TR i Kbh

82% af 428 telefoninterviewede medlemmer synes, at samarbejdet med TR enten er meget tilfredsstillende eller tilfredsstillende (Ziirsen Research marts 2005)

Tillidsrepræsentant i Københavns Lærerforening


Tillidsrepræsentanten er en nøgleperson for udviklingen i Københavns Lærerforening og for arbejdet på skolen - herunder aktiviteten i den lokale KLF-afdeling (den faglige klub).


Tillidsrepræsentanten (TR) er bindeled mellem Københavns Lærerforenings bestyrelse og sekretariat og medlemmerne på skolen. TR skal handle i overensstemmelse med foreningens politikker og formidle dem videre til medlemmerne i KLF-afdelingen. Desuden skal TR bringe ønsker og forentninger fra medlemmerne til foreningens centrale led.


I KLF får såvel TR som TR-suppleant en toårig grunduddannelse med supplerende tematiske kurser. Derved sikres, at der på skolen er to personer med stor indsigt i faglige og pædagogiske forhold. Det er væsentligt for kvaliteten i arbejdet, at TR og suppleant fungerer som et team. Når betegnelsen tillidsrepræsentant/TR anvendes, tænkes der langt hen ad vejen på tillidsmandsfunktionen, dvs. på såvel TR som suppleant.

TR har et særligt ansvar for, at emner som overenskomst, budget og generalforsamlingspunkter præsenteres og diskuteres i KLF-afdelingen, og at holdninger fra KLF-afdelingen kommunikeres til KLF centralt.

Tillidsrepræsentanten er ofte udsat for modstridende forventninger fra medlemmer, ledelse, forvaltning og forening, hvilket medfører en række dilemmaer. Håndteringen af disse kræver en god arbejdspladskultur præget af åben dialog, et godt klima, evne til at takle svære problemstillinger og vilje til at føre beslutningerne ud i livet.


TR er afhængig af et godt samarbejdsklima på skolen. Hvis det ikke eksisterer, kan hvervet som TR være meget psykisk belastende. TR bærer selv et medansvar for at skabe et frugtbart klima og en åben dialog ved, at problemerne lægges ærligt frem, og at alle får kendskab til, hvor og hvornår beslutninger tages.


Tillidsrepræsentanten har behov for kollegernes tillid for at kunne opbygge et godt samarbejde med skolens ledelse, hvilket er en væsentlig forudsætning for at skabe resultater til gavn for alle. Opbakningen skabes ved det daglige solide arbejde, via grundige diskussioner og ved den nødvendige mandatgivning i KLF-afdelingen forud for forhandlinger.


For at udvikle arbejdspladsen er det desuden vigtigt, at TR arbejder tæt sammen med sikkerhedsrepræsentanten, udviklingsgruppen og medarbejderrepræsentanterne i skolebestyrelsen.

Arbejdet som TR er spændende og personligt udviklende, og det kan konstateres, at der blandt medlemmerne på skolerne er opbakning og tillid til den lokale tillidsrepræsentant. I en netop gennemført medlemsundersøgelse ved konsulentfirmaet Ziirsen Research oplever langt størsteparten af

  • `medlemmerne (82%) samarbejdet med TR som ´tilfredsstillende´ eller ´meget tilfredsstillende´

Forventninger til tillidsrepræsentantens kvalifikationer og til opgavevaretagelsen 
– og dermed væsentlige omdrejningspunkter for tillidsrepræsentantuddannelsen

Tillidsrepræsentanten

har via personlige egenskaber, uddannelse og kurser gode forudsætninger for at medvirke til at udvikle skolen til en god arbejdsplads for kolleger og elever 

  • skal medvirke til at sikre kollegerne gode og udviklende arbejdsforhold 
  • indgår aftaler - på baggrund af kollegernes mandatafgivning - med skolens ledelse om blandt andet skoleårets planlægning 
  • kan inddrages som bisidder i tjenstlige samtaler og andre vanskelige samtaler 
  • har ofte kendskab til forhold, der er omfattet af tavshedspligt og fortrolighed 
  • har via sin plads i samarbejdsudvalget indflydelse på personalepolitik, personale- og arbejdsforhold, skolens budget mm. 
  • kan lede et møde og sikre, at synspunkter blandt kollegerne fremføres i en tryg atmosfære 

Københavns Lærerforenings forventninger til tillidsrepræsentanten

Foreningen forventer

  • at TR er opmærksom på sin rolle som bindeled mellem kollegerne og foreningen centralt
  • at TR loyalt orienterer kollegerne om foreningens politikker
  • at TR videreformidler synspunkter og ønsker fra den lokale KLF-afdeling til foreningen centralt
  • at TR samarbejder med skoleledelsen, sikkerhedsrepræsentant, udviklingsgruppe og medarbejderrepræsentanter i skolebestyrelsen
  • at TR deltager i de 4-6 årlige ekstraordinære TR-møder
  • at TR deltager i foreningens generalforsamlinger
  • at TR deltager i møderne for tillidsrepræsentanter i distriktet og gennem erfaringsopsamling bidrager til udviklingen af KLF´s politikker
  • at TR jævnligt checker sin mail
  • at TR er velorienteret blandt andet via læsning af KK og Folkeskolen


Kollegernes forventninger til tillidsrepræsentanten

Kollegerne kan forvente

  • at TR orienterer om forhold af betydning for arbejdet på skolen og for udviklingen i foreningen
  • at TR orienterer om vigtige forhold for arbejdet som lærer/børnehaveklasseleder
  • at TR deltager i foreningens generalforsamlinger og tillidsrepræsentantmøder
  • at TR overholder tavshedspligten i forbindelse med personsager
  • at TR afklarer sit mandat i KLF-afdelingen før væsentlige forhandlinger med skolens ledelse
  • at TR i forbindelse med afholdelse af KLF-afdelingsmøder i god tid inden sørger for at udsende tydelig dagsorden for mødet
  • at TR leder KLF-afdelingsmøderne, konkluderer på baggrund af den førte dialog og debat og sørger for, at der udarbejdes et skriftligt referat af møderne
  • at TR sørger for, at beslutningerne føres ud i livet
  • at TR orienterer – gerne skriftligt – fra deltagelse i kurser, konferencer mv.


Tillidsrepræsentantens forventninger til kolleger og foreningens centrale led

Tillidsrepræsentanten kan forvente

  • at kollegerne møder op, når der indkaldes til KLF-afdelingsmøde på skolen
  • at alle tager ansvar for, at KLF-afdelingsmøderne holdes i en god tone
  • at kollegerne bakker op og støtter, når der er fastlagt forhandlingsmandat i KLF-afdelingen, og når der efterfølgende, på baggrund af det aftalte mandat, indgås aftaler
  • at kritik fra kolleger i afdelingen formuleres åbent, og at der ikke arbejdes med skjulte dagsordener
  • at der fra foreningens centrale led orienteres rettidigt om væsentlige forhold for medlemmerne og for arbejdet på skolen
  • at TR-uddannelsen og efterfølgende kurser er aktuelle og brugbare i forhold til de udfordringer, der er TR-arbejdet
  • at bestyrelsesmedlemmer - såfremt dette ønskes - deltager med oplæg og efterfølgende diskussion på KLF-afdelingsmøder
  • at de udpegede bestyrelsesmedlemmer deltager, når der indkaldes til møder i distrikterne, og at bestyrelsesmedlemmerne orienterer om væsentlige foreningsproblemstillinger.


KLF´s bestyrelse, maj 2005