Det personlige ansvar

”På det teoretiske plan er der stort set enighed om, at mennesker – for at kunne leve et godt liv – nødvendigvis skal være medbestemmende om deres egen tilværelse og deres egne handlinger for at kunne være sig deres ansvar bevidst.”

Tilbageblik | Af: Helge Maarup 15. november 2016
I 1990 var alle billeder i KK sort/hvide. Dengang brugte KK et fotograf-bureau til de fleste fotos. I denne artikel var der dog ikke noget foto til at ledsage indholdet.
I 1990 var alle billeder i KK sort/hvide. Dengang brugte KK et fotograf-bureau til de fleste fotos. I denne artikel var der dog ikke noget foto til at ledsage indholdet.

Tilbageblik er en ny artikelserie på KLFnet.dk, hvor tidligere lærer Helge Maarup dykker ned i det gamle KK-arkiv og finder artikler fra foreningens over hundrede år lange tradition med et stolt fagblad. Mange af de gamle artikler har stadigvæk noget at byde på i en nutidig kontekst - det guider Helge Maarup læserne igennem på bedste vis. (KK -Københavns Kommuneskole udkom fra 1907 - 2014)

 

Underrubrikken ovenfor skrev psykolog Ole Varming i KK nr. 22 den 5. september 1990. Medbestemmelsen er afgørende, og hans ærinde i den københavnske skoleverden var dengang en opfordring til at deltage i en systematisk indsamling af gode erfaringer om medansvarlighed.

Medbestemmelsen er forudsætningen for, at børn udvikler en forståelse for rettigheder og pligter, for ansvaret for sig selv og andre, for identiteten som samfundsborger. Medbestemmelsen er krumtappen i den demokratiske dannelsesproces.

Kan man forestille sig, at voksne mennesker/lærere i skolen kan opdrage børn til demokrati, hvis ikke de selv arbejder under vilkår, de har indflydelse på? Nej vel. Tanken om, at lydige, ansvarsløse lærere opdrager børn til demokrati, er absurd. 

Uddrag fra artikel i KK 5. september 1990. Af lektor, fil. dr. Ole Varming

Hvordan lærer elever medansvar for deres egen indlæring, fælleskabet i klassen (orden, oprydning, rengøring, dyrepasning m.v.), kammeratskabet, fælles planlægning af undervisningen og deres egen familie?

Hvordan får man alle lærere på skolen og skolens øvrige personale til at føle medansvar for hele skolens virksomhed?

Hvordan får man skolens forældre til at opleve og udøve medansvar for børnenes opdragelse og undervisning, f.eks. for at børnene møder til tiden, for deltagelse i fælles mødevirksomhed på skolen?

Dette er i korthed nogle af skolens problemer, som alle ville kunne løses, hvis det var muligt at besvare spørgsmålet: Hvordan opdrages til personligt ansvar/medansvar/medansvarlighed?

Lydighedsopdragelse og skolens formål

For mange mennesker er opdragelse lig med opdragelse til lydighed. Lydighedsopdragelse medfører, at børn opdrages til at have pligter og fratages retten til at være personligt ansvarlige, fordi de indstilles på at skulle indordne sig uden begrundelser.

Ifølge folkeskoleloven er folkeskolens opgave bl.a. at skabe muligheder for, at eleven opøver ”sin evne til selvstændig vurdering og stillingtagen” og at forberede ”til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver”.

Mange elever går ud af skolen efter 9-10 års skolegang overbeviste om, at det har været lærernes og ikke deres eget ansvar, at de har lært noget eller ikke lært noget – uden på nogen måde at opleve medansvar for, hvad der er sket undervejs. Deres evner til selvstændig vurdering og stillingtagen er ikke blevet skærpet, fordi holdningen til dem i forbindelse med deres undervisning har været autoritær. De har derfor ”måske” fået lært, at de har pligter, men ikke at de også har rettigheder, fordi ansvaret for væsentlige ting i deres liv er blevet placeret hos autoritetspersoner, som har truffet alle eller i hvert fald de afgørende beslutninger.

På det teoretiske plan er der stort set enighed om, at mennesker – for at kunne leve et godt liv – nødvendigvis skal være medbestemmende om deres egen tilværelse og deres egne handlinger for at kunne være sig deres ansvar bevidst. På det praktiske plan handles der imidlertid langt fra altid ud fra teorien. Som eksempel – når det drejer sig om voksne – kan nævnes myndigheders magtmisbrug, som kan udøves direkte og indirekte og som bevidsthedskontrollerende og strukturel magt – ofte gjort i den bedste mening ud fra en lidt snæver menneskeopfattelse. I skolen kan mange steder konstateres den samme afstand mellem teori og praksis, selvom der kan nævnes mange eksempler på skolers forsøgsvirksomhed med dette tema – især i forbindelse med udviklingsprogrammet i folkeskolen.

”Den nye børnekarakter”

Mange lærere oplever, at børn, når de begynder i skolen, er forvirrede, larmende, uden interesse i at lære noget og uden ansvarsfølelse. Samtidig må de konstatere, at mange af dem føler sig mindreværdige, utrygge og lever i angst for, hvad fremtiden vil bringe. De oplever, at disse træk præger tidens børn i langt højere grad, end det tidligere var tilfældet.

I historiens lys er det næppe tilfældet, idet samme klage tilsyneladende er kommet til udtryk i det gamle Babylon, på væggene i de ægyptiske pyramider og hos Sokrates. Den eneste forskel er, at det moderne udtryk har været under påvirkning af nye begreber, mens substansen ser ud til at være den samme. På nogle områder er det lige så korrekt at tale om en ny voksenkarakter, f.eks. når man følger de seneste års kriminalitetsudvikling.

Man kan måske sige, at nutidens børn og unge bevidst og ubevidst reagerer mod holdninger og praksis i skolen, som efter traditionel målestok sigter mod at gøre dem uansvarlige og lydige. Det er derfor vigtigt at ændre disse holdninger med deraf afledt praksis, hvis det skal blive muligt at leve op til de citater fra skolelovens formålsparagraf, der er nævnt ovenfor. En måde at virkeliggøre både ord og ånd i skoleloven er derfor at lægge arbejdet således til rette, at alle implicerede – ikke kun eleverne – får medansvar.

Her i slutningen af 2016 kan jeg så fristes til med enkelte omskrivninger at gøre Ole Varmings ord til mine:

Måske kan man sige, at nutidens lærere og pædagoger bevidst og ubevidst reagerer mod holdninger og praksis i forvaltningen og i det politiske liv, som efter traditionel målestok sigter mod at gøre dem uansvarlige og lydige. Det er derfor vigtigt at ændre disse holdninger med deraf afledt praksis.

Eleverne lærer demokrati ved at arbejde demokratisk, og lærerne præsterer demokratiundervisning, når demokratiske aftaler fastlægger vilkår, der gør det muligt.

Den nyligt indgåede kollektive aftale i København er da et skridt i den rigtige retning, men den forholder sig ikke til hverdagens massive arbejdspres med alt for mange opgaver til alt for lidt tid. Begivenheder på den internationale scene er med til at understrege vigtigheden af, at der gives plads til den demokratiske samtale.

– Helge Maarup

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.