“Vi vælger folkeskolen.”

Sådan siger kampagnen, der skal gøre opmærksom på, at man nu kan indskrive sine børn til næste skoleår. 

I skrivende stund har forældre til 41.419 elever gjort netop det – valgt folkeskolen. Det er nemlig antallet af elever indmeldt i de københavnske folkeskoler. En stigning på knap 4.000 elever siden skoleåret 16/17.

“Budskabet “vi vælger folkeskolen” kom ret tidligt i processen, når vi talte med lærere og forældre om vores kampagne. Fordi folkeskolen for mange var et meget bevidst valg. Man ville gerne vælge det lokale område til. Bruge legekammeraterne i nabolaget og støtte den lokale folkeskole som samlingskraft,” siger Michael Kreutzfeldt, der er kommunikationschef i Børne- og Ungdomsforvaltningen om kampagnes slogan.

Deadline om tre uger

Kampagnen kører frem til 22. november, hvilket er deadline for at skrive sit barn op til skolen.

“Det er et forholdsvis kort vindue, man kan skrive sine børn op i. Derfor går kampagnen selvfølgelig på, at det er nu, man skal gøre noget,” siger Michael Kreutzfeldt.

Kampagnen består af plakater med børn med teksten “Vi vælger folkeskolen”. Desuden er der en række film, der følger med kampagnen, som løbende lægges op på kommunens sociale medier. Børne- og Ungdomsforvaltningen opfordrer også de enkelte skoler til at dele indlæg med kampagnematerialet i løbet af indskrivningsperioden. Alle skoler i København har fået tilsendt materialet.

Herunder er en af filmene i kampagnen – nogle animerede monsterbogstaver efterfulgt af teksten “En ny verden åbner sig i folkeskolen”.

“Vi er stolte af vores skoletilbud”

I København går cirka hver fjerde elev på privatskole. Det er højere en landsgennemsnittet, der ligger på cirka 18 procent. Men antallet af 0. klasser, der bliver indskrevet på privatskoler i København er dog ikke stigende – en tendens som ellers ses i resten af landet. 

Det er børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) glad for her, hvor indskrivningen til næste skoleår er åbnet. 

”Vi er stolte af det skoletilbud, vi kan tilbyde de københavnske børn og forældre. Nu er det tid til indskrivning, og til at gøre opmærksom på kvaliteterne i vores skoletilbud,” siger Jesper Christensen og henviser blandt andet til, at der er blevet investeret næsten 10 milliarder på skolebyggerier og renoveringer i København de seneste 10 år.

Man er garanteret en plads, hvis man søger optag på en folke- eller specialskole i det distrikt, hvor barnet har adresse.

Støtte til skolernes åbent hus

I løbet af november plejer skolerne i byen at invitere til åbent hus. Og selv om man kunne fristes til at tro det modsatte, så holder de fleste skoler også i år – på trods af corona-situationen – åbent hus. Med i kampagnematerialet til ‘Vi vælger folkeskolen’ er der også en række slides, som skolerne kan fremvise til åbent hus. 

Planen er også, at materialet i de kommende uger skal være fysisk synligt i bybilledet. Men med de stigende smittetal kan det være, at pladsen i stedet må gå til corona-information.

Der er som sagt mulighed for at skrive børn op til skolen frem til 22. november. Undervisningspligten starter 1. august i det skoleår, barnet fylder seks år. Hvis et barn ikke skal gå på en skole i Københavns Kommune, skal man også informere herom via en digital blanket.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.