Tre lærere har blogget på livet løs fra dette års kæmpe efteruddannelses-setup Sommeruni. Læs med og bliv klogere på hvad Stinne, Klaus og Ann-Louise har oplevet og fået med sig, da de sammen med 3500 andre lærere, skolepædagoger og ledere var på skolebænken inden skolestart.

Tre dage med fælles efteruddannelse for 3500 lærere, skolepædagoger og ledere i BUF. Fælles for dette års Sommeruni var teamsamarbejde og læringsmålsstyret undervisning, som er to kerneemner i folkeskolereformen.

Klfnet.dk har fået tre lærere fra forskellige skoler til at blogge om deres oplevelser under Sommeruni. Her kan du læse, hvad Stinne, Klaus og Ann-Louise har fået ud af deres efteruddannelsesdage, inden skoleåret for alvor går løs. Du kan deltage med dine oplevelser fra Sommeruni her på siden og på facebook og twitter - brug #klfnet når du skriver. 

Stinne blogger fra onsdag - Sommeruni på skolen!

Når enden er god, er alting godt! Det er noget forbandet sludder, næsten lige så forvrøvlet som det man kan læse på ordforklaring.dk om samme ordsprog - noget med numser i Harlem - 

For Sommerunis første to dyrt betalte dage bliver ikke bedre, fordi dagen i dag har været en god dag.I dag har været en god dag, tik tak, tiden går, der er mange ting jeg når.

Sidste dag på Sommeruni er i år lokalt forankret, hurra for det, skolerne har selv kunne byde ind med emner, de mente var relevante for dem. Her kunne jeg så lige stoppe op et kort øjeblik og filosofere over hvor mange skoler, der selv var kommet i tanke om målstyret undervisning, bevægelse i undervisningen eller andet sjovt, spændende og anderledes, hvis ikke det lige var for massivt pres om, at det er det er det eneste, der virker lige nu. Det gør jeg ikke, for det er jo slet ikke det, jeg er blevet bedt om at blogge om. Så jeg antager, at skolerne selv fandt på at sætte disse emner øverst på ønskelisten til forvaltningen og hylder i stedet idéen om inddragelse af de, der skal efteruddannes, og ikke mindst en anerkendelse af at meget skoleudvikling sker bedst, når skolerne og deres ansatte selv har aktier i den udvikling, der skal finde sted. For det er godt.

Videre betød den lokale forankring også, at denne morgen bød på gensyn med alle mine helt fantastiske og dygtige kollegaer, det i sig selv gav stor værdi, ikke mindst fordi vi nu sammen har mulighed for at udvikle sprog i fællesskab om, alt det vi skal lære og udvikle. Det fremmer i år potentialet for at vi, hvis vi lærer noget, ikke glemmer det igen i morgen, fordi alle andre ikke aner, hvad man taler om. Med andre ord, rammen var i dag Skolen på Islands Brygge hvor jeg har min daglige dejlige gang.

Morgenmad, megen højlydt latter, smil og glæde blandt den enorme flok, vi efterhånden er blevet.  Også mange nye ansigter -måske lidt overvældede af situationen? TR-tosse er en af dagligdagens titler, så inden for de første 30 minutter kom der en del henvendelser fra gamle som nye om løn, eller mangel på samme, om ansættelseskontrakter og en otte-ti ting mere. Jo jo, man skulle da ikke tro, man ikke var mødt på arbejde igen, bare fordi det blev kaldt lokalt forankret Sommeruni.

På vores skole havde vi helt selv valgt temaet Læringsmål, men jeg kom i tanke om at jeg tilhørte en af de årgange, der var koblet på udeskoleprojektet  - et projekt jeg har drømt om, siden før det blev moderne. I år er vi blevet en af 30 skoler der uden økonomi der følger med (ahhh Stinne det er jo ikke rigtigt, vi får 20.000 for at være prøveskole, omregnet til antal klasser, så er det vel godt 1000 kr pr. klasse, det kan der komme mangt et museumsbesøg ud af, og ret skal være ret, det er ikke helt uden), får lov at prøve det af.

Derfor ingen Læringsmål til mig – i stedet  gik jeg med en hel flok af ekspertise på udeskoleområdet over skolegården til musiklokalet – hvor vi på taburetter på række, formiddagen igennem, blev inddraget i forskning på området, fik viden om, hvem der havde gjort hvad, hvor vi kunne søge mere viden og hvordan man bedst greb det an. Det blev efterfuldt af dejligt praksisnære og relevante workshops, hvor vi blev præsenteret for idéer, modeller og skabeloner – hvor der var plads til, at vi tænkte eget indhold og egne tanker ind i arbejdet og vi gjorde det oven i købet med vores nærmeste kollegaer – så det var umiddelbart brugbart i arbejdet, der begynder på onsdag. Hurra for det.

Frokosten var frisk, farverig og indbydende, rosmarinbrødet, der fulgte med var varmt – der var god energi, for de, der ikke var på udeskoleholdet, havde åbenbart også haft en rigtig god oplevelse af at lære noget – sammen - og så oven i købet noget nyt!

Den sidste del af lokalt forankret Sommeruni dag 3. har vi til gode, men tik tak, det gør mig ikke et hak, for i dag var en god dag.

Og selv om det stadig er noget forvrøvlet sludder, at alting er godt, når enden er god, så skaber en lykkelig afslutning på slid og strabadser i det mindste afstand til mængden af frustrationer og irritation på vejen dertil.

Tik tak. 

Klaus blogger fra onsdag - Sommeruni på skolen!

Også onsdag viste den danske sommer sig frem. Sådan en dag kunne man få lyst til at sætte sig under et træ med en kop kaffe frem for at forcere en ind til videre ikke faretruende stejl læringskurve på Sommeruni, men nok engang sejrede arbejdsmoralen: Sommeruni blev det.

Dagens aktiviteter var henlagt til eget tjenestested, hvor de store tanker fra mandag og tirsdag skulle omsættes til pædagogisk praksis og en toptjekket årsplan. Efter morgenmaden, selvsagt. Der er ikke noget som et rundstykke med tandsmør, der siger læringsmålstyret undervisning.

Heldigvis var der indlagt et lille kreativt benspænd i form af ændret password til skolens netværk; naturligvis uden advarsel eller info i det hele taget. Sådan noget elsker lærere! Ligesom vores elever trives vi med en uforudsigelig struktur og teknik, der driller. Det holder os skarpe og omstillingsparate, simpelthen. Well played, IT-specialister fra kommunen!

Tanker, jeg har tænkt i dag:

9.02: Hvor er det i grunden nogle søde mennesker, jeg arbejder sammen med!

9.23: Kan det være cykelturen fra indre by til Valby, der omsider har fået bugt med min jetlag?

10.12: Er det egentlig mig, der er årgangskoordinator for 7. årgang?

12.45: Forskellen på rugbrødsmadder og smørrebrød er svær at definere, men nem at se.

13.45: Gad vide, om der er nogle kolleger, der har lyst til at drikke en øl fredag eftermiddag?

14.02: Det går jo over al forventning, det her! Mit arbejde ville være markant nemmere uden undervisning og elever og sådan noget. Værd at overveje!

14.33: Plejer det ikke være omkring det her tidspunkt, at man må tage en lur?

15.01: Nøj, hvor kan jeg finde på mange dumme ting at sige på et møde, når jeg er træt.

15.26: Er det rigtig forstået, at vi lige nu er i gang med at aftale, hvornår vi kan mødes for at aftale, hvornår vi skal holde næste møde?

Ann-Louise blogger fra onsdag - Sommeruni på skolen!

De to sidste dages input og faglige gevinst, skulle i dag udmøntes i praksis. Vi skulle ”hjem” på skolen og ha´ fingrene i bolledejen. Planerne var store og velvidende, at vi havde efterladt 1 kilo matadormix i skabet før sommerferien, kunne det li´som ikke rigtigt gå galt!! Skulle man tro!!

Hyggeligt gensyn med alle kollegaerne. Vi startede med morgenmad og kort info og dagen blev skudt i gang. Totalt klar!

Tænkte, stikker lige hurtigt hovedet ned på kontoret og spørger hvorfor de ekstra undervisningstillæg og udbetaling fra pædagogisk weekend, ikke figurerer på min lønseddel i denne måned som lovet. Første fejlslagne tanke!

Min viceleder fortæller mig, at det hele skulle være indberettet, så det forstå han egentligt heller ikke.

Jeg fatter knoglen og ringer til koncernservice…….køøøøø…….kommer igennem og manden i den anden ende fortæller mig, at han godt kan se at det er blevet indberettet, men det venter stadig på sagsbehandling.

Sagsbehandling??? Nå´…..ok….det blev indberettet inden ferien, men nuvel…..det må jeg affinde mig med. Ja, og det kunne desværre heller ikke nå at komme med på næste lønseddel!! Det er sgu´ effektivt det system. Afsted med koncernservice på sommeruni, siger jeg bare!!

Nå´…op på hesten….vi skal ha´ forberedt en masse fedt i dag……og heldigvis gjorde jeg mit klasselokale fint og lækkert inden ferien, så der ikke skulle bruges tid på det her i uge 31…….anden fejlslagne tanke!!

Det lignede en slagmark!! Det giver sig selv, at det var lige præcis loftet i MIT lokale, der skulle pilles ned i ferien!! Træææææt!

Så er vi sgu´ i gang igen …….har ikke fået tænkt de store forkromede tanker i dag……..men til gengæld er min mave fyldt med Matador Mix!!

PS. Frokosten var et hit, men til gengæld betalte jeg den selv, og nogen har stjålet mit saddelbetræk...

 

Stinne blogger fra tirsdag på Sommeruni...

Vanligt træt var jeg, da vækkeuret ringede – med en helt igennem håbløs døgnrytme er det ikke meget søvn, der på hverdagsbasis erhverves i det lille hjem. Normalt er det ikke en udfordring, aromaen fra den friskbryggede kaffe,  morgenmusikken (ja - det er en genre) og solen der året rundt rammer sengen ved morgentid, plejer nok at kunne få selv en gammel kone – der er væsentlig ældre i morgenrøden end ved solnedgang – til at finde energi og lyst til dagens arbejde og øvrige begivenheder. Det udeblev i dag.

Efter gårsdagens oplevelser var det med et andet erkendt grundlag, jeg i dag drog mod Frøbel, der fysisk danner rammen for dagens efteruddannelse. På turen tænkte jeg på de godt 25,6 millioner kroner, som Sommeruni koster. Om det udgør det samlede efteruddannelsesbudget, er jeg ikke sikker på  - måske er det bare fordi, vi ikke kan blive meget klogere på Bryggen, at efteruddannelse resten af året udebliver for langt de fleste. Havde taget flytbar højttaler med i bilen, så musik uden reklamer kunne sikre, at den tankerække ikke forsatte, man kunne jo gå hen og få storhedsvanvid. Medpassager konstaterede tørt, at det var overkill i en bil, der havde et anlæg, men jeg insisterede på at gøre et forsøg på at bevare et åbent sind., for jo mere gårsdagen trængte ind, jo mere tik tak forekom som baggrundsstøj og forurenede mine muligheder for at være læringsparat.

En stadig ferieramt by, sammenholdt med erfaringerne fra gårsdagens ruteroderi gjorde det legende let og ligetil at finde både vej og parkering. Og det var godt. Det blev bedre, der var både kaffe og også mælk i de fleste pauser i løbet af dagen. Selv frokostpausen var fremskudt – så jeg nu kunne få lov at smage en tro kopi af, hvad der havde været på buffeten i går. Ikke at det – lige i den sammenhæng – var svært bedre.

Undervisningsindholdet bød indledende på gennemgang af de tegn på læring som udeblev i går, men det var meget hurtigt overstået, og plads i programmet til uddybende spørgsmål var der ikke. Vi måtte videre – tik tak. Drøftelse af gårsdagens øvrige uafklaretheder, bragte heller ikke mere klarsyn, tværtom blev der flere og flere muligheder for at se diskrepans mellem intention og reel indflydelse på læringen i virkeligheden. Heller ikke de ellers meget fornuftige nye spørgsmål var der svar på.

På vej ud til gruppearbejdsrummet på parkeringspladsen, mødte vi de søde unge Sommeruniguider. De var pænt stegte og havde fået flot kulør, som de sad der i vinduet og vogtede gangen og eftermiddagskagen, der heldigvis også var den eksakt samme som i går. Den slags skaber tryghed.

Min sidemakker og jeg blev til gengæld ved nærmere studie af målpar, i bestemmelserne for sådanne for faget dansk, foruroligende opmærksomme på, at der var et utrolig imponerende fravær af mål for de almindeligt alment dannede dele af danskfaget, vi blev enige om at man burde dele faget i to ligeværdige dele, de nye fag kunne måske hedde Kommunikation og Dannelse? Og det kan ministre, der mener at de to dele vægtes lige højt vel ikke have noget imod? Må straks sende forslag af sted til de ansvarlige på området.

Tilbage i klasselokalet lærte vi om generobring af ordforrådet fra det humanistiske videnskabelige område i dansk, samtalerne i undervisningens værdi i den sammenhæng, fra hverdagssprog til fagsprog, digitalisering som vej til fastholdelse af mundtlighed, genrepædagogik, kritisk læsning, nettekster, multimodale tekster, kildekritik, jo jo vores underviser var møgkompetent – herom hersker ingen tvivl, og så var hun utrolig sød. Jeg havde været rigtig glad – hvis hun havde været min underviser i dansk på læreruddannelsen, men udfordringen var, at der havde jeg allerede gået.

Det toppede dagen, da en samlet lærerstand blev enige om, at det bedste praksiseksempel på læring, var det, der åbenbart var tænkt som skræmmeeksemplet på hvad der sker når man undlader målstyring – og ikke mindst da underviseren efter endt argumentation fra os, lignede en der gav salen ret.

Ihh hvor jeg glæder mig til yderligere arbejde med målstyring i morgen.

(Stinne Lorenz er lærer på Skolen på Islands Brygge og blogger for klfnet.dk under Sommeruni)

Ann-Louise blogger fra tirsdag på Sommeruni

Et mirakuløst held at jeg var tidligt på den i dag!!! Specielt taget i betragtning at jeg jo nu har mit 'hipster-blogger'- renommé at værne om!! ;)

Da mit nytårsforsæt 5 år tilbage gjorde op med gårdvagtsjakken og flade sko, tog jeg skridtet ud i en ny æra som lærerinde – en gennemført upraktisk en af slagsen. Derfor ankommer jeg glad og optimistisk på min cykel (med fint nyt sadelbetræk) til dagens undervisning på Pasteursvej iført høje hæle. Og lige der på parkeringspladsen, laver jeg et af de moves som ville udløse et ”My God!!!.....man skal nok holde sig fra sig fra hæle, hvis man ikke har lært at  gå i dem!!”. Den står ikke til at redde!!! Måske skulle brolæggerne også på årligt Sommeruni, bare for at holde det gode håndværk i ave. Pffffhhhh! Ur-kvinde-instinktet sætter ind i sådan en situation, og før jeg når at overveje, om det gør ondt nogen steder, får jeg konstateret, at ”skandalen” er afværget…….jeg er HELT alene. 

Undervisningen starter 8.30, og 8.45 er jeg allerede træt! Jeg forstår godt, at de mange omvæltninger reformen, lov 409 osv. har medført for den enkelte lærer, kan være en stor mundfuld. Det har sgu´ også fyldt for mig. Vores underviser Trine Ferdinand, som jeg i øvrigt er blevet fan, af har fået til opgave at tilrettelægge et meningsfuldt kursus i ”Målstyret undervisning”, og om man kan lide det eller ej, giver det bare ikke mening, at bruge undervisningstiden på at diskutere berettigelsen af emnet. Jeg vil have guldkorn til mit fremtidige arbejde og ikke have argumentation for og imod målstyret undervisning. Kom nu!

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget….. brugte tiden fornuftigt, og fik bestilt alt det vi manglede fra udlånssamlingen.

Diskussionen blev dog lukket, kun med få tilbagefald i dagens løb og vi fik både inspiration, arbejdsværktøjer og fik afprøvet målsætningen i praksis. Fedt!

PS. Maden var stadig ikke det helt store sus….præcis det samme som i går, dog med et eksotisk strejf af chili…..til gengæld så ingen morgendages styrt. Sådan mand!!

(Ann-Louise er lærer på Vanløse Skole og blogger for klfnet.dk under Sommeruni)

Klaus blogger fra tirsdag på Sommeruni...

Efter endnu en dag på skolebænken i strålende solskin forfalder svage sjæle let til selvmedlidenhed eller decideret livslede, men ikke mig! Jeg nød hvert pragtfuldt øjeblik i det tætbefolkede og kun diskret ventilerede undervisningslokale, og vi har jo haft rig lejlighed til at nyde andre former for sommervejr i ugerne op til i går. Perfekt timing, hvis du spørger mig!

Valg af frokost var endnu nemmere end i går, for i dag var der nemlig kun kylling på bordene. Herfra skal lyde en særlig tak til Sommeruni for en god og kompleksitetsreducerende beslutning på mine og andre deltageres vegne!

Tanker, jeg har tænkt i dag:

8.34: Hvor længe har man typisk jetlag, når man bare har været på Fyn?

9.15: Kaffen her er bedre her end kaffen på Lykkebo.

10.49: På en måde er det lidt mærkeligt, at der tilsyneladende ikke findes en identificerbar sammenhæng mellem undervisningsforløbets titel og indhold, synes jeg.

11.18: Tak for kylling, og for at portionerne i dag er markant mindre end i går. Godt set!

12.15: Jeg har tænkt lidt over det, og jeg finder det mest praktisk, når indholdet i et forløb i store træk afspejler forløbets titel. Er det mon mig, der er forstokket?

13.47: Nu viser det sig, at flere andre deltagere undrer sig over samme spørgsmål.

14.12: Også underviseren virker overrasket, men fortæller så, at forløbet her ikke var hendes idé, og det er jo egentlig en rigtig god forklaring.

(Klaus er lærer på Lykkebo Skole, og blogger for klfnet.dk under Sommeruni)

Ann-Louise blogger fra mandag på Sommeruni...

Sommeruni dag 1 : (Målstyret undervisning – dansk – mellemtrinnet)

Må vedkende mig, at jeg her mandag morgen følte, at jeg trængte til endnu en sommerferie!! (Specielt fordi jeg ikke har afholdt de 100 ugers sommerferie, som vi lærere jo i folkemunde ellers er kendt for. Som om!!)

Allerede fredag var jeg i et dilemma! Jeg fik tilsendt en relativ stor stak dokumenter, der skulle læses, INDEN Sommeruni og skulle iøvrigt medbringe diverse lærermidler, som jeg ønskede at inddrage i mit arbejde med målstyret undervisning. Hmmm……what to do??? Alt mit materiale ligger på skolen og jeg må ikke arbejde i min ferie. Ergo må jeg møde op og tage den på rutinen…..man skulle nødigt kaldes for skruebrækker! ;) 

------

Nu er første dag overstået og jeg må her i skrivende stund,  pakke mine oplagrede (mildest talt dårlige) erfaringer fra de tidligere års sommeruni helt væk. Det har sgu´ været en god dag, med Trine Ferdinand som underviser. Hun er så sej!

Vi (min trofaste og uundværlige makker Signe og jeg) har valgt os ind på emnet ”Målstyret undervisning”  og har erfaringer med det fra sidste skoleår. Vi arbejder meget årgangsbaseret og har derfor i alle vores parallellagte timer 46 børn, som vi deler på kryds og tværs på forskellig vis. Vores udfordring med målstyret undervisning har ikke været at målsætte undervisning for hele årgangen eller de enkelte lektioner, men at finde en måde hvorpå vi systematisk og kontinuerligt kunne lave målsætning for den enkelte elev.

Highlights fra i dag har været arbejdet med at gøre læringsmålene mere konkrete og få dem ned på elevniveau, således at evalueringen giver sig selv.

Min forventning til i morgen er, at vi får en masse brugbare værktøjer til at strukturere vores videre arbejde.

PS. Frokosten var ikke det vilde sus, MEN til gengæld fik jeg et smart overtræk til min cykelsadel!!! Og den obligatoriske efterrationalisering af dagens forløb i solen med en kaffe gjorde, at kompensationen var fuldendt.

(Ann-Louise er lærer på Vanløse Skole og blogger for klfnet.dk under Sommeruni 2015)

Klaus blogger fra mandag på Sommeruni...

Sol fra en skyfri himmel på den første hverdag efter en regnfuld, kølig og gennemgående grå sommerferie? Jeg mangler ord.

Ellers er Sommeruni jo en behagelig, om end flittigt og energisk udskældt tyvstart på skoleåret. Ville jeg hellere ligge i en hængekøje med sidste bind af Knausgård? Ja, men selv sommerferier får en ende, og så er Sommeruni en blid landing, hvor jeg får hilst på kolleger og rettet sigtekornet ind på alt det, som jeg har gjort mig umage for ikke at skænke en tanke siden starten af juli. Man kunne jo også have tilbragt dagen i et musiklokale omgivet af 28 indskolingselever med blokfløjter.

Tanker, jeg har tænkt i dag:

Kl. 9.12: Sådan som elever med såkaldt unikke forudsætninger har det mandag morgen efter en ferie, ik’? Sådan har jeg det lige nu. Muligvis en overvejelse værd.

Kl. 11.34: Der er laks, kylling eller falafel til frokost. Min vurdering er, at falaflen nok er den af de tre, der har haft det mindst meningsløse liv. Er maden økologisk?

Kl. 12.28 Har alle deltagere på Sommeruni fået tilsendt de samme fire tekster, uanset valg af forløb? Og er der faktisk nogen, der har læst dem?

Kl. 13.46: Kan man egentlig få jetlag af at køre fra Nyborg til København? Det føles sådan. 

(Klaus er lærer på Lykkebo Skole i Valby, og blogger for klfnet.dk under Sommeruni 2015)

Stinne blogger fra mandag på Sommeruni

Det er morgen og solen står op, du ligger stadig og strækker din krop, og alting er – så roligt nu … tonerne fra Bifrost sammenholdt med varme stråler der både direkte og indirekte flød som en varm strøm gennem det åbne soveværelsesvindue gjorde mandag morgen, efter en alt for kort sommerferie, en del mere spiselig.

Idyllen splintredes, da jeg fandt den sent i min ferie modtagne mail fra UCC frem. Printe og læse et omfangsrigt vedhæftet materiale - medbring materiale til brug for årsplanlægning …? Printeren røg på loftet i min sidste feng shui-fase, undervisningsmaterialet var af gode grunde på skolen, og 8:00 mødetid levnede ikke rasende store muligheder for at køre hen for at printe/hente, for slet ikke at tale om at nå at læse det. Hjælp! Fandt gamle tekster frem fra tiden, hvor man stadig var hjemme, når man forberedte, uden at vide om det havde nogen relevans.

En lettere forpustethed af tanken om alt det, jeg ikke havde gjort, gav en lidt træls begyndelse. Og fortsættelsen var ikke stort bedre, da jeg overså den ellers meget fine rutevejledning til det massivt ombyggende område, brugte godt en ekstra halv time på at finde en vej ind og kom til alle mandag morgeners skrækscenarium: Tømte kaffekander og tomme brødbakker.

Således var det lidt op ad bakke – men gensyn med mit fantastiske team, der hurtigt fandt den gamle humoristiske tone igen, og en yderst fleksibel og sympatisk underviser – kan gøre meget godt igen. Saft Mikkeline Blatt Hoffmeyer – ja det hed hun – forklarede om læringsmål, tankesættet bag, den nye tiltænkte progression i opbygningen og kom med flere udmærkede eksempler på forbrugende undervisningsmaterialer. Flere gange tænkte jeg, at det var meget rart at blive sporet lidt ind på det, vi skulle i gang med, men at der egentlig ikke var noget nyt i det, vi gennemgik. Tankerne begyndte at flyve – tik tak – tiden går, der er så meget jeg ikke når. 

Efter at have vundet den sidste frokostpause ankom vi til to halvtomme fade med salat, en meget slatten fiskefilet, men til gengæld køkkenpersonale, der forsikrede om, at mere var på vej. Da morgenmaden glippede i min ruterundforvirring, var sulten stor, så maven knurrede kraftigt de næste 15 minutter, mens den fantaserede om at tomme, triste buffetborde igen ville bugne af lækkerier. Så ankom et lille fad med kylling og jeg indtog et stykke stående, mens jeg sludrede med kollegaerne om sommerens begivenheder i privaten. Derefter 5 samfulde, pragtfulde minutter med luft på parkeringspladsen inden pausen var forbi og turen gik tilbage til de dejligt velegnet til hanekyllingsstegning lune lokaler – forhold, som varmeskære personer ikke kunne ændre ved vinduesåbning - det forhindrede byggelarm udenfor heldigvis …. 

Eftermiddagen bød på gode, men igen ikke nye debatter om læringsmåls indflydelse på undervisningen: Bliver den for målstyret? Taber vi noget på gulvet, fordi det ikke er at finde i kompetence- og læringsmål? Er der for meget fokus på faglig læsning i den nye model? Og hvorfor er eksamen ikke tilpasset de nye mål, så eleverne prøves i de nye, og ikke de gamle mål? Er der risiko for at de svageste elever opgiver at nå basismål, når de hele tiden præsenteres for mål, der er over niveau på klassetrinet? Hvorfor er målpar ikke ens i opbygning og hvorfor passer de ikke altid sammen? Hvorfor er undervisningen i dag ikke eksemplarisk? Hvad mener de egentlig med flere af de ord, der anvendes i målene? Der var en del flere spørgsmål end der var svar. Således stadig uafklarede gik vi i gang med gruppearbejdet - med at prøve stoffet af. Tik tak, tiden går - det er så meget jeg ikke når. 

Sidst så vi et eksempel på et undervisningsforløb om eventyr og intertekstualitet – og jeg ærgrede mig over, at vi lavede netop det, lige før vi gik på sommerferie, for det var et rigtig godt forløb.

I morgen kommer vi nok ind på noget af det, vi endnu ikke har styr på …

Tik - tak. 

(Stinne Lorenz er lærer på Skolen på Islands Brygge og blogger for Klfnet.dk under Sommeruni)


Har du selv oplevelser, inspiration eller faglige input, du vil dele med andre, kan du skrive nederst på denne side i kommentarfeltet. Du kan også bruge hashtagget#klfnet på de sociale medier, når du poster noget fra Sommeruni. Vi håber, du vil dele dine oplevelser med os. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.