Syv partier har besluttet, hvad de midler, der ikke blev anvendt sidste år, skal bruges til. Desværre bliver skoleområdet ikke højt prioriteret i overførelsesaftalen.

Overførelsesaftalen er indgået af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Om aftalen siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) blandt andet:

”København skal fungere i hverdagen – og det mener jeg, at den nye aftale er med til at understrege. Som børneborgmester er jeg meget begejstret for, at der er sat penge af til trivsel, bevægelse og fællesskaber. Det er der brug for, og derfor har vi prioriteret flere nye skoleidrætshaller, et værtskab for Skole-OL de næste fire år og en løsning som åbner skolerne for foreningslivet.”

KLF er langt fra begejstret.

”Jeg er skuffet på skolernes vegne, for skolerne har fået meget lidt ud af aftalen. Det gælder både på anlægssiden og især på servicesiden. Der er ikke meget i overførelsesaftalen, der peger på bedre trivsel, så skolehverdagen bliver på ingen måde bedre med indholdet af aftalen” siger Janne Riise Hansen, næstformand i KLF. ”Jeg er bange for, at politikerne på rådhuset ikke ved, hvor alvorlig situationen på folkeskolerne rent faktisk er. ”

I sin udtalelse til aftalen fremhæver Jakob Næsager blandt andet, at der er sat penge af til ”trivsel, bevægelse og fællesskaber”, men pengene går til Skole-OL og nye skoleidrætshaller, som hører under kultur- og fritidsområdet og ikke skoleområdet.

”Der er sat midler af til erhvervsdag til alle 7. klasser samt udbredelse af automatisk dørkontrol, og det står i stærk kontrast til manglende midler til drift i den almene skole/undervisning,” siger Janne Riise Hansen, og fortsætter:

”På anlægsområdet kan vi se en prioritering, som peger mod et ønske om at flytte børn med behov for specialundervisning tilbage i den almene skole – fx ved at annullere specialsporet på den kommende skole på Levantkaj og udnytte ledig kapacitet på almene skoler. Det vil vi meget gerne sætte spørgsmålstegn ved og undersøge nærmere.”

KLF kender endnu ikke konsekvenserne af finansieringen for skoler/skoleområdet.

Du kan læse mere om aftalen og de involverede politiske partierne kommentarer til aftalen her.

 

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.