HAR DU LIGE TID?

Del:

Tekst og Foto: Peter Garde

Han har været lærer på Kirsebærhavens Skole i 11 år, og det er en grå, rigtig novemberagtig novemberdag. I går eftermiddags måtte indskolingslærer Christian Thorhauge Sørensen forholde sig til nogle uforudsete hændelser med en elev, så tiden gik med det, og han fik ikke forberedt sig til i dag. Her til morgen klokken 7.45 står han klar på lærerværelset. Står og står, han karter rundt og samler det ene og det andet sammen, for om lidt skal han ind og have natur-teknik i sin 2.u.

Inde i klassen skal fire computere startes op. Virker den, og virker den? Maskinernes opstarttempo har undslået sig effektiviseringsbølgens brusende omklamring, og denne fase af lektionen kunne nok optimeres med et par hurtige modeller, nu hvor tid er blevet vores mest kostbare ressource.

Fordelt i fire grupper skal eleverne arbejde med solsystemet. Christian gennemgår planen for de to lektioner, før de slippes løs. De skal ind og finde en tekst med illustrationer på naturteknikfaget.dk. De nye svære fagord, som udtrykkene kaldes i 2.u, skal de skrive på nogle sedler, der til sidst bliver hængt på opslagstavlen som en vægordbog. Elevernes læsefærdigheder bliver sat på en prøve, for teksterne er ikke helt nemme. Men i alle grupperne er der et par rollemodeller for læseheste, og selv de sværeste fagord om universet klarer de ved fælles hjælp, og i øvrigt er der frit valg af en svær og en lidt lettere tekst.

Emma stiller det meget relevante spørgsmål, hvordan man har fundet ud af, hvordan solsystemet ser ud, og Christian giver sin pædagogisk tilrettelagte forklaring på dette næste uforklarlige suppleret af information om Tycho Brahe, stjernekikkerter, rumrejser og avanceret matematik.

De mange nye digitale undervisningsmidler bugner som dette med forløb, tekster, illustrationer, fagmål og valgmuligheder, og de fleste elever i denne klasse navigerer rutineret rundt i menuerne. Man fornemmer, at forlagene i god tid har taget højde for udviklingen – ikke kun den digitale, men også den kurve, der beskriver udviklingen i lærernes tid til forberedelse. De smarte programmer har i stigende grad gjort undervisningen materialestyret og mindre lærerstyret.

Efter i en times tid at have koncentreret sig om planeternes baner er tiden for faglig bevægelse kommet til 2.u. Ude på den brede brune gang fører Christian an med et målehjul, så han kan placere elever og sedler med planeternes navne i afstandsmæssigt forhold til hinanden. Skolens lange gange er ud over deres kvaliteter for motion og bevægelse en velegnet kulisse for solsystemets udstrækning. Der er godt nok langt ud til Uranus, og Venus er måske lovlig tæt på  jorden at dømme efter det uvenlige miljø, der omgiver planeten. Er det mon Venus, der står bag det generelle forfald på vores tidligere så harmoniske, men stadigt mere stressede jord? 

”Om tiden har ændret sig? Ja, det kan jeg love dig for. Vi har travlt. Vi har meget travlt”, fastslår Christian, der godt kan se nogle fordele i, at alle lærerne er længere tid på skolen, for det giver bedre muligheder for at få snakket sammen. Han har glæde af et velfungerede teamsamarbejde. Ikke på den måde at de sidder og fordeler forberedelsen mellem sig, men han sætter pris på at ping-ponge med de andre i teamet. Han kan altid hente en second opinion om noget, der kører i tankerne. Det giver inspiration og kaster ideer af sig, som han kan tænke videre på og bruge.

Indskolingslærer Christian Thorhauge Sørensen.

Tiden er fuld af muligheder

Det er som regel sjovt at have travlt, for man føler sig inddraget og optaget. Grundlæggende virkelyst er kilde til glæde, og tid rummer endnu ubrugte muligheder også på jobbet. ”Det åbner for nye veje, at eleverne er længere tid i skole”, mener lærer i udskolingen, Tim Djursing, der afsluttede sin læreruddannelse for to et halvt år siden, og som de foregående 4-5 år fungerede som tilkaldevikar på Kirsebærhavens Skole.

Eftermiddagstimerne på skolen gjorde det fx muligt at tage på en kunstudflugt med 9. klasse til Glyptoteket og først komme tilbage hen ad eftermiddagen. Og i ’uddannelsesugen’ benyttede mange klasser lejligheden til at komme ud af huset. Nogle besøgte FabLab med 3D-printeren på Toftegårds Plads, andre Nationalmuseet og endnu andre bevægelsestrængende svømmehallen sammen med Tim. Det var alt sammen godt brugt tid og meget vellykket bortset fra, at svømmehallen lukkede på dag nummer to, fordi en bademester havde fundet en lort på bunden af det store bassin. Man får en vis forståelse for de mennesker, der argumenterer for, at alt ikke skal dreje sig om faglige mål, der må også lidt elementær dannelse til. 

Mulighederne for ture ud af huset har dog sine begrænsninger, fordi der er møder og skematimer, der skal passes. Skolen har ikke fleksible skemaer, men lærerne vikarierer somme tider for hinanden eller der sættes vikar på nogle opgaver. Det giver mange bindinger, der somme tider kun løses ved, at lærere investerer deres forberedelsestid i andre opgaver. Eller som Christian fra før siger: 

”Indtil i år tog vi på tur ud af huset flere gange om året, men det sparer vi på nu, for vi er så dødtrætte, når vi kommer hjem fra sådan en udflugt. Så er det ikke til at holde ud at skulle sidde på skolen og vente i tre timer – før man må have lov til at gå hjem og komme til sig selv. Det er ærgerligt.”

Til toppen

Mindre tid til samarbejde

Da Tim har været stærkt inddraget i først en avis-temauge og umiddelbart derefter i uddannelsesugen, har han ikke haft forberedelsestid i to uger. Tiden til andre opgaver har kun strakt til det løbende som afdelingskoordinator, team- og netværksmøder, forældrekontakter og skole-hjemsamtaler. Samarbejdsmøderne kan han ikke droppe, for de er forudsætning for, at man overhovedet kan foretage sig noget nyt på skolen og nærme sig folkeskolereformens intentioner, er hans synspunkt.

”Men vi har fået mindre tid til at mødes nu i forhold til sidste år. Det er blevet meget sværere at finde tid til det, selv om lanceringen af reformen stillede mere tid i udsigt,” siger Tim.

Så han må i øjeblikket klare sig med sin overordnede årsplan for dansk i 8. og 9. klasse og de tekster, han kan nå at printe ud, mens den løbende detailplanlægning af undervisningen fra dag til dag har ligget stille. Det bekymrer ham, for han mærker selv, at hans undervisning bærer præg af det.

”Jeg mener, at jeg godt i en periode kan stå inde for det, jeg laver, men det er på ingen måde fyldestgørende, for det går ud over kvaliteten i undervisningen. Lige nu trækker jeg på al den viden, jeg har. Før i tiden brugte jeg måske en søndag eller et par aftener på at sætte mig ind i nyt stof. Det har jeg ikke tid til mere”, siger Tim, der frygter, at han om et par måneder løber tør for stof og redskaber, hvis han ikke får fyldt noget på en gang i mellem. Både klassen som helhed og den enkelte elev skal jo tilgodeses, og det tager altså noget tid, mener han.

Til toppen

Ja, tid på papiret

På papiret er der tid til det hele. Man laver en liste med de ting, der skal udføres, og så afsætter man tid til det. Problemet er bare, at antallet og omfanget af opgaver ikke kan rummes, inden for den tid, der er afsat. Opgaverne sluger simpelthen tiden, før man er nået igennem dem, mener Lasse Tolstrup Jensen, der er tillidsrepræsentant og lærer på syvende år.

Pædagogik tager tid, men passer tidens pædagogik så til den tid, der er afsat til at lave pædagogisk arbejde? Det mener Lasse ikke, men han kan på nogle måder godt lide, at man begynder at tilrettelægge nogle ting lidt mere effektivt. Man kan fx godt være lidt hurtigere til at sætte pædagogiske delmål for nogle elever og tilsvarende følge op med evaluering tidligere. Når den slags indsatser ligger i fastere rammer, kan man handle hurtigere og tidligere.

”Den tendens synes jeg ligger i tidens pædagogik. Man vil gerne have det lidt bedre organiseret, og man vil gerne have lidt hurtigere resultater. Det har ofte en positiv effekt. Men det går galt, hvis strukturen af en eller anden grund ikke matcher udfordringen. Så bliver rammen for ufleksibel”, mener Lasse, der oplever, at trods velmente forsøg på at effektivisere, så er der bare ting, der tager længere tid end forudsat.

Som TR er der ofte bud efter ham fra kolleger, og han er vant til næsten at smide, hvad han har i hænderne, når noget brænder på. Det kniber ganske vist om mandagen, hvor han har syv lektioner i træk. Men ellers gælder det om at følge hurtigt op, for ikke sjældent handler det om personforhold eller detaljer i en aftale, der har stor indvirkning på kollegers hverdag. Han klager dog ikke over den tid, der er afsat til TR-arbejdet. Den er forsøgt lagt på samme niveau som sidste år. Igen, der er tid til det - på papiret.

Ud over de spontant opstående opgaver, har Lasse faste møder i trioen, der på denne skole er en kvintet, MED-udvalgsmøder og et ugentligt møde med TR-suppleant og AMR Marianne Juul.

Til toppen

Tillidsrepræsentant Lasse Tolstrup Jensen.

Lærerarbejdspladen i en ny tid

Eleverne i 8. klasse sidder musestille på deres pladser, da Marianne Juul, TR-suppleant og arbejdsmiljørepræsentant, træder indenfor. Der er stilfærdig snak ved bordene, og der hviler en stille harmoni i rummet. En respektfuld, ligefrem tone præger kommunikationen, mens Marianne går fra bord til bord og tjekker, om de små grupper har brug for hjælp. Da smartboardet driller, så hun ikke kan skrive på det, afføder det kun hjælpsomme forslag fra eleverne. Skolens psykiske arbejdsmiljø er tilsyneladende lagt i gode hænder, mens det fysiske lader noget tilbage at ønske, for mon lokalet har set en håndværker, siden det blev bygget for 57 år siden?

Dagens udfordring er lyrik på engelsk, og samtalen i klassen føres i det store og hele på sproget.  ’What is the poem about’?, spørger Marianne efter at have læst et digt højt for alle, og der kommer flere bud fra grupperne. Sådan skal eleverne nu selv arbejde med ’Under the Greenwood Tree’, et digt af Shakespeare, som de med egne ord skal omskrive til prosa. Stilfærdig summen ved computerne breder sig, og en dreng, der hvilede ud i vindueskarmen, forbarmer sig på eget initiativ over opgaven – herre gud, man skal jo heller ikke være smålig, selv om man er lidt træt.

Netop sådan, gående, stående og siddende foran eleverne, har lærernes arbejdsplads været gennem to hundrede år. Katederet og forhøjningen er skiftet ud med et lille skrivebord, måske endda et ydmygt bord som dem, eleverne sidder ved. Kridt og tavle er under afvikling til fordel for digitale redskaber med de tekniske udfordringer, det medfører. Pegepinden ses sjældent, men dens spor og eftermæle ses tydeligt i form af talrige huller i de bløde lydabsorberende loftplader. Og tidstypisk er det måske, at Marianne står midt på gulvet med en fejekost i hånden – det ligger der næsten noget symbolsk i – lærerne er klar til at feje op efter samfundets forsømmelser.

Med den nye folkeskolereform har en lærerarbejdsplads fået ny betydning. Skønt mange skoler stadig lider under årtiers mangelfuld vedligeholdelse – det havde kommunen desværre ikke råd til, så er der på rekordtid investeret millioner i lærerarbejdspladser på skolerne. Ikke på nogen måde luksuriøse arbejdspladser, men pæne og ordentlige.  

Som AMR har Marianne sammen med flere andre brugt masser af tid på indretningen af lærerarbejdspladserne. Udskolingslærernes arbejdsrum ligger heldigvis tæt ved de lokaler, hvor deres klasser har hjemsted, mens lærerne i indskolingen må gå meget langt til og fra deres arbejdsplads. Det kan jo være gavnligt ud fra et motionsmæssigt synspunkt, men temmelig ineffektivt, hvis man lige har 45 minutter til forberedelse eller lige skal hente noget. Indtil sidste uge har der så oveni været store problemer med varmen i arbejdsrummene, så derfor har de fleste lærere indtil nu brugt lærerværelset eller tomme klasselokaler som arbejdsplads.

”Det er ikke tilfredsstillende. Dertil kommer, at vi gerne ville kunne bruge arbejdsrummene som grupperum i det daglige, som vi har gjort i mange år. Vi har brug for steder til de elever, der ikke nødvendigvis skal sidde inde i klassen. Det ligger jo også i reformen. Nogle elever har brug for særlig meget fred og ro, når de arbejder. Den mulighed har vi og eleverne mistet nu”, fastslår Marianne.

Til toppen

TR-suppleant og arbejdsmiljørepræsentant Marianne Juul.

Udsalg af forberedelsestid

På udskolingens afdelingsmøde tirsdag eftermiddag er der mandefald, for flere lærere har barn sygt, et par er på tur, mens kun en enkelt lærer er sygemeldt i dag. Mødet afholdes i 7. klasses lokale, som en af pigerne fra klassen har været så flink at køre over med en kost, før lærerne indfinder sig.

Manglen på mødelokaler er en kollektiv hovedpine på skolen, selv om reformen mere end nogen sinde før lægger vægt på team- og samarbejde. Derfor lander mange møder ofte på lærerværelset, hvor døren går op og i hele tiden, eller i et tilfældigt klasseværelse, hvor mødedeltagerne placerer sig i den fra de foregående lektioner opstillede hestesko. Det nærmeste, vi kommer en klasserumsleder ved denne samling, er Tim, der er afdelingskoordinator – det vil sige, at han koordinerer det tværfaglige samarbejde i udskolingen, han laver dagsorden og er ordstyrer ved mødet.

De mange forfald i dag tynder ud i dagsordenen, men den foregående fleksuge, hvor flere klasser har været på ud- af-huset-ture til blandt andet Nationalmuseet, FabLab og svømmehallen, får nogle ord med på vejen. Der mangler fleksibilitet til at lave om på skemaerne, er erfaringen, og flere lærere har mistet mange forberedelsestimer i den forbindelse. Det lyder, som om deres gode hjerte er løbet af med dem. De forsøger at stille ind på reformen, men kan ikke gøre det, der er nødvendigt for at indfri dens hensigter.

Der er også tilfredshed med fleksugen hos dem, der har haft vellykkede faglige forløb på skolen. En 6. klasse har fx arbejdet med de forskellige intelligenser og diskuteret mulige talenter og mangler, som man slæber med sig. Den snak mundede ud i ideer om forskellige uddannelsesveje, når den tid kommer. Der skal selvfølgelig ikke vælges uddannelse i 6. klasse, men arbejdet har medført en vis bevidstgørelse hos flere elever. Fx var en pige, der mente, hun skulle være marinebiolog, blevet mere afklaret om, hvad hun var god til, og hvad hun havde lyst til. Og da hun elskede at lave mad, så hun nu kokkevejen som en mulighed. Det har hun nu et par år at simre over, og den pædagogiske snak har åbnet for overvejelserne.

I det hele taget falder der positive kommentarer om både fleksugen og elementer i folkeskolereformen, men gang på gang dukker problemet med for lidt tid op. Ud over dem, der mistede et tocifret antal forberedelsestimer i lutter velvilje over for fleksugen, har endnu en lærer oplevet et stort underskud i tid til forberedelse. For når hun skal sætte sig ind i et helt nyt stofområde, så tager det altså en del tid, men den var der ikke. Derfor måtte hun begrænse sin faglige indsats til det meget nødtørftige, som hun havde på lager i forvejen. Det var både ærgerligt og frustrerende og naturligvis ikke til gavn for eleverne. Og som hun sagde, ”en halv times forberedelse efter seks undervisningstimer kan ikke bruges til noget. Man er nemlig færdig.”

Lærernes udsalg af forberedelsestimer får også TR-SUP og AMR Marianne til at reagere: ”I år er et prøveår, hvor der skal være elastik til at gøre nogle erfaringer - men til næste år går den ikke!”

En anden lærer kritiserer, at afdelingsmødet i år er beskåret med en hel time til nu en time og tyve minutter. ”Reformens erklærede mål er netop at intensivere teamsamarbejdet, og så beskærer man alligevel tiden voldsomt. Det er et stort tilbageskridt”, fastslår den erklærede fortaler for teamsamarbejde.

Til toppen

Ikke tid til at være innovativ

Tim er tydeligt i sit rette element som mødeleder, og desuden er han koordinator for flere andre større projekter på skolen. Funktionen som leder og organisatorisk problemknuser tiltrækker ham. Han oplever, at han er god til logistik og til at se muligheder, så mon ikke han har fundet sit drømmejob her? Men nej, det afviser han pure.

”Nej, og det skyldes ikke kun reformen, men den har i den grad skubbet jobbet længere væk fra, hvor mine drømme lå, da jeg gik på læreruddannelsen. Jeg så en kæmpestor kvalitet i lærerjobbets fleksibilitet. Jeg har altid haft det sådan, at et 8-16 job ikke er det, jeg egner mig bedst til. Jeg er god til at arbejde fleksibelt, og det passer til min livsform”, siger Tim og fortsætter:

”Jeg kunne måske nok se mig selv i en 8-16 ramme, hvis der var mening i det, og hvis jeg kunne tilrettelægge min dag ud fra et fleksibelt skema, der betød, at jeg fx kunne arbejde for fuld damp i de to 8. klasser med dansk i to dage, og derefter overtager en anden lærer i en dag eller to, hvor jeg så kan forberede mig og fordybe mig. For mig handler det meget om fordybelsen. Den er væk nu. Halvdelen af min forberedelse ligger i mellemtimer - hvem når til fordybelse på så kort tid? Og den fulde tilstedeværelse er dræbende.”

”Der er mange grunde til, at jeg ikke er landet i mit drømmejob, for det ligger nærmere i at være innovativ og kunne forme jobbet selv. Jeg vil gerne være leder og gerne inden for folkeskolen. Men med de rammer, vi har fået, så er det svært at få øje på mulighederne. Rammerne er jo udstukket, og råderummet er blevet mindre. Det er simpelthen blevet sværere at tænke ud af boxen,” mener Tim, hvis drivkraft kræver, at han tænker positivt, at der nok er en tanke med det hele, at det nok skal blive godt, men han har svært ved at se det i dag. Det har hans kolleger også, og somme tider må han finde sig i, at de driller ham med, at han vist sover med ja-hatten på.

Til toppen

Udskolingslærer Tim Djursing.

Væk er tid til fordybelse

Også TR Lasse oplever den manglende fleksibilitet som en barriere. Tidligere indrettede han sin forberedelse, så den passede ind i familielivet med to små børn, og så han havde tid og ro til at forberede sig grundigt både på kort og på længere sigt. Det var en effektiv måde at udnytte tiden på. Det var en stor kvalitet for ham selv, men så sandelig også for hans arbejde og dermed eleverne. Sådan er det ikke mere. Fordybelsen er væk.

Det er også blevet meget svært for lærerne at mødes. Marianne nævner, at når alle er på skolen i de samme 39 timer, så vil mange være i gang med undervisning eller noget andet på alle tidspunkter, og så er der ikke bare frie timer til møder.

”Tanken har nok været, at vi er her alle sammen, så kan vi finde ud af en hel masse sammen, men KL og alle de andre har glemt, at de samtidig har øget elevernes tilstedeværelse til ud på eftermiddagen. Når jeg skal mødes med TR, så er der to timer om ugen, hvor det er muligt, og den ene er forresten faldet væk. Når det er så svært for to at mødes, hvordan er det så ikke for tre eller fire? Det ville være mere effektivt, hvis vi alle flekser og bliver lidt længere den ene dag og møder lidt senere en anden”, mener Marianne.

Den manglende tid til fordybelse skyldes blandt andet, at lærerne skal undervise mere, samtidig med at forberedelsestiden er blevet mindre. Lærerne har ifølge Lasse 2, 3 eller 4 timer mere om ugen, og det giver øget behov for forberedelse ikke mindst, når en lærer pludselig får et nyt fag.

”Lærerjobbet indeholder flere og flere bundne opgaver, hvor man tidligere mere var creative director for mulige, selvvalgte opgaver. I dag kaster man sig ikke ud i vanvittige undervisningsforløb, hvor man er kreativ og nyskabende”, siger Lasse, der trods alt ikke mener, at lærerne har taget de gamle grundbøger ned fra loftet, men nok i stigende grad bruger færdigproduceret forlagsmateriale. De digitale portaler er blevet en slags kanoniseret grundmateriale, der er langt mere varieret i aktiviteter, niveauer og læringsformer end den gamle grundbog.

”Samtidig fokuseres der mere og mere på faglighed, evaluering og nationale test. Ikke mindst som udskolingslærer oplever man at måtte droppe nogle af de forløb eller uger ud af huset med projektfordybelse, fordi man skal nå de fastsatte mål. Det sker med pædagogikken som omkostning. Jeg vil ikke sige, at jeg er gået over til at undervise med henblik på de nationale test, men det ligger nok og rumsterer et sted i baghovedet”.

”Med den forberedelsestid, vi har til rådighed, bliver vi nødt til at ensrette undervisningen i nogle materialer, der kommer omkring pensum. Vi laver færre nytænkte undervisningsforløb – det gjorde jeg selv, da jeg startede for 6-7 år siden. Jeg opfandt og samlede, klistrede og kopierede små kompendier, men den arbejdsform dør lige så stille nu. Det er der ikke tid til mere, og i dag kan vi ikke undvære de her færdige digitale forløb, der bestemt kommer rigtig godt rundt om et emne. Eleverne kan selv sidde og arbejde med dem ved computeren. Forlaget har sørget for at krydse læringsmålene af, og der ligger også en årsplan, man kan kopiere,” siger Lasse, der nok snart kan erstattes af en mere effektiv robot og et tænd-sluk-ur, der starter maskinerne op om morgenen.

Lasse får dog givet sin historietime i 7. klasse et personligt præg i sin gennemgang af billedmanipulation med historiske kilder, og hans fire praktikanter har personligt udarbejdet en digital opslagstavle med kilder, der på forskellig måde beskriver henrettelsen af Ludvig 16. Opslagstavlen har de sendt til elevernes intra, så alle kan hente den frem på deres bærbare. Nu skal de beskrive de forskellige holdninger til kongen og begivenhederne, vurdere deres troværdighed og overveje, hvilke årsager der kan være til, at mennesker oplever så forskelligt. 

Efter en intens time er tirsdagens lektioner slut, og Lasse og hans praktikanter fortsætter til to timers afdelingsmøde i udskolingen. Her kommer et af BUF’s faglige fyrtårne og fortæller, hvordan teamsamarbejde kan tilrettelægges, gennemføres og udvikles – med overskriften over alle som ledestjerne: hvordan bruger vi tiden mest effektivt?

Til toppen

Tiden må ikke kvæle læreridentiteten

Den manglende fleksibilitet er også en torn i øjet på skoleleder Anette Lauge, der rykkede ind på Kirsebærhavens Skole i marts i år fra et skolelederjob i Furesø Kommune. Anette beklager, at der er fuld tilstedeværelse, men det er bestemt ovenfra. Hun kunne godt ønske sig en fleksibel timepulje, som lærerne kunne bruge i forbindelse med pukler af forberedelse eller rettearbejde, og som med jævne mellemrum gik i nul.

Skolelederen har forståelse for, at lærere nu adskiller arbejdsliv og fritid, men hun mener også, at det kan fremkalde nogle frustrationer, fordi lærergerningen altid har været og (forhåbentlig) stadig er en livsstil, hvor man suger viden og gode ideer til sig i sit privatliv og tager det med sig på arbejde. Det er i hvert fald en del af den læreridentitet, som Anette gerne vil holde fast i, for som hun siger: ”Jeg er jo selv tidligere lærer, jeg forberedte mig både på skolen og hjemme, klippede aviser og båndede fra tv, som man gjorde dengang.

”En timepulje til spidsbelastninger ville effektivisere forberedelsen. Som det er nu, siger medarbejderne, at de sidder bare den sidste halve time og venter på, at de må gå hjem, for de kan ikke bruge den. Hvis de sidste halve timer blev lagt sammen på et andet tidspunkt, så kunne de udnyttes ordentligt”, siger Anette og tilføjer: 

” Det er ikke fordi jeg tænker, at lærerne skal hjem og sidde og arbejde. Jeg kan sagtens forstå, at man er blevet kørt over af en lockout, og jeg synes heller ikke, at den var sjov. Den var ikke til gavn for nogen. Jeg synes, vi skal se på de mennesker, vi har med at gøre og den måde, de arbejder bedst på.”

Til toppen

Skoleleder Anette Lauge.

Effektiviserer rettetiden

Kan lærerarbejdet effektiviseres, så der sker en produktivitetsstigning på kortere tid? Det er måske muligt på nogle områder. Tim nævner, at det indtil nu kun kan gøres inden for de rammer, der er udstukket. Hans effektivisering ligger fx, når han retter danske stile for 8. og 9. klasse. Han plejer at bruge 20 minutter pr. stil, og det mener han er lavt sat. Hvis han i år bruger halvdelen af sin forberedelsestid på rettearbejdet, så vil det tage syv uger at rette stilene. Nu har han halveret rettetiden til 10 minutter, og det betyder, at fokus på den enkelte stil er anderledes. Hvor han tidligere kom rundt om helheden, så fokuserer han nu på få elementer, og alligevel tager det  stadig et par uger at nå gennem bunken.

”Eleverne reagerer på den lange responstid, og det er en forringelse og frustration for dem, det nævner de ofte. Stilen er jo ikke inde under huden på dem, når de får den tilbage, og min feedback er måske for snæver i forhold til det, de har brug for”, siger Tim og tilføjer, at effektiviseringen nok indebærer, at han laver arbejdet på kortere tid, men han laver et dårligere arbejde end det, han udførte sidste år. Effektiviseringen medfører en kvalitetsforringelse.

Lasse, der har dansk i to andre klasser i udskolingen, oplever også, at hans stileretning har mistet kvalitet, for han har ganske enkelt ikke tid til at bruge den nødvendige tid på dem, presset som han er af alle de andre opgaver. Det går både ud over den brede tilbagemelding og ønsket om somme tider at dykke ned i detaljen. Han nævner som eksempel tosprogede elevers stile, hvor der kan være brug for en særlig opmærksomhed omkring det sproglige.

”Vi har ikke den samme tid til at være grundige og præcise i forhold til elevernes individuelle behov og faglige udfordringer. Jeg kan ikke nå hele vejen rundt om en elev, og det har mange elever brug for. Der ligger en vigtig opgave i at samle svagt stillede elever op og få dem med. Også mange velfungerende elever har brug for at blive fulgt tæt. Det gælder både fagligt og menneskeligt. Det er man tilbøjelig til at overse.”

”De skal alle sammen have lidt hjælp til at komme videre. De skal have det bedste ud af deres skolegang, og nogle skal have lov til at blive rigtig gode. En vigtig opgave er at vejlede dem ind i udfordringer, der matcher lige det, de har brug for. Det der gør, at de tænker kreativt, innovativt og ambitiøst,” siger Lasse og ser på sit ur. Nu er tiden vist gået.

Til toppen

Tidslommer uden brugsværdi

Et synligt paradoks er det for mange lærere, at forberedelsestiden, der er forudsætning for højere kvalitet og bedre resultater, er hakket ud i småbidder, så den nærmest er ubrugelig. Hvilken hån mod en hel faggruppes professionelle ambitioner og hvilken uansvarlig omgang med skatteydernes penge.

I indskolingen, hvor eleverne har tidligst fri, har lærerne de bedste muligheder for at få sammenhængende perioder til forberedelse, efterbehandling og andre opgaver. Det er straks sværere i udskolingen, hvor eleverne har timer ud på eftermiddagen.

Indskolingslærer Christian synes alligevel, det er svært at finde ro til at forberede sig, for efter fem lektioner føler han sig drænet, der er ikke fem minutter, hvor han kan sætte sig, lukke øjnene og lade lidt op.

”Efter kl. 15 kan jeg have det, som om mit hoved er som grød indvendigt. Der er ikke plads derinde, og selv om jeg prøver at ordne nogle småting, bliver det ikke rigtig til noget. Jeg har brugt alt, hvad jeg havde i mig. Hovedet er både fyldt op og tomt. Det kan da godt ærgre mig, at kommunen betaler mig for at lave ingenting”, siger Christian og sender de kolleger, der er gået ned med stress, en tanke.

”Jeg har heldigvis holdt mig fri af det, men jeg forstår godt, hvad der sker for dem.  Det er det konstante pres og følelsen af at være bagud hele tiden, der overmander én,” siger Christian og sammenligner lærernes situation med det, der kaldes dødløft inden for vægtløftning. Et hurtigt og tungt løft, der tager få sekunder, men som det tager mange dage for kroppen at restituere sig efter. På samme måde med lærere. På få timer afleverer man al energi og kraft i modsætning til jobs, hvor energien fordeles mere jævnt over flere timer. 

Som arbejdstiden er tilrettelagt lige nu, mener Christian, at kommunen får for lidt for pengene. Det er spild af god tid at sidde og hænge til kl. 16. Han ville have bedre af at gå hjem lidt før.

”Jeg er overhovedet ikke sådan en, der vil have fri kl. 12, slet ikke. Men den sidste time ville jeg kunne bruge bedre i weekenden. Jeg er et udpræget A-menneske, og jeg ville være super effektiv søndag morgen. Og så ville jeg oven i købet synes, at det var rigtig sjovt. Det ville være fint, hvis vi kunne flekse 4-5 timer om ugen. Den tid ville formodentlig komme godt udnyttet og rigeligt tilbage.”

TR Lasse forklarer, at skemalæggerne og ledelsen har tilstræbt at give så samlet forberedelsestid som muligt, men der er en masse bindinger, som skaber den opsplittede forberedelsestid. Det giver problemer for mange, og Lasse ser ofte kolleger sidde på lærerværelset med hørebøffer på ørerne for ikke at blive forstyrret.

Også skoleleder Anette beklager den opsplittede forberedelsestid og nævner en lang række uomgængelige forhindringer for at få samling på den. På den nyligt afholdte pædagogiske weekend lød det jævnligt fra lærerne, at de har brug for mere fleksibilitet både i forhold til forberedelse, skemalægning og tilstedeværelse. Hun mener ikke, det er tilfredsstillende med de korte tidslommer til forberedelse i løbet af dagen, for ud af 45 minutter bliver der meget lidt reel arbejdstid, når man først skal hen på sin arbejdsplads, finde tingene frem og have computeren startet op. Ej heller mener hun, at det er i orden, at lærere må møde uforberedte til timerne.

”Det er utilfredsstillende, og det har indflydelse på undervisningskvaliteten. Der er uger med for mange opgaver og uger med færre. Jeg tror, at med noget fleksibilitet kunne det se anderledes ud. Nu er tiden lagt i en fast ramme, og så er tiden der ikke. Jeg ville være frustreret, hvis det var mig, hvis den ordning gjaldt for ledere, at det her var min tilstedeværelsesramme. Så var jeg ikke leder ret længe, for så kunne jeg ikke levere den opgave, jeg gerne vil,” vurderer skolelederen, der ikke er uvant med en 70 timers arbejdsuge.

Til toppen

Følger og udnytter arbejdstiden

En ting er, at lærerne har fået flere undervisningslektioner og mindre tid til forberedelse og andre opgaver. Det lille vrid på håndtaget er djøffernes kalkulerede handling, når målet er højere produktivitet for færre midler, men, som vi har hørt, med ringere kvalitet som skadelig bivirkning.

Regnedrengene har naturligvis politisk opbakning, ikke mindst når snakken når til kvaliteten, som de nemlig ikke kan styre fra deres excel-ark. Her må politikerne ud og true. Mere tempo, flere opgaver, færre sygedage og bedre resultater lyder kommandoen, ellers bliver du fyret. Meldingen bevæger sig ned gennem systemet og ender hos den enkelte lærer. Her må arbejdsgiverens krav vække undren, for de bygger på selvmodsigelser og fiktive kalkulationer, der er langt, langt væk fra den virkelighed, lærerne står i sammen med byens meget forskellige børn og unge.

Forberedelsestiden og tiden til andre opgaver er blevet den harmonika, der kan trækkes ud og ind, men det er mere antallet og omfanget af opgaver, der presser lærerne i dagligdagen, for de ligger som uudført arbejde og gnaver i den faglige ansvarsfølelse. Hvis en lærer skal på kursus den dag, hun har en god blok forberedelsestid, så ligger de samme opgaver tilbage efter kurset som uløste. Det samme er tilfældet, hvis hun må påtage sig vikartimer i ellers lektionsfri timer.

AMR Marianne mener, at hvis ikke man kan nå alle opgaverne, så er der ikke noget at gøre ved det, for det bliver ikke bedre inden for de rammer, der eksisterer nu. Men i forbindelse med almindelig forberedelse og undervisning har hun slugt nogle kompromisser i forhold til den standard, hun tidligere har sat.

Hun har fx taget sig i at sidde og rette opgaver i timerne, hvor hun plejer at gå rundt og hjælpe eleverne. Det ville hun ikke have drømt om tidligere. Og nu har hun en plan om at lave et løb rundt på skolen i forbindelse med noget brøkregning i en klasse, men det kniber med at få forberedt det ordentligt – ”jeg må jo se, hvor meget tid jeg har til at gøre ud af det”, siger Marianne, der tidligere lavede sine egne undervisningsforløb og tilhørende materialer, men nu står den på genbrug, og sjældent fremstiller hun nye forløb. Det er der ikke tid til.

”Personligt har jeg parkeret min dårlige samvittighed. Det gode for mig ved den måde, vi arbejder på nu er, at når jeg ikke kan nå tingene, så er det ikke min skyld, for jeg ved, at jeg arbejder hele tiden. Jeg sætter mig ikke ned og laver ingenting i længere tid ad gangen. Ind imellem har jeg en kort pause, ellers laver jeg kun relevante ting.”

”Men jeg når ikke det hele, og det er ikke mit problem – det var det jo før i tiden. Dengang løb jeg rundt med evig dårlig samvittighed om aftenen og i weekenderne, for der var altid noget, jeg lige kunne lave. Sådan er det ikke mere. Mit arbejde starter kl. 7.45, og i dagens løb kan jeg lave det, der er tid til, indtil jeg har fri,” lyder det fra Marianne, der som arbejdsmiljørepræsentant også er opmærksom på kollegernes velfærd og arbejdsliv.

Og for Lasse har de nye tider været en afklaring af, hvor fleksible lærerne tidligere har været og hvor meget ekstraarbejde mange har leveret.

Til toppen

Tid til den sårbare elev

Somme tider er der pres på det psykiske arbejdsmiljø især i indskolingen. Der er mange elever i klasserne, og det er her, nogle børn oplever, at de ikke er helt klar til skolelivet. Det går heldigvis godt i mange tilfælde, men det kan også blive en opslidende opgave for læreren, der jo gerne vil undervise alle eleverne og gøre det så godt som muligt.

Det er ikke svært at finde fortalere for inklusionstanken blandt lærerne, men det er knapt så mange, der er tilfredse med den støtte, der gives til at få den til at lykkes. I nogle timer sættes der en støtteperson med en elev, men i langt de fleste timer må læreren selv klare tingene. Det hedder sig ganske vist, at ressourcerne følger specialelever, men sådan er det ifølge Lasse ikke i virkelighedens verden:

”Inklusionsopgaven har presset folk de senere år, og det står endnu mere klart nu med de nye arbejdsforhold. Det store inklusionstryk ligger i indskolingen, men der er også inklusionselever på de ældre årgange. Den psykiske belastning ligger i det krydspres, man som lærer står i, når man har ambitioner om, at klassen skal indfri både de pædagogiske og faglige mål.”

”I indskolingen har vi en eller to elever i hver klasse, der kræver en særlig indsats, og jeg mener ikke, vi kan rumme større udfordringer på det område. Årgangs- og afdelingsteamene bruger meget tid på det, og i ressourcecenteret er der fagfolk, der vender nogle elevsager. De mødes en gang imellem, og vi arbejder i øjeblikket med at få det arbejde struktureret, så lærerne kan føle, at de har et sted at gå hen og få ikke bare en kollegial sparring, men en mere fagprofessionel vejledning.”

”Nogle børn kommer ud i pressede situationer, hvor de kan vælte alt det, læreren har på programmet. I den situation hvor læreren mister styringen, oplever hun en afmægtighed, der sidder i kroppen, og det tapper kræfterne. Der opstår måske en voldsom episode mellem eleverne, så læreren er nødt til at få en elev ud af klassen. Men der sidder jo stadig 25 elever tilbage, der må klare sig selv, mens læreren håndterer konflikteleven”, siger Lasse og tilføjer:

”I indskolingen har man desuden en forældregruppe, der er enormt opmærksom på, hvad der foregår både fagligt og socialt. Det er man selvfølgelig som forældre til små børn, det er jo meget vigtige år.”

Der skal ikke gå så meget galt i en klasse, før forældre til de velkørende børn beklager sig over, at der er nogen, der forstyrrer deres barn i timerne. Og problemelevens forældre klager måske over, at deres barn altid får skylden for alle ulykker. Udfordringen vokser, og det kan blive rigtig svært at være lærer i den klasse.

AMR Marianne oplever, at presset på indskolingslærerne er stort. Eleverne er ikke udredt og bliver det først, når de kommer lidt op i årene. De starter stort set alle som ubeskrevne blade. Det er sådan set udmærket, mener hun, men det kan blive et stort problem, hvis der er mange med betydelige vanskeligheder og kun én lærer i klassen. Der følger ingen inklusionsmidler med, for de er bare skolebegyndere som alle andre, indtil de ad åre bliver udredt og måske får en diagnose.

”Det er en udfordring i sig selv, at nogle børn, det være sig special- eller inklusionselever, har voldsomt meget brug for lærerens nærvær og tid, men jeg kan jo ikke dublere mig selv. Det ville være godt med to voksne i nogle klasser, men sådan er det ikke. Vi har desværre flere lærere, der er gået ned med flaget. Hvis man oplever sig selv som en, der bare står og skælder ud og er magtesløs og ikke kommer nogen vegne, så tærer det på en. Det er en stor belastning for læreren, og vi har nogle kolleger, der har måttet sige stop og er langtidssygemeldte med stress”, konstaterer hun.

Opgaven må være at forebygge mistrivsel og sygdom, og den er Marianne meget bevidst om. Hun mener, at kollegerne har antennerne ude og er hjælpsomme. Man holder øje med hinanden, og det er legitimt at gøre AMR, TR eller nærmeste leder opmærksom på, at der er en, der trænger til at få noget opbakning.

”Vi gør, hvad vi kan, men burde sikkert gøre mere. Vi tager så mange samtaler, vi kan, men lærere skilter sjældent med, at de har det svært. En typisk lærer synes også, at det er lidt pinligt, hvis man ikke har styr på det. Ofte er det noget, der foregår i det skjulte”, siger Marianne.

Man oplever det gang på gang. Lærere vender ofte kritikken mod sig selv. De føler, at de ikke slår til, selv om betingelserne for at klare kravene er utilstrækkelige, måske urimelige – det kaldes kritikkens u-vending. Ikke mindst lærere har det med at vende kritikken 180 grader rundt og rette den imod sig selv i stedet for mod den arbejdsgivende organisation.

Til toppen

Tillidsrepræsentant Lasse Tolstrup Jensen.

Tid til den pressede lærer

Skolelederen har ansvaret for det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen, og Anette føler sig ilde berørt over, at sygdom og stress er kommet så højt op på dagsordenen, også på Kirsebærhavens Skole.

”Det bekymrer mig meget. Jeg føler jo, at vi som ledelse ikke har været gode nok til at støtte op om vores medarbejdere, og det er jeg rigtig ked af,” siger Anette og henviser til det ugentlige møde i trioen, der på denne skole er en kvintet, bestående af skoleleder, TR og AMR plus souschef og inklusionspædagog, hvor sidstnævnte repræsenterer pædagoggruppen. kvintetten mødes i halvanden time hver fredag, og ved den lejlighed tager deltagerne temperaturen på skolen.

”Vi fra ledelsen hører, hvad der rører sig, og hvad der er af udfordringer. Vi hører, hvordan stemningen og folks velbefindende er. Jeg har kun været her siden marts og kender ikke alle lige godt, men mit indtryk er, at man har et godt kendskab til hinanden her på stedet, og folk er gode til at sige til TR, AMR eller til os i ledelsen, hvis de er bekymrede for en kollega. Jeg og de andre ledere fortæller, hvis der er noget, vi er bekymrede over, og hvis vi overvejer nye initiativer. Jeg synes, at de møder er gode, fordi der er en åbenhed og forståelse for, at vi snakker i et lukket rum, men vi informerer også hinanden til gavn for os alle”, siger Anette og fortsætter:

 ”Jeg er glad for de møder, og vi prøver ind imellem at tage initiativ til noget, fordi det skal være godt at komme på arbejde. Men det bekymrer mig, at vores sygefravær er så meget mere, end det var sidste år ved samme tid. Vi har også sygemeldinger, der ikke har noget at gøre med arbejdet fx på grund af operationer, det giver jo sig selv. Men vi har også medarbejdere, hvor vi kan se, at det er blevet hårdt at gå på arbejde. Tidligere har de måske sagt, at de tager lige de første tre lektioner, og så er de gået hjem. Men nu står de foran en otte timers arbejdsdag, og den kan de ikke overskue.”

Hvilken støtte kan skolelederen give, når det kniber for en lærer? Anette afviser, at der er ressourcer til at sætte en ekstra lærer på en særlig vanskelig klasse i en længere periode, men en støttelærer ind imellem kan godt lade sig gøre. Og så snakker en af de fire ledere med dem, der har brug for det.

”Vi holder nogle samtaler, og jeg kalder dem omsorgssamtaler, fordi jeg gerne vil drage omsorg for medarbejderne og høre, om vi kan gøre noget for, at det måske kunne blive lettere at gå på arbejde. For nogles vedkommende har det været en hjælp sammen med mig eller en afdelingsleder at få lidt medspil til at strukturere, hvad de laver. De har været glade for at fortælle om deres opgaver, og hvordan de arbejder med dem og for at få noget velment respons. ”

”Vi har fx sammen fundet lommer af spildtid og forenklet nogle arbejdsgange, altså løsninger som medarbejderen har været rigtig tilfreds med. Somme tider kan det bare være småting, der gør en stor forskel – fx hvis man skal skrive til forældrene, behøver det måske ikke at være en A4 side, men bare en kort og kontant beskrivelse af en hændelse, og vi har håndteret den sådan – og så ikke mere.”

”Vi har også vejledt om best practice, hvis vi nu ved, at på 3. årgang sidder de med de vises sten, mens de på 7. årgang er ved at flå håret af sig selv – jamen så snak med hinanden, og lad os få vidensdelingen i gang. Det er mit indtryk, at medarbejderne er ganske glade for sådan en snak,” siger Anette.

TR Lasse så gerne, at det i højere grad var muligt at støtte med en ekstra person i klasserne, når det brænder på, men sådan er det ikke, og i den situation har læreren brug for nogle andre redskaber:

”Vi har én inklusionspædagog på skolen, og hun løber hurtigt. Der er noget at se til, hvis man skal dække en hel skole og ind og støtte i nogle timer. Vi kunne godt bruge flere inklusionspædagoger,” mener Lasse, der ser det som en løbende proces at få inklusionsarbejdet systematiseret, så man sikrer, at inklusionspædagogen har et rum til at give lærerne de rigtige redskaber og sikre, at lærerne også har mulighed for at tage imod dem.

”Det er meget individuelt, hvad folk kan kapere af sådan nogle ting. Jeg synes, der er mange udfordringer i den opgave. Og jeg oplever, at inklusionen er en hovedårsag til, at nogle lærere går ned med flaget – man mister noget af sig selv, og hvad med i morgen? Den ligger og truer, og måske uden tid til forberedelse. Det kan blive en nedadgående spiral”, oplever Lasse.

Til toppen

Tidens fart og tempo

Sidst ankomne faggruppe på de kommunale skoler repræsenteres af inklusionspædagog Kirsten Nilson, der oplever, at meget er ændret på skolen, siden hun startede for to år siden. Folkeskolens to hundrede årige historie oplever hun ikke som en meget lang periode set i et større perspektiv, men de sidste to års begivenheder har sat fart på en udvikling, der burde have strakt sig over en lang årrække.

”Det er kun et par generationer siden, at det var sognepræsten, førstelæreren og måske landsbyens læge, der førte ordet og tog beslutningerne ude i de små samfund. I dag ser vi, hvordan de tidligere autoriteter køres ud på et sidespor, mindre skoler lukkes, og lægerne ønsker ikke at flytte ud i udkanten.”

”Børnenes skolegang varetages i dag af store totalinstitutioner, der står for dannelsen, hele den faglige uddannelse, opdragelse og organiseret fritid,” siger Kirsten Nilson, der som inklusionspædagog i vid udstrækning selv har skullet skabe sit job og sin funktion på skolen, hvad der har været en stor fornøjelse for hende.

Kirsten byder sig til med specialpædagogisk faglighed, men det generer hende, at en snak om inklusion har det med at blive en snak om specialpædagogik, for inklusionstanken drejer sig primært om fællesskab – om at inkludere alle i det sociale fællesskab. Den politiske beslutning om inklusion blev taget længe før lærere og pædagoger, dem der skal føre beslutningen ud i livet, var klædt på til det.  

”Det synes jeg stadig, vi lider under. Inklusionen er i sig selv en kæmpe udfordring for skolen og for lærerne. Nu skal vi oven i den også gennemføre reformen og ny arbejdstid, men alle mangler tid til så mange og så store opgaver,” siger inklusionspædagogen.

”Jeg oplever jævnligt, at jeg ville kunne give en lærer nogle pædagogiske fif, brugbare observationer eller en faglig snak, men der er ikke tid eller ork til det. Jeg forstår ikke, at man indfører inklusion, som næsten alle mener er en helt rigtig tanke, men man sørger ikke for, at den kan gennemføres i en ordentlig forståelse. Der er mange ting, der burde snakkes igennem, men det sker ikke.”

”Hvordan kan det være, at alting skal gå så stærkt. Hvor kommer al den fart og tempo fra”, spørger inklusionspædagogen.

Inklusionspædagogens dage er meget forskellige. Kirsten er med i timer, hvis der er klasser, der ikke fungerer tilfredsstillende. Det kan fx være på grund af larm eller dårlig kommunikation. Når hun kommer udefra med nye opmærksomme øjne og ører, kan hun som regel give læreren nogle tips, der giver mærkbare ændringer.

Kirsten har også samtaler med børn om sorg, skilsmisse og sygdom, eller hvis der er problemer hjemme med druk og vold. Hun tilbyder sig og er med, når eleverne ønsker det, og ofte oplever hun, at børn mangler nogen at snakke med om ting, der er svære.

Dagene byder også på spontant opståede konflikter rundt om på skolen, som hun forholder sig til, lærere kommer og vil lige vende en episode eller en bestemt elev med hende, og ofte er der løbende snakke om elever, der videreføres i små bidder, når man møder hinanden på gangene. En gang i mellem henvender forældre sig, og Kirsten har også været på hjemmebesøg for at give konkret rådgivning i familien.

Et vellykket forløb har hun blandt andet haft med en stor pige, der var i specialklasse i to år på grund af adhd, som hun ikke kunne administrere. Da hun kom tilbage til Kirsebærhaven, tabte hun helt humøret, og klasselæreren bad Kirsten kontakte hende. Hen over en periode talte Kirsten med pigen om, hvad det vil sige at have adhd – at hendes korttidshukommelse er nedsat, og at hun kan reagere på en måde, som andre ikke forstår. Veninder kan fx føle sig afvist, selv om det slet ikke er meningen. Derfor er det vigtig at fortælle omgivelserne om problematikken, fordi det kan forebygge fejltolkninger fra andre.

Pigen forstod ikke, at hun pludselig i den grad havde tabt humøret, for hun havde ikke haft det sådan før og plejede at være glad. Kirsten forklarede, at børn lever spontant og fordyber sig ikke meget bevidst i, hvordan de har det, men som teenager tænker man over alt og overvejer alt. Derfor tog hun negative reaktioner fra andre mennesker så tungt. Pigen fik derefter forklaret klassekammeraterne, hvordan hun har det, og hvad der somme tider kikser for hende, og historien ender faktisk med, at hun nu er en velfungerende, glad og afholdt pige i klassen. Hun har fået en indsigt og nogle redskaber, der hjælper hende i dagligdagen, og klassens lærere giver hende den ekstra opmærksomhed, som hun har brug for. 

De vellykkede indsatser giver inklusionspædagogen tro på, at indsatsen nytter. Kirsten bruger meget tid på at gennemtænke sine opgaver og efterbehandle de hændelser, hun bliver inddraget i. Hun savner somme tider at have nogen at sparre med og lidt faglig supervision. Det har der ikke været afsat tid til med nogen, men hun lægger som mange andre belægning på cykelstien, mens hun tramper i pedalerne.

Til toppen

Inklusionspædagog Kirsten Nilson.

Tiden står stille

De sidder på gulvet langs væggen i en lang række, da Tim kommer ind til valgholdet i de sidste timer om eftermiddagen. Ti elever i 8. klasse har valgt drama, og det må bemærkes, for det er hverken prøvefag eller indgår i de nationale test. Ni piger og én dreng – kønsfordelingen ser ikke ud til at anfægte nogen - har valgt at bruge deres tid på at folde sig ud både mentalt og kropsligt til egen personlig glæde.

Dramaholdet har som mål at opføre en forestilling for hele eller dele af skolen i april, og i øjeblikket laver de en række indledende øvelser. Til i dag har de i grupper med to hver planlagt et plot, som de fremlægger for de andre. På smartboardet tegner de en graf, der illustrerer berettermodellen, og i den skal de indsætte hovedpunkter fra de sekvenser, de har forberedt. I fællesskab skal dramaholdet så diskutere, om et af plottene egner sig til at blive udbygget til et teaterstykke.

Blandt de fem forslag handler et om en mor, der er død for fem år siden ved en trafikulykke. Datteren møder en pige i en tidsmaskine, der kan bringe dem fem år tilbage i tiden. Nu venter hun spændt på den dag, hvor hendes mor blev kørt ned. Datteren opsøger stedet, og det lykkes for hende at redde sin mor, hvorefter de sammen vender tilbage til nutiden.

Et andet forslag, der indsættes i berettermodellen, har eventyrets opbygning. En pige arbejder hårdt med at passe køer hos en ond familie. Hun er ensom, og alt omkring hende ser mærkeligt ud. Men så møder hun en dreng…

Efter hver fremlæggelse tager de andre stilling til plottet. Er der et logisk forløb i handlingen, hvad er konflikten, hvor vil historien hen, og har den kvaliteter til et teaterstykke?

Næste punkt på dagens program er praktiske øvelser. Først skal en elev gå uden for døren, og en anden sidder ved et bord inde i klassen. Indenfor aftaler eleverne en kort situation, som skal spilles, og eleven udenfor får kun lige et stikord, og så mødes de to ved bordet, og en dialog tager fart. I et optrin er det en temperamentsfuld kassedame i Netto, der sidder ved bordet, og en desorienteret kunde, der bare gerne vil betale for sine varer – men så nemt går det ikke.

Øvelserne varieres hele tiden med nye og flere personer på kryds og tværs af dramaholdet. Det hele går ud på at opøve spontanitet og færdighed i være medspiller med naturlige mundrette replikker. Latteren brager gang på gang gennem lokalet. Andre gange opstår der emotionelt skarpe øjeblikke, hvor tiden står stille. Eleverne er helt engagerede i projektet, og alle deltager kompromisløst og ordentligt – så meget at de får overtalt Tim til at blive og tage frikvarteret med, så de lige kan nå to optrin mere med tilhørende åbenhjertig feedback. 

Halvanden time fløj af sted, og til næste gang skal de skrive personkarakteristikker til alle rollerne i deres stykker. Efter sådan en valgholdstime med unge i teenagealderen får man nemt den tanke, at den pædagogik vi udøver, den kan altså noget værdifuldt.   

Til toppen

Sommertidens afkast

Inde på lærerværelset åbner Christian sin bærbare og tjekker post. Der var fuld knald på i 2.u, om lidt skal han ind i 2.x og lave matematikevaluering med eleverne. Døren til lærerværelset går op og i konstant. Folk suser frem og tilbage over gulvet, papirerne flagrer i hænderne og kopimaskinen arbejder på fuldt tryk. Nede i et hjørne har Erik Lindgren fundet lidt ro. Han er mangeårig lærer på skolen og har været leder på Københavns Lærerforenings koloni Eriksminde i 42 år – en tidsmæssig investering som både har været til personlig glæde og en opgave, der har givet ham uendelig meget igen fra eleverne. Erik modtog i efteråret KLF’s hæderspris ’Den Gyldne Pegepind’ for sin store indsats. Lærer hele året og kolonileder hver sommer - hvad driver ham?

”Der er nogle børn, der i den grad har brug for et ferieophold om sommeren. Nogle har bare en rigtig vanskelig dagligdag, som de reagerer på, og det giver dem ekstra problemer”, konstaterer Erik. Han samler 40 elever fra alle klassetrin på et skolehold fra Kirsebærhaven. I år var der ganske vist næsten dobbelt så mange med, så de havde lavet en større teltlejr på friarealerne. Til næste år skal alle dog sove indendørs, for telte og øsende natteregn er en dårlig kombination.

Erik Lindgren ser hvert år, hvordan koloniopholdet har en langtidseffekt på eleverne. Svage elever får pludselig flere sociale relationer både med jævnaldrende og på tværs af klasser. De får simpelthen et løft i fællesskabet.

”Somme tider skal jeg prøve at løse konflikter mellem eleverne her på skolen, og så kan jeg mærke, at mine ord har vægt. Det er noget, jeg har optjent på kolonien. Jeg kan mærke, at eleverne ved, at jeg kan lide dem. Det betyder selvfølgelig også noget for de velfungerende. Det fællesskab betyder meget for os alle, for både kolleger, sekretærer og folk fra rengøringen på skolen tager med på kolonien og tager en tjans.”

Til toppen

Telefontid

De overvældende mange opgaver til alt for lidt tid har presset forældresamarbejdet, og forældre har skullet lære at ringe i arbejdstiden og måske lægge en besked på telefonsvareren, hvis de vil i kontakt med en lærer. Marianne har netop oplevet, at nogle forældre ikke dukkede op til skole-hjemsamtaler. Før i tiden ville hun som en selvfølge have inviteret dem på et andet tidspunkt som erstatning, men det er ikke sikkert, der er tid til det i år. Der er heller ikke tid til fordums lange telefonsamtaler.

”Kontakten fungerer på mange måder fint på den skriftlige måde over intra, men somme tider forventer forældre, at de bare kan ringe tilbage og snakke, eller de bliver sure, hvis vi ikke lige har tid til at ringe tilbage,” fortæller arbejdsmiljørepræsentanten.

Tim prioriterer forældresamarbejde inden for den tid, han har til rådighed, men personligt lægger han stor vægt på det, for set med markedsbriller, så handler det jo også om kunder i butikken. I sin yderste konsekvens måske folkeskolens overlevelse.

”Det er dem og deres børn, jeg er her for, men jeg gør det også klart for visse forældre, som bruger meget af min tid, at jeg har begrænsede mængder, for når jeg holder møde med dem, betyder det, at jeg har så meget desto mindre tid til andre ting. Det har de fleste forældre forståelse for – de fleste, ikke alle.”

Hvis telefonen ringer om aftenen, mener Tim godt, han kan bede elever og forældre henvende sig dagen efter i skoletiden, men hvis det er noget akut eller mere presserende, er det noget andet.

”Ja, jeg tager telefonen og hører, hvad de har på hjerte. Det gør jeg også med elever. Det ved jeg, at mange af mine kolleger ikke synes er en fantastisk idé, og det synes jeg måske heller ikke langt hen ad vejen. Men jeg har det også sådan, at det måske er den investering, jeg selv må gøre for at trives i mit job.”

”Vi har elever, der af den ene eller anden årsag har brug for at snakke med mig eller andre voksne, der kan hjælpe dem. Det er måske en fyr i 7. klasse, som jeg har arbejdet meget med og fået et godt forhold til, og han har problemer med sine forældre derhjemme, og de er blevet skilt og alt muligt andet, og han ringer til mig. I de tilfælde har jeg svært ved at se mig selv i øjnene, hvis jeg lader være med at tage telefonen. Så simpelt er det.”

”Jeg har med mennesker at gøre, og jeg kan ikke sætte mennesker i en 8-16 bås. Jeg tror, at jeg ville sige op, før jeg stoppede med det. Det er en del af den drive, der holder mig i gang”, forklarer Tim.

Til toppen

Udviklingstid

Sideløbende med alle de daglige rutiner og opgaver bliver hovederne også lagt i blød for at udvikle skolen. Tiden løber hurtigt fra det, der var godt nok i går. Den traditionelle sommerfest gennem 50 år for elever, forældre, gamle elever, nuværende og tidligere medarbejdere med grill og sjov, gensyn og møder er netop blevet afskaffet, fordi tiden kan udnyttes mere effektivt til andre og muligvis bedre formål. Det er de hårde kendsgerningers epoke mere end de bløde værdiers.

Pædagogiske udviklingsarbejder har naturligvis rigtig gode formål, og Hanne Møller Pedersen, der er pædagogisk afdelingsleder, er tovholder for flere indsatser, der skal gøre børnenes tid på skolen bedre, endnu bedre. Hun fremhæver fokus på frikvarterer.

Frikvarteret har vist alle dage været et smertensbarn i skolelivet, både for elever og gårdvagter. Den tilstand vil de gerne lave om på her på skolen også for at indfri nogle af reformens målsætninger. Den aktuelle anledning er, at skolen fik kendskab til en undersøgelse, der viser, at 20 procent af alle børn ikke trives i frikvartererne.

Skolen lavede derfor et forslag til en ny ordning, som Hanne forelagde for fritidshjemmene og klubben i Stærkt Samarbejde – den tidligere samtænkning. Tre dage om ugen er der nu særlige tilbud til eleverne i det lange spisefrikvarter: eleverne kan vælge yoga, sport i gymnastiksalen, stille-frikvarter med oplæsning og biblioteksbesøg eller udendørs frikvarter med blandt andet løb, hoppe i sjippetov og gamle lege. Pædagogerne fra fritidsinstitutionerne står for driften og har tilrettelagt tilbuddene. Eleverne kan skifte valg fra gang til gang.

Forberedelserne til at indføre fleksibelt skema er også i gang. Det ser Hanne som en forudsætning for at kunne løfte folkeskolereformen. Derfor har de haft besøg af lærere og ledere fra - foregangskommunen hvad angår indgåelse af en arbejdstidsaftale med lærerne - Lyngby-Taarbæk. De fortalte, hvordan de har indrettet sig med fleksible skemaer, som de har uddannet lærere på skolerne til at administrere. Deres ordning har skabt en langt mere sammenhængende hverdag med indhold.

”Jeg tror, vi har været gode til at få undervisningen til at glide uden at have så meget fokus på læringen. Vi har oftere spurgt, hvad vi skal lave i stedet for, hvad eleverne skal lære af det. Jeg er også klar over, at det er vigtigt at stabilisere det, vi er i gang med, før vi kaster os over noget nyt. Vi har rigtig meget i gang i øjeblikket, så jeg tænker ikke, at vi starter fleksibelt skema op i morgen,” vurderer Hanne.

Skoleleder Anette synes også, at de har mange bolde i luften. Der er taget mange beslutninger, og nogle er blevet justeret undervejs, mens andre har været de rigtige fra starten. Anette er tilfreds med, at man stadig lægger et grundskema og laver forskellige aktiviteter fast i kalenderen.

”Jeg tror, at det ville have skabt meget utryghed, hvis alt det også skulle have været nyt. Det ville fx give forskel på forberedelsestiden alt efter det enkelte fag og antal elever i klassen. Vi kan ikke være i mål med alt, og indtil videre har vi valgt nogle områder, som vi fokuserer på”, siger Anette og opfordrer til, at vi som profession bliver bedre til at formulere, hvad vi laver og hvorfor.

Ind imellem møder hun fx elever, der har orienteringsløb med staveord, og når hun spørger eleverne, hvad de laver, så siger de, ’vi øver staveord’. De er ikke bevidste om, at de også har bevægelse i undervisningen, så når deres forældre spørger, om de har bevægelse, så svarer de ’nej, vi øvede staveord’.

Til toppen

Pædagogisk afdelingsleder Hanne Møller Pedersen.

Tid til fordybelse

Også faglig fordybelse i 1.-3. klasse er under udvikling. Den varetages af pædagoger i fritidsinstitutionerne, hvor den også foregår. Skolen har ikke lederansvar over for pædagogerne, der udfører arbejdet, men den har ansvar for opgaven.

”Vi har brugt meget tid sammen med lederne af fritidshjemmene på at finde ud af, hvordan vi håndterer det, for den faglige fordybelse ligger jo tæt op ad lektiebegrebet. Når vi udvider 8-9 årige børns skoletid til 30-32 timer, skal de så også have den traditionelle lektie for derhjemme, og er det et begreb, vi stadig skal fastholde? Det spørgsmål drøfter vi løbende med pædagogerne og lærerne”, fortæller Hanne, der tager ud i institutionerne og diskuterer med pædagogerne og børnenes forældre.

”Vi skal sammen finde ud af, hvordan vi spiller hinanden gode i forhold til børnenes læring. I øjeblikket organiserer institutionerne den faglige fordybelse i forskellige værksteder – et traditionelt hvor eleverne laver de opgaver færdige, som de er startet på i skolen, et værksted hvor de kan arbejde med matematik på en anden måde og et læseværksted med blandt andet læsetræning, højtlæsning og biblioteksbesøg.”

Desuden arbejder man for at knytte de pædagoger, der i forvejen er på skolen, til den understøttende undervisning, for de ved, hvad klasserne arbejder med til daglig og kan inddrage det. Der skal også fastlægges samarbejdstid for de lærere og pædagoger, der står for opgaven.

”Jeg vil sige, at vi asfalterer vejen, mens vi kører”, siger den pædagogiske leder, der godt kunne bruge noget mere tid.

”Ting tager tid. Vi mangler tid, men det er et vilkår, og så må vi gøre opgaverne håndterbare, for de forsvinder ikke af sig selv. Der er noget, vi bliver nødt til at gøre smartere. Vi har de politiske rammer for vores virke, og det nytter ikke at vende sig om og presse på rammerne. Vi må møde opgaverne og skabe mening i dem og få dem til at virke i dagligdagen”, ræsonnerer Hanne.

Selv om det er de faglige initiativer, der står i forgrunden, er der også plads til et større dannelsesprojekt i 7.-9. klasse, som Tim er mand for, MOT eller ’mod’ på dansk. Projektet blev startet i Norge for 17 år siden af kendte sportsstjerner og er stadig i gang med gode resultater. Målet er at klæde eleverne på til at skabe sig et godt liv og gøre dem bevidste om nogle af de valg og fravalg, som de må tage. Man arbejder gennem tre år med deres tanker og drømme for fremtiden, hvor vil de hen, hvilket slags menneske de gerne vil være, og hvad skal der til for at nå deres mål – som Tim siger:

”Nogle af de unge er måske aldrig blevet spurgt om, hvad de vil, og hvad de drømmer om af deres forældre, og de har måske heller aldrig spurgt sig selv. Vi prøver at gøre dem bevidste om nogle af de spørgsmål og sætte fokus på de styrker, de har.”

Til toppen

Nu har du fri(tid)

Selv om den faste arbejdstid med fuld tilstedeværelse på skolen opleves som en begrænsning og af nogle som en krænkelse af selve lærerrollens indhold og etik, er der en udbredt lettelse over, at man har fri efter arbejdstid, og at weekenden er fritaget for forberedelse og retteopgaver. Om alle nu også kan overholde det er tvivlsomt. Den der har prøvet at stå i en klasse med 28 elever ved alt om, at det ikke er sagen at møde uforberedt. Mødet med eleverne kræver ikke alene, at læreren har det faglige stof og de inspirerende opgaver klar, men også at den mentale side er på plads og gerne i overskud, som Lasse siger:

”Som lærer skal man ind og indtage et rum. Man skal være på, og man skal være engageret og kunne guide eleverne. Det kræver hver gang, at man brænder igennem, også ud på eftermiddagen. Man er nødt til at finde den professionelle energi et sted. Man bliver nødt til at være seriøs, ellers kan eleverne aldrig blive seriøse. Jeg ved godt, at man kan slække på nogle ting i perioder, men det ændrer ikke, at man er nødt til at brænde for det, man vil have ungerne til at brænde med på. Man skal både være opmærksom på eleverne på det menneskelige plan og på det faglige stof, man formidler. Det er svært, hvis batterierne er flade.”

Tillidsmanden vil nødig generalisere, men det er hans opfattelse, at flere lærere i den ældre generation er glade for, at de ikke skal have forberedelsesarbejde med hjem. Men for de lærere, der har mindre børn, der skal hentes i institutioner, ligger der et voldsomt pres på familielivet.

”Mine børn har markant flere timer i institutionen nu end før. Jeg har et barn i vuggestue og et i børnehave. Min kone afleverer om morgenen, da hun møder lidt senere, og jeg henter dem så betydeligt senere end før i tiden. I går var han den sidste, der blev hentet, og han var træt. Når man efter en uge kigger tilbage og ser, at pædagogerne har haft flere vågne timer med mine børn end jeg selv har haft, inklusiv weekenden, så synes jeg ikke, det er i orden”, siger Lasse, og Tim supplerer:

”Uha, jeg kan kun hente min datter i vuggestue om fredagen, hvor jeg har lidt tidligere fri, så det er en fantastisk dag. Ellers er det min kone, der afleverer og henter. Det er en situation, jeg er nødt til at se kritisk på. Jeg har hele tiden sagt til mig selv, at nu skal jeg prøve mig selv af i det her reformcirkus, men jeg skal også overveje, om det er det, jeg vil.”

”Det vejer tungt for mig, og der skal være en meget god grund til, at jeg er så meget væk fra min datter. Det skal give mening, at jeg ikke kan lægge noget forberedelse om aftenen, når hun er lagt, og jeg er blevet lidt friskere i hovedet efter syv lektioner på skolen med nogle unge mennesker i teenagealderen”, siger Tim.

”Dels er der savnet ved, at jeg ikke er så meget sammen med min datter som tidligere, dels er der frustrationen over, at der ikke er nogen mening med det.”

Til toppen

Udskolingslærer Tim Djursing.

Tid til at stoppe

Mandag morgen fjorten dage inde i det nye skoleår gik Leif Petersen ind til skoleleder Anette og lagde sine nøgler på hendes bord. Han sagde, at ingen kunne være tjent med at have en medarbejder, der havde det som han. De værdier, han havde stået for gennem sit 44 årige lærerliv på Kirsebærhavens Skole, og de værdier, som han fandt, at hele folkeskolen har stået for, dem så han blive hældt ud med badevandet, og derfor ville han sige stop.

Leif havde ellers meldt sig klar, da han før sommeren som alle de andre lærere var blevet spurgt, om han kunne se sig selv med den nye folkeskolereform. Da han stadig følte sig engageret og fuld af energi, regnede han med at blive i jobbet fire år mere til han fyldte 70. Og skemamæssigt havde han mødt imødekommenhed fra skoleledelsen, der havde givet ham næsten alle de timer, han havde ønsket.

Først havde han tænkt, at den øgede tilstedeværelse på skolen ville styrke samarbejdet med kollegerne, og det ville han gerne, ”men jeg skal love for, at jeg blev klogere”, siger han, for de så mindre til hinanden end nogensinde.

Leif oplever, at der foregår en værdikamp om, hvad folkeskolen skal være. Fagligheden fylder næsten det hele i dag, men skal skolen ikke også være et sted, der bruger tid på dannelse?, spørger han.

”At eleverne skal blive så dygtige, som de kan, er der ikke noget nyt i. Det har altid stået som et fornemt mål for de fleste lærere. Men i dag bruges det i den betydning, at der ikke må gå tid til spilde med noget, der ikke har med det faglige, læringen, at gøre.”

Til toppen

Tidligere lærer Leif Petersen.

For Leif har dialogen med eleverne altid været i centrum. Et godt samarbejde mellem elev, forældre og lærer er forudsætning for at gennemføre skolegangen på en ordentlig måde og for at nå de mål, man sætter sig.

”Det har jeg altid drøftet med mine store elever. Jeg har sagt til dem, at på skolen er vi i et samspil og samarbejde for at sikre, at de får noget viden med sig. Hvis ikke jeg som lærer kan gøre dem indstillet på det, så får de ikke meget ud af deres tid her. Jeg synes, at det nærvær, jeg har mødt eleverne med, har givet gode resultater. De har blandt andet fået en forståelse for, hvorfor vi overhovedet driver skole og noget om deres eget ansvar i den forbindelse”, fortæller Leif, der nu ser den dialogbaserede arbejdsform forsvinde ud i den blå luft. Det illustreres bedst af hele den autoritære måde, reformen er blevet gennemført på og forløbet med lockouten. Det har været en slem skuffelse for ham.

”I dag kan jeg dårligt kende den skole, jeg har arbejdet på i mere end 40 år. Roen siver ud, og elevernes eget tempo respekteres ikke. Fagligheden skal løftes hurtigst muligt, og skolen er da også blevet prikket på skulderen, fordi de faglige resultater ikke er gode nok. Men stoffet skal have lov at bundfælde sig . Ved skoleårets start følte jeg mig presset til at nå en hel masse på skolen, som jeg alligevel ikke nåede at blive færdig med. Og på trods af det, skulle jeg fastholde over for mig selv, at jeg havde fri, når jeg gik hjem. Det var helt forkert.”

”Jeg er bange for, at folkeskolen som institution kun har ét skud tilbage i bøssen. Mit skrækscenarie er, at inden for 10-12 år så er skolesektoren fuldstændig privatiseret. Køen er allerede lang foran de private skoler”, siger Leif og slutter:

”Om jeg fik en god afslutning på mit lærerliv? Det ved jeg ikke rigtig. Jeg tog en beslutning, og den har jeg ikke fortrudt et øjeblik. Det eneste jeg kan savne, er det herlige samvær, jeg havde med små og store elever.” 

Det var dengang i fortiden, hvor alle talte om kvalitetstid.  

Til toppen

Del: