PÅ SOMMERKOLONI

Del:

Tekst og Foto: Jennifer Jensen

Støvregnen falder let, mens forældre og gabende børn, som knapt har fået øjne endnu, langsomt stimler sammen. Det er sommerferiens allerførste, spæde morgen – den første mandag, efter eleverne fredag ønskede lærerne god ferie og strømmede ud i friheden.

Nu står de her allerede igen, foran Vibenshus Skole på Østerbro. Følelsen af frihed er der dog ikke ændret på, selvom mødestedet smager lidt af noget andet – for børnene er på vej mod skolens faste sommertradition; en uge på kolonien Nørrevang ved Rørvig.

Forældrene parkeres i en samlet klynge – overladt til smalltalk om, at vejrudsigten da i det mindste lover fantastisk vejr resten af ugen – mens gode venner slutter sig til børneflokken og erstatter gab med grin fulde af forventning. Det her bliver godt, kan man forstå på snakken. Der skal jo både bades, spilles masser af fodbold, høres musik, snakkes hele natten og mindst en milliard andre fede ting.

”Jeg bliver bare ALTID køresyg i busser”, lyder det – halvt pralende, halvt uroligt – fra et barn, som utålmodigt venter på bussen. ”Så skal man bare tygge tyggegummi – det virker altid for mig”, råder en anden.

I voksenflokken kommer det pludseligt bekymret fra en mor: ”Huskede vi nu at putte solcreme i tasken?”. En lærer lægger en hånd på hendes skulder og beroliger hende med, at der skam er sørget for rigelige mængder solcreme på kolonien – og at de selvfølgelig nok skal sørge for ofte at minde børnene om, at de skal smøre sig grundigt ind.

Børnenes spændte snak blander sig med utålmodig trippen. Der sammenlignes madpakker til busturen - fra sprøde økoærter i bælg, til müslibarer og den allermørkeste chokolademuffin fra bageren. Indimellem flakker blikket dog over mod dem, alle er enige om, det bliver rart at være fri for; mor og far. De må trods alt godt lige blive hængende til at vinke farvel.

Men da først bussen ankommer, bliver forældrene for alvor efterladt – for det handler om at komme først ind, så man kan få de bedste pladser. ”God fornøjelse, skat!”, råber en far. Med ryggen til kvitterer sønnen med et suk og et ”ja ja, far”. Der er vigtigere prioriteter i livet lige nu.

Som et andet heppekor stiller forældrene sig udenfor bussen, håbefulde efter et farvelvink. Men helt så nemt bliver det desværre ikke for Vibenshus-eleverne og deres lærere – bussen kan ikke køre, for en af dørene til bagagen vil ikke lukke, efter en bil har sneget sig lige rigeligt tæt forbi på den smalle gade.

”Åh mand, jeg har altså ikke meldt mig til at tage på koloni for være på skolen i min ferie!”, lyder det fra en af drengene – men snart er de optagede af bolde, kortspil og snak, indtil en ny bus hurtigt melder sin ankomst. Og hvilken bus – det er en dobbeltdækker! Endelig kan de bevæge sig mod det frie sommerferieliv i Nordsjælland.

Iben Østrup-Møller er på feriekoloni for første gang. Hun har glædet sig til god tid med vennerne.

Med vennerne på ferie

Et af børnene i bussen er Iben Østrup-Møller, som lige har fået ferie efter 5. klasse. Det er første gang, hun skal afsted på koloni med sine klassekammerater, og hun glæder sig.

”Jeg tror, det bliver sjovt, fordi det er os fra klassen, som skal afsted på ferie sammen. Vi skal hygge os, bade og have bål. Og jeg glæder mig rigtig meget til vi skal i Sommerland Sjælland på onsdag!”, fortæller hun.

Vibenshus Skole tager på koloni to uger i træk, hvor børnene skiftes ud med et nyt hold halvvejs. Fordelt over de to uger er der plads til i alt 80 børn på kolonien Nørrevang – men skolen har taget 110 med, og samtidig været nødt til at sige nej til 40. 

De 30 elever, der egentlig ikke er plads til, skal sove på madrasser på gulvet. Det er aftalt hjemmefra – som en nødvendig forudsætning, hvis de gerne ville med trods pladsmanglen. For at sørge for at alle, der har lyst, kan komme med, har lærerne også sat en aldersgrænse på 5. klasse og opefter – og givet 5. klasserne førsteret til at komme afsted.

Derfor var Iben Østrup-Møllers årgang i år sikret at komme med, hvis de søgte om det, så hun skal afsted med rigtig mange af sine klassekammerater.

”Jeg ville egentlig gerne på teaterkoloni, men det ville de andre fra klassen ikke. Og det betød meget, at det blev sammen med de andre fra klassen. Det bliver fedt at holde ferie med dem,” siger hun.

Hun har været på festivallen Vilde Vulkaner før, så det er ikke første gang, hun skal være væk fra sine forældre og lillesøster – og hun tror heller ikke, hun kommer til at savne dem. Hun kender nemlig flere af lærerne godt og ved, hvem de andre er.

Hendes forældre, Martin og Katja Østrup-Møller, er også helt trygge. De har gode minder fra deres egne skolekolonier og synes, det er fint, at hun prøver noget nyt.

”Det lød hyggeligt, fordi så mange fra klassen skulle afsted. Samtidig er det en god mulighed for, at de kan blive rystet ekstra godt sammen, fordi kolonien giver god tid og en anden måde at være sammen på,” siger Katja Østrup Møller. Martin supplerer:

”Jeg husker det selv som en sjov alder, hvor der blev lagt meget energi i at finde sig selv i forskellige grupper, så det er sundt, hun kommer lidt væk fra hjemmet og får plads til det.”

For andre af bussens passagerer er kolonien en slags sidste ferie med vennerne. En gruppe drenge fortæller, at en stor del af dem skifter til en privatskole ved starten på det næste skoleår – en ’ret mainstream ting at gøre’, som en af drengene formulerer det. Derfor er kolonien sammen ekstra vigtig, når de snart skal vænne sig til at undvære hinanden. 

”Det betød meget, at det blev sammen med de andre fra klassen. Det bliver fedt at holde ferie med dem”

Iben Østrup-Møller, elev på Vibenshus Skole

En stolt, københavnsk skoletradition

Koloniernes historie starter i 1899 og skyldes særligt en storkonflikt. I den sidste halvdel af 1800-tallet strømmede mennesker fra usle vilkår som daglejere eller tjenestefolk på landet ind til København, hvor de bosatte sig i etageejendomme i de nye brokvarterer og arbejdede på fabrikker. Men på grund af dårlig hygiejne, for lidt og for dårlig mad og risikable boligforhold døde en tredjedel af alle børn i datidens København, før de fyldte fem.

Samtidig opstod fagforeningerne, og kampen for bedre vilkår startede. Men en større strejkebølge førte til en storkonflikt: I maj 1899 valgte arbejdsgiverne at lockoute medarbejderne ved at lukke fabrikkerne for at få arbejderne til at makke ret.

Lockouten varede i tre måneder og havde katastrofale følger. Også for børnene, for deres forældres manglende indkomst betød, at de mødte i skole uden at have fået mad – og måske endda heller ikke havde fået det dagen før.

Derfor opstod tanken om at sende fattige og underernærede københavnerbørn på feriekolonier på landet. Det var kommunelærer R. P. Rasmussen, der fik ideen, og i 14 dage tog han med en kollega på sommerkoloni på en højskole med et hold drenge fra sin skole. Betalingen blev klaret med en indsamling blandt kollegerne. Året efter var der to hold afsted.

Ideen greb om sig, og midler blev blandt andet skaffet gennem Københavns Børnehjælpsdag, som blev oprettet i 1904 – blandt andre af formanden for Københavns Kommunelærerinde Forening Eline Hansen, som i mange år gjorde en stor indsats for sit hjertebarn; kolonierne.

Også igennem besættelsestiden var der feriekolonier for de københavnske børn, selvom det var mere besværligt. Maden voldte problemer, fordi børnene skulle selv medbringe rationeringsmærker, som kommunen talte op ned til mindste kvarte smør-mærke.

Efter tyskerne erklærede landet i undtagelsestilstand i 1943, måtte politiet desuden søges om særlig tilladelse til transporten – for det var for eksempel umuligt at transportere 60 drenge fra Møn til København, før spærretiden indtrådte om aftenen, medmindre man tog afsted, før den forrige nats spærretid var ophørt. Trods udfordringerne overlevede kolonitraditionen dog – båret frem af stædige københavnske lærere og lærerinder.

"Kolonien er mit andet hjem"

”Det er her!”

For Vibenshus-eleverne er turen til Rørvig strøget afsted med kortspil, tablets og et par lure, og da bussen drejer ned af det sidste stykke grusvej mod kolonien Nørrevang, kan flere af børnene genkende stedet. En spændt uro spreder sig lynhurtigt i bussen – og der lyder begejstrede udbrud, da kolonien toner frem i det grønne landskab, hvor solen – som i et rigtigt eventyr – nu stråler fra sommerhimlen.

Foran kolonien står flere lærere vinkende klar til at give velkomstkrammere. Bussen er hurtigt tømt – og ’check in’ på værelserne ligeså hurtigt klaret – for børnenes bagage kommer først med den anden bus, når den er repareret.

Det virker dog på ingen måde, som om den manglende bagage går kolonigæsterne på; de er allerede spurtet i alle tænkelige retninger for at undersøge stedet. Snart lyder der grin fra bordtennisbordet, værelserne og fodboldbanen. Der er længselsfulde øjne, når fingrene fletter sig ind i hegnet til kaninburet, og brændenælderne kræver deres første ofre på sommerbare barneben, der ivrigt klatrer ind til folden, hvor hængebugsvinene dovent snorker i skyggen.

 

Billedgalleri: Børnene har travlt med at undersøge alle Nørrevang-koloniens mange muligheder

  • Børnene har selv medbragt vandpistoler og andet godt til en af favoritaktiviteterne på kolonien; vandkamp.

  • Som nyansat på Vibenshus Skole kom lærer Kjell Knoblauch med masser af erfaring fra kolonier som både barn og voksen. I sommeren 2015 havde han Vibenshus-elever med på niende år i træk.

  • Der er en del flere børn med, end der er plads til, når Vibenshus tager på kolonien Nørrevang. Derfor sover nogle i aktivitetsrummene efter aftale hjemmefra. Det er nødvendigt, hvis alle skal kunne komme med.

  • En lille gåtur fra kolonien er der lækker badestrand med sandbund. Lærer Kjell Knoblauch er livredder, så han hopper i våddragt og stiller sig derud, hvor børnene må bade til.

  • Selvom sommervarmen endnu ikke har bidt sig helt fast i juni-aftenerne, er det intet problem at lege på stranden i badetøj efter aftensmaden.

  • Det er helt frivilligt for børnene at deltage i de aktiviteter, lærerne sætter i gang – men rundbold er én af de ting, der trækker fulde huse på kolonien.

  • Den daglige postuddeling er det helt store event på kolonien. Hvem er den store pakke til? Hvor meget slik har morfar sendt? Og har mor nu husket, at det er Goal, der er det sejeste?

Alt er, som det plejer at være, konstaterer lærerne samtykkende, mens de læner sig tilbage i solen på koloniens gårdsplads. Krudtet skal lige løbes af børnene her i starten, så hele kolonien skal undersøges – og det kan kun gå for langsomt. Mens børnene styrter på opdagelse fra den ene ende af koloniens grund til den anden, bliver der stillet spørgsmål i farten: Hvornår er der frokost, hvilken dag skal de i sommerland, hvornår kan de bade, og bliver den traditionelle krabbefiskerkonkurrence i Rørvig også afholdt i år? ”Jeg kan helt sikkert slå alle rekorderne!”, lyder det selvsikkert fra en af drengene, som straks er væk igen.

Lærer Kjell Knoblauch er midtpunkt for strømmen af spørgende elever, og han svarer med bundløs tålmodighed og det bredeste smil. Han var selv afsted som kolonibarn fra 1. klasse til 3. real – i 1961-71 – 23 dage hver sommer. Men det var andre tider dengang, som han gerne underholder kolonigæsterne med historier om.

”Vi ankom inde fra de københavnske brokvarterer med et plaklag på tænderne og et sprog som en havnearbejder. Vi sov på hømadrasser i én stor sovesal, og der var kun vand til at vaske sig i én gang om ugen. Og vi levede stort set af fedtemadder hele sommeren – det får man ikke børnene til i dag!”.

Det er Kjell Knoblauch, man kan takke for, at Vibenshus Skole i dag har en kolonitradition. Inden han startede som lærer på skolen, havde han været afsted som kolonileder i over 25 år, både som lærer i Greve Kommune og i København. Da han for snart ti år siden søgte en stilling på skolen, lagde han i sin ansøgning vægt på, at de burde tage på koloni.

”Dengang var der ikke en tradition for at tage af sted. Og kollegerne tænkte: ’Hvor syg har man lov at være – at tage på FERIE med ELEVERNE?!’” fortæller han med et stort grin.

Sommeren 2015 er skolens niende år med koloni, og der er hvert år ventelister med både elever og lærer, som gerne vil med. Man kan altså roligt kalde det for en eftertragtet tradition – og det er Kjell Knoblauch stolt af. Selvom det også er hårdt, glæder han sig hvert år til at komme afsted. 

”Jeg plejer at være afsted i 14 dage. Så er man TRÆT, når man kommer hjem. Men når man så har sovet et døgn eller to, vågner man med et smil og en fed følelse af, at ’vi gjorde det sgu!’”

”Vi sov på hømadrasser i én stor sovesal, og der var kun vand til at vaske sig i én gang om ugen. Og vi levede stort set af fedtemadder hele sommeren – det får man ikke børnene til i dag!”

Kjell Knoblauch, kolonileder og lærer på Vibenshus Skole

Når han tænker på, hvad kolonierne betyder for ham, samler vandet sig i øjenkrogene, og han rømmer sig lidt.

”Jeg bliver helt rørt nu”, siger han og lader blikket glide ud over stedet, før han fortsætter:

”Når jeg kommer herop, siger Marianne, den tilsynsførende, altid: ’Velkommen hjem’. Og det er det, det er. Alle oplevelserne; barndommen, tidligere elever man har haft med, tidligere kolleger. Det er mit andet hjem.”

”Kollegerne tænkte: ’Hvor syg har man lov at være – at tage på FERIE med ELEVERNE?!’”. Sådan fortæller lærer Kjell Knoblauch om, hvordan reaktionen var, da han som nyansat for ti år siden foreslog sommerkolonierne. Nu har Vibenshus Skole tilbudt koloni i ni år.

Det frie ferieliv

Ding, ding, ding!

En klokke lyder højt ud over kolonigrunden og får børnene til med ét synkront at ændre retning mod spisesalen. De er nødt til at spise af to omgange, fordi de er så mange, så 5. klasserne bliver bænket først, mens 6. og 7. klasseeleverne må vente tålmodigt. Men det gør nu ikke så meget, for ”så slipper vi heldigvis for ’de små’ i en halv time”, som en af drengene fra sjette tørt konstaterer, mens han og vennerne med uforrettet sag må vende rundt ved indgangen til spisesalen. Heldigvis er der mange ting at give sig til, så sådan en halv time kan hurtigt få ben at gå på. 

Inde i spisesalen er der utålmodig skramlen med glas, der stryger over bordpladen som curling-sten. Kjell Knoblauch forsøger af flere omgange at bringe ro over flokken, for selvom der på kolonien som udgangspunkt ikke bliver sagt nej til noget, er der trods alt lige et par regler, der skal ridses op; hvor må man gå hen, hvornår må man bade, og hvornår skal man i seng.

Herefter bliver børnene – i ”vildt unfair!” bordhold – sendt op for at hente mad ved tagselvbordet, som bugner af lækker frokost. Naturligvis med frit valg på alle hylder og en skarp markering af svinekød og de allergier, forældrene har oplyst om.

Lærerne sidder spredt ved børnenes borde og spiser sammen med dem, og snakken går lystigt.

”Vi har selvfølgelig mange aktiviteter planlagt, men det hele er frivilligt, og meget af tiden skal børnene selv bestemme, hvad de vil lave. Det er jo ferie! Men det er ret uvant for dem – især når det er deres lærere, de er afsted med. Det skal de lige vænne sig til,” fortæller lærer på Vibenshus Skole Henrik Bartels, mens børnene efter maden bliver sluppet løs igen, overladt til egen leg. 

 

Soundslide: Børnene fanger krabber på Rørvig Havn

I små grupper går de om eftermiddagen ind til Rørvig by – en rask trekilometers gåtur – for at brænde lommepenge af i supermarkedet. Fem piger fra 6. klasse går det meste af turen side om side, selv på det smalle stykke i skoven, hvor rækkens yderste er faretruende tæt på buskadsets brændenælder. Der bliver talt om alt fra menstruation og makeup til onsdagens tur til Sommerland Sjælland og drengene fra syvende.

”Jeg føler, vi er i et andet land med alle mulige klamme dyr!”, kommenterer en af pigerne, da hvinet over en kvast dræbersnegl på grusvejen er forstummet.

Også blandt drengene er der ingen tvivl om, at de er langt hjemmefra. ”Åh der er langt tilbage til kolonien! Det er ikke ligesom i København med taxa og busser”, lyder det fra en 5. klassedreng, da han og vennerne er på vej tilbage efter at have gjort en solid indsats for at tømme Rørvig for chips, slik og sodavand. I plastikposer, der hængende fra de korte arme næsten rammer vejens grus, slæbes godterne tilbage mod kolonien.

”Her må være nok til i dag og måske også i morgen,” vurderer en af kammeraterne. Turen til byen har taget dem to timer, men ”man skal yde, før man kan nyde”, konkluderer en af de andre. Så har de nok også forbrændt alle kalorierne til slikket, funderer han.

Tilbage på Nørrevang nyder Kjell Knoblauch den anderledes rolle, lærerne kan have, når de er på koloni.

”Det er jo fantastisk at kunne sige ’ja’ langt det meste af tiden. Den kan bare noget helt særligt, den her frihed,” siger han og tilføjer:

”Der har dog været et år, hvor supermarkedet i Rørvig satte prisen på energidrik helt ned under vores koloni – der må vi bare konstatere, at nogle ting kan børnene ikke selv styre. Men langt det meste er op til dem.”

Med frihed kommer ansvar, lyder et ordsprog – og selvom det ikke er energidrik, børnene slukker tørsten med i år, bliver friheden for meget for en af drengene, som må sande, at mentolbolcher og cola er en særligt uheldig kombination.

Heldigvis kommer han ovenpå igen med lærere, som står klar til at tage sig af ham. Og blandt børnene er der bred enighed om, at det er sjovt at være på ferie med den frihed, det giver, når forældrene ikke er der.

”Det er jo fantastisk at kunne sige ’ja’ langt det meste af tiden. Den kan bare noget helt særligt, den her frihed”

Kjell Knoblauch, kolonileder og lærer på Vibenshus Skole

”Det er fedt, fordi man kommer væk fra sine forældre og kan hænge ud med sine venner. Det er rigtig frit her – man må næsten lige det, man vil, og ens forældre er her ikke til at sige, at der er noget, man ikke må. Det er det fedeste,” fortæller Edit, som går i 7. klasse. Jonathan fra 5. klasse supplerer:

”Det er super hyggeligt at være sammen med vennerne og have sit eget værelse. Det bedste er at være sammen med dem, og at man kan gøre næsten lige det, man har lyst til. Man kan bare gå rundt og hygge sig, snakke og lave sjov.”

Også Iben Østrup-Møller har fået indfriet sine forventninger til kolonien:

”Det kan godt være lidt svært at finde på, hvad man skal lave. Men det er rigtig godt, at der er så god tid sammen med vennerne, og at vi bare kan lave lige det, vi har allermest lyst til,” siger hun.

”Det er rigtig frit her – man må næsten lige det, man vil, og ens forældre er her ikke til at sige, at der er noget, man ikke må. Det er det fedeste”

Edit, elev på Vibenshus Skole

Opfedning af svagbørn

Kolonierne startede under storkonflikten i 1899 for at få de magre, københavnske brokvartersbørn ud på landet, hvor de kunne få sul på kroppen. I 1918 kunne man for første gang, takket være en privat donation på 30.000 kroner, sende 216 drenge på et flere måneders koloniophold, som skulle rette op på deres tvivlsomme ernæringstilstand.

Det lagde grunden for de svagbørnskolonier, som hjalp mange underernærede børn. I samarbejde mellem lærere og læger blev der udpeget særligt ’blodfattige, underernærede og nervøse’ børn, som man mente, ville have godt af et koloniophold af længere varighed.

I et brev fra 1993 skriver en morfar, som var på svagbørnskoloni i 1930’erne, til sine børnebørn:

”Jeg var det samme sted som jer for 55 år siden. Jeg var på svagbørnskoloni. Man kom på svagbørnskoloni, hvis man tit var forkølet og havde ørepine en gang imellem. Det var jo sådan dengang, at der faktisk døde mange børn. Det gør der jo ikke mere. Nu dør børn kun, hvis de ikke ser sig for over gaden eller går ud på isen om vinteren. Men jeg havde mange kammerater, der døde af difteritis, lungebetændelse eller skarlagensfeber.”

Han fortæller også, hvordan der var konkurrence i at spise mest havregrød, og at drengene en dag sloges med morgenmaden.

”Det er derfor, man er gået over til Corn-Flakes. Men vi blev straffet. Mellem Vesterborg og skoven skulle vi gå 100 gange frem og tilbage på vejen og råbe: ”Det er forbudt at kaste med maden.” Det kunne godt tage en hel eftermiddag. Den, som var værst, blev sat ned i kartoffelkælderen og pille spirer af kartofler. Jeg sad engang i kartoffelkælderen i to dage.”

Netop dette med maden beskriver historiker Palle Lauring også i sin bog ’Nyborg-somre – på feriekoloni 1912-29’. Gennem hele sin barndom var han med sine forældre, når de som koloniledere drog på koloni med københavnske børn, og senere vendte han selv tilbage som leder.

”Et af målene med kolonierne var i lidt ældre tid at fede drengene op. (…) Børnene fik ret tykke brødhumpler, men pålægget var der intet i vejen med. Efter første verdenskrig fik far fat i store partier af amerikansk soldaterkonserves, cornes beef, let saltet oksekød i vældige konservesdåser. Det smagte virkelig godt.”

”Og de skulle spise op – uden hensyn til, at de jo ikke selv havde øst op. (…) Drengene skulle ikke alene spise op, hvad de havde fået, men fade og gryder skulle tømmes. Det sidste måtte deles ud, selv om ingen kunne spise mere. På en koloni havde loftsbjælkerne muntre indskrifter som: ”En kræsen Rad æ kuns en Nar” og den hårrejsende ”Heller vil jeg revne, end nogen Krumme levne!” – Når jeg er mæt, kan jeg ikke tænke mig at spise mere, og det var modbydeligt, det lærerne (og jeg selv senere) gjorde ved de arme børn: proppe dem med mad, som de bad om at slippe for.”

Denne form for kolonier for de særligt trængende ’svagbørn’ fortsatte helt frem til 1988. I dag bliver der stadig givet friplads til de børn, hvor familiens samlede skattepligtige indtægt er på under 300.000 kroner. I 2015 var 3750 børn på sommerkoloni – de 485 af dem var på friplads. 

På kolonien er alle lige

Efter aftensmaden er der strandtur for dem, der har lyst. Selvom Nørrevangs grund går lige ned til vandet, er der en bedre strand med sandbund en lille gåtur væk, så i samlet flok går det afsted.

Med høje hvin styrter børnene ud i det danske havvand, som endnu er langt fra en behagelig badetemperatur i den milde juniaften. Alligevel plasker de rundt, tæller ’10-20-30’, dykker og sprøjter vand på hinanden. Lærer Kjell Knoblauch er livredder og står i en våddragt længst ude for at holde øje med de badende børn og markere, hvor de må gå til.

Senere skutter børnene sig under håndklæderne på stranden – med småblå læber og brede smil. En gruppe piger samler muslinger og fine sten, mens en flok drenge er ved at begrave en kammerat i sandet.

På vej tilbage mod kolonien går tre piger fra 5. klasse sammen og taler om, at de godt nok er blevet trætte efter badeturen. ”Så kommer vi til at sove rigtig godt i nat”, konstaterer den ene med et selvsikkert nik.

Den ene af pigerne fortæller, at hun var lidt ked af det i går ved tanken om at skulle på koloni. Det er nemlig første gang, hun er væk fra far og mor – og hun er ”sådan en type, der godt kan lige at være meget sammen med sin familie”.

Det hjælper ikke ligefrem, at de to veninder straks derefter begynder at snakke om spøgelser. Men næste morgen er hun heldigvis stolt, for hun har sovet helt uden problemer.

 

Billedgalleri: Man kan nå at opleve meget på en hel uge uden sine forældre

  • Det lokale røgeri i Rørvig smider fiskehoveder og andre rester i en spand til krabbefiskende børn. Lige rigeligt klamt, mener de to piger fra Vibenshus Skole.

  • Der er styr på udstyret, når vandkampen skydes i gang.

  • En af drengene har taget en hestehovedmaske med på kolonien. Han lister sig ind på både børn og voksne, som skriger af grin, når de lige har kommet sig over det værste chok.

  • I aktivitetsrummet er der TV, og en dreng har fået lov til at tage sin Playstation med, som alle må spille på. Det er jo ferie, forklarer lærer Kjell Knoblauch.

  • I Rørvig Havn kan man leje snore og net, så man kan fange krabber. Indimellem er det dog kun tang, der kommer med op til overfladen.

  • Efter ihærdig krabbefiskeri er der også tid til en is ved Rørvig Havn.

Selvom det kan medføre lidt bekymring for børnene at skulle være væk fra forældrene for første gang, er der ingen tvivl om, at det er sundt for dem, mener lærerne. Og de kan især se en stor forskel blandt de børn, som de oplever lidt problemer med i skolen eller som har en diagnose. En forskel, som rækker langt ud over kolonien, fortæller Kjell Knoblauch:

”Inklusionen lykkes her på kolonien på en helt anden måde end i skolen. Det allervigtigste for inklusion er, at der er et godt fællesskab at inkludere børnene i. Det har vi heroppe,” siger han og tilføjer:

”De relationer, der bliver skabt her, rækker langt ud over kolonien. Man lærer eleverne at kende på en helt anden måde, fordi man er deres voksne, ikke deres lærer her. Så man bliver fortrolig på en anden måde og kommer mere under huden på dem. Det betyder meget.”

”De relationer, der bliver skabt her, rækker langt ud over kolonien. Man lærer eleverne at kende på en helt anden måde, fordi man er deres voksne, ikke deres lærer her”

Kjell Knoblauch, kolonileder og lærer på Vibenshus Skole

Samtidig er der mange praktiske ting, der skal gøres på kolonien, og det hjælper, mener han.

”Det kender man jo selv – når man sidder til middag ved sin kærestes forældre, kan det hele godt være lidt overvældende. Men når der så bliver spurgt, om man lige kan hjælpe til med noget, så er det straks nemmere.”

Lærer Lasse Wiberg kommenterer, at det også er sundt for eleverne at se lærerne på en ny måde.

”Efter en eftermiddag med lektiecafe på skolen, ringede jeg hjem for at høre, om jeg skulle købe noget med i Netto. En af eleverne spurgte mig med vantro i stemmen, om jeg virkelig også handlede i Netto?! De tror jo, at vi bor på skolen,” fortæller han med et grin.

”Som jeg ser det, er det her integration på højt plan. Her er det ligemeget, om man har en anden etnisk baggrund end de andre – alle skal bare slappe af og hygge sig.”

Kjell Knoblauch, kolonileder og lærer på Vibenshus Skole

De positive følger kommer ikke kun til udtryk ved inklusionen. Også integrationen får et løft, mener Kjell Knoblauch. Med på kolonien er en del tosprogede elever, som han tror på, får meget ud af at være med.

”Som jeg ser det, er det her integration på højt plan. Her er det ligemeget, om man har en anden etnisk baggrund end de andre – alle skal bare slappe af og hygge sig. Og det er en kæmpe tillidserklæring fra deres forældre, at de må komme med. Vi ser de her 14-15-årige piger med tørklæder, som bare blomstrer helt op herude,” fortæller han. 

”På kolonien er alle lige.”

 

Soundslide: Guitar og sang om bålet falder i god jord - især når der bliver poppet popcorn imens.

Kolonien ryster også lærerne sammen

Selvom lærerne er udkørte efter den første kolonidag, hvor der har været fuld fart over feltet med børnene, går der lang tid, før sengen kalder. En slikbøtte bliver fundet frem fra gemmerne og et spil Bezzerwizzer stillet op.

Der bliver uddelt skulderklap for en vellykket førstedag, benene bliver smækket op og mangt og meget bliver vendt i myggelysets skær på terrassen. Vejrguderne bliver rost – og med gru bliver der talt om det år, det regnede hele ugen. Der er trods alt grænser for, hvor længe børn gider spille banko, som en lærer bemærker.

Indimellem kommer et barn trissende med lidt hjemve, eller der skal tysses på et værelse. Men i det store hele har roen lagt sig over Nørrevang, og det udnytter lærerne til lidt kvalitetstid.

Det er nemlig ikke kun for eleverne, kolonien gør en stor forskel. Også Vibenshus-lærerne giver tydeligt udtryk for, at turen betyder meget for dem.

”Man kommer tættere på sine kolleger, fordi man er sammen på en helt anden måde. Med ændringerne i vores arbejdstid er der dårligt tid til at snakke med sine kolleger på arbejdet. Herude sidder vi sammen om aftenen og snakker – nogle gange den halve nat,” fortæller Kjell Knoblauch.

Kolonien giver også en mulighed for at lære hinandens familier at kende, fordi der ofte er lærere, der har taget egne ægtefæller eller børn med. I år har Henrik Bartels to døtre med, mens Lasse Wiberg har taget både sin kone og to små piger med hele ugen.

”Man kommer tættere på sine kolleger, fordi man er sammen på en helt anden måde”

Kjell Knoblauch, kolonileder og lærer på Vibenshus Skole

Også deres leder kigger forbi en aften – og Kjell Knoblauch mindes et år, hvor ti lærere fra Københavnerskolen havde taget turen til Rørvig for at besøge kolonien den samme dag.

Udover de fire lærere, der er med for at være sammen med børnene og give dem en god koloni, er der også fire køkkenansatte, som sørger for alt med rengøring, indkøb og madlavning på kolonien. Blandt de fire er to lærere fra skolen, som Kjell Knoblauch har fået med på kolonien.

Et glas 'vindue-vand', beder børnene om - og lærer Nadia Ayach Olling leverer straks. Hun er lærer på Vibenshus Skole og med på koloniens køkkenhold.

Marie Falgren er ansvarlig for køkkenet – det har hun været, siden hun for fire år siden blev ansat på Vibenshus Skole. Heldigvis er hun vant til at holde store arrangementer, fordi hun tidligere har været næstformand i de Lærerstuderendes Landskreds. En ny lærer på skolen, Nadia Ayach Olling, er også blevet lokket med.

”Jeg tænkte, at jeg nok ville være lidt småtræt af børn på det her tidspunkt,” siger hun med et glimt i øjet.

”Men jeg synes, det kunne være sjovt at opleve en koloni og se eleverne på en helt anden måde, så derfor lod jeg mig overtale.”

Marie Falgren mener også, det er en god måde at være sammen med eleverne på – og en ligeså god måde at være sammen med kollegerne.

”Man lærer hinanden at kende på en anden måde. Nadia og jeg skal have en klasse sammen næste år, så nu lærer vi allerede hinanden ekstra godt at kende, fordi vi bruger en uge i køkkenet sammen. Det er en stor fordel,” fortæller hun.

Hun skal være i køkkenet begge koloniuger. Med det næste hold kommer en af de 8. klasser, hun underviser, og som hun har været på koloni med de sidste fire år. Det giver et unikt forhold til de elever, mener hun. Samtidig er hun spændt på, hvad den nye arbejdstid og reformen kommer til at betyde for muligheden for at tage på koloni.

Det er en bekymring, mange af lærerne lufter i løbet af kolonien. De skulle have haft planlægningsdage de to første dage i denne uge, men de har fået lov til at lægge timerne på et andet tidspunkt, fortæller Kjell Knoblauch.

”Vi har heldigvis en meget fleksibel skoleleder, som kan se, at kolonien giver rigtig meget – også når vi er tilbage på skolen igen. Det er en ny skoleleder, men han så straks værdien i det og gav os lov,” forklarer han.

De 15 timer, lærerne skulle have været på skolen, må de placere på andre tidspunkter – så længe årsplanerne kommer på plads. Uden den fleksibilitet ville kolonien ikke være mulig, så lærerne sætter i dén grad pris på deres leders opbakning.

Kolonierne er populære som aldrig før

I 1960’erne og 70’erne dalede koloniinteressen, fordi velfærden steg. Men i 90’erne steg interessen igen, og den har været støt stigende lige siden. Igennem tiden har Københavns Lærerforenings Kolonier sendt over 300.000 børn afsted, og faktisk har interessen i de seneste mange år været så stor, at der har været en venteliste til kolonierne.

Det har fået Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune til at bevilge to millioner kroner ekstra til kolonierne i 2015. Pengene skal dels bruges til at tiltrække flere lærere gennem bedre lærerlønninger, og dels til at nedbringe ventelisterne.

Resultatet er, at det i sommeren 2015 kun var de børn, som enten kun ville afsted én specifik uge eller på én specifik temakoloni, som kom på venteliste. Alle andre har været på koloni. Det løb op i cirka 3750 københavnske elever. Nogle var afsted i skolehold med elever og lærere fra deres egen skole, andre tog på feriekoloni med elever fra forskellige københavnske skoler, mens endnu andre var på kolonier med temaer; teater, natur, idræt, dyr, billedkunst eller tab&vind for overvægtige børn.

Udover kommunens tilskud kommer en stor del af Koloniernes indtægter i dag fra udlejning af kolonibygningerne. De bliver typisk udlejet til familier, som har brug for de store kolonibygninger til at samle hele familien til arrangementer. I 2014 solgte foreningen desuden to kolonier, Henne Bad ved Vesterhavet og Oldemark på Ærø, fordi de for sjældent blev brugt. Pengene skal bruges til at renovere de resterende 29 kolonier. 

Kom nu – hurtigere, hurtigere, hurtigere!

De små ben spurter afsted, for der er stafet på kolonien Stenkildes store græsareal. Børnene står i to hold på lange rækker med benene godt spredt, så de kan kaste en bold ind imellem benene på hele den lange række. I det sekund, den kommer ned for enden, samler bagerste mand den op og drøner op mod forenden.

”KANON skud!”, roser en af de voksne, mens de utålmodige holdkammerater tripper og venter på, det igen bliver deres tur i rækken.

Det spidser til, da målstregen er i sigte. Begejstrede hvin blander sig med så mange råb, at det er svært at høre sine egne tanker. ”Nu vinder vi!”, råber en dreng ekstatisk, og hele holdet bryder ud i begejstrede råb, highfives og sejrskrammere.

Da der igen er ørenlyd, guider de voksne dem videre til næste aktivitet; rundbold. Der er masser af krudt, der skal brændes af, når 52 0.-6. klasse-elever fra forskellige københavnske skoler er taget på koloni sammen, fordi de alle sammen har én fælles interesse: Idræt.

 

Billedgalleri: Der er fuld fart over feltet, når mere end 50 idrætsglade børn er på koloni sammen.

  • På temakolonierne bliver børnene blandet fra forskellige københavnske skoler. Heldigvis har de temaet til fælles – og derfor også interessen for idræt – så der bliver hurtigt skabt nye venskaber på busturen.

  • Det kan være svært at give en samlet besked til en stor gruppe børn, som hellere vil sparke til en bold end sidde stille. Men det skal altså lige forklares, hvor man må gå hen, hvordan spisningen foregår, og hvornår man skal ligge under dynen.

  • Efter navnelege og andre ryste-sammen-aktiviteter bliver der dystet i stafetter på idrætskolonien.

  • ”Mmm her dufter – hvad mon vi skal have?”, lyder det fra en pige. Hurtigt gennemskuer hun, at hun selv kan finde svaret med et kig ind til køkkenpersonalet.

  • I hvert eneste ledigt øjeblik er der fodbold i gang på plænen udenfor kolonien. De fire lærerstuderende, som leder kolonien, venter bevidst med fodbold som aktivitet, for børnene har godt af at lære, at idræt er meget andet end lige det, forklarer de.

  • Man kan godt få brug for hjælp, når der skal lægges dynebetræk på. Heldigvis er der hurtigt en hjælpende hånd.

  • Flere af børnene døjede en smule med hjemve – Bogø er langt hjemmefra, når man er den eneste fra sin skole, der er med. Lærerstuderende Mads Munk Mølgaard hjælper søvnen på vej med godnatlæsning.

Det er langtfra alle kolonihold, der består af elever fra den samme skole som Vibenshus-kolonien på Nørrevang. Der findes blandede kolonihold, hvor eleverne kommer fra forskellige skoler og ofte ikke kender nogen af de andre børn. Og på de seks forskellige kolonier med temaerne dyr, teater, natur, tab&vind, billedkunst og idræt, er børnene også blandede fra forskellige skoler.

Børnene på idrætskolonien på Stenkilde er afsted med fire lærerstuderende, Sassia Back, Sabine Lidegaard, Mads Munk Mølgaard og Josefine Mønsted Laursen. Fordi børnene hverken kender hinanden eller de voksne, er der lagt stor vægt på at lege navnelege og andre ’ryste-sammen’-lege ved ankomsten til kolonien. Børnene finder dog lynhurtigt sammen med nye venner – og det hjælper, at der er masser af aktiviteter på programmet, mener Josefine Mønsted Laursen, som er med som kolonileder.

”De er her, fordi de synes, idræt er fedt. Så det er nemt for dem at finde sammen om det,” forklarer hun. 

”De skal lære, at idræt er fedt – og at det ikke kun er fodbold og løb. Det er både sundt for dem, der er vant til at være de bedste til fodbold at opdage, at der er sportsgrene andre er bedre til end dem, og for de andre, som får mulighed for at shine”

Sassia Back, lærerstuderende

At idræt har deres interesse kommer til udtryk i samtlige pauser, hvor særligt drengene straks spurter ud på koloniens fodboldbane. Stenkilde ligger lige ned til vandet, og udover fodboldbanen er der både volleyballbane, bordfodbold, basketkurve, bordtennis og en skov, så der er masser af muligheder for at dyrke den store idrætsinteresse.

Det er vigtigt, at børnene får prøvet en masse forskelligt idræt, så ugen kommer ikke kun til at gå med fodbold, fortæller Sassia Back.

”De skal lære, at idræt er fedt – og at det ikke kun er fodbold og løb. Det er både sundt for dem, der er vant til at være de bedste til fodbold at opdage, at der er sportsgrene andre er bedre til end dem, og for de andre, som får mulighed for at shine,” forklarer hun.

Efter maden tumler børnene på madrasser, spiller amerikansk fodbold, stangtennis og volley, og hygger sig på værelset. Flere af dem har været på idrætskoloni før og fortæller meget positivt om det.

”Jeg har været her de sidste to år, fordi jeg synes, det er sjovt. Man får nye venner, og sidste år var der et fedt natteløb,” fortæller Signe, som går i 5. klasse.

Rebekka fra 4. klasse er taget afsted, fordi hun godt kan lide sport og gerne vil hygge sig med nye venner, mens Marvin fra 4. klasse, som også var afsted sidste år, især glæder sig til onsdagens OL, hvor de i hold skal dyste i forskellige discipliner.

Næste morgen er der frivilligt morgenløb klokken syv. Og også her kommer deres store idrætsinteresse til syne, for en god flok børn er med på at løbe fodboldbanen rundt et par gange – endda med en stor gymnastikmadras båret over hovedet. Appetitten til morgenmaden må snart melde sig.

 

Soundslide: Godnatlæsning er vigtigt - især når man er på koloni og skal undvære far og mor.

Kan man undvære sin mobil og Playstation?

På kolonien Østersøen ikke langt derfra er en anden temakoloni i gang; naturkoloni. 40 børn fra 1.-6. klasse sidder samlet i spisesalen – opslugte af fortællingen om Danmarks fødsel. Ole, en geolog fra Geocenter Møns Klint, er på besøg, og med fagter og stor entusiasme fortæller han om alt fra granit og kridt til den meteor, der rødglødende satte en stopper for dinosaurernes liv på jorden.

”Den lavede et kæmpe krater! 200 kilometer fra den ene ende til den anden! Den skabte både jordskælv og en støvsky, som fik sollyset til at forsvinde. I to år var der frostvejr, fordi der var skidt og møg og støv i atmosfæren. Det slog de fleste dinosaurer ihjel – men nogle er her faktisk endnu. Kender I nogen dyr, der stammer fra dem?,” spørger han ud i lokalet.

Børnene byder ind med deres viden. For eksempel kommer skildpadder, fugle, krokodiller og hajer helt tilbage fra dinosaurernes tid.

”Ja!”, udbryder Ole og klapper ved hvert eneste svar: ”Det er fantastisk, hvor meget I ved!”

Han tager dem med ned til stranden, hvor de i øsende regnvejr leder efter fossiler og andet, der stammer fra dyr eller planter. Tilbage i tørvejr igen bliver der talt om alle de ting, børnene har fundet – og der bliver igen klappet begejstret, når de selv byder ind med deres viden. 

 

Billedgalleri: Selvom det regner, er børnene på naturkolonien helt klar på masser af udendørsaktiviteter.

  • Børnene må sove i telte én nat hver, hvis de har lyst. Det har de fleste.

  • Midt på ugen kommer Ole, som er geolog fra Geocenter Møns Klint, på besøg. Han tager børnene med på standen, hvor de leder efter fossiler og andet spændende.

  • ”Det er orme, der har lavet de hvide striber på stenene, vidste I det?” Alt, hvad børnene har fundet på stranden, bliver nøje forklaret og beundret.

  • Med stor kreativitet bliver der udfærdiget feriehilsener til familien. Flere har fået frimærker med hjemmefra – og ellers kan man bruge nogle af sine lommepenge på et.

  • ”For 2 kroner af dén der”. På naturkolonien har børnene fået lommepenge med hjemmefra, som de hver eftermiddag kan bruge en smule af i den slikbod, de lærerstuderende stiller op i spisesalen.

  • Det danske vejr viser sig fra sin mindre gavmilde side, så regnen siler ned på store dele af naturkolonien. Heldigvis har de lærerstuderende, som leder kolonien, også tænkt på indendørsaktiviteter som dyrebanko.

  • I aktivitetsrummet læser lærerstuderende Jesper Ravn Hansen godnathistorie for alle dem, der har lyst til at være med. I bunkevis af dyner lytter børnene opmærksomt til dagens historie.

  • Børnene har selv lavet boller til frokosten; tomatsuppe. Mon varianten med både paprika og rosiner smager godt?

Ved Oles besøg er det en fordel at være en smule nørdet, og især en af drengene, som ellers har hængt meget i gardinerne og givet en del besvær blandt de andre børn på kolonien, får stor anerkendelse fra både Ole og de andre kolonibørn for sin store viden om dinosaurer.

De fire lærerstuderende, som står for naturkolonien – Jesper Ravn Hansen, Mette Dyrholm, Britt Kristensen og Helene Nissen Breddam – er enige om, at det er godt at se nogle andre børn komme på banen under geologbesøget. Selvom dagene er gået i bedste naturstil med både bål, gåture, banko med dyretema og teltovernatninger, har det nemlig ikke været helt nemt at få børnene til at interessere sig for naturtemaet, fortæller Britt Kristensen.

”Nogle af børnene er virkelig ikke hooked på natur. Det har måske været mor eller fars ide, at de havde godt af at komme lidt væk fra computerskærmen. Men de er slet ikke vant til at blive aktiveret uden computer eller Playstation – nogle af dem har direkte svært ved at lege,” siger hun.

Der er forskellige regler om mobiltelefoner på kolonierne, men de fleste steder må børnene kun have dem en begrænset periode hver dag – både så de leger sammen og for at afværge hjemve mest muligt.

De fire studerende på naturkolonien har valgt, at børnene kun må have deres mobiltelefoner en halv time midt på dagen – netop for at sørge for, at de leger sammen i stedet for. Børnene kommer da også hurtigt efter det med koloniens mange muligheder for bordfodbold, bordtennis, brætspil og udendørs leg – også selvom det regner en hel del.

Et enkelt barn må dog hentes hjem fra naturkolonien, fordi han ikke kan holde ud ikke at kunne spille computer i en hel uge. 

Et boost til erfaringen og CV'et

På naturkolonien og idrætskolonien er det lærerstuderende, der står for kolonien. Og det mener de er en stort plus for dem selv, fordi de lærer så meget af det.

”Det er fedt, fordi man får virkeligt meget erfaring af at stå med ansvaret for så mange elever i en hel uge. Jeg skal ud som lærer om et år, så det er fantastisk at kunne få denne erfaring inden,” fortæller Sabine Lidegaard fra idrætskolonien. Hun går på sidste år på læreruddannelsen i Aarhus og er især glad for, at kolonien giver hende mulighed for at afprøve al uddannelsens teori i praksis.

”Vi lærer en masse på læreruddannelsen, men det kan godt være svært at nå at prøve det hele af i praktikken. Det får man mulighed for i den intensive uges koloni.”

”Det er fedt, fordi man får virkeligt meget erfaring af at stå med ansvaret for så mange elever i en hel uge. Jeg skal ud som lærer om et år, så det er fantastisk at kunne få denne erfaring inden”

Sabine Lidegaard, lærerstuderende
Mads Munk Mølgaard er ét år inde i sine lærerstudier. Han synes, kolonien giver ham en god mulighed for at prøve al uddannelsens teori af - og sikre, at han har truffet det rigtige studievalg.

Mads Munk Mølgaard fra samme koloni supplerer:

”Jeg bliver udfordret helt vildt herude og bliver meget klogere på mig selv og hvilke ting, jeg stadig mangler at lære,” fortæller han. Han har lige afsluttet sit første år på læreruddannelsen, og derfor ser han også kolonien som en god måde at få testet, om han har valgt den rette uddannelse.

”Jeg opdager, hvad der tricker mig, og hvordan jeg skal overveje min måde at være på overfor børnene. Hvad der virker, og hvad der ikke gør. Og samtidig er det bare en virkelig øjenåbner at få testet, om det er det her, jeg skal være. Nu er jeg mere sikker på, at jeg har valgt rigtigt,” siger han. 

”Jeg bliver udfordret helt vildt herude og bliver meget klogere på mig selv og hvilke ting, jeg stadig mangler at lære”

Mads Munk Mølgaard, lærerstuderende

Han har valgt idræt som linjefag på læreruddannelsen, så der er masser af teori, han kan få afprøvet på kolonien. Derudover håber og tror de begge to, det kan være en fordel, når de senere skal søge job:

”Jeg er sikker på, det er et plus på CV’et. Så jeg håber, det kommer til gavn, når jeg skal søge lærerjob om et år,” siger Sabine Lidegaard. 

Russiske krigsfanger, løvefødder og et selvmord

Sommerkolonierne blev de første mange år afholdt på højskoler og i forsamlingshuse, men efterhånden som flere og flere børn blev sendt afsted, måtte der egne bygninger til. Det var nemlig dyrt at sende børnene på højskole, hvor kost og logi sagtens kunne rende op i 60 øre om dagen pr. barn.

Det var Kommunelærerindeforeningen, der i 1907 fik sin første koloni på Næs ved Assens. Senere er en lang række kolonier kommet til – enkelte solgt igen – og Københavns Lærerforenings Kolonier råder i dag over 29 kolonier spredt over hele landet.

Hver koloni har sin helt egen historie. Nogle er gamle husmandssteder eller feriepensionater, mens andre er efterladenskaber fra den tyske besættelse eller opført af foreningen selv.

En af de større donationer af bygninger kom fra direktør Stanley Beldring, som havde tjent en formue som gullaschbaron under første verdenskrig. Han donerede 36 tønder land ved Pedersker på Bornholm, hvor han fik opført den særprægede koloni Egilsholm i træ med rund spisesal og senge med løvefødder. Ved indvielsen i 1917 havde projektet kostet ham 80.000 kroner. Inden han senere gik fallit – formodentlig ikke udelukkende på grund af kolonien – var drift og ejerskab overgået til Københavns Kommunelærerforening.

Kolonien Bjerge blev opført under første verdenskrig som en del af en lejr for syge, russiske krigsfanger. I begyndelsen af 20’erne fik lærerindeforeningen en del af barakkerne stillet til rådighed, hvor de holdt sommerkoloni. Da lejren i 30’erne var blevet overflødig, kunne det med datidens lave arbejdslønninger betale sig at få hele kolonibygningen flyttet fra Horserød ned til Storebælt, hvor den ligger i dag.

Også Thorøgård er særlig. Det var oprindeligt et landsted for direktør Harald Plum, som anlagde et stort feriested på øen med gæstevilla, lysthus, tehytte, keglebanehus, museum, gravhøj, salutkanon og forskellige monumenter. Harald Plum havde opbygget Transatlantiske Kompagni, som brød sammen i 1922 med en kæmpegæld, hvilket var en af hovedårsagerne til, at Landmandsbanken gik fallit med store følger for den danske økonomi. Efter sin personlige fallit skød Harald Plum sig på Thorø. I dag ejer foreningen tre kolonier på øen, som nu er blevet til en halvø. 

Usynlig motion og falsk lasagne

”Har du husket badevinger? Badetøj? Håndklæde?”

Spørgsmålene er mange, når en 0. klasseelev selv har pakket sin taske til svømmehallen.

”Hvad med rene underbukser?”, spørger den voksne. ”Dem har jeg på!”, kommer svaret prompte.

12 børn trasker de tre kilometer fra kolonien Alhage ind til svømmehallen i Ebeltoft. De har selv kunnet vælge mellem svømning eller at blive på kolonien – og gåturens længde har afskrækket et par stykker, for det tager lang tid for små ben.

I svømmehallen skal to børn, som ikke var med sidst, svømme baner for at vise, at de må være i det dybe bassin. De andre har travlt med vipper, store baderinge, skumplader og badebolde imens, og snart slutter de to børn sig til dem. Der bliver tumlet og pjasket – også i børnebassinet hvor de yngste, som stadig har brug for svømmevinger, leger med de voksne.

Da børnene har klædt om igen, bliver der serveret snacks af den sunde slags; gulerødder, hjemmelavet knækbrød og sprødbagte rugbrød. Børnene er nemlig på tab&vind-koloni, hvor de 12 kolonidage har adskilt sig lidt fra de andre koloniers.

Her har der nemlig været masser af sjove former for motion, workshops om sund mad og træning og snakke om overvægt på programmet. Kolonien er et tilbud for overvægtige børn, som sammen med ligesindede kan få sundere vaner og lære, at det ikke behøver være surt at være sund.

Kolonien er arrangeret af fire idrætsstuderende fra Københavns Universitet, Nanna Johnsen, Sissel Fjord, Casper Borup og Magnus Erck, som også var afsted på kolonien året før. De lægger vægt på, at børnene skal opleve, at motion kan være sjovt. Derfor har de sammensat et meget varieret program med en helt masse forskellige aktiviteter; morgenløbeture, cirkeltræning, stafetter og lege som banke bøf, katten efter musen og skovstratego.

”Det er rigtig fedt at kunne give bevægelsesglæden videre og se, at vi gør en forskel for de her børn”

Nanna Johnsen, idrætsstuderende

Helt bevidst er der ikke traditionelle idrætsformer på programmet, fordi mange af børnene har oplevet nederlag med den type sportsgrene i skole eller fritidsordning, fortæller Nanna Johnsen. I stedet er der lege, som lægger op til succesoplevelser for børn, der er gode til for eksempel taktik, paratviden eller samarbejde.

”Det er rigtig fedt at kunne give bevægelsesglæden videre og se, at vi gør en forskel for de her børn. Det er selvfølgelig også sindssygt hårdt, for børnene er ikke vant til at dyrke motion, så der skal mere til for at få dem til at synes, det er sjovt,” siger hun og tilføjer med et smil: 

”Jeg overhørte en af drengene, som ringede hjem og stolt fortalte, at han allerede havde tabt sig to kilo. ”Jeg forstår det ikke, for jeg har næsten ikke lavet noget!”, fortalte han sin far. Åh jo, du har! Og det er lige præcis dér, vi har ramt rigtigt – når de ikke selv opdager, hvor meget de bevæger sig, fordi de har det sjovt imens.” 

 

Billedgalleri: Motion er ikke tab&vind-kolonibørnenes favorit - men Banke Bøf og andre lege er noget helt andet!

  • Der er fuld fart over feltet, når der bliver leget Banke Bøf. Det er nemlig noget HELT andet end at løbe kedelige ture.

  • Selvom solen lader vente på sig, bliver børnene på tab&vind-kolonien ellevilde ved udsigten til en stafet med vandballoner, som skal smadres ned i en spand.

  • Hver dag er to børn i køkkenet med de fire køkkenansatte. Her hjælper de med at lave frokosten, som de senere skal præsentere for deres nye venner. Og undervejs er der god tid til at snakke om, hvorfor rugbrød er lidt smartere end det hvide.

  • Hvis man vil i svømmehallen, må man gå dertil – der er tre kilometer fra kolonien Alhage, men det skræmmer ikke børnene.

  • Selvom man er på koloni for at lære om sund mad og motion, er der også plads til hygge. Om aftenen poppes der popcorn over bål – de er helt uden olie, og det er en godkendt aftensnack, mener børnene.

  • Alle kan spille guitar – altså hvis der lige er en anden, der klarer akkorderne og alt det der.

  • Ved ankomst, midtvejs og inden afgang bliver børnene tilbudt at blive vejet. De har også selv bestemt, om de vil have et særligt vægttabsmål - og der er highfives og ’godt klaret’ til alle, uanset hvordan det er gået, for indsatsen har været i top.

  • Toby vil gerne være sikker på, at han husker præcist, hvor meget han har tabt sig, når han skal fortælle det til mor. Det er også et vægttab, man bør være stolt over; 4,6 kilo har han tabt på kolonien.

Én ting er motionen; noget andet er maden. Børnene skulle lige vænne sig til den sundere mad, som også har udvidet madhorisonten for mange af dem. For hvad i alverden er en spidskål? Og kan man virkelig bruge den i stedet for pastaplader i en lasagne?

For at lære om sund kost og bedre madvaner hjælper børnene til i køkkenet to og to sammen én dag hver. Med de praktiske ting i forberedelsen af den varme frokostret, og med at præsentere maden for de andre børn. Undervejs taler de en masse med køkkenpersonalet om kost og hvordan man nemt kan ændre sine kostvaner i en sundere retning.

”Det er nogle ret simple ting, vi har lært dem, for der skal ikke meget til for at gøre deres madvaner sundere, end de er i dag. Og det er vigtigt, at det er simple ting, som de også kan overskue at holde fast i, når de kommer hjem - for eksempel bare at spise rugbrød i stedet for hvidt brød,” forklarer Louise Møller, som både i år og sidste år er en del af koloniens køkkenpersonale.

”Jeg overhørte en af drengene, som ringede hjem og stolt fortalte, at han allerede havde tabt sig to kilo. ”Jeg forstår det ikke, for jeg har næsten ikke lavet noget!”, fortalte han sin far. Åh jo, du har!”

Nanna Johnsen, idrætsstuderende

Børnene kan også selv mærke forskellen – pigerne taler stolt sammen om, at de kan mærke tøjet sidde løsere og se et vægttab på deres ansigter.

”Jeg skal helt klart hjem og lave nogle ting om. Spise sundere og dyrke mere motion,” fortæller Sarah, som er en af de ældste piger på kolonien. ”Jeg kan allerede mærke, at min buksedragt sidder løsere på lårene nu, end da jeg kom – det er vildt fedt!”

En af drengene fortæller, at det bedste ved kolonien uden tvivl har været, at han har mødt en masse venner – børn, som minder om ham selv:

”Jeg bliver nogle gange drillet derhjemme, men her er de andre sødere. Især dem, jeg sover på værelse med, er jeg blevet rigtig gode venner med.”

”Jeg skal helt klart hjem og lave nogle ting om. Spise sundere og dyrke mere motion”

Sarah, elev på tab&vind-kolonien

Kolonierne gør en stor forskel

Kufferter og tasker står færdigpakkede udenfor kolonien Alhage, og de fleste rum er ryddet op og gjort rent. Børnene sidder i små grupper og snakker, mens de venter på bussen. Men der er lige en sidste, vigtig ting, der skal ordnes, før turen går tilbage til København.

Inde på kolonien står vægten klar til, at de børn, der har lyst til det, kan komme ind og blive vejet. Det er et helt frivilligt tilbud, børnene på tab&vind-kolonien har fået både ved ankomst, halvvejs gennem de 12 dage og nu inden afgang.

Med mere eller mindre selvsikre skridt kommer de én af gangen ind i lokalet, smider skoene og stiller sig op på vægten. En voksen står klar til at følge med i, hvordan det er gået. ”Godt gået!” og ”sejt mand!” bliver akkompagneret af highfives og krammere. Kiloene er raslet af børnene. En af drengene har tabt sig 4,6 kilo og beder den voksne om at skrive det ned, så han kan huske at fortælle det rigtigt til sin mor.

En enkelt pige bliver skuffet – der er ikke sket så meget, som hun havde forventet. Men den voksne er straks klar med forklaringer om, hvor meget muskler vejer og spørger, om tøjet sidder løsere? Det mener pigen, at det gør – og så er der også highfives der, for det er jo meget vigtigere end et tal på en vægt, får hun fortalt.

”Klap lige jer selv og hinanden på skuldrene!”, lyder det bagefter fra de voksne til en samlet flok. 3,5 kilo har de i gennemsnit smidt på 12 dages koloni.

 

Soundslide: Mon hvert barns helt eget kilotabs-mål er nået på koloniens 12 dage?

Snart efter ankommer bussen, og både børn og voksne slumrer en stor del af køreturen til København væk. 12 dage med motion, nye mennesker og masser af oplevelser har sat sine spor, så der er stor begejstring, da bussen endelig stopper op foran en stor flok forventningsfulde forældre, som står klar til at uddele kæmpestore krammere og masser af rosende ord. Flere må tørre tårer af kinderne, når de giver slip på deres barn igen. Da bagagen er fordelt, bliver det børnenes tid til at blive lidt rørte, for man kan nå at få sig nogle overordentligt gode nye venner i løbet af 12 dages koloni, og nu skal der siges farvel – eller ’på gensyn’.

Langsomt spredes flokken med deres forældre til alle dele af København, og tilbage står de fire idrætsstuderende – trætte, men tilfredse. Det har været en god koloni, mener de. Og det er fedt at være med til at gøre en forskel.

”Jeg bliver ved, fordi jeg elsker det, og fordi det gør en kæmpe forskel – og lidt som payback for dengang, nogle lærere gad ofre 23 dage af deres ferie på mig og de andre drenge fra brokvartererne”

Kjell Knoblauch, kolonileder og lærer på Vibenshus Skole

”Det var vildt, hvor hurtigt man kunne opleve nogle af de generte og indadvendte drenge folde sig ud. Selvtilliden steg helt vildt – måske fordi de følte sig trygge sammen med de andre, som er i samme båd,” kommenterer Magnus Erck.

Også Kjell Knoblauch kan læne sig tilbage efter en veloverstået sommerkoloni med eleverne fra Vibenshus Skole. For ham er der heller ingen tvivl; kolonierne gør en uvurderlig forskel.

”For nogle af børnene er det her den eneste ferie, de får – og det gælder både dem fra Mjølnerparken og dem fra Østerbro, hvor mor og far har for karrieretravlt til en ferie. Så jeg bliver ved, fordi jeg elsker det, og fordi det gør en kæmpe forskel – og lidt som payback for dengang, nogle lærere gad ofre 23 dage af deres ferie på mig og de andre drenge fra brokvartererne.”

Oplev den helt særlige kolonistemning i Koloniernes video

Del: