Du skal ikke vende mange dage i din kalender, før mikrofonen tændes ved talerstolen til Københavns Lærerforenings ordinære generalforsamling. Hvis du endnu ikke har deltaget i begivenheden før, er der meget at se frem til, som har betydning for dit hele arbejdsliv. Lyder det bare lidt interessant? Så læs med her, hvor vi guider dig igennem forberedelserne til din første ’GF i KLF’.

Opdatering 30. september kl. 15.34: Tidsfristen for tilmelding til middag og fest efter generalforsamlingen er rykket til mandag 3. oktober kl. 12.00

Lad os starte med noget af det, som ved første øjekast ikke umiddelbart vil få dig til at lægge din fortrukne krimi tilbage på natbordet. ’Beretningen’.

Selvom titlen både lyder dragende og fuld af sindsoprivende afsløringer, så er der rent faktisk tale om en regulær, men grundig statusopdatering fra din fagforening. Og den er faktisk ret vigtig som minimum at have skimmet igennem, inden du hopper på cyklen eller ind i bussen på vej til Tivoli Hotel og Congress Center, hvor Københavns Lærerforenings generalforsamling afholdes 7. oktober.

I beretningen kan du nemlig læse om alle de områder og emner, som Københavns Lærerforening arbejder med. Der er næsten fuld garanti for, at beretningen omtaler noget, der påvirker dit arbejdsliv:

Hvad sker der på lønområdet for dig og dine kolleger, hvordan går det med arbejdstidsaftalen, og er der overhovedet nogen, der tænker på, hvor meget inklusion fylder i hverdagen ude på skolerne?

Du kan blive klogere på det hele, hvis du læser i beretningen. Og bare rolig, den er faktisk ikke så svær at komme igennem. Både bestyrelsen i Københavns Lærerforening og de ansatte i huset har gjort sig umage med at holde den kort og relevant for dig og alle de andre medlemmer.

Gør det en forskel, om du er der eller ej?

Men hvis alt er beskrevet i beretningen, hvorfor så overhovedet komme til generalforsamlingen, kunnne du spørge. Gør det en forskel, om du er der eller ej?

Til at svare på det spørgsmål har KLFnet spurgt bestyrelsesmedlem Thomas Roy Larsen. Han har deltaget i samtlige generalforsamlinger i Københavns Lærerforening siden 2003, og er dermed i kategorien for gf-veteraner. Samtidigt har han været med i planlægningen af dette års generalforsamling sammen med bestyrelsesmedlemmerne Peter Jensen og Jessica Uebelin.

For Thomas Roy Larsen, der til dagligt også er lærer på Langelinieskolen på Østerbro, er der ingen tvivl om, at generalforsamlingen er den vigtigste dag på året for Lærerforeningen. Det er her medlemmerne sætter retningen for Københavns Lærerforening og bestyrelsens arbejde:

”Det er vigtigt, at så mange medlemmer som muligt deltager, fordi vi står i en tid, hvor der er pres på os ude på skolerne. Det er ikke supernemt at være lærer lige i øjeblikket, det skal ikke være nogen hemmelighed. Der er mange, der siger, hvad gør foreningen? Her skal vi lige lige huske på, hvem der er foreningen. Foreningen, det er os alle sammen. Så hvad gør du,” spørger Thomas Roy Larsen retur.

Svaret hænger ikke længe i luften, for Thomas Roy Larsen svarer nærmest prompte på det: ”Du skal da komme og deltage i generalforsamlingen, sammen med os andre!”

”Vi er et fagligt fællesskab, så vi skal hjælpe hinanden. Måske er det dig, der sidder og brænder inde med den gode løsning på et givent problem. Generalforsamlingen er Københavns Lærerforenings øverste myndighed. Det er der, vi kan beslutte ting, og det er der, medlemmerne kan pålægge bestyrelsen, hvilken retning vi skal gå i, og hvad vi skal arbejde med.”

Du skal ikke nødvendigvis på talerstolen for at få indflydelse

Hvis du tager med til den store dag i foreningen, generalforsamlingen, behøver du ifølge Thomas Roy Larsen ikke at kaste dig over talerstolen som det første. For mange er netop det med at skulle indtage podiet med sine meninger temmelig angstprovokerende, men Thomas Roy Larsen minder om, at der er mange andre måder, man kan gøre sin holdninger gældende.

”Sidste år prøvede vi med nogle gruppedrøftelser, hvor vi for en stund trykkede på pauseknappen under generalforsamlingen, og tog os tid til at tale om udvalgte emner, ved de borde man sad ved. Det oplevede vi som en stor succes, hvor alle fik mulighed for at komme til orde i en mindre gruppe. Efterfølgende var der flere, der greb mikrofonen og præsenterede nogle af de tanker og bekymringer, som blev luftet ved bordene. Det gentager vi igen i år,” siger Thomas Roy Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

I år kan du allerede nu forberede dig på, hvilke emner der forventes at blive drøftet med dine sidemakkere til generalforsamlingen. 

Hvis du er typen, der gerne vil give dine holdninger og ideer til kende fra talerstolen, så alle hører det, har du rigtig gode muligheder for det på generalforsamlingen. Igen er det en god idé at have orienteret sig i beretningen, da det er den, der er omdrejningspunktet for store dele af programmet.

Hvordan du beder om ordet, kan du læse om i denne guide, som KLF har lavet.

Uanset om du er ‘lytteren’ eller ‘taleren’ eller begge dele, så skal du flere gange under generalforsamlingen tage stilling til forskellige forslag, som enten bestyrelsen i foreningen eller andre medlemmer stiller. Det gør man ved håndsrækning. På den måde er du med til at sætte retning for Københavns Lærerforenings arbejde.

Her har Thomas Roy Larsen flere gode eksempler på, hvor vigtigt hver enkelt stemme kan vise sig at være. Han nævner særligt et, som du helt sikkert kender til, hvis du arbejder på en folkeskole:

”Helt konkret var der et forslag for nogle år siden om fem timers fleksibilitet, på bagkant af lockouten, hvor vi jo blev tvunget til fuld tilstedeværelse. Der var lidt en 50/50 stemning i foreningen om, hvorvidt man nu skulle arbejde for at få fleksibiliteten tilbage, eller om man skulle holde fast i den rigide arbejdsgiverbesluttede tilstedeværelse," fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det var et forslag, der kom ude fra en KLF-afdeling på en skole, som Thomas Roy Larsen husker det. 

”Forslaget blev vedtaget efter en længere debat i salen, med kun fire stemmers forskel,” påpeger Thomas Roy Larsen med tryk på ’kun’.

Forslag bliver til konkrete handlinger

Det er dog langt fra kun forslag på den helt store klinge, som drøftes og stemmes om. Det kan også være meget konkrete forslag som fx it-vejledernes opgaveportefølje, eller om KLF skal arbejde for en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring til medlemmerne.

Hvis et forslag bliver vedtaget på generalforsamlingen, så forpligter det Københavns Lærerforenings bestyrelse til at arbejde for, at det realiseres. Og det kan altså have stor betydning for dine arbejdsforhold.

Vi bliver forpligtet af flertallet. Alt efter hvilket emne der vedtages, så ender det på formandsskabets bord eller i bestyrelsen, hvor man typisk nedsætter en arbejdsgruppe, som har fokus på emnet,” forklarer Thomas Roy Larsen.

”Det gode er, at vi året efter skal følge op på det og fortælle generalforsamlingen, hvad vi har gjort, og hvor er vi nu. Så det ryger altså ikke i glemmebogen.”

Kom med til kæmpe medlemsfest

Hvis du nu har fået mod på at tage til din første generalforsamling i din fagforening, så kig dig gerne omkring på din arbejdsplads og tag dine kolleger med. Det er nemlig altid sjovest, hvis man kan følges med andre fra jobbet, lyder opfordringen fra Thomas Roy Larsen. 

”Og glem så ikke, at vi holder medlemsfest efter generalforsamlingen. Det er alletiders mulighed for at hygge sig i selskab med kollagerne og alle os andre.”

Tilmelding til festen koster 100 kr. og tilmeldingen foregår via din TR. Sidste frist for tilmelding er nu på fredag den 30. september. Du kan læse dagsorden og relevante informationer om generalforsamlingen her.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.