Henover efterårssemestret har 16 lærerstuderende fra læreruddannelsen UCC arbejdet med et modul om dansk som andetsprog. Det førte til praksisbrugbare produkter klar til brug i undervisningen. Det bedste hold blev belønnet med en award.

 

Dansk som andetsprog er en undervisningskompetence, man skal være særligt opmærksom på, når man arbejder i den multikulturelle storbyskole. Det mener lektor ved UCC Lone Wulff. Derfor har hun dette efterårssemester tilbudt undervisningsmodulet ’at være lærer i den flersprogede storbyskole’ på læreruddannelsen UCC sammen med sin kollega Stine Knudsen.

”Målet er, at der kommer nogle rigtig dygtige undervisere ud af det, som er i stand til at se nuancerne på skoler, hvor der er mange elever med et andet modersmål end dansk. En række dygtige faglærere, som har et kvalificeret blik på lige netop de elever,” fortæller Lone Wulff.

16 lærerstuderende fra 3. og 4. årgang deltog i modulet, hvor de udover en lang række teori om DSA også af flere omgange besøgte Nørre Fælled Skole. Her fik de input fra praksis af tre lærere, som deltog i forløbet. Lærerne præsenterede de studerende for de mål, de arbejder ud fra med de tosprogede elever på deres skole, samt en række udfordringer, de oplever i praksis.

”Der var ikke tid til at observere lærernes undervisning, men i stedet har de studerende fået feedback af lærerne undervejs i forløbet på, om deres forslag ville kunne lade sig gøre i praksis. Det har været rigtig godt at få praktikerne ind, for de kunne sige, præcis hvor udfordringerne opstår,” fortæller lektor Lone Wulff.

Praksisnære udfordringer skulle løses

De tre lærere fra Nørre Fælled Skole opstillede en række udfordringer, de studerende skulle forsøge at komme med løsningsforslag på som modulets afsluttende opgave.

En af udfordringerne handlede eksempelvis om at tilrettelægge et undervisningsforløb til 9. klasse, som kunne give eleverne de sproglige færdigheder til at klare fremlæggelsen af projektopgaven. Denne udfordring kastede blandt andre lærerstuderende Natacha Tornqvist sig over.

”Det har været et hårdt forløb med meget teori, men samtidig har vi hele tiden arbejdet med cases og udfordringer fra praksis. Det har været meget spændende, og jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af det,” siger Natacha Tornqvist og tilføjer: 

”Vi har lært, at det er vigtigt at have sig for øje, at der sidder elever i klasselokalet, som har brug for gentagelser og en ekstra hånd. At man ikke som lærer må tænke: ’det kender de nok godt’, for der er sikkert nogen, der ikke kender til det, selvom det kan virke helt logisk for os.”

Award til den bedste gruppe

Modulet blev afsluttet med en awarduddeling, hvor de studerende skulle præsentere deres produkter for hinanden. Herefter fik de respons fra et dommerpanel, hvorefter der til sidst med afstemning blandt publikum blev valgt en vindergruppe, som modtog årets DSA-award. 

Her var det netop Natacha Tornqvist og hendes gruppemedlemmer, Søren Skærbæk Christiansen og Marie Louise Nørgaard Mortensen, fra Blaagaard/KDAS og Zahle, som vandt. De havde lavet en lærervejledning til lærere, som skal forberede deres elever i 9. klasse til fremlæggelsen af projektopgaven. Lærervejledningen indeholdt blandt andet teoriafsnit, læringsmål, aktiviteter og spil, som skulle ruste eleverne til fremlæggelsen.

Der var blandt andet et argumentationsspil, hvor eleverne fik point for at bruge forbindelser som ’derimod’, ’trods’, ’på den ene side og den anden side’ korrekt.

”Jeg er lettet og glad over, at vi vandt. Vi fik en del respons på, at det var meget anvendeligt – og det er selvfølgelig rigtig rart at vide, at det kan bruges til noget ude i praksis,” fortæller Natacha Tornqvist.

Lektor ved UCC Lone Wulff kalder awarden lidt kontroversiel, men vil meget gerne holde fast i uddelingen fremover – og også gerne i flere fag eller på tværs af uddannelserne.

”Awarden skulle være med til at motivere de studerende. Det er lidt kontroversielt at afholde sådan et arrangement, men det har været med til at skabe holdånd og fællesskab. Samtidig har de studerende lært at pitche deres projekter foran de andre på en god måde,” siger hun.

Lærerne vinder også på det

De tre lærere fra Nørre Fælled Skole har også fået meget ud af forløbet. Deres primære rolle har været at byde ind som praktikere – dels med udfordringer fra undervisningen, dels med et realistisk blik på, hvad der kan eller ikke kan lade sig gøre. Lærer Rikke Nørby Jensen synes, det har været spændende at være med.

”Det har været rigtig dejligt at tale om undervisningen, og det vi gør – det har vi selv for lidt tid til. Og så har det været sjovt at have de studerende med, for det har givet rigtig meget at høre deres forslag og skulle give dem feedback. Det er noget helt andet end at have praktikanter, hvor man kun har én af gangen.”

Hun er imponeret over de projekter, de studerende lavede som afslutning på forløbet.

”Det er jo den slags brugbare ting til undervisningen, vi selv savner at have tid til at udvikle. Det er meget anvendeligt, så jeg vil bestemt tro, vi kan bruge de endelige produkter i vores undervisning,” siger hun.

Lektor Lone Wulff oplyser, at modulet nu vil blive rettet til ud fra de studerende evaluering, så det kan blive endnu bedre, når det tilbydes det næste hold studerende.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.