Stk. 1. Arbejdsdage, på hvilke læreren/børnehaveklasselederen er fraværende på grund af sygdom eller andet lovligt forfald, indgår i arbejdstidsopgørelsen med den planlagte arbejdstid.
Bemærkning til § 9 stk. 1:
Hvis en lærer/børnehaveklasseleder er syg på en dag, som efter arbejdsplanen er planlagt med 0 timer, indgår denne dag i arbejdstidsopgørelsen med 0 timer.
Arbejdsdage, på hvilke læreren/børnehaveklasselederen er planlagt fraværende på grund af barsels- eller fædreorlov, indgår i arbejdsplanen med 7,4 timer pr. dag.
Stk. 2. Arbejdsdage, der ikke er omfattet af en arbejdsplan, medregnes med 7,4 timer pr. dag.
Stk. 3. For en lærer/børnehaveklasseleder, der varetager en arbejdsopgave, der er afregnet med en akkord, skal det ved længerevarende fravær aftales, om der skal ske ændringer i lærerens/børnehaveklasselederens arbejdsforpligtelse.
Indgås der ikke sådan aftale, anses en forholdsmæssig del af timetallet for de arbejdsopgaver, der ikke indgår i mødeplanen for at være afviklet under fraværsperioden, hvis fraværsperioden har været af mindst 4 ugers varighed
Stk. 4. Feriedage og søgnehelligdage medregnes med 7,4 timer pr. dag.
Bemærkning til § 9 stk. 4:
Den sidste feriedag kan medregnes med mindre end 7,4 timer.
Med virkning fra 1. august 2003 gælder, at såfremt den ansatte vælger at afvikle feriedage ud over 5 uger, § 4, stk. 4, nedsættes den årlige skoletid med 6,8 timer pr. feriefridag.
Såfremt der indgås aftale om afvikling eller overførsel af ferietimer ud over 4 uger, skal den ansatte i forbindelse med normperiodens planlægning meddele dette til skolens/ institutionens ledelse. Meddelelsen skal gives på en af skolen fastsat dato. Har skolen/institutionen ikke fastsat en dato, skal meddelelsen gives senest 1. maj.
Tilsiger medarbejderens baggrund for at overføre ferien, at der skabes sikkerhed for, hvornår denne kan afholdes, skal der samtidig indgås aftale om, hvorledes den overførte ferie afvikles.
Stk. 5. Kombinationsbeskæftigelse eller lignende indregnes i lærerens arbejdstid efter de konkret aftalte regler.