Referat årsmøde 2019

Referat fra årsmødet i KLFs pensionistafdeling 9. April 2019

 

1.   til dirigent valgtes Kaj Brorson, som referent Dorrit Ljungstrøm.

2.   Bestyrelsens beretning.

Som sædvanlig til årsmødet ser vi tilbage på året, der er gået og skuer lidt frem for at se, hvad der er i vente. Ikke overraskende ligner det ene år nærmest til forveksling det forrige og det næste. Ikke mindst fordi, der efterhånden er rigtig mange traditioner, som vi finder det er vigtigt at værne om og bevare.

Sidste forår: Endnu et forår med den traditionelle forårsrejse. Sidste år en dejlig tur til Andalusien.

Umiddelbart herefter var der kursus på Frederiksdal, som vanligt i lige år, arrangeret af bestyrelsen og KLFs faglige udvalg i fællesskab. Opholdet bød på hyggeligt samvær, underholdning og foredrag samt en sejltur i dejligt solskinsvejr. 

Med sommeren just overstået, var det igen tid til  en af traditionerne, nemlig sommerturen den sidste tirsdag i august.

Den gik til Odsherred Kunstmuseum med 70 deltagere og derefter til navnkundige Malergården med frokost og film, en yderst spændende og fascinerende tur.

Senere på året – i november – var der omvisning på Nordisk Film, med Olsen Banden som centrum. Stor oplevelse for alle fans og ikke fans, hvor man fik nye ting at vide, som man troede man allerede vidste. Også her var der fuldt hus m.h.t. deltagere. 

Årets sidste tradition: Julefesten, igen i Crown Plaza, hvor der var rettet op på de fleste af de klagepunkter, vi havde haft i 2017. Der er stadig enkelte ting at rette op på, men alt i alt en vellykket fest, med god stemning. Stedet er booket igen denne jul 2019. Festen er en stor udgift på KLFs budget, og derfor bliver der også i høj grad skelet til prisen for festen, før der bookes.

I foråret 2019 har vi været en tur til Imperial bio, hvor vi så Carmen med efterfølgende fælles spisning.

Om et par dage, nærmere betegnet på torsdag går turen til Tivolis Glassal for at se Rytteriet. Her vil der være 17 deltagere. 

Og så er vi tilbage hvor jeg startede, nemlig den traditionelle forårsrejse, denne gang til Portugal. Vi regner med som sædvanlig at få en fantastisk tur med gode oplevelser og sammenhold. Der er knap 50 deltagere til denne tur.

 Og da vi således har kørt i ring et års tid kommer vi atter til sommerturen, som løber af stabelen tirsdag d. 27. august. Vi tager mod næstvedegnen og på ”Automobil- og nostalgimuseum”, frokost på Menstrup Kro hyggelig spadseretur i Karrebæksminde (forfriskninger undervejs).

Som i alle ulige år, vil der i starten af efteråret være en kolonitur til Næsbystrand d. 18. - og 19. september. 

Jeg kan i øvrigt nævne, at der bliver tur til Frederiksdal i 2020, nemlig d. 11. - 12. maj.

Vi afholder stadig i lighed med tidligere år bestyrelsesmøder ca en gang om måneden, hvor vi tilrettelægger kommende arrangementer, holder øje med budgettet, og finder ud af, hvad vi har råd og lyst til.

Derudover er vi i gang med af redigere i den velkomstpjece, som KLF i mange år har sendt ud til alle, der snart går på pension. Den er lige nu så anonym, at stort set alle kategorisk nægter nogensinde at have set den. Vi mener derfor, der skal stå lidt mere udførligt om pensionistafdelingen, den skal være i farver og ja i det hele taget være lidt mere sprælsk. Det kunne måske bringe lidt flere med til tirsdagsmøderne.

Tirsdagsmøderne er jo det forum, hvor afdelingen kan mødes og drøfte stort og småt. Vi vil gerne sige tak til jer, der er trofaste deltagere og også til de nyligt tilkomne for at møde frem og være med – uden jer ingen afdeling.

Vi har ligeledes også stadig jævnlige møder med KLFs faglige udvalg, hvor vi orienterer  hinanden om det, der rører sig i afdelingerne samt tilrettelægger de arrangementer, vi er fælles om, som er julefesten, kolonituren hvert andet år og turen til Frederiksdal, også hvert andet år.

KLF vil i øvrigt atter i år være repræsenteret i Fælledparken d. 1. maj. De opfordrer alle pensionister til at komme og hilse på i teltet.

Derudover vil der som de sidste par år være grillfest her i haven d. 22. august, hvor også vi som pensionister er velkomne.

Vi har som nævnt i andre sammenhænge et bestyrelsesmedlem, der deltager i det faglige arbejde i KLF, så vi hele tiden kan følge med i de aktuelle begivenheder.

Sangkoret mødes som vanligt hver anden onsdag. Der er p.t. venteliste til koret, hvilket må tolkes som stor interesse for at være med. 

Til sidst: som sædvanlig tak til KLF og og ikke mindst til Dorthe på kontoret, som holder styr på stort og småt og altid møder en med smil og imødekommenhed.

Tak til Jan Klint fordi han giver os god plads på hjemmesiden.

Tak til alle tryllefeerne, der sørger for at vi kan få mad og drikke og tak til Ejvind for musikken. Håber jeg ikke har udeladt nogen, der selv mener, vi er dem tak skyldig. Jeg forsikrer, at det er absolut utilsigtet.

Tak til alle, der har bidraget til at gøre denne 44. tyvende sæson for pensionistafdelingen mindeværdig og rig på oplevelser.

Vi glæder os til at ses til sommerturen d. 27. august og til den næste sæson, der venter rundt om hjørnet.

 

3.   Forretningsordenen blev vedtaget med de foreslåede ændringer (se dagsordenen for mødet.)

4.   Alle opstillede blev genvalgt 

5.   ingen kommentarer til punktet

Referent

Dorrit Ljungstrøm