Er folkeskolen i København stadig en social smeltedigel?

Folkeskolen har ry for at være stedet, hvor børn fra forskellige miljøer møder hinanden. Det betyder kendskab og venskab, forståelse for andres vilkår og mulighed for, at klassekammerateffekten kan løfte børn med svagere uddannelsesmæssig baggrund, uden at de stærkere funderede taber noget - tværtimod. Hvordan ser det ud i dag?

København er en af de få byer, hvor der der tildeles penge til skolerne ud fra sociale kriterier. Således udløser børn med svag social og eller anden etnisk baggrund flere midler. Det medfører, at nogle skoler får 11.000 kr. mere pr. elev end andre. Ved at studere skolernes budgetter kan man således aflæse kvarternes sociale profil.

Er uligheden så blevet større de senere år? Forfatteren Lars Olsen m.fl. har kigget nærmere på udviklingen siden 1985, og den er bemærkelsesværdig. Befolkningssammensætningen har grundlæggende ændret karakter. I 1985 var næsten 60 % af københavnerne arbejdere, dvs. faglærte og ufaglærte. I 2012 var procenten 30. Overklassen/højere middelklasse er vokset til 25 % og middelklassen udgør 22%. Når næsten halvdelen af byens borgere er godt ved muffen, er det ikke mærkeligt, at der er råd til en masse cafe latte. En noget uvidenskabelig men dog synlig målestok er forholdet mellem værtshuse og kaffebarer, der er tippet til fordel for sidstnævnte. Underklassen – som er borgere uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet – har ligget nogenlunde konstant omkring de 20 %. Men, som Lars Olsen bemærker det, har underklassen nu en anden hudfarve. Byens befolkningssammensætning har således ændret sig dramatisk, men de sociale problemer er fortsat store.

København bliver udsat for, hvad overborgmester Frank Jensen kalder københavner-bashing. Det vil sige, at andre kommuner mener, at vi bliver forkælet og får al for mange penge i den kommunale udligning. Holder det? Næh, for selv om der bygges enormt meget, at Metroen udvides, at byen efter udenlandsk bedømmelse har de lykkeligste storbymennesker, har vi alvorlige problemer. Københavns befolkning udgør 10 % af landets borgere. Men vi har 16 % af de langtidsledige, 25 % af de hjemløse og 15 % af alle boligudsættelser. Mon ikke også mange københavnske lærere véd dette i betragtning af de mange underretninger, der skrives. De rige bliver rigere, og de fattige dårligere stillet. Regeringens klassebestemte politik med bl.a. det nye asociale kontanthjælpsloft medfører, at 3.500 københavnere bliver hårdt ramt økonomisk. Selv om byen har bevilget 4,5 mio. kr. til afhjælpning af afledte udgifter til fx tandlæge m.v., vurderes det, at mange af disse mennesker 'eksporteres' til i forvejen hårdt belastede områder som Lolland-Falster og Vestsjælland, fordi de ikke har råd til at bo i København med de højere huslejer.

En anden sammenligning taler sit tydelige sprog. En par med to børn og en indkomst på 800.000 kr. boende i Nordjylland har 96.000 kr. mere til rådighed end en tilsvarende københavnsk familie. Det er boligudgiften, der gør udslaget, og det er også den, der skaber en mere ulige by. Indvandrerghettoer har vi hørt meget til, men værre og ret upåagtet er, at de velaflagte klumper sig sammen i flere og flere bydele. Studerer man bydelene i København, ser man, at i flere og flere sogne (der er den mindste befolkningsenhed), hvor de bedre stillede udgør flertallet, møder børnene kun nogen af deres egen slags. Det vil sige, at forståelsen for, at andre kan leve under andre (ringere) vilkår ikke udvikles. Effekten ses tydeligt blandt politikere på Christiansborg og blandt de højeste embedsmænd, der har ringe eller ingen kendskab til de lavere sociale klasser og derfor mangler forståelse for deres forhold. Det truer sammenhængskraften i samfundet. Heldigvis er sammensætningen blandt de københavnske kommunalpolitikere end anden, hvilket også afspejles i den klare målsætning om at skabe større chancelighed i byen.

Hvad sker der så konkret i hovedstaden? Som nævnt tildeles skolerne penge med hensyntagen til sociale og etniske forhold. I Budget 2017 får børnehaver med såkaldt sociale udfordringer yderligere 30 mio. kr. Den væsentligste indsats sker imidlertid på boligområdet, der i realiteten er den mest afgørende faktor, hvis en bedre blanding af befolkningsgrupperne skal realiseres. Økonomiforvaltningen har opgjort antallet af almennyttige boliger i de forskellige skoledistrikter. Således er der 31 med kun mellem 0-20 % sociale boliger, hvilket hæmmer befolkningsmikset. 11 skoledistrikter har derimod 30-93 % almennyttige boliger, hvilket også hæmmer smeltedigeleffekten. Der skal altså både bygges sociale boliger i de 31 distrikter og private boliger i de 11. Det er Frank Jensens og BR's plan, hvor redskabet er planloven. Den blev revideret af Helle Thornings regering, således at det med den i hånden er muligt at opføre op til 25 % sociale boliger i områder med nybyggeri. Det er et meget stærkt værktøj, som blev truet, da Lars Løkke trådte til. Det er heldigvis lykkedes at afværge en fjernelse af denne vigtige lov, idet Venstre og Socialdemokratiet har indgået en aftale, der fastholder 25 %'s muligheden. Får det konkret betydning her i København? Det gør det i følge overborgmesteren. Planen er, at der fremover skal bygges 7.000 almene boliger pr. år, og i Nordhavnen, der er det helt store byggeprojekt, vokser andelen af det sociale byggeri op til de 25 % de kommende år. Det er også nødvendigt, for at det ikke skal udvikle sig til en ny velhaverghetto.

København vokser kolossalt i disse år, og byens borger nummer 600.000 - lille Erik - er netop kommet til verden på Rigshospitalet. I den sammenhæng er det interessant at vide, at der faktisk boede 750.000 mennesker her i byen midt i 1950´erne.

Der bygges nye skoler, og renoveringen af samtlige skoler skal være fuldendt i 2018. Det er flot, men ikke nok.

For hvis folkeskolen – som overborgmesteren ønsker skal være borgernes naturlige førstevalg – ikke skal miste elever til privatskolerne, skal både boligindsatsen lykkes, og der skal skaffes midler til flere lærere og skabes mere fleksible arbejdsvilkår. Det er forudsætningerne for, at skolen kan blive smeltediglen, der sikrer den sociale sammenhængskraft.

Tallene stammer fra en konference 29.-30. september for københavnske tillidsfolk arrangeret af KFF (Fællesrepræsentationen), hvor forfatter Lars Olsen fremlagde tal og analyser fra bogen 'Klassekamp fra oven', og hvor overborgmester Frank Jensen gav en analyse af de københavnske forhold.

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Arkiv

ORDEN I BUTIKKEN

"Vi har sammen taget et vigtigt skridt i den rigtige retning. Der skal imidlertid mere til, for der er for mange opgaver til den tid, der er til rådighed".

ILDEN FRA LOCKOUTEN

"Det er derfor fantastisk, når skolelederne igen og igen fremturer med, at en pulje på 5 timer til lærerne vil låse skolelederne i planlægningen af hverdagen på skolerne. Det er ganske enkelt usandt. Det viser forholdene i andre...

Blog: Fornemmelsen af tid

"En undersøgelse fra Scharling Research – publiceret i Folkeskolen nr. 15 – viser at 22 % af lærerne oplever, at ledelsen fordeler forberedelsen forskelligt med negativ indvirkning på det sociale miljø som konsekvens. Af dét kan...

UÆRLIGHEDSKULTUR OG FORHANDLINGER MED BLIND MAKKER

"Realiteterne er, at direktøren har været bundet på hænder og fødder og derfor heller ikke har kunnet give sig en tomme undervejs. Det er ganske enkelt urent trav. Sammenbruddet er en logisk konsekvens af dette. Forløbet er...

'Brokhoveder' er uundværlige

Det er bekymrende, at 60 % af de ansatte er bange for at ytre sig. En organisation uden ´brokhoveder´ sander til, fastslog forskere på DPU allerede for år tilbage.

KERNEN I ARBEJDET

Hvorfor meningen med det hele betyder alt, og hvorfor lærerne har behov for et råderum.

Kommer København i front med lærernes arbejdstid?

"Ikke alene er folkeskolen blevet en politisk kampplads, kommunernes skoler er blevet markedsgjort. Det er de blevet, fordi lærere i dag nøje vurderer de lokale arbejdstidsregler, især om der er mulighed for selv at bestemme,...

KLAR, PARAT, SKOLESTART

"Med en temmelig våd dansk sommer blev ferien lidt af en læseferie. I hvert fald for mig hvor læsningen af prof. Svend Brinkmanns dejligt provokerende bog ´Stå fast´ har været god medicin mod de permanente forandringer – den...

Nej, Kaj Ove har ikke ret

De offentligt ansatte nægter at underkaste sig det politiske flertals økonomiske prioriteringer og tager ikke medansvar for fremtidens velfærdsstat lyder prof. Ove Kaj Pedersen fuldtonede opsang i Politiken dagen før 1. maj.

De kritiske røster breder sig

Lærerne står ikke alene med at være utilfredse med forholdene i folkeskolen. Nu høres kritiske røster lige fra Skolelederforeningen, de københavnske politikere og til Skole & Forældre. Der må prioriteres, siger...