Læreren står alene i klassen med mange tunge problemer, som den nye, lovpligtige inkluderende skole skaber. En ny pædagogisk metode – co-teaching – kan være en vej frem.

Skolepsykologen skal ikke bare sidde ved et møde og belære læreren om, hvordan han eller hun skal håndtere en elev, der har det svært i skolen. Det er for tyndt. Og for nemt. For psykologen.

Nej, psykologen skal ind i klassen og undervise eleverne sammen med læreren. Det er meget bedre for eleven. Det er også bedre for klassekammeraterne. Og for læreren. Og sikkert også for psykologen.

Det samme gælder inklusionsvejlederen – ind i klassen med hende eller ham. Og ind i klassen med læsevejlederen og skolens andre resursepersoner.

Nye arbejdsgange og en ny ansvarsfordeling må der simpelthen til, ellers er det hele tiden læreren, der har aben i den nye, lovpligtige inkluderende skole, mens resursepersonerne har deres behagelige kontor. Det viser ny forskning, som ph.d. Janne Hedegaard Hansen, der er leder af Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge, står i spidsen for i Danmark.

Trylleordet er co-teaching

Trylleordet er co-teaching. Det er en ny pædagogisk metode, der blev født i USA i slutningen af 1990erne, og som nu er landet i Danmark, blandt andet i form af en bog af Janne Hedegaard Hansen, ”Co-teaching”, som Aarhus Universitetsforlag har udgivet i samarbejde med Danmarks Lærerforening.

Og i morgen fortæller Janne Hedegaard Hansen om co-teaching og inklusion på det Skolemøde, som DLF afholder for politikere fra kommuner og Folketing på foreningens ejendom Sinatur Hotel Frederiksdal nord for København.

Lad os først få afklaret, hvad co-teaching egentligt er. Ja, det er en undervisningsform, hvor der er to voksne i klasselokalet, en faglærer selvfølgelig og så en anden, som helst skal være en speciallærer, men det kan også være en psykolog fra PPR, en inklusionskonsulent eller andre resursepersoner, forklarer Janne Hedegaard Hansen, også en pædagog.

Det væsentlige er, at de to voksne tilrettelægger undervisningen sammen, også indholdsmæssigt, og underviser sammen - så psykologen må lige repetere andengradsligningen, hvis det er den, der er på tapetet. De er begge ansvarlige for undervisningen, understreger Janne Hedegaard Hansen, og supplerer hinanden, hvorved speciallærerens faglighed kvalificerer faglærerens faglighed og omvendt.

Fast makkerpar gennem nogle år

De amerikanske erfaringer viser, at det er bedst, hvis en faglærer og en speciallærer (eller en psykolog eller en inklusionskonsulent…) danner et fast makkerpar gennem et antal år, så de får ro til at oparbejde gode samarbejdsformer.

Det kunne være 3.b i matematik, hvor der er tre elever med særlige behov – så underviser matematiklæreren og speciallæreren sammen dér på 3. og 4. og 5. klassetrin, og nu er eleverne – både de tre med særlige behov og de andre - så godt kørerne i matematik, at skolelederen flytter speciallæreren over i for eksempel 2.a i dansk, hvor der er fire urolige elever, og hvor speciallæren så danner makkerpar med dansklæreren i et par år eller tre, indtil de fire urolige elever og hele klassen er kommet ind i en god gænge.

Læreren skal ikke stå alene med problemerne

Pointen er, at faglæreren ikke skal stå med problemerne alene i klassen, fastslår Janne Hedegaard Hansen.

Kan co-teaching være et af svarene på inklusionsudfordringen?

”Det mener jeg helt klart. Co-teaching kan bryde med den ofte uhensigtsmæssige måde, som samarbejdet er organiseret på i mange kommuner og på mange skoler”, siger Janne Hedegaard Hansen.

”På skolerne og i kommunerne har vi, generelt sagt, ansat resursepersoner – inklusionsvejledere, psykologer, rådgivere, konsulenter -, som skal rådgive lærerne i at undervise anderledes, men det er stadig læreren, der står alene i klasserummet og skal omsætte det i praksis i klassen. Og det tyder ikke på, at det er så virkningsfuldt. Det er svært for en fagperson – en lærer – alene at skulle ændre sin praksis i klasserummet”.

Brandslukning

En anden uhensigtsmæssighed i den nuværende praksis er, at der er tale om en slags brandslukning, påpeger Janne Hedegaard Hansen. Det viser undersøgelser, som hun har været med til at lave.

”Så længe det går godt, samarbejder man ikke; først når læreren bliver bekymret, henvender hun sig til resurse-teamet – det betyder, at man samarbejder om problemer; om det, der ikke virker, i stedet for om det, der virker”, Janne Hedegaard Hansen.

”Vi kan se, at læreren formidler sin bekymring ind til resursepersonen, som så overtager sagen og siger, hvordan den skal løses. Der opstår et videnstab, nemlig det kendskab læreren har til barnet, når resursepersonen eller PPR skal løse en opgave om et barn, som hun ikke har kendskab til, men måske kun har observeret i en halv time”.

”Læreren, der kender barnet, leverer altså problemet videre til person, der skal løse det, og psykologen eller inklusionsvejlederen siger så: Nu skal du høre, vi tænker, at du skal gøre sådan og sådan – og så går læreren tilbage til klasserummet og står alene med sin undervisning”.

Brandslukning fungerer ikke

Det fungerer ikke, påpeger Janne Hedegaard Hansen: ”Henvisningerne er stigende, selv om der er masser af viden på skolerne; vi kan ikke blive ved med at gøre, som vi plejer, når alle børn nu skal have mulighed for at gå i den lokale skole”.

”Co-teaching kan rykke ved det”, fortsætter Janne Hedegaard Hansen, ”for så skal konsulenten ind i klassen og undervise med læreren. Det kan også løsne op for det videnstab, der er nu, fordi her står man i klasserummet sammen, og begges fagligheder og kompetencer kommer i spil”.

”I co-teaching er man tvunget til at tænke med den andens perspektiv; med den fælles praksis kan vi noget mere, end vi kan hver for sig. I dag er det organiseret sådan, at der er fokus på, at det er lærerens arbejde, der skal forandres, men når vi løfter ansvaret væk fra læreren i og med, at det er co-teaching, der skal løse problemerne, så står læreren ikke alene med ansvaret i klassen”.

Hele skolens praksis skal ændres

Det kræver, at hele skolens praksis bliver ændret, fastslår Janne Hedegaard Hansen.

”Hvis undervisningen skal forandres, så den bliver til gavn for alle elever, så skal det, der er rundt om undervisningen, også forandres. Så skal resursepersonerne ikke rådgive og vejlede, de skal ind og undervise sammen med lærerne. Psykologerne skal også ind og undervise, de skal ikke kun teste og lave indstillinger”.

Det kræver, at lederne er indstillede på, at fagligheden på skolen skal være tværfaglig og ikke monofaglig, anfører Janne Hedegaard Hansen. Nemt bliver det nok ikke, medgiver hun.

”For eksempel kan det være at inklusionsvejlederen er glad for at have rollen som en rådgiver, der hjælper lærerne. Det er jo en noget anden opgave selv at stå i klassen. Og for psykologerne kan det også være grænseoverskridende at skulle ind og bruge deres viden og kompetencer i klassen. Men alle praksisser må i bevægelse, også lederens”, siger Janne Hedegaard Hansen - fordi, den inkluderende skole nu er et lovkrav. Og fordi forskning – og Pisa – antyder, at alle elever, også de dygtigste, har gavn af blandede klasser.

Udover oplæg af Janne Hedegaard Hansen om inklusion og co-teaching er der ved Skolemødet oplæg om faglig læsning ved Lene Storgaard Brok, Nationalt Videncenter for Læsning, og om præstationskultur ved Noemi Katznelson, Center for Ungdomsforskning. På mødet præsenterer Danmarks Lærerforening desuden foreningens nye folkeskoleideal, som kongressen vedtog i efteråret, for de fremmødte politikere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.