IT-didaktik: Slip dem løs!

Elev-til-elevlæring er blevet et hit på Grøndalsvængets Skole, og metoden bruges op gennem hele forløbet. Den har udviklet en digital skolekultur, som andre roligt kan drømme om. Den har skabt 10-11 årige superbrugere, der ikke bare hjælper yngre elever, men som også er tilsynsførende med skolens computere, assistenter for lærerne og som løser skolelederens it-problemer, når de vokser ham over hovedet. 

For ikke at tale om de store elever i 8.-9. klasse der ud over at kommunikere ret flydende på højt niveau i engelsk begår sig på flere programmeringssprog og får jobtilbud fra sværvægtere i branchen.

– Både de små og de store elever er glade for at arbejde sammen i timerne, og så giver det jo en ekstra gevinst, at de kommer til at lære hinanden at kende på kryds og tværs af alder og klasser. Vi undgår nok en del mobning, for man går altså ikke ud i frikvarteret og slår den oven i hovedet, som man har siddet og undervist og haft noget godt sammen med, konstaterer it-vejleder Elsebet Jakobsen og tilføjer: 

– Der er heller ingen grund til at sidde og vente på, at læreren har tid til at hjælpe, for man spørger en af de store. Det er helt legalt at rejse sig og gå hen til en hjælper. Eleverne er blevet meget mere selvhjulpne – der er sket et ryk kulturmæssigt.  

Eleverne kan programmerne

Hvordan får I trukket de digitale læremidler ind i fagene?

– Vi lavede jo it-kurset for alle, hvor 200 elever om ugen var i gang. Her var lærerne med. Nogle lærte sikkert noget ved den lejlighed, og alle så, at deres elever kunne finde ud af det ved elev-til-elevlæringen. Så lærerne oplever, at de ikke først skal gennemgå programmer eller fare rundt og vise menuerne i word – de kan bare sætte deres klasse i gang, forklarer Elsebet Jakobsen. 

– Når en lærer kommer til mig og siger, at hun kunne godt tænke sig hjælp til et forløb, så inviterer jeg hende og klassens 24 elever med op til maskinerne, og så går vi i gang sammen. Jeg laver måske ti minutters intro, så kører forløbet, og læreren kan gå rundt og snakke med eleverne. 

– Nu kan både eleverne og læreren bruge det, i stedet for at jeg står og forklarer det til læreren alene, som så skal forklare videre til eleverne. Vi kan lige så godt gøre det samtidig. 

– Det gælder om at slippe eleverne løs, og efterhånden kan jeg ikke lære dem noget efter 4. klasse, fortæller Elsebet Jakobsen, der ikke ser mange forhindringer, det er sådan set bare at gå i gang.

Don’t tell it, show it

Elsebet Jakobsen understreger, at det ikke koster en krone, at to lærere aftaler at arbejde sammen i geografi med to 7. klasser to timer om ugen. De kan lave et forløb, hvor eleverne sidder to og to og slutter med at fremlægge deres projekt. 

– Eleverne går ind og arbejder på online platforme og finder selv ud af en masse, fordi de sidder og inspirerer hinanden, og fordi det jo er sjovt. Bare slip dem løs!, lyder it-vejlederens opfordring.

– Næste gang foreslår læreren måske, at nogle elever starter et andet sted og prøver at gå andre veje. Ofte har de allerede kokset rundt i mulighederne og kender dem ind og ud, fordi vi slipper dem løs. De skal måske bare have lidt hjælp til at retningsbestemme arbejdet.  

– Det er jo den naturlige måde at lære på, som vi går tilbage til. Don’t tell it, show it – fordi der kommer ikke noget ud af at forklare. Jeg kan stå og fortælle, så meget jeg lyster, ingenting hjælper det. Så jeg gør det aldrig, det er spild af tid. 

Det store gennembrud

– Det, der slog hovedet på sømmet var, at vi annoncerede, at når lærerne havde problemer med deres egne computere, så kunne de komme til os. Så var der hul igennem! Så kom lærerne op til os og sagde: ”Kan I ikke lige, og den her har fået virus, og den her skal ominstalleres, og mit det dér virker ikke, og jeg kan ikke sådan, og hvorfor kan jeg ikke det?”, beretter Elsebet Jakobsen.

– De kom både med deres private maskiner og de bærbare, vi fik fra BUF, som vi kunne købe billigt. 

– Alt det bestød, at lærerne opdagede, at her på skolen har vi nogle knalddygtige unger. De gik i 6. klasse, og så fik de skilte på maven, hvor der stod ’it-kyndig elev’. De blev set med lærernøgle, og det blev accepteret, at de gik ind og ud. De havde h-nøgle og password til serveren, så de kunne omregistrere brugere, og somme tider ordnede de også, når nogle koder var mistet. 

– Lige nu har vi it-tilsynførere fra 3. klasse, og nogle af dem i 5. klasse er rigtig dygtige.

– Da lærerne begyndte at komme med deres private pc’ere, knyttede vi nogle elever med betydelige problemer til gruppen af it-kyndige. De var ikke så nemme nede i frikvartererne. Vi havde også nogle store drenge, der trængte til en god grund til at komme i skole. 

– Da de var lukket indenfor i varmen, blev de somme tider på skolen til kl. 17 for at hjælpe, fortæller Elsebet Jakobsen. 

To tilsynsførende i hver klasse

It-vejleder Elsebet Jakobsen fortæller, at på et tidspunkt begyndte der at opstå rygter om skolen og dens it-kyndige elever ude i byen. 

– Microsoft kontaktede os og var helt vilde og blodige, og det er de stadig. De store drenge har været ude et par gange og fortælle blandt andet skoleledere om, hvad de laver. Bekendtskabet med Microsoft har givet et ordentligt ryk. Der følger en masse anerkendelse med, og vi er blevet trukket ud til en masse arrangementer.

– Da eleverne gik i 7. klasse, tilbød jeg at starte et hold i super-it, og her meldte 6-8 stykker sig. Det var et par af de meget dygtige fyre, der meldte sig, men også nogle andre der bare var interesserede. 

– Vi tog på virksomhedsbesøg og var rundt og se alt muligt, DR-byen og på   nano-kursus på Københavns Universitet. Dér sad de her unger fra 7. klasse og stillede relevante spørgsmål, det var fedt. Det var så sejt, og de var helt vilde med os ude på fakulteket for nanoteknologi. Der var en god kommunikation, og eleverne kunne sagtens være med og forstå det. 

– Vi besøgte også en virksomhed, Software Innovation, hvor der var en gudsbenådet projektleder, der havde sat tre programmører stævne til at snakke med mine elever, og de fandt hinanden. 

– Det endte med, at de sagde, at de to drenge dér, de er på datalogi-niveau, kan vi ikke lave et samarbejde med dem? De tilbød dem et praktikforløb over et år. Her er de kommet og gået hver uge og har fået timer med chefarkitekten til at udvikle forskellige ting, og det har jo rykket kolossalt. Arkitekten siger, at han kunne ansætte dem til at kode med det samme.

Super-fag og super-it

– Vi har også introduceret super-fag. Det er et koncept, hvor en lærer har fx to elever fra flere klasser og laver et hold med dem, hvor de arbejder med engelsk, biologi eller matematik på en ny måde, så det giver et frisk input til faget, men på et højere niveau. Det er elever, der kan kapere det. I stedet for bare at give dem flere opgaver, får de mere og sværere. 

– Nu har jeg et sjak i 7. klasse, der også nok skal bliver rigtig gode. De har allerede været med ude hos Microsoft og lave en fremlæggelse på engelsk om, hvordan de programmerer – meget godt gået.

– Det har alt sammen smittet af på skolen. Det smitter ud i hele skolen, fortæller it-vejleder Elsebet Jakobsen på Grøndalsvængets Skole.

Læs hele artiklen i KK 5

pg