Forhenværende souchef og lærer på Tingbjerg Skole Ann Køllgaard er død efter længere tids sygdom. Ann vil blive husket for et altid sprudlende humør, stor optimisme og de mange sociale initiativer på skolen for både elever og lærere.

Ann var overbevist om, at et godt socialt liv på skolen for lærere og elever var afgørende for undervisningen og udbyttet heraf. De pædagogiske dage skulle fremme dette og medførte ture for hele lærerkollegiet til så forskellige steder som Tunesien, Istanbul, Rom, Oslo, Stockholm og Helsinki. Ann var primus motor i at arrangere disse ture, der altid var veltilrettelagte med både pædagogisk og socialt indhold.  

Ann tænkte også på eleverne, og var som souchef med til at sørge for, at alle klasser årligt kunne tage på lejrskole. Hun åbnede også skolen for kunstnere,  skuespillere, instruktører, operasangere og balletdansere, der sammen med eleverne lavede projekter, der kun var mulige på grund af Anns evner til at skaffe penge hos forskellige fonde.                                                                                                                                

Vore tanker går til Anns efterladte børn og børnebørn, der alt for tidligt har mistet en lattermild og kærlig mor.  

Ære være hendes minde.

Kollegaer fra Tingbjerg Skole

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.