All by Myself

Det er aldrig morsomt at være helt alene. Slet ikke når man helst vil være en del af et team. Ann-Louise har følt sig temmelig ensom i den seneste tid, og hvad gør man så?

Lærerblog: Strakte Hænder | Af: Ann-Louise Fischer Kristensen 03. februar 2017

Jeg er helt alene i vores forberedelseslokale. HELT alene. Det er ikke bare februar, men det er fandme også mandag, OG resten af mit team ligger derhjemme og raller med influenza.

I sådan en situation skal man forsøge at tænke konstruktivt og se fremad. Det gør jeg så. Jeg glor lige frem. Direkte ind i en hvid væg. Der er a b s o l u t INTET at hente her!

Nuvel, er lidt dramatisk anlagt, så overvejer et kort øjeblik at bryde ud i en overartikuleret, patetisk udgave af Céline Dions ”All by Myself”, men indser, at det ville virke lidt fjollet … specielt fordi 9.klasserne huserer lige inde ved siden af. Men jeg gør det måske, når de får fri!

Hurtige tanker til akut overlevelse:

Fuck, det er koldt!! Hmm! Det er virkeligt noget lort, at jeg har et minimumskrav for appearance, for det eneste rigtige ville være at skrue min krop ned i en voksenflyverdragt! Er der overhovedet ingen, der overvejer de mindreværdskomplekser, det kan skabe hos os, som ikke blev forundt lange, slanke lemmer, når man relancerer en udgået trend!!?

Det var ikke kønt i 1989, hvor jeg supplerede min kombinationen af mintgrøn, babylyserød og pastelgul med en god perm i 10 cm langt hår, og det ville helt sikkert hverken gavne tendensen eller min autoritet som gårdvagt, hvis jeg gav mig i kast med det igen. Jøsses!!

Åhhh, jeg trænger til en virkelig god kop kaffe. Udefra! Piv ... hvem der bare havde en lille bitte bil, nu da voksenflyverdragten ikke er en mulighed!?? (Alllllllll byyyyyy myyyyyyselffff, don´t wanna beeee …) Nå!! Gevalia er ikke det værste!!  (Flashback til dengang vores daværende souschef (der nu er leder på Rødkilde Skole … uden at gå nærmere i detaljen … Peter Andersen) skiftede Gevalia’en ud med ’First Price’-kaffe. Lærerværelset eksploderede! Oprøret lå forude. Arbejdsnedlæggelse ville inden længe blive en realitet, og alle, der nogensinde har ladet sig friste af kaffe fra ’First Price’, vil vide hvorfor. Det smager af vand med sigtet kanel og jord, og det kunne selv ledelsen smage, så inden kontorgangens egne depoter af Peter Larsen-kaffe blev plyndret totalt, fik vi vores Gevalia tilbage - og en kollega, der havde lidt vrøvl med smagsløgene, fik 40 poser ’First Price’ med hjem). What a price!

Nå… ingen voksenflyverdragt og ingen bil! Gevalia it is!

Give me a fucking break!! Seriøst!!! Som om jeg er spejdertypen, der drikker kaffe af de bare næver eller lyn-snappy kan folde en smart kop af et stykke printerpapir!! Hvor fanden forsvinder de kopper hen? (Og hvem nakkede i øvrigt mit knækbrød i sidste uge?) Arh´men vi taler jo ikke ligefrem om Royal Copenhagen. Jeg får spat! Jeg går hjem!

Noter til mig selv:

Kan en gennemgående efterforskning af de forsvundne kopper svare sig?  (Skjulte optagelser, interviews og den slags?)

Lav en kop-kampagne! (Find en forsvunden kop, medbring en ny kop, anything)

Husk at fortælle mit team, hvor meget jeg elsker dem…….don´t ever leave me again!!

Overvej, om det vil have en gavnlig effekt på mandagen at gå hjem fra Allénberg før 05.30 (åhh, sang jeg egentlig ”Er du dus med himlens fugle” for Peter Reichhardt??? Shit!)

Næste uge bliver skidegod

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Jesper Thomsen | 04. februar 2017 KL. 13:23

Skide godt skrevet Ann, glæder mig allerede til det næste ??????????????