Hvem tager sig af de børn, som ikke har en diagnose?

Inklusionsdagsordenen er et af de politiske tiltag, som udgør en stor del af de vanskeligheder, der hver dag udfordrer folkeskolen, skriver Katrine Fylking i sit debatindlæg på KLFnet.dk

Debat | Af: Katrine Fylking 08. februar 2018
Katrine Fylking
Katrine Fylking

Folkeskolen er under pres. Inklusionsdagsordenen er et af de politiske tiltag, som udgør en stor del af de store vanskeligheder, der hver dag udfordrer folkeskolen. Målet og meningen med inklusionsdagsordenen har været, at flere elever med særlige behov skal indgå og fastholdes i klassefællesskabet, og her modtage den fornødne støtte.

Undervisningsministeriets målsætning er, at væsentlig færre børn skal placeres i specialtilbud, men i den almindelige folkeskole. En væsentlig del af beskrivelsen er, at der skal gives de nødvendige ressourcer til, at dette kan lykkes. Desværre er det ikke sådan, at pengene følger barnet, og kommunerne har ikke øget bevillingerne til skolerne. Det betyder, at skolerne, af deres i forvejen trængte budget, skal finansiere den specialpædagogiske støtte, som disse elever har brug for.

Der kan søges en skole-flex eller BUF-flex til elever, som er i målgruppe til en plads i specialtilbud, men hvor det vurderes, at de kan profitere af at blive i folkeskolen med tildeling af særlige ressourcer til at lave en ekstraordinær indsats for eleven. Denne indsats er centreret omkring den enkelte elev og ikke klassen, og uanset hvordan man vender og drejer det, så kræver det urimelig meget af de lærere, som i praksis står med hovedansvaret. Der vil være meget mødeaktivitet forbundet med inklusionsopgaven, og det kræver tid, som sjældent er til rådighed.

Inklusionsdagsordenen betyder i praksis, at ressourcecentrene på skolerne har skiftet børnegruppen ud. De børn, som er kommet til folkeskolen fra andre skoletilbud, eller de børn, som tidligere var henvist til specialtilbud, optager nu al kapacitet og bruger alle afsatte ressourcer. Det er de børn, som vi læser rigtig meget om i diverse medier, altså diagnosebørnene, dem med eksempelvis ADHD og autisme, som ganske tydeligt ikke kan lykkes i folkeskolen. De kan ikke lykkes i det faglige eller sociale fællesskab og ej heller bevare en faglig progression. I den debat kan vi alle hurtigt blive enige og forargede, dette er fuldstændig urimeligt.

Men hvad med de børn, som tidligere var tilknyttet ressourcecentrene? De er nu overladt til de enkelte lærere i klassen. Det er åbenlyst problematisk, da lærerne ikke har tid til at varetage opgaven, måske ikke har de fornødne specialpædagogiske kompetencer eller gode rammer sammen med barnet, som det kræver at arbejde med et barn, som har det svært. Der er børn, som i en periode af deres skoleliv oplever at have det svært. Det kan være, at barnet har været ude for en traumatisk oplevelse, har det svært hjemme eller har sociale udfordringer i klassen i en periode. Lærerne i skolen er heldigvis rigtig dygtige til at arbejde med diverse pædagogiske udfordringer, men i de tilfælde, hvor der er behov for en større indsats, er læreren ofte overladt til sig selv og sit team, for der skal rigtig meget til, før der er plads i skolens budget til den ekstra specialpædagogiske indsats, som nogle børn har brug for. Lærerne er nødt til at prioritere i deres opgaver og står konstant i et dilemma mellem at tage sig af elever med særlige behov eller tage sig af de andre elever. Det er ikke i orden.

Lad os få en mangfoldig og rummelig folkeskole. Men lad os ikke se til, at vores folkeskole ødelægges af en misforstået forestilling om, at alle børn kan inkluderes i en almindelig folkeskoleklasse, uden at de nødvendige ressourcer tildeles – for det er virkeligheden på mange folkeskoler. Der var bred politisk opbakning til at inkludere elever fra specialtilbud i folkeskolen, og nu er der behov for, at der tages ansvar og tilføres de nødvendige ressourcer, så det kan lykkes. Inklusionstanken er rigtig, men med de få midler, som er til rådighed, er der ingen, som har glæde af det.

Katrine Fylking er kandidat ved det kommende bestyrelsesvalg i Københavns Lærerforening.

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Maria Langvik-Valdimarsson | 09. februar 2018 KL. 12:58

Meget velskrevet debatindlæg, som virkelig beskriver kernen af folkeskolens problematik, hvad angår inklusionselever, tid og ressourcer (eller manglen på samme). Katrine rammer spot on med sit indlæg.