Efter tre måneder med onlineundervisning kunne 5.U fra Peder Lykke Skolen på Amager endelig mødes udenfor til deres allerførste undervisningstime. KLFnet var med på Amager Fælled, da elever og lærere fik lov til at mødes fysisk.

”Dåsevarmer! Dåsevarmer!”

I et grusvejskryds på Amager Fælled er 5.U fra Peder Lykke Skolen i gang med en omgang dåseskjul. På stierne omkring et gammelt bord-bænkeset, der i dag er dåsen, kommer cyklister, hundeluftere og masse andre skoleklasser forbi.

Andreas Barfred er klasselærer for 5.U og på den korte tur til Amager Fælled sammenlignede han elevernes og lærernes glæde ved at se hinanden igen med livlige malkekøer, der sættes på græs efter en lang vinter i stalden.

”Jeg har lige set tre børn smile, som ellers ikke har smilet særligt meget det sidste stykke tid. Det er livsbekræftende,” siger han glad. ”Det hele dufter lidt af forår”. 

Den vigtige smalltalk  

Andreas Barfred deler klasselæreropgaven med Tais Edelslund von Benzon. Sammen har de valgt, at dagen skal have fokus på fælleskabet i klassen. Derfor er der heller ikke planlagt andet, end at 5.U skal lege dåseskjul og gå en tur på Amager Fælled.

”Kig på dem. De er glade, og de snakker også med dem, de normalt ikke har så meget med at gøre,” siger Andreas Barfred, da KLFnet’s udsendte spørger ind til, hvordan han kan se, at det har betydet noget for eleverne at mødes igen.

Tais Edelslund von Benzon stemmer i.

 ”Fagligheden har jo egentlig fulgt med under onlineundervisningen,” siger han. ”Vi har givet dem de samme opgaver, som de ville få i klassen, og vi har haft de samme krav. Det er det sociale, som har været taget fra dem.”

Lærerne bruger også dagen til selv at få en ide om, hvordan det går med eleverne.
”Den smalltalk, som vi havde, mens vi gik til Amager Fælled, kan ikke erstattes med en snak på computeren,” siger Tais Edelslund Von Benzon, ”og som lærere har vi et stort ansvar for det gode relationsarbejde, så vi kan finde ud af, om der er elever, der ikke trives derhjemme”.

To til toilettjansen

På bord-bænkesættet sidder Clara Spruit, der er elev i 5.U. Hun er blevet fundet og venter på en ny omgang dåseskjul. Hun er glad for at være tilbage sammen med klassekammeraterne. Blandt andet fordi det er svært at lege gemmeleg alene.

”Det var lidt mærkeligt at se dem alle igen. For der er nogen, jeg ikke har set længe,” siger hun. ”Men jeg har savnet klassen og vores fællesskab.” 

Andreas Barfred og Tais Edelslund von Benzon kalder og får 5.U til at bevæge sig dybere ind i Amager Fælled. Klasselærerne har valgt at være i par, så de har mulighed for at bevæge sig længere væk fra Peder Lykke Skole og de arealer, hvor skolens andre klasser er.

”På den måde er der altid en af os, der kan følge en elev på toilettet eller i værste tilfælde på skadestuen,” siger Tais Edelslund Von Benzon.

Omstillingsparatheden udfordrer

Efter en lille gåtur kommer 5.U hen til de store bakker på Amager Fælled. Her får eleverne lov til at lege frit rundt og spise deres frokost. Bakkerne bliver hurtigt til løbebaner, hvor eleverne suser op og ned. Ved frokostbordet sidder Samir El Arbagi og Oscar Nicolaj Legaard fra 5.U.

”Det har ikke været så fedt at have undervisning på computeren, fordi man ikke har været social”, siger Samir El Arbagi fra 5.U. Oscar Nicolaj Legaard Kaae er enig:

”Det har også været hårdt, fordi der har været mindre aktivitet. Man har ikke løbet lige så meget rundt og leget,” siger han og tilføjer, at han gerne ville have lidt flere dage på Amager Fælled frem for onlineundervisning.

I næste uge skal 5.U ikke på Amager Fælled, men på tur til Amager Skibakke, fortæller Tais Edelslund Von Benzon. Klasselærerne har til gengæld ikke planlagt, hvad der skal ske efter påske ud fra ideen om, at der nok kommer nye retningslinjer for skolerne inden.

"Vi havde lige forberedt os på at mødes med eleverne i mindre grupper, da de nyeste retningslinjer kom. Og det er en udfordring at være så omstillingsparat, som vi har skulle være gennem hele corona-forløbet," siger Tais Edelslund Von Benzon.  

Et stort femtal

Feedbacken fra eleverne er også noget af det, som Tais Edelslund Von Benzon har savnet ved at mødes fysisk med eleverne.

”Det er virkelig svært at evaluere egen undervisning, når eleverne sidder bag en skærm. Jeg har nogle gange bedt dem om at tænde deres skærme og komme med en tommelfinger, der peger op eller ned, men det er ikke helt det samme,” siger han.

I dag virker det på eleverne som om, at lærernes plan om at lade hygge sig med hinanden er lykkes. På vej hjem til Peder Lykke Skolen, får eleverne også besked på at række hånden i vejret og med fingrene vurdere, hvor god dagen på Amager Fælled har været fra et til fem.

Nogle ender med at vise tre fingre. Turen var lidt for lang og mudret. Men resten af klassen rejser en skov af hænder, der viser fem udstrakte fingre.

Sådan ser genåbningen for skolerne i København ud

  • Elever i 5. til 8. klasse kan mødes udendørs én gang om ugen
  • Mens de fleste 9.- og 10.- klasser rundt om i landet kan møde fysisk i skole hver anden uge, må afgangseleverne i hovedstadsområder sammen med række kommuner i Nord- og Østsjælland nøjes med også at mødes til udendørs undervisning én gang om ugen.
  • Både lærere og elever i grundskolen opfordres kraftigt til at have et negativt testresultat, der højst er 72 timer gammelt, inden de møder fysisk.

Kilde: Justitsministeriet

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.