Siden august har 23 niendeklasse-elever på Højdevangens Skole hver onsdag afprøvet forskellige funktioner i hotelbranchen. Forløbet blev afsluttet med et stort gallaarrangement planlagt og eksekveret af eleverne.

Efter forretten er uddannelsesminister Tommy Ahlers desværre nødt til at gå. Programmet er altid presset men endnu mere med en valgkamp på trapperne.

Det hjælper, at han ved, hvornår valget bliver, siger han. Men da præsentationsrunden ved bordet har afsløret, at der er en journalist til stede, vil han - trods forsikring om, at det bliver mellem os to og offentligheden - ikke ud med sproget.

Ministeren og hans assistent takker for i aften og forlader bord 1 tyndt befolket. Afvikleren ved gallaarrangementet i Bella Sky spotter det straks og får venligt og professionelt relokeret de fem tilbageværende gæster ved nye borde med enkelte ledige pladser.

Afvikleren er ligesom tjenere, bartendere, kokke og konferencieren denne aften 9.-klasseselever fra Højdevangens Skole på Amager. Siden august har skolen samarbejdet med BC Hospitality Group om et forløb for 23 elever, som hver onsdag i et halvt år har været i praktik på et af BC Hospitality Groups hoteller eller konferencecentre, der blandt andet tæller Bella Sky, Crowne Plaza og Marriott.

Det hele sluttes af denne aften med et gallaarrangement, som eleverne selv har stået for alle detaljer i planlægningen og afviklingen af. Fra bestilling af vin over bookning af underholdning til madlavning og servering. Gæsterne tæller hoteldirektører, forældre, lærere og altså en minister, der med konferencier Lucas Broksides ord er inviteret ”for at kaste lidt stjerneglans over det hele”.

Minister: Find ud af, hvad I er gode til – ikke hvad I vil

I sin tale til forsamlingen inden forretten understreger Tommy Ahlers dog, at han mener, det er eleverne, der er stjernerne i showet.

”I har knoklet, er blevet udfordret og har lært hvad det vil sige at tage ansvar og initiativ på en rigtig arbejdsplads. Vi skal have skabt meget bedre kobling mellem det teoretiske og virkeligheden på vores uddannelser”, lyder det fra talerstolen.

Det betyder ikke, at eleverne efter endt forløb skal have besluttet, om hotel- og restaurationsbranchen er noget for dem, understreger han:

”I kan ikke planlægge den snorlige vej til drømmejobbet. Søg muligheder for at prøve nogle ting af, som den I har fået her. Her er I forhåbentlig blevet klogere på, hvad I er gode til, men ikke hvad I vil bruge jeres liv på. Det har I mange år endnu til at finde ud af”, lyder opfordringen.

Kastet ud i den dybe ende

Eleverne har undervejs i forløbet afprøvet forskellige roller og funktioner i forbindelse med drift af hoteller og konferencecentre samt afvikling af arrangementer. Inden aftenens galla har de selv stået for at fordele roller.

Ved bord 6, sidder familien til aftenens konferencier – mor, moster, søster og fætter. Det kommer ikke som en overraskelse for dem, at det er ham, der er endt i den rolle. CV’et tæller trods den unge alder allerede flere teaterstykker og en rolle i den populære tv-serie Rita fra 2012.

”Han har mildest talt ikke noget problem med at være på. Men alle roller, de har fået lov at afprøve i forløbet, har været lærerige. Han har været træt, når han er kommet hjem, men ikke for træt til at tale meget længe om, hvad de har oplevet”, lyder det fra den stolte mor.

Og det er ikke småting, eleverne er blevet kastet ud i. Der er blevet serveret til banketter med flere hundrede mennesker, lært at holde styr på regneark med indkøb og lønninger, skrællet uendelige mænger kartofler i industrikøkkener, lært konflikthåndtering i forbindelse med kundeklager og ikke mindst at tænke i salg og service.

”For eksempel er det der i hvert fald ikke noget, vi har lært dem”, lyder det med et smil fra Bella Centerets forplejningsansvarlige Brian Månsson, som har spottet, at en af bartenderne har ladet sprøjtflasken med pudsemiddel stå på baren, efter den har fået den rutinemæssige aftørring i en stille periode mellem to tilfredse kunder.

Han rejser sig og går op til baren, hvor et par ord veksles, og flasken med et grin bliver stillet på plads bag disken. Men hotellet har også lært meget af at have næste generation på besøg, fortæller Brian Månsson.

”Vi bad dem på et tidspunkt om at koordinere noget via mail. Så foreslog de selv at gøre det via et Google Doc, som alle kunne skrive i og opdatere løbende. Hvis en beslutning bliver lavet om, lige efter en mail er sendt, er den jo allerede forældet, pointerede de. Så tænker man, at det har de jo en pointe i”, siger han.

Væk fra sodavandsbesøget

Aftalen mellem BC Hospitality Group og Højdevangens Skole kom i stand, da lærer Solveig Türck for et par år siden havde sine elever med på virksomhedsbesøg på Crowne Plaza og her mødte gruppens CSR-manager Mireille Jakobsen. De to fandt hurtigt ud af, at både skole og virksomheder kunne nyde godt af et mere indgående samarbejde.

”Et dagsbesøg eller en uges praktik er slet ikke nok til at skabe den nødvendige kobling. Vi skal ud over det klassiske sodavandsbesøg, hvor man besøger virksomheden, hører en præsentation, ser en film, og så er det hjem igen”, siger Solveig Türck.

”Eleverne skal i bogstaveligste forstand have ’beskidte fingre’. Om det så er i romkugler, fiskefileter, rengøring eller noget helt fjerde”, supplerer Mireille Jakobsen, som tilføjer:

”Men de har også været på skolebænken. For eksempel med et stort hygiejnekursus på hotel- og restaurantskolen, kursus omkring salg og konflikthåndtering, og endelig omkring bæredygtighed - som naturligvis står mit hjerte nær som CSR-manager – hvor vi blandt andet har smagt på fremtidens fødevarer som fårekyllinger og orme”.

Solveig Türck har set en kæmpe udvikling hos eleverne siden de fra første gang trådte ind på hotellet til nu, hvor de har ansvaret for deres egen afslutningsfest.

”Mentalt er de vokset mindst en halv meter. De er blevet bedre til at samarbejde og tage ansvar. De kan tale med voksne på lige fod. I forbindelse med arrangementet i aften har de skulle forhandle med kunstnere, blomsterhandlere og andre leverandører samt overholde et budget. Uanset hvad de vælger i fremtiden, vil de profitere af det”, siger hun.

”Og vi har lært så meget om, hvem den fremtidige generation af medarbejdere og kunder er. Det har også været en stor læringsproces for os”, tilføjer Mireille Jakobsen.

Fem øremærkede praktikpladser

BC Hospitality Group besætter hvert år i gennemsnit cirka 40 elevpladser. Fem pladser er øremærket til elever fra Højdevangen skole, der har deltaget i forløbet, og som ser en fremtid for sig i hotel- og restaurationsbranchen.

Selvfølgelig handler samarbejdet for BC Hospitality Group også om at bidrage til at vende en udvikling, hvor kun 18,5 procent af eleverne efter folkeskolen vælger en erhvervsuddannelse, og hvor for eksempel kokkeuddannelsen hvert år oplever et fald i antallet af ansøgere, fortæller Mireille Jakobsen.

I første omgang skal de 23 elever, der har deltaget i forløbet, hjem og være ambassadører for hotellinjen og fortælle om deres oplevelser for de nuværende 8. klasser. Interesserede skal for fremtiden ansøge om at komme på linjen med en motiveret ansøgning.

En af dem, der gerne anbefaler yngre elever at sende en ansøgning, er Just Axen. Han er netop blevet færdig med at tørre baren af – og har sat sprøjteflasken behørigt på plads bag disken uden for kundernes synsfelt.

”Hygiejnekurset var måske ikke det mest spændende, men det skal jo på plads. Man skal yde, før man kan nyde. Jeg kunne sagtens se mig selv i branchen”, siger han, mens han langer et par danskvand ud til gæster, der er blevet kaldt tilbage på deres pladser til aftenens sidste indslag.

En del af det artige budget er blevet brugt til at hyre komikeren Dan Andersen, der er kendt for sit guitarshow, hvor han synger hjemmelavede sange og fortæller jokes om emner, der centrerer sig om et område syd for bæltestedet.

Som han bemærker fra scenen: ”Modigt at hyre mig til et arrangement, hvor man skal grine af mine jokes i selskab med sin mor og far”, inden han kaster sig ud i en sang om kønssygdomme, som nok ganske rigtigt var sjovere i frikvarteret end iklædt jakkesæt sammen med sine forældre og sin lærer.

Men hva’ fa’n. Det var også i uge 6.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.