En skolelederuddannelse båret af uvidenhed?

Er skoleudviklingen i Københavns Kommune båret af uvidenhed? I hvert fald undrer det filosof Brian Degn Mårtensson, at kommunen ikke lytter til kritikken af skolelederuddannelsen, som København har kopieret fra Oslo.

Debat | Af: Brian Degn Mårtensson 05. august 2019
Brian Degn Mårtensson. Foto: Jan Klint Poulsen
Brian Degn Mårtensson. Foto: Jan Klint Poulsen

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Af Brian Degn Mårtensson, filosof, Aarhus Universitet

Københavns Kommune besluttede for noget tid siden at etablere en ny skolelederlederuddannelse. Inspirationen hentede man fra Oslo, hvor man i nogle år har arbejdet med en uddannelsesmodel, der går all in på nullernes styringslogik og dannelsesfjendske bogholderideologi. Både Oslo- og Københavnsmodellen har ikke overraskende mødt massiv kritik, al den stund at nullernes skole- og uddannelsesreformer alle vegne har resulteret i voldsomme problemer, herunder lærer- og elevflugt. Alligevel har Københavns Kommune valgt at fortsætte med den pseudovidenskabelig databegejstring, de totalitære styringslogikker og det Orwelske nysprog i den nye skolelederuddannelse. Og det i en sådan grad, at stort set alle med bare en vis sagkundskab indenfor området har advaret imod nyskabelsen - på tværs af øvrige meningsforskelle.

Som et slags svar på kritikken har Tobias Børner Stax, der er administrerende direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, offentliggjort et indlæg på Fagbladet Folkeskolens hjemmeside under overskriften ”En skoleledelsesuddannelse med ambitioner”. Her fremgår det bl.a.:

”Vores skoler i København er samlet set i en god form, og endnu flere forældre vælger folkeskolen til. Men vi har ambitioner om mere, og uddannelse af skoleledelsen er et skridt på vejen.

Med uddannelsen vil vi blive skarpere på, hvordan det går med børnene, så vi kan sætte ind, når noget er ved at køre af sporet. Det vil særligt styrke de svage elever. Det kræver, at vi systematisk taler om vores faglige forventninger og følger målrettet op. Ellers svigter vi de børn, der bevæger sig under vores radar - og det er som oftest de mest udfordrede.”

Tobias Børner Stax starter som den loyale embedsmand med at henvise til kommunens mantra om, at flere vælger folkeskolen i København, hvilket er ganske rigtigt. Grundet Undervisningsministeriets lukning af en række muslimske friskoler og vedholdende pladsmangel på byens populære privatskoler, har der nemlig været en svag stigning i andelen af børn, der frekventerer folkeskolen det seneste års tid. Det er imidlertid kun Københavns Kommune selv, der udlægger dette forhold som en succes, og ingen andre har mig bekendt ytret, at byens folkeskoler samlet set er ”i god form”. Som de fleste ved, ligger kommunen heller ikke højt i de landsdækkende opgørelser om andelen af folkeskoleelever vs. elever i frie grundskoler. I Københavns Kommune går 70,5 % i folkeskolen, mens det på landsplan er 76, 6 % jf. Undervisningsministeriets tal for skoleåret 2017/2018.

Dertil gør Tobias Børner Stax i indlægget gældende, at “dialog og viden ikke er hinandens modsætninger”. Det er det helt store slagnummer. Man må deraf forstå, at den nye skolelederuddannelse bygger på så stærk viden, at den megen kritik er helt unødvendig og misforstået. Derfor behøves ingen dialog om mulige fejl ved uddannelsen. Man er dog velkommen til at gå i dialog om dens mange kvaliteter. Således er der ikke tale om et sammenhængende argument, men blot inkohærent ordskvalder uden mål og med. Jeg kan ikke forestille mig, at en kommunal administration kan synke lavere. Dette må være bunden.

Københavns Kommune burde skamme sig. Det er helt i orden, at kommunen er uenig i den kritik, der er blevet rejst af den nye Oslo-inspirerede skolelederuddannelse. Dog er det dybt problematisk at svare med endnu mere nysprog og platheder som “dialog og viden ikke er hinandens modsætninger”. Folkeskolen er en helt afgørende samfundsinstitution, som fortjener en langt mere sober debat. I Norge har man i årevis diskuteret problemerne i Oslo-skolen, og der er skrevet flere bøger og avisartikler herom. Særligt bør her fremhæves Simon Malkenes fremragende bog med titlen Det store skoleeksperimentet, der udkom i 2018. Den styringslogik, det hele handler om, har også været genstand for grundige diskussioner herhjemme i Danmark, hvor der – grundet skolereformen af 2013 – om muligt er blevet publiceret endnu mere tilbundsgående kritik end i Norge, bl.a. flere bøger af Thomas Aastrup Rømer, Alexander von Oettingen og undertegnede. Sluttelig har man også internationalt ført givende debatter om accountability-tendensens indtog på skole- og uddannelsesområdet, hvorfor der også her kan hentes meget materiale til videre drøftelse. Særligt den internationalt berømte hollandske forsker Gert Biestas arbejde bør mane til eftertanke for styringsbegejstrede embedsmænd. Vi er med andre ord langt forbi det punkt, hvor offentligheden kan spises af med beroligende ord fra diverse mellemledere og smarte slogans a la ”dialog og viden ikke er hinandens modsætninger”. Faktisk er kommunens håndtering af kritikken næsten en større skandale end skolelederuddannelsen selv.

Borgerne i København fortjener et svar på, hvorfor kommunen stadig sidder al kritik overhørig. Er det fordi, beslutningstagere og embedsmænd slet ikke har orienteret sig i den hjemlige og internationale debat? Hvorfor tror de, at endnu mere databaseret nysprogsledelse er svaret, når gentagne forsøg allerede har vist, at tankegangen ikke er fremmende for skoleudvikling nogen steder? Og findes der som antydet virkelig kun en eneste form for ”viden” om elevernes skolegang – altså den som kommunens nyuddannede styrings-skoleledere er i stand til at opfange med deres måleinstrumenter? Mere teoretisk kan man spørge, hvordan kommunen agter at bruge data til at gøre ”det, der virker”, når grundskoleundervisning – som det er blevet grundigt redegjort for de senere år– snarere er et kulturelt indlejret generationsforhold, hvorved den opvoksende generation skal finde ud af, hvad den mener bør virke på baggrund af de erfaringer, den voksne generation har overleveret dem? Mere filosofisk kan man sluttelig spørge, om Københavns Kommune har overvejet, om de københavnske børn i grundet ikke kunne vise sig at være virkelige, uerstattelige mennesker, hvis tilblivelsesprocesser kun i yderst begrænset omfang lader sig indfange af regneark og styringslogik?

Indtil jeg bliver overbevist om det modsatte, må jeg konkludere, at skoleudviklingen i Københavns Kommune er båret af uvidenhed. Beslutningstagere og embedsmænd befinder sig tilsyneladende i en osteklokke, hvor nullernes styringslogik og skolereformstænkning har fået lov til at bestå uantastet. Derfor forstår de ikke kritikken af den nye skolelederuddannelse, og derfor satser de på, at den gode historie om at ”flere vælger folkeskolen” nok skal vende udviklingen og få kritikken til at forstumme. I skoleforvaltningen ved man simpelthen ikke bedre, og derfor svarer direktør Tobias Børner Stax som han gør. Eftersom uvidenhed og dialog rent faktisk er hinandens modsætninger, må man håbe at forvaltningen en dag vil begynde at interessere sig for baggrunden for den kritik, der bliver rejst af dens nyere tiltag.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.