Det var 15-årige Madina fra Afghanistan, der holdt tale for elever, forældre, lærere og ledelse, da Bavnehøj Skole sagde farvel til sine to niendeklasser. Det blev en festlig men også bevægende eftermiddag på skolen i Sydhavnen.

Der var pyntet op med balloner i regnbuens farver i skolens gymnastiksal, da elever, lærere og familier fejrede årets dimitterende niendeklasser en varm og solrig onsdag eftermiddag på Bavnehøj Skole i Sydhavnen.

De to niendeklasser var forskellige. Den ene med 21 elever fra det lokale skoledistrikt havde været på skolen siden første klasse. Den anden klasse var en modtageklasse med elever, der er kommet til Danmark de seneste år, og som startede på skolen helt uden danskkundskaber. Det har de været gode til at ændre på, på Bavnehøj Skole.

Modtageklassens dansklærer, Monica Edelmann, siger: ”Det kan i mange tilfælde være en god ide, at nytilkomne, yngre elever uden danskkundskaber starter i den almene undervisning – selvfølgelig efter et dansk-introduktionsforløb og med god sprogstøtte. Men det giver ikke mening i udskolingen – her er tekstmængden simpelthen for stor og det faglige niveau for højt. Ikke bare i dansk men også i de andre fag. Her er modtageklassen den bedste ramme om den gode undervisning.”

Det var da også en stolt dansklærer, der kunne fortælle, at alle hendes elever havde været til den helt almindelig afgangsprøve og klaret sig fint.

Der er i øjeblikket tre skoler i Københavns Kommune, som har modtageklasser i udskolingen, Højdevangens Skole på Amager, Rådmandsgade Skole på Nørrebro og altså Bavnehøj Skole i Sydhavnen. Men de burde samles, mener Monica Edelmann: ”Hvis du har flere klasser på en skole, så kan du dele eleverne efter sproglige og faglige behov. Og der vil være flere lærere i f.eks. dansk og matematik, som kan spare med hinanden. Det faglige miljø blandt lærerne kan simpelthen blive alt for lille. Der er truffet en politisk beslutning om at samle modtageklasserne, men det er ikke sket endnu.”

Eftermiddagens program bød på fællessang, musik og taler.

I sin tale sagde skoleleder, Pia Grevelund:  ”At gå på Bavnehøj har forhåbentlig givet jer noget med til resten af livet. Det sociale og det personlige er de egenskaber, der er noget af det vigtigste. Det er vigtigt, om man er en god ven eller en god kollega. Skolen er ikke alt – det er livet det handler om.”

”Det er også vigtigt, at I har lært at gøre jer umage. I har både lært at følge jeres talenter og at arbejde hårdt. Og I har lært af forskellighed – det er der mange andre, som kun kan læse om. Jeg håber, I vil tænke tilbage på Bavnehøj resten af livet. Vi vil i hvert fald tænke på jer.”

Og så kom turen til Madina, der kom til Danmark med sin familie fra Afghanistan for halvandet år siden. Nu holdt hun tale på vegne af skolens dimitterende niendeklasser. Hun sagde bl.a.: ”I mit land kan piger ikke gå i skole. I mit land har kvinder ingen rettigheder. Jeg har arbejdet hårdt. Og jeg er meget taknemmelig for min skole og mine lærere. Jeg har fået min uddannelse, og jeg har fået min frihed. Der er mange mennesker i verden, der ikke kan gå i skole. Men alle mennesker har deres egen ret og deres egen frihed.”

Der var et kæmpe bifald efter talen og det var en rørt skoleleder, der takkede Madina for hendes mod.

Madinas nu tidligere dansklærer siger: ”Man får jo et særligt forhold til de elever og deres familie. Man bliver deres vej ind i det danske system. De kommer tæt på ens hjerte. Og det er selvfølgelig vemodigt at sige farvel til dem i dag.”

Men der blev sagt farvel – både med vemod og glæde. Mens solen strålede over Bavnehøj Skole i Sydhavnen den onsdag eftermiddag.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.