KLF´s synspunkter på en evt. fordeling af elever
i forhold til ´Arbejdsgruppen vedr. Integration på skoleområdet i København´
med adresse til Børne- og Ungdomsudvalget
Københavns Lærerforening kan ikke støtte det fremlagte oplæg fra ´Arbejdsgruppen vedr. In-tegration på skoleområdet´.
Frem for at tage forbehold for såvel diverse formuleringer som forslag har vi udarbejdet dette notat med vores overordnede synspunkter og konkrete forslag. Nogle af disse svarer til anbe-falingerne fra flertallet i arbejdsgruppen.
Københavns Lærerforening fastholder støtten til BUF´s vedtagne politik:
1) At enhver skoles elevsammensætning bør afspejle kvarterets beboersammensætning
2) At en evt. fordeling af elever skal ske efter frivillighedsprincippet
3) At alle børn i.h.t. BUF´s og SOF´s Børne- og ungepolitik skal have de bedst mulige
opvækstbetingelser
herunder udvikling af de faglige kompetencer for at sikre dem en fremtid med me-
ningsfuldt livsindhold, og så de forberedes til det voksenliv, de selv skal være med til at
forme, til at tage en uddannelse og til at komme på arbejdsmarkedet
KLF kan IKKE støtte en fordelingspolitik, der bygger på tvang
Det kan vi ikke fordi:
– Der er intet forskningsbaseret belæg for, at børn med etnisk minoritetsbaggrund fag-
ligt profiterer af en tvangsspredning og dermed bliver fjernet fra hjemskolen
Spredning har været gennemprøvet i næsten alle variationer i Danmark.
Undervisningsministeriets Integrationsprojekt (1994-1998) til ikke færre end 200 mio. kroner – det største danske projekt i dette felt nogensinde – handlede blandt andet om fordeling. Det konkluderede, at spredning ikke er en faktor i sig selv. Det er således værd at bemærke, at der erfarings- og forskningsmæssigt ikke er belæg for en gevinst for de tosprogede elever blot ved spredning. Den fejl skal ikke gentages, så der må findes andre løsninger på den store in-tegrationsudfordring.
– Hvis man tvangsflytter børn, vil det uundgåeligt opleves af de pågældende og deres
forældre, som om de lider af forskellige mangler
– Vi møder ethvert organisatorisk forslag ud fra en pædagogisk faglighed. Først kom-
mer pædagogik og læringsmål, dernæst tager vi stilling til, hvordan vi realiserer disse.
– Fordi der – som i Aarhus – sker et fald i elevtal på de skoler, hvis elever flyttes, hvil-
ket i værste fald kan føre til skolernes lukning
Københavns Lærerforening støtter i stedet Københavnermodellen
der bør udbygges til at dække flere steder i byen.
I den forbindelse kan vi støtte arbejdsgruppens forslag om at udbygge skolekapaciteten på Østerbro, Indre By og i Vanløse.
Søskendekriteriet bør fastholdes i hele skoleforløbet.
For at byen kan hænge sammen, og for at de forskellige kvarterer med hver deres karakte-
ristika kan være gode steder at bo og leve, er det væsentligt, at borgerne bruger de lokale vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidshjem. De er omdrejningspunkterne for de helt uund-
værlige netværk, der knytter folk sammen og yder støtte. Dertil kommer, at den primære sundhedstjeneste, læger og sundhedsplejersker sammen med det lokale socialcenter inkl. Gademedarbejdere har nærhed og kendskab til især de socialt udsatte.
Beboersammensætningen i visse af byens kvarterer er ret skæv. Det kan der rettes op på ved en boligpolitisk indsats, der for de sociale boligselskabers vedkommende er sat i gang ved fortrinsoptagelse af folk med uddannelse og arbejde. Det er en positiv udvikling.
Desværre er byggeriet af nye billige boliger ikke kommet i gang, og markedskræfterne for-
hindrer en større diversitet i andre kvarterer, hvor store boligudgifter betyder, at kun folk med meget høje indkomster har råd til at bo dér.
KLF støtter alle initiativer, der kan rette op på disse meget uheldige skævheder. Men da det vil tage mange år at rette op på disse, peger vi i stedet på, hvad der kan gøres i umiddelbar fremtid.
Daginstitutionernes rolle
Vi støtter arbejdsgruppens anbefalinger på dette område.
Hvis det lykkes at blande de sociale og etniske gruppers børn, vil de kunne fortsætte helt naturligt over i skolerne samtidig med, at forældre får kendskab til hinanden. Det er her en egentlig integration tager sin afgørende begyndelse.
Skolerne
Uanset elevsammensætningen skal skolerne have den pædagogiske tænkning i højsædet og dermed sikre en høj grad af faglighed. Der skal opereres med læringsmål og udformes handleplaner
derefter. Det er især vigtigt i områder med social slagside og med en stor andel af etniske minoritetselever. Her skal lærerne blandt andet i kraft af en betydelig efteruddanelsesindsats være gearet til at håndtere de særlige udfordringer, der er ved at undervise to-sprogede elever og børn, hvis hjemlige forhold er vanskelige. Enhver skole skal forstå at anerkende elevernes samlede sproglige ressourcer og inddrage dem i undervisningen med det formål at højne deres faglige præstationer. Samarbejde med tosprogede lærere er alfa og omega.
Heldagsskolerne
Disse er nu på andet år i en femårig forsøgsperiode. De tre skoler ligger i kvarterer med helt specielt vanskelige vilkår. Der arbejdes energisk med at skabe gode skoler og fordelagtige fritidstilbud, der er særligt målrettede disse kvarterers børn og unge.
Man er godt på vej, og derfor mener vi, at forsøgene bør gennemføres som planlagt, også således at man kan sikre sig nogle erfaringer, der kan bruges til at videreudvikle integra-tionen.
Forældre
For at eleverne kan få mest muligt ud af undervisningen, skal forældrene inddrages og an-svarliggøres. Der bør satses massivt på dette område. Her er integrationsvejledere og tospro-
gede lærere nøglepersoner.
Åbne forældrerådgivninger på skolerne er også en vej, således som man forsøgsvis indretter det på Rådmandsgades Skole til august 2009.
Familieklasser er en anden nærliggende mulighed.
Fritid
Det er naturligvis vigtigt, at børn med forskellig etnisk og social baggrund mødes. Derfor bør der gøres en ekstra indsats for dette gennem fritidstilbud med sport, dans, teater mv.
KLF støtter
– justeringer af skoledistrikter
– flytning af enkeltroder
– fælles grunddistrikter for naboskoler med forskellig tosprogsprocent
– en kvalitets- og PR-indsats for at tiltrække alle lokalområdets forældre
KLF støtter ikke
– fælles anvendelse af skole- og fritidshjemslokaler
– en revurdering af 10. klassemiljøer, da disse forekommer at fungere tilfredsstillende
– fordelingsmodellerne (3) i udvalgets oplæg vedr. diverse henvisningsmuligheder
– basis-/overbygningsskoler som vi ikke kan se løser nogle af de aktuelle udfordringer,
men derimod kan skabe nye problemer
– tankerne om en 20-40%´s model, der efter vores mening er en kunstig og uhensigts-
mæssig foranstaltning
Monica Edelmann, Ane Lykkegaard og Jan Trojaborg – KLF
1. april 2009