Nye toner fra Undervisningsministeriet om målsætningen for læringsmålstyret undervisning vækker undring blandt lærerne. Nu skal målene ikke længere fastsættes individuelt for hver elev. Læs Lars Sørensens synspunkt.

Det er udmeldingen fra Undervisningsministeriet i denne uge, og det er også overskriften i en artikel på folkeskolen.dk. Der skal opstilles mål for klassens undervisning – det har alle professionelle lærere altid gjort - men målene skal ikke brydes ned i individuelle mål for den enkelte lektion og for den enkelte elev. Det er meldingen fra Anders Andersen, som udover at være kontorchef i Undervisningsministeriet også er chef for ministeriets læringskonsulenter.

Forskningschef på Via University College, Andreas Rasch-Christensen, der også havde en central rolle i de forenklede Fælles Mål, mener, at læringsmålstyret undervisning var tiltænkt som et didaktisk redskab – vi var som lærere ikke tilstrækkeligt skarpe på at opsætte mål for undervisningen, men målene er i stedet blevet et nyt styringsredskab.  Andreas R. udtaler også, at risikoen ved et nyt begreb som læringsmålstyret undervisning er, at man på skolerne tror, at man skal gøre noget helt andet, end det der hidtil har været gjort. 

Meldingen fra lærere i landets kommuner er desværre, at selv ministeriets læringskonsulenter er på afveje, da der også herfra gives besked om, at der skal opstilles individuelle mål for alle elever.

Desværre mangler lærernes stemme mange steder i debatten, også lokalt på skolerne. Vi er presset af alt for mange opgaver og for lidt tid, og den pædagogiske debat på skolen kommer også til at lide under denne tidsmangel.  Det har stor betydning for kvaliteten af elevernes undervisning, at vi inddrages, når der skal udvikles og prioriteres, også når det drejer sig om læringsmål og tegn på læring. Vi skal stille spørgsmål ved de konstante krav om forandring og fastholde, at visionen om en ’professionel uenighedskultur’ - et centralt begreb i den MED aftale vi er omfattet af - kræver at der bruges tid på og inviteres til dialog. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.