Afgangseleverne har brug for hjælp til uddannelsesvalget, mener to uddannelsesvejledere, der foreslår ekstraordinær, individuel vejledning til alle afgangselever, der har brug for det.

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Af Morten Petersen og Sussie Johansen, tillidsrepræsentanter, UU København.

Eleverne i 9. og 10. klasse skal senest d. 1. marts foretage det vigtige valg af deres kommende ungdomsuddannelse. En vifte af vejlednings- og brobygningsaktiviteter giver normalt eleverne og deres forældre et grundlag for at træffe et kvalificeret valg, men i år er intet som det plejer.

Covid-19 krisen og de deraf følgende nedlukninger af mange aktiviteter har i betydelig grad svækket de nuværende afgangselevers muligheder for at foretage valget af ungdomsuddannelse på et oplyst grundlag.

Eleverne er gået glip af følgende vejledningsaktiviteter: 

Elever i nuværende 9. klasser:

  • Introduktionskurser i 8. klasse med brobygning til ungdomsuddannelser (Aflyst)
  • Det særlige kommunale brobygningsforløb ’Ottende klasse på erhvervsuddannelse’, som er obligatorisk for alle elever (Halvdelen af forløbene aflyst)
  • Individuel Brobygning i 9. klasse. (Aflyst) 

Elever i nuværende 10. klasser:

  • Manglende erfaring med at gå til eksamen (Eksamener aflyst i 9. klasse)
  • Obligatoriske brobygningsforløb (Aflyst)
  • Individuelle brobygningsforløb (Aflyst)

Fælles for elever i 9. og 10. klasse:

  • Skills-messen i Bella Centeret (Aflyst)
  • Besøgsdage på ungdomsuddannelser (Erstattet af virtuelle tiltag af meget svingende kvalitet)
  • Åbent hus-arrangementer og informationsaftener på ungdomsuddannelser (Aflyst eller erstattet af virtuelle tilbud af meget svingende kvalitet)
  • Den almindelige undervisning har fra marts i høj grad været koncentreret omkring de grundlæggende fag. Der er derfor kun i meget beskedent omfang blevet undervist i faget Uddannelse og Job.
  • Individuel praktik på arbejdspladser (Reducerede muligheder og aflysninger)
  • Der er en risiko for, at mange elever vil træffe deres valg i blinde eller udelukkende lade det været styret af, hvad deres kammerater taler om, reklamespots på de sociale medier eller lignende. Dette kan betyde, at mange elever vil vælge en uddannelse, der viser sig ikke at leve op til deres forventninger.

Vi kan i uddannelsesvejledningen ikke kompensere fuldt ud for ovennævnte forhold, men det vil være muligt at igangsætte aktiviteter, der kan reducere den værste usikkerhed og måske også reducere antallet af kostbare omvalg.

Vi foreslår, at vejlederne i grundskolen i videst muligt omfang udsætter aktiviteter, der ikke er strengt presserende. I stedet skal de - frem til den 1. marts – ekstraordinært tilbyde individuel vejledning til alle afgangselever, der har brug for det.

Dette kræver naturligvis hurtig politisk handling. Vi vil derfor opfordre vores Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen til at søge opbakning blandt sine kolleger i Børne- og Ungdomsudvalget til dette initiativ.

Følg KLF på Facebook

Tilmeld klfnet's nyhedsbrev

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.