Anbefalinger ved medarbejders tilbagevenden efter sygdom

Del:

KLF's anbefalinger til medarbejderes tilbagevenden til arbejde efter længere tids sygefravær

Hensigten med anbefalingerne er at bidrage til at skabe de bedst mulige rammer for medarbejderes tilbagevenden til arbejdet, således at tilbagefald til sygefravær mindskes mest muligt.

Anbefalinger

Forud for medarbejderens start på arbejdet bør der i samarbejde med medarbejderen udarbejdes et udkast til forløb/tidsplan for tilbagevenden til arbejdet fra nedsat til fuld tid. Erfaringer fra Ålborg viser, at en periode på 3-4 måneder generelt er et fornuftigt udgangspunkt. Samtidig bør der aftales løbende opfølgningsmøder f.eks. med to ugers mellemrum.

Der bør foregå en grundig drøftelse og afklaring af, hvilke arbejdsopgaver der til en start skal prioriteres, og hvilke som evt. genoptages senere – altså en rubricering og prioritering af arbejdsopgaver. Desuden bør der aftales en tidsmæssig placering.

Det er vigtigt med opmærksomhed på, at det vil være meget individuelt, hvilke arbejdsopgaver den enkelte medarbejder oplever som særligt belastende, og hvilke der opleves som 'livgivende'.

Det er særdeles vigtigt, at leder og TR/AMR har en særlig opmærksomhed på, om aftalerne med den tilbagevendende medarbejder belaster de øvrige kolleger, sådan at der skal kompenseres med ressourcer.

Der kan hentes inspiration og konkret hjælp hos Arbejdsmiljø København – Tidlig indsats amk.kk.dk og hos Københavns Lærerforening.