”Surrealistisk”, kalder Marianne Jelved den læringsmålstyrende undervisning, som embedsmænd i Undervisningsministeriet har indført bag om ryggen på politikerne.

 

En klapsalve bragede løs i Djøf Forlags stand på Bogforum i sidste måned, da Marianne Jelved sagde:

”Konkurrencestaten er ikke et demokrati, det er et styringssystem.”

På det tidspunkt havde Marianne Jelved allerede skudt med skarpt flere gange: ”En voldtægt af samfundet,” sagde hun således om den hemmelige planlægning på Christiansborg af lockouten af lærerne i 2013 og det efterfølgende lovindgreb.

Og ”surrealistisk” hvæsede hun om den læringsmålstyrende undervisning, som embedsmænd i Undervisningsministeriet indførte hen over hovedet på Folketingets medlemmer efter, at de havde vedtaget folkeskolereformen.

Jelved versus Ove Kaj Pedersen

Jo, Marianne Jelved var i form. Og hun var vred. Hun var i duel med professor Ove Kaj Pedersen, der i 2011 udgav den omdiskuterede bog ”Konkurrencestaten”, som nu bliver fulgt op af en antologi, ”Konkurrencestaten og dens kritikere”, udgivet af Djøf Forlag.

En kødrand af tilhørere spærrede gangarealet ved forlagets stand. Allerede en halv time før kampstart var samtlige stole i standen taget.

Blandt tilhørerne var kendte skolefolk som næstformand for Dansklærerforeningen Jens Raahauge, prorektor Alexander von Oettingen, lektor Keld Skovmand og uddannelseskonsulent i Danmarks Lærerforening Mette Rønø.

Konkurrencestaten går over gevind

Konkurrencestaten går over gevind” hedder en kapiteloverskrift i Marianne Jelveds artikel i den nye bog, som var anledningen til debatten mellem hende og Ove Kaj Pedersen, der også har skrevet en artikel i antologien.

Ordstyreren, lektor Søren Kaj Andersen, bad Marianne Jelved komme med eksempler på, hvor konkurrencestaten er gået over gevind.

Og ja, Marianne Jelveds eksempler var netop lockout, Lov 409 og læringsmålstyret undervisning.

”Der er rigtig mange gode eksempler på, hvor det går over gevind, og noget af det, der er rigtig grelt, det kan man læse om i den bog, som lærerforeningen har betalt for at få lavet, uden at de skulle blande sig i den, den hedder ’Søren og Mette i benlås’ – der gøres der rede for, at i sommeren 2011 tager den daværende VK-regering et initiativ og laver en hemmelig gruppe på 40 mennesker inde i moderniseringsstyrelsen. En organisation, der har status af styrelse, således at de har deres eget brevpapir med eget hoved - så ombudsmanden i Folketinget kan ikke komme ind og få aktindsigt i noget af det, der er blevet skrevet ned”.

”Det kalder jeg virkelig at voldtage samfundet - undskyld udtrykket. Men jeg er virkelig så harm, når jeg kommer til at tænke på det”.

”Og den hemmelige gruppe sidder fortsat i Thornings regering, og den opløses i slutningen af 2012. Så kommer overenskomstforhandlingerne i ’13, og så kan I selv gætte, hvad der er foregået i den arbejdsgruppe. Så det er gået over gevind”.

Surrealisme

”Og man kan se på folkeskolen igen som eksempel”, fortsatte Marianne Jelved: ”Det er fuldstændig surrealistisk at lave den læringsstyrede undervisning, som er blevet resultatet af folkeskolereformen, selv om der ikke står noget som helst om det i reformen”.

”Det er også en karakteristik af konkurrencestaten i dag – embedsmændene har taget magten i undervisningsministeriet efter, at loven er lavet, og tolker så, hvad det egentlig er, der skal ske nu – og så laver de læringsmålstyret undervisning. De opfinder et nyt begreb, som også internationalt er nyt: Læringsmålstyret undervisning.”

Konkurrencestaten er udemokratisk

”Konkurrencestaten er ikke et demokrati, det er et styringssystem,” konkluderede Marianne Jelved.

”Det er nemlig ligegyldigt, hvad folk mener, for når man har et flertal i folketinget, så er det slut - så er der ingen grund til at diskutere det nogen steder. Sådan er mekanismen,” tilføjede hun.

”Og det er ikke engang bare politikerne, det er også embedsmændene – og jeg siger bare til jer: Jeg slås med det i dag, i går og i forgårs og i morgen og de næste par dage.” Forsamlingen kvitterede med en klapsalve. Marianne Jelved fortsatte:

”Jeg vil tiltage mig retten til som politiker at bestemme, hvad der skal stå i loven, og hvordan man tolker det, der står i loven. Det har jeg ikke brug for embedsmænd til, det kan jeg godt selv.”

Topstyring er demokrati

Ja, der er kommet markant mere topstyring i Danmark – det var professor Ove Kaj Pedersen enig med Marianne Jelved i.

”Men topstyringen er et forsøg på at få velfærdstatens omkostninger under kontrol,” sagde han.

Han er uenig med Marianne Jelved i, at konkurrencestaten er udemokratisk. Tværtimod er det parlamentariske demokrati blevet styrket, mener Ove Kaj Pedersen.

”Jeg vil gerne kritisere din pointe om, at der har fundet en af-demokratisering sted,” sagde han.

”Set fra din medborger-demokrati-vinkel, er der ingen tvivl om, at der er sket en styring. Men det er også karakteristisk, at det parlamentariske demokrati er blevet styrket: Danske politikere bestemmer nu over interesseorganisationer, ” uddybede han.

”Så der er sket en demokratisering i den forstand, at det parlamentariske styre er blevet styrket,” ræsonnerede Ove Kaj Pedersen.

Konfliktens kerne

Og her er uenighedens kerne. Ove Kaj Pedersen er tilhænger af et repræsentativt demokrati, hvor politikerne styrer samfundsudviklingen fra parlamentet – herunder sørger for, at der er balance i statsbudgettet.

Marianne Jelved er på sin side tilhænger af et medborgerorienteret demokrati, hvor politikere og foreninger og organisationer taler sig til rette om, hvordan samfundet skal udvikle sig. ’Samhørighed’ og ’civilsamfund’ er nøglebegreber for hende.

Samtale-demokrati

Dette ’samtale-demokrati’ har historisk set gjort Danmark til stærkt og velstående land, mener Marianne Jelved.

Og hun ser gerne, at Danmark kommer tilbage på det spor – altså, tilbage til den situation, hvor fagforeninger og politikere taler sammen om, hvordan for eksempel folkeskolen skal udvikles.

’Frivillig samhørighed’

Hun vil væk fra den aktuelle tilstand, hvor en lille kreds af embedsmænd og eksperter og toppolitikere for ofte sidder og bestemmer, hvad der skal ske, hen over hovedet på borgerne og deres repræsentanter i foreninger og organisationer.

”Vi skal have det, som jeg kalder ’frivillig samhørighed’, tilbage - dér hvor organisationerne går sammen med politikerne og træffer nogle beslutninger, som får afgørende indflydelse på vores samtid”, sagde Marianne Jelved og kom med et eksempel på vellykket ’frivillige samhørighed’:

”I ’87 blev der lavet en trepartsaftale, som har sat historiske spor i Danmark, og som har gjort os berømte ude i verden endnu engang – vi lavede et nyt pensionssystem,” sagde hun og fortsatte:

”Og det var arbejdsmarkedets parter og den daværende regering, der satte sig sammen og lavede den trepartsaftale, der gjorde, at vi begyndte at spare op på en bestemt måde, så alle får pension engang”.

”Og vi har pengene inde på vores konto. Og vi er et kæmpe rigt land på grund af vores pensionsopsparing. Og det er borgerne, der frivilligt har gjort det”.

”Jeg er dybt imponeret over dem, som sagde ja, herunder Kvindeligt Arbejderforbund – for det var dem, som ikke havde nogen fordel af at udskyde pengene, til de skulle pensioneres. Derfor har jeg lovet dem – og det holder jeg! – at vi afskaffer ikke folkepensionens grundbeløb.”

”Dét er demokrati, det her (trepartsaftalen i ’87, red.) - dét er civil samhørighed; dét sætter spor og skaber et ny samfund,” fastslog Marianne Jelved.