§ 6. Arbejdsplan

Stk. 1. For hver normperiode udarbejdes en arbejdsplan for hver lærer/børnehaveklasseleder/lærerteam. Arbejdsplanen angiver lærerens/børnehaveklasseleders/lærerteamets arbejdsopgaver og det anslåede tidsforbrug.

Desuden fastlægges lærerens/børnehaveklasselederens mødetider samt undervisningsopgavernes omfang og evt. placering.

Bemærkning til § 6 stk. 1:
Der skal være et hensigtsmæssigt forhold mellem tildelte opgaver og den tid, læreren/lærerteamet har til rådighed til varetagelsen af det tillagte arbejde. Der skal ved udarbejdelse af arbejdsplanen tages højde for, at læreren/lærerteamet får mulighed for at forberede opgaver, hvor forberedelse er nødvendig for løsning af opgaven, idet det er forudsat, at de tildelte opgaver kan løses inden for den hertil afsatte tid.
Arbejdsplanen skal desuden indeholde andre nødvendige oplysninger om arbejdstidens anvendelse. Det kan fx være placering af ferie- og afspadseringsdage, placering af evt. lejrskoler/studieture og ekskursioner og tilsynsopgaver. Desuden skal det samlede antal arbejdstimer, som arbejdsplanen omfatter, angives.

Stk. 2. Der indgås lokal aftale om, hvornår arbejdsplanen skal udleveres til læreren/børnehaveklasselederen, om bestemmelser om varsling af ændringer i arbejdsplanen samt minimumstimetal på fremmødedage. Såfremt der ikke opnås enighed, gælder bestemmelserne i bilag A.

Stk. 3. Lærere kan normalt højst tillægges 680 timer årligt til specialundervisning.

Med virkning fra 1. august 2003 kan lærere højst tillægges 720 timer årligt til specialundervisning, medmindre der indgås lokal aftale om vilkår for undervisning ud over 720 timer årligt.

Børnehaveklasseledere kan normalt højst tillægges 800 timer årligt til specialundervisning.

Stk. 4. Der indgås lokal aftale mellem leder, tillidsrepræsentant og den enkelte lærer/børnehaveklasseleder om hvor mange dage årligt, der ud over ferie og søgne-/helligdage skal friholdes for undervisning og øvrige opgaver efter § 3. Såfremt der ikke opnås enighed herom, gælder bestemmelserne i bilag A.

Stk. 5. Aftale om flekstidsordning jf. bilag B gælder.

Stk. 6. Ved skoler for vidtgående specialundervisning i folkeskolen kan der i arbejdsplanen for den enkelte lærer/børnehaveklasseleder fastlægges indtil 150 årlige timer, hvori læreren/børnehaveklasselederen skal stå til rådighed for at varetage vikararbejde. Ved institutioner for specialundervisning for voksne kan de faste lærere i mindre omfang som en del af deres tjeneste varetage vikaropgaver.