødet.

Hvem er Mikkel Gram?

Mikkel Gram  arbejder til daglig som lærer og kommunikationsansvarlig på Randersgades Skole i København. Han blev lærer fra Zahles Seminarium i 2005 og læste derefter MA i professionel kommunikation på Roskilde Universitet. Ud over lærerjobbet har han en fortid som kommunikations- og pressemedarbejder i henholdsvis Berlingske lokalaviser, Politikens Lokalaviser, Mannaz A/S samt AKKS (Amatørernes Kunst og Kultur Samråd). Mikkel Gram har deltaget på lærernes meningsdanneruddannelse i år og skriver fast i Politiken Skoleliv. Under Folkemødet skriver Mikkel Gram som blogger for KLFnet.dk

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.