Om tyve års skolebyggerier i Københavns Kommune del 2

Del:

Tekst: Peter Garde

Begyndervanskeligheder og nytænkning

Om tyve års skolebyggeri i Københavns Kommune 1 af 4 

  • Foto: Københavns Kommune

Indhold

Gamle forsømmelser og nye erfaringer

Tyve års forfald på grund af elendig vedligeholdelse er udgangspunkt for renoveringsbølgen. Vellykkede resultater blandet med indtrængende vand, byggesjusk, støj og ustyrlige ventilationssystemer udfordrer arbejdsmiljøet. Hvor er kommunens byggeledere?

Det muliges kunst når skolen sætter retning

De glæder sig over herlige nye lokaler. Brugerinddragelse forebygger fejl og har betydning for ejerskabet. Skolelederen skal følge godt med på byggemøder og i referater. Er løsningerne funktionsdygtige?

GAMLE FORSØMMELSER OG NYE PROBLEMER

Tyve års forsømmelser

Foto: Peter Garde
Foto: Peter Garde

Det støt stigende elevtal siden årtusindskiftet har fået mange skoler til at ligne en byggeplads. Tilflytningen til hovedstaden har sat yderligere skub i børnetallet og dermed behovet for stole, borde og lokaler. En del skoler har haft plads omkring sig til udvidelser og hittepåsomheder. Nogle har måttet vinke farvel til deres fodboldbane og andre grønne områder for at give plads til nye bygninger, mens de mest indeklemte har gennemgået en tiltrængt modernisering eller ombygning inden for murene.

I almindelighed er der udbredt glæde, når en skole udpeges til renovering eller udbygning, for behovet har som regel været særdeles mærkbart og synligt i en årrække. I 1980 halverede den konservative skoleborgmester Bent Nebelong skolernes vedligeholdelseskonto, ganske vist kun for et enkelt år, men det blev der ikke ændret meget på i de følgende tyve år. Den behandling kan huse ikke tåle, og slet ikke når det daglige slid er stort og klimaet hårdt ved bygningerne, som tilfældet er i Danmark. Skolerne blev som årene gik grimmere og grimmere og tog sig stadigt mere forsømte ud.

Den officielle forklaring på den manglende vedligeholdelse var, at kommunen ikke havde penge til at gøre det bedre, og hvis det er rigtigt, var resultatet en klar dokumentation på, at det er dyrt at være fattig. Der skete gennem de år et voldsomt forfald, og store værdier gik tabt. Tilbage i 1998 advarer Skoleudvalget på Københavns Rådhus om de ”meget nedslidte tage, vinduer og facader”, ”meget utidssvarende faglokaler, der ikke lever op til folkeskolelovens intentioner”, ”skolegårde med store huller og kanter, der både er farlige at færdes på og medfører, at endnu mere sand, jord m.v. slæbes ind i skolens lokaler – med konsekvenser for rengøringsstandarden”.

  • Fra KK november 1997. Foto: Jan Klint Poulsen

Skoleudvalgets formuleringer var meget diplomatiske, for der var både knækkede løse tagsten og pilrådne vinduer, der var ved at falde ud. Bedre stod det ikke til med den indvendige vedligeholdelse, hvor effekten af sundhedsfarlig skimmelsvamp, huller i vægge, afskallet maling, nedslidte trapper, gange, toiletter og lokaler var en belastning for indeklimaet, sundheden, motivationen og humøret.

Humøret fik måske et lille løft, altså i tragikomisk retning, da det af regeringen nedsatte Musiske Udvalg ved juletid i 1997, offentliggjorde sine ’ti bud’ om, hvordan det musiske element kan styrkes i skolen – allerede ved det sjette bud måtte københavnske lærere nok tage sig til hovedet.

Det ministerielle udvalgs sjette bud lød: ”Du skal kunne bruge dine sanser fuldt ud og erfare, at smukke tanker bedst tænkes smukke steder. Derfor bør skolens rum og omgivelser være blandt de smukkeste menneskeskabte.”

Kreative løsninger på snæver plads

Lidt inspiration for eftertiden har det Musiske Udvalg måske alligevel efterladt sig, hvis vi lige ser bort fra indretningen af lærerarbejdspladser, for de følgende års skolebyggerier og moderniseringer har bestemt sat en tydelig æstetisk retning. Der har både indvendigt og udvendigt i bygningerne været en klar ambition om at løfte kvaliteten og æstetikken ind i den tid, vi lever i. Kreative arkitekter har fundet både funktionelle og smukke løsninger, der overraskede – ikke mindst på steder hvor pladsen var trang og begrænsningerne langt større end mulighederne.

Oehlenschlægersgades Skole på Vesterbro er fx klemt inde mellem beboelsesejendomme og tætte gadeforløb, men alligevel er det lykkedes at tilføre den en vaks nutidig tilbygning, der i første sals højde strækker sig slangeagtigt ind over skolegården. Heller ikke på Vesterbro Ny Skole har der været noget udeareal at hente, men i skolegården ud til den tilstødende gade er der opført en elegant idræts- og mødesal med glasvægge, så man kan glæde sig over lyset og gennemsigtigheden både ude- og indefra.

  • 'Slangen' på Oehlenschlægersgade Skole. Foto Peter Garde

Andre har som fx Strandvejsskolen i en god sags tjeneste måttet vinke farvel til deres store boldbane. Nogle steder som fx på Lykkebo Skole, hvor en ny stor idrætshal rejser sig skulpturelt, er der kompenseret for det mistede græstæppe med lidt mindre, men sjove anlæg med stødabsorberende belægning, så der alligevel er fastholdt et bevægelsesmotiverende udfoldelsesområde.

De første år renoverede man enkelte udvalgte lokaler eller områder, men det er man heldigvis gået væk fra. I dag udføres som hovedregel helhedsrenoveringer, der betyder, at håndværkerne først forlader skolen, når det hele er sat i stand.

Fredede skolebygninger

En særlig udfordring er det at modernisere fredede bygninger som Husum Skole, Sølvgades Skole og Skolen ved Sundet. En bygning fredes, hvis den har arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi af national betydning. Det er Kulturstyrelsen, der freder en bygning og er myndighed, når renoveringsarbejder skal godkendes. En fredning omfatter den pågældende bygning og eventuelt dens nærmeste omgivelser.

 

Kulturstyrelsen kan stille krav om anvendelse af særlige materialer og løsninger af hensyn til bygningsbevarelsen. Det kan også være nødvendigt at gå på kompromis i forhold til de pædagogisk set bedste ønsker i forhold til fx klasselokaler, madkundskabslokaler og ventilationssystemer.

  • Friluftsskolen. Foto. Peter Garde

  • Husum Skole. Foto: Peter Garde

Da Husum skulle udvides, opførte man en mindre bygning til indskolingen lidt til siden, så den ikke spærrer for udsigten til den gamle bygning. Desuden har den fået et nænsomt indre løft. Skolens åbne beliggenhed gjorde det muligt at bevare det store areal med boldbaner. Skolen ved Sundet er på kommunens budget 2016 indstillet til helhedsrenovering med et budget på over 200 mio. kroner. 

Sølvgades Skoles oprindelige bygning helhedsrenoveres i øjeblikket. Der etableres ventilation og andet VVS-arbejde, el- og malerarbejde. Den blyholdige gamle maling, der sad på væggene, gjorde ingen skade til hverdag, men når man skraber og kradser i den, er den skadelig. Derfor var de små klasser i nogle måneder genhuset på den tidligere Bispebjerg Skole, mens renoveringen var i gang.

Ud over de tre fredede skoler har Københavns Teknik- og Miljøforvaltning udpeget 45 skoler til at have høj bevaringsværdi på grund af deres arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af mere lokal betydning.

Ældst, fredet, ekspansiv og ambitiøs

Det har gennem en årrække voldt hovedbrud, at elevtallet på den fredede Sølvgades Skole voksede og voksede, for hvor skulle man gøre af de mange nye elever? Der var i en periode planer om at opkøbe nabohusene, der er gamle beboelsesejendomme, men det blev ikke til noget. Den lille asfalterede skolegård gav ikke mange muligheder for ekspansion. Skolen er klemt inde midt i byen, og samtidig er den omgivet af kulturhistoriske klenodier, som en udbygning ikke må skæmme – Nyboder, Kongens Have og fine gamle huse med lejligheder i de omliggende gader. 

Skolen er Københavns Kommunes ældste folkeskole fra 1847 og klasseværelserne i den 170 årige bygning byens mindste. Efter nutidens standarder skulle det betyde rigeligt store fællesarealer, men det er ikke tilfældet her. Alt er småt – undtagen dens værdigrundlag: Vores skole emmer af nærvær og ånd. Vi er stolte af den, fordi den værner om værdier som ligeværd, demokrati, tillid og respekt. Vi elsker den for dens rummelighed, ærlighed, humor, og omsorg – på alle niveauer.”

  • Sølvgades Skole. Foto: Ola Saltin

  • Sølvgades Skole. Foto: Ola Saltin

Imod alle odds rejste der sig alligevel for et par år siden en ny bygning i seks etager på den sparsomme plads ved siden af den oprindelige skolebygning. Løsningen fik mange rosende ord, fordi den på samme tid fremstår stor, let og rummelig, og selv om den tager nogle kvadratmeter fra skolegården, så tilfører den vigtige kvaliteter. Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet C. F. Møller.

De store kender de små og omvendt

“Vi er I bund og grund glade for de velfungerende faglokaler og basislokaler. Det er en virkelig flot bygning. Og når man kommer fra den gamle bygning og træder ind i den nye, så bemærker man fx med det samme, hvor fin akustikken er”, fremhæver skoleleder Kim Stenholm Paulsen.

Den nye bygning er ramme for nye faglokaler og for 7., 8. og 9. klasserne. I den lave stueetage er der en rummelig idrætssal, og på etagerne er der fag- og klasselokaler. Mens eleverne på Sølvgade tidligere lånte hjemkundskabslokale på andre skoler, kan de nu glæde sig over at have deres eget til madkundskab. Musiklokalet har dobbelt størrelse lige som lokalet til natur-teknik, geografi og biologi. Håndværk & design må leve med at være adskilt, for faget blev opfundet efter, at indretningen lå fast. Man kan måske undre sig over, at materialetunge fag som sløjd er placeret på bygningens tredje etage, for alt skal løftes derop med elevator. 

Det meget begrænsede fællesareal på gangene har fået et ekstra lille twist, så det er hyggeligt, godt udnyttet og kan give arbejdsplads til små grupper. Gangene har knæk og nicher, der giver afveksling samtidig med, at det skiftende lys skaber liv gennem de store gulv-til-loftvinduer, hvis dybe karme har koloristisk spræl både udvendigt og indvendigt. Farvesætningen er hentet fra de bygninger, der er dominerende i lokalområdet.

Der er overraskende udsigter inde fra bygningen til den gamle bygning, til gaden, til lejligheder, til træer, til Kongens Have, ja, helt til Rådhuset. Der er tænkt på oplevelse og trivsel på få kvadratmeter, Kim Stenholm Paulsen:

“Det er jo charmen, at vi er en lille to-sporet skole med snæver plads. Eleverne er gode til at passe på det hele og til at tage hensyn til hinanden. De store elever kender de små og omvendt.”

Når teknologien svigter

Dårligt indeklima kom i stigende grad på dagsordenen op gennem 1990erne. Den velkendte finesse med at åbne et vindue, når man trænger til frisk luft, gled i baggrunden, muligvis fordi de mange rådne vinduer var skruet fast på grund af nedstyrtningsfaren, hvem ved.

Under alle omstændigheder kom der de følgende år skub i ventilationssystemer i forbindelse med renoveringer og nybyggerier. Cirkulerende frisk luft skulle klare elevernes hjerner, så de havde optimale muligheder for at udvikle læring og forbedre deres præstationer. De tilbagevendende Pisa-resultater blæste måske noget medvind i projektet, men desværre blæste ventilationen somme tider den forkerte vej.

Ikke et ondt ord om ventilation, for den højteknologiske luftcirkulator gør god gavn de steder, hvor den fungerer tilfredsstillende. Men automatikken tager somme tider styringen efter forgodtbefindende. På Skolen på Islands Brygge har de længe døjet med et plagsomt fysisk arbejdsmiljø, og Arbejdstilsynet har givet flere påbud. Indeklimaet fremmer ikke elevernes og lærernes daglige arbejde med alt for meget varme og generende støj fra ventilationssystemet i rummene.

På Sølvgade er der stadig fem år efter, at den nye bygning blev indviet, problemer med luftudskiftningen. Der har været justeret frem og tilbage mange gange uden større held. Hvor kilden til besværlighederne ligger er svært at vide, for der er også problemer med el-forsyningen. Somme tider tænder lyset midt om natten og bruger unødvendig strøm, andre gange går det bare ud. Heldigvis har skolen en dygtig og håndsnild teknisk ejendomsleder. Han har fundet på at sætte ventilationen i gang meget tidligt om morgenen, hvis den altså vil, mens luften er kølig, så skoledagen i det mindste starter i klimatiseret tilstand.

Selv på de dage hvor ventilationen fungerer, kan det være svært at udholde varmen inde i lokalerne, når solen står på. Vinduerne kan ikke åbnes – iøvrigt en dyr løsning for den løbende rengøring og vedligeholdelse – og ventilation er jo ikke aircondition, så systemet køler ikke, men trækker varm luft udefra ind i lokalerne. På de dage er der kun én udvej – at forlade skolen og slå sig ned på en skyggefuld plet i Kongens Have eller på Statens Museum for Kunst.

Hva’ med at åbne et vindue?

På Øster Farimagsgades Skole har de haft deres egen variation af ventilationssystemets lunefulde påhit, for luften cirkulerede simpelthen den forkerte vej. Folk i huset blev dårlige, kastede op og blev svimle. Ifølge skoleleder Axel Bech havde de et forfærdeligt hyr:

”Der er efterladt ting og sager inde i systemet, brandspjæld har ikke virket, og det har larmet. Nu kører det, men pludselig kan det gå i stå. Hvorfor ikke bare åbne et vindue og spare alt det dér. Sådan har man gjort i over hundrede år i den gamle bygning til alles tilfredshed”, siger Axel Bech og beklager, at man slet ikke må åbne vinduer, når ventilationen er i gang.

”I dag er den tidligere inspektørbolig på øverste etage i den gamle bygning fyldt op med store ventilationsmaskiner og rør. Det hele er installeret, fordi vi kom ind i en helhedsplan, og så er ventilation et påbud. Vi har aldrig savnet den, der var ingen problemer før nu”, fastslår han.

  • Her på 4. sal havde de tidligere skoleinspektører deres hjem. Foto: Peter Garde

Også på Korsager Skole kæmpede de et par år med klimaanlægget i den nye bygning. Først efter hårdt pres fra de ansatte bliver sagen undersøgt, og man finder problemet. Nogle håndværkere har haft noget affald, de skulle af med, og i stedet for at tage det med sig, har de proppet det ned i ventilationskanalen.

Klagerne over dårligt fungerende ventilationssystemer lyder fra mange skoler, og folk oplever, at det tager måneder og år at justere den computerstyrede luftcirkulation, hvis det overhovedet lykkes. I ventetiden bager solen stadig på bygningerne, vinduerne kan eller må ikke åbnes og afskærmning er måske en mulig udvej, men kommer den en dag?

Endnu en årvågen skolebetjent

På Utterslev Skole med den naturfaglige profil kører ventilationen fint, og tidligere leder Søren Thorborg fortæller, at det er en helt særlig konstruktion, ja, en meget intelligent naturfaglig løsning, der gør, at der ikke er nogen summen af ventilatorer i klasselokalerne. Alligevel løb de naturfaglige hoveder ind i et uforudset problem, som de trods deres ekspertise ikke kunne løse. De måtte have fat i deres VVS-mand, for der lugtede somme tider slemt af kloak inde i kantinen. Det var ulækkert.

VVS-manden foreslog dem at hælde vand i vandlåsene. Det gjorde de, og væk var lugten. Den kom imidlertid igen to uger senere. De ringede til VVSeren, og en halv time efter stod han på skolen, men stadig kunne ingen finde ud af, hvor lugten kom fra – indtil en dag skolebetjenten var oppe på taget og skulle skubbe noget sne ned. Så opdagede han, at indsugningen til ventilationen i kantinen stod en meter fra udluftningen fra faldstammerne. Det betød, at i en ganske bestemt vindretning, var der genbrug af luft, men i alle andre vindretninger var der ingen gener. Så forlængede man et af rørene med en meter, og det naturfaglige problem var løst.

Fin arkitektur – men udførelsen

Mens der er udbredt tilfredshed med arkitekturen, er der betydelige forbehold i forhold til udførelsen på de skoler, hvor der bygges nyt. Gennemgående lyder det, at der er for mange mangler, nogle dele er i for ringe kvalitet, og der mangler finish.

På Sølvgade er samlingen mellem gulv og vægge i den nye bygning ikke afsluttet med en fuge, en liste eller et panel. Betonvægge er bang! dumpet ned på betongulvet, og der er sprækker med løst betonstøv og snavs, hvor gulv og væg mødes, og det får bygningen til at se ufærdig ud. I server-rummet er der stegende varmt – stakkels den skolebetjent eller elektriker, der skal opholde sig mere end ti sekunder derinde. Og taget i den nye bygning er utæt og skal udskiftes, da der løber vand ned i elevatoren.

  • Væg og gulv mødes uden finish. Foto: Peter Garde

Skiftende firmaer, der krakker, skaber usikkerhed, forsinkelser og øgede udgifter. Og skiftende byggeledere, hvis overhovedet nogen, medfører mangelfuldt tilsyn og dårlig koordinering under byggeriet. For eksempel lykkedes det aldrig Sølvgade at få fat i en tegning over kloaksystemet, og ingen aner, hvor rørene løber.

Det er ofte småtingene, der har stor betydning i hverdagen. Der er stort slid på en skole, og alt skal være lavet af solide materialer, ikke mindst hængslerne på skabe. Det måtte Anne Vang i sin borgmestertid sande, da hun var på Sølvgades Skole. Her åbnede hun en låge i det fine nye madkundskabslokale, og vupti, så stod hun med en løs låge i hånden. 

Aktiv kommunal byggeleder efterlyses

Den slags kiksere kan skyldes, at materialet ikke er beskrevet tilstrækkeligt præcist i udbuddet, eller at det udførende firma ikke lever op til aftaler og sparer på indkøbene. Bygherren må gerne definere, hvad et produkt skal kunne holde til, men man må ikke bestille bestemte varer fra et bestemt firma, for det ville være konkurrenceforvridende.

Nogle skoleledere har følt sig usikre på, om et arbejdes validitet lever op til det, der er bestilt. Hvem kan som lægmand umiddelbart se, om vægmalingen har glans 5 eller glans 20, men det har betydning for holdbarhed, vedligeholdelse og pris. Flere skoler efterlyser derfor mere aktiv og stabil tilstedeværelse af en kommunal byggeleder.

Også på Utterslev Skole måtte de gøre nogle erfaringer med manglende holdbarhed. Her var toiletskyllemekanismerne af den standard, som man bruger i et parcelhus, og der gik ikke lang tid, før alle var udskiftet til dyrere og mere solide. Samme standard havde opvaskemaskinen i KKFOen. Den var halvanden time om en vask, men det du’r ikke i en fritidsinstitution. Her skal man ifølge Søren Thorborg bruge en, der vasker med høje temperaturer på et kvarter, men den koster tre gange så meget. Måske er der nogen, der sparer de forkerte steder.

”Som skolens byggeleder er man nødt til at spille hård børste, hvis ikke kommunens byggeledere tager deres tilsynsopgave alvorligt”, lyder det fra Peter Aksten, der var skoleleder, mens Nørrebro Park Skole blev renoveret, og han fortsætter:

”I nogle byggefaser er der så travlt, at det går ud over kvaliteten, så det er en god idé at holde et vågent øje med, hvad der foregår. Der er ansat en hær af folk til at have kontrol med alt det tekniske, og hvis vi oplever, at de ikke gør det godt nok, så har vi som skoleledere en forpligtelse til at gå op gennem vores eget system med vores bekymring – fra områdechef til direktion, der må gå videre til Økonomiforvaltningen, der er bygherre. Somme tider er vi for pæne, vi regner med at folk laver deres arbejde ordentligt, men sådan er verden ikke altid.”

Ventilation som dekoration

Lys, lyd og luft er afgørende for indeklima og arbejdsmiljø. Det har man måttet erfare sig til på mange skoler. På Valby Skole ude i den fine gamle porcelænsfabrik var arkitekterne så glade for fabrikstemaet, at de valgte at føre de omfangsrige ventilationsrør meget synligt på kryds og tværs gennem bygningen. Det ser dekorativt og fabriksagtigt ud, men der fulgte uforudsete problemer med.

  • Fabriksvisionen er sikret. Foto: Peter Garde

”Der ligger nærmest kilometervis af store ventilationsrør og åbne kabelbakker oppe og nede i hele huset, og det har støvet og støvet. Hvad vi har haft af sygdom på det grundlag. Folk er blevet allergikere og alt muligt, og vores sygefravær har i den grad været påvirket af det”, fortæller tidligere skoleleder Margrethe Frausing.

Der gik halvandet år, før man fik den idé, at der nok skulle gøres rent i de stemningsfulde fabriksmarkører. Det viste sig, at rørene var fulde af affald og duelort, og luftcirkulationen var derfor en blandet fornøjelse. Skidtet kunne jo fjernes, men det kræver en lift og en hel del arbejdstimer, så regningen for en rengøring løb op i 100.000 kroner.

”Det ville være bedst at gøre det rent en gang i kvartalet, men det er jo helt vildt mange penge, og så er det ren drift”, konstaterer Margrethe Frausing.

Hovedbruddet sidder i ørerne

At lyden spiller en stor rolle for arbejdsmiljøet, ved enhver skolemand og -kone. Akustikken har tydeligt været et indsatsområde i det nye byggeri på skolerne, og det er ikke kun på Sølvgade, at resultatet bliver rost, men det kræver, at bygherren stiller krav og gør noget aktivt.

Valby Skole. Foto: Peter Garde
Valby Skole. Foto: Peter Garde

De helt usædvanligt store åbne rum på Valby Skole skabte nogle problemer og gjorde det svært for eleverne at arbejde uden for klasselokalerne, fordi de blev distraheret af al mulig anden støj. Margrethe Frausing understreger, at det er vigtigt, at lydforholdene indgår i selve byggefasen, for det skal bare være i orden, når eleverne kommer:

”Jeg blev mødt af en lidt bedrevidende holdning hos bygherren, at de havde skam bygget skoler før. Så tænkte jeg, at det har de styr på, men jeg opdagede undervejs, at så god forstand havde de altså heller ikke.”

Efterfølgende fik Valby Skole en ferm støjekspert, der i øvrigt allerede arbejdede i kommunen, ud på skolen, og han fik virkelig ryddet op i støjplagen. Men hvorfor først efter byggeriets afslutning, når skolen var i fuld funktion?

Desuden advarer Margrethe Frausing mod gipsvægge, for dels er de ikke holdbare nok til skoleliv, dels går lyden lige igennem dem: ”Vi har selv måttet lydisolere hos skolepsykologen og de andre servicefunktioner. Det gælder også administrationen – inde på mit kontor tænkte jeg somme tider, hvorfor skal jeg sidde her og høre faxen hyle inde i et helt andet lokale?”.

Er grænseværdier tilstrækkeligt?

Konsulent Ida Kampmann har fra sin medvirken i mange skolebyggerier erfaret, at hvis lydniveauet ikke er i orden, så bliver folk stressede og kan ikke holde ud at opholde sig i rummene.

”Man kan ikke gå på kompromis med lys, lyd og luft. Vi er med årene blevet bedre til det, men vi har været for lidt opmærksomme på det i de tidlige faser i nybyggeri. Det er ikke kun i kommunen, det har været et problem på landsplan”, fastslår Ida Kampmann og tilføjer:

”I alle de programmer jeg har været med til, har jeg prøvet at inddrage fagpersoner fra fx Statens Byggeforskningsinstitut, KUA og fra DPU for at høre, hvad vi skal være opmærksomme på, og hvad der har særlig betydning for børn. Her er det vigtigt at trække forskningen ind og få et samspil med dem, der står bag byggeriet.”

”Jeg er bekymret for, om det samspil er ved at gå fløjten i disse år, for der er særlig stor kommunal opmærksomhed på at få mest muligt ud af pengene. Det kan godt være, at man lever op til de vedtagne grænseværdier for decibel og luftudskiftning, men der er også nogle menneskelige faktorer, som forskere har forstand på.”

Det svømmede i vand

På Langelinieskolen har de holdt ti års jubilæum som byggeplads, og de er langt fra færdige endnu. Skolen blev lagt sammen med Skolen på Kastelsvej, en mangeårig specialskole for elever med hørenedsættelse. Et operativt indgreb (Cochlears Implant) har givet så mange af dens potentielle elever en bedre hørelse, at der kun går ganske få elever på skolen. Langelinieskolens indskoling er derfor flyttet til et ombygget hus på Kastelsvej. Hovedskolen i Holsteinsgade har fået en ny bygning til udskolingen, og den gamle bygning venter på renovering. Udbygningen betyder, at skolen bliver fem-sporet for at løse kapacitetsbehovet på Østerbro.

  • Langelinieskolen. Foto: Peter Garde

  • Langelinieskolen. Foto: Peter Garde

  • Langelinieskolen. Foto: Peter Garde

  • Langelinieskolen. Foto: Peter Garde

  • Langelinieskolen. Foto: Peter Garde

  • Langelinieskolen. Foto: Peter Garde

  • Langelinieskolen. Foto: Peter Garde

Den oprindelige bygning ud til Holsteinsgade har for nogle år siden været gennem en modernisering. Ikke desto mindre ser den forfærdelig ud og er temmelig upraktisk indrettet efter nutidens målestok, lærer og medlem af KLFs bestyrelse Thomas Roy Larsen:

”Der har på et tidspunkt været et elevråd og nogle lærere, der var meget farveglade, men i dag – hold kæft hvor er der grimt. Der blev lagt ny linoleum dengang, men det er blevet vasket forkert og ligner noget, der er løgn.”

Først flyttede man mellemtrinnet ud af den gamle bygning til Kastelsvej. Så blev bygningen helt tømt, og derefter stod den tom i næsten et år. Det ligner ikke et verdensmesterskab i effektivitet. Tålmodighed er blevet en udfordring for alle på skolen.

Gadenavne kunne have givet et tip

Den nye bygning til udskolingen står færdig nu, og eleverne er flyttet ind. Tidligere lå der en gammel bygning med et fritidshjem på grunden, Thomas Roy:

”Først restaurerede man fritidshjemsbygningen for en kvart mio. kroner, da man fandt svamp i kælderen, men et halvt år efter gik man i gang med at rive bygningen ned. De må have penge nok, tænker man. Derefter skulle der graves ud til en idrætssal, der skulle ligge i kælder-stueetage-højde i den kommende bygning. Bedst som man er i gang med udgravningen, støder håndværkerne ind i en grundvandsflod – den havde man ikke opdaget, da man lavede forundersøgelserne, så hele udgravningen bliver oversvømmet. Man pumper og pumper vand væk, men det vender trofast tilbage i udgravningen, og alt går i stå i næsten et år.”

”Miséren kunne muligvis være undgået, hvis man havde tænkt på bydelens historie, for gadenavne som Strandboulevarden og Fiskedamsgade kunne måske have givet nogle ideer om undergrundens beskaffenhed. Mon ikke også at metrobyggeriet kunne have givet et tip?”, tænker Thomas Roy.

”Løsningen blev, at gulvet i idrætssalen blev hævet, hvorved der blev for lavt til loftet til fx basket- og volleyball. Det var lidt ærgerligt, for vi var i snak med nogle idrætsfolk, der gerne ville samarbejde  med os.”

Permanent stress-faktor

Byggearbejdet kom i gang igen efter en rum tid, men det gik langsomt. Somme tider gik der en enkelt håndværker rundt og puslede, andre gange lå det helt stille. Men nogle dage var der næsten alt for meget gang i den, Thomas Roy:

”Vi har været ude for mange mærkelige hændelser - fx at der pludselig kører en lastbil ind i en skolegård, der er fuld af elever. Og en gaffeltruck der hopper i gearet og vælter en afspærring. Og en dag skulle nogen pille et stillads ned, og de stiller delene op ad et byggehegn. På et tidspunkt bliver stilladsdelene tungere end hegnet. Det braser sammen ud i skolegården med et mægtigt brag. Der har været mange episoder, hvor vi har tænkt – godt der ikke skete nogen noget. På et tidspunkt blev byggeriet stoppet, og der blev sat bedre styr på sikkerheden.”

Men op kom bygningen, der blev beklædt med fine facadeplader af træ, der – uheldigvis – ikke blev monteret med rustfri skruer, så det hele skulle ned og op igen med skruer, der kan holde.

Thomas Roy fortæller, at alle går og joker med, om de tør være i bygningen, og hvad bliver mon det næste. Jævnligt møder de mindre heldige fejl. En bænk i idrætssalen er faldet ud af væggen, fordi man ikke havde brugt rawplug, og en gang i mellem falder der en loftplade ned. Det kniber med kvaliteten. Dør- og vindueshåndtag udskiftes jævnligt, og i 7. klasse må han ofte slukke lyset, fordi det sætter gang i en hylelyd. I to lokaler reagerer lyset synkront, så når de tænder lyset i det ene lokale, så sker det også i det andet, selv om de har brug for mørke til at se en film. Det samme med gardinerne, også deres automatik lever sit eget liv.

”Der er en del tekniske ting, der er lidt spøjse. Men man lærer også at blive taknemmelig, når man kommer ind i noget nyt, og pludselig er der plads til at gå rundt i klassen, selv om der er 28 elever. Det kunne vi ikke i den gamle bygning”, lyder det fra Thomas Roy, men inden længe melder næste hold håndværkere deres ankomst:

”Nu skal gården spærres af, for der skal laves et inspirerende udeareal til mellemtrinnet med boldbaner, noget parkour, og noget de kan klatre i. Byggeriet fortsætter og fortsætter akkompagneret af støj og larm. Vi prøver at tage det fra den humoristiske side. Vi bliver ikke længere overraskede, når vores leder kommer og siger, at vi er nødt til at flytte alle vores ting i forberedelsesrummet op på tredje sal i to måneder, og så skal de flyttes ned igen.”

”Vi bærer papkasser ind og ud, op og ned, og somme tider finder vi en stakkels kasse under et bord, som alle har glemt. Der er bare det, at vi ikke har tid til det, og det er en voksende stress-faktor i hverdagen,” beretter Thomas Roy.

 

 

DET MULIGES KUNST NÅR SKOLEN SÆTTER RETNING

Fantastiske rum og overraskende detaljer

På Vigerslev Allés Skole går lærerne i håndværk & design og billedkunst rundt og stråler, for de har efter helhedsrenoveringen af skolen fået nogle faglokaler så skønne, som de ikke havde kunnet forestille sig. Bygningen, hvor de har lokaler, har rummet en svømmehal, der var noget udtjent. Den blev skrottet, og ved en omfattende ombygning er der nu indrettet kreative værksteder, der blandt andet udnytter en svømmehals dybde og højde. Lokalerne skiftevis dykker og åbner sig opad som den kurve, en udspringer fra 3-meter vippen tegner. Der er niveauforskydninger, spændende rum og inspirerende værkstedsfaciliteter.

  • Vigerslev Allés Skole. Foto: Peter Garde

På Øster Farimagsgades Skole er der indrettet et inspirerende stort laboratorieagtigt lokale til madkundskab, der må kunne inspirere til læring med både grove rodfrugter og fransk delikatessenips som materiale. Et nyt natur-teknik faglokale med udgang til en åben tagterrasse, hvor der er vand, vaske, afløb og grill-plads indbyder til at dissekere fisk og rådyr i bedste Antorini-stil, og samtidig forene praktisk arbejde med teori, fascination og oplevelse. Skolen har investeret i møbler af bolværkstræ til tagterrassen - solide siddeplanker der vejer 800 kg stykket, så dem smider man ikke bare rundt med, og de holder nok de næste par generationer.

  • Tingbjerg Heldagsskole. Foto: Peter Garde

Tingbjerg Heldagsskole blev nærmest genfødt ved en gennemgribende indvendig renovering for nogle år siden. Der er bygget en perlerække af faglokaler samlet i én fløj, og skolen er en af de få, der har nærmest uendelig god plads med endnu uudnyttede små grønne områder her og dér. Skolen har sammen med fritidsinstitutionerne en stor dyrelegeplads med 5-6 heste, et æsel, to hængebugsvin, geder, hunde, kaniner og fugle med svømmefødder. Som Tingbjerg-bydelens ophavsmand, arkitekt Steen Eiler Rasmussen engang skrev: ”Det havde været min drøm, at på Tingbjerg skulle mennesker flytte ud fra trange forhold inde i byen til bedre plads og til større frihed.”

Nørrebro Park Skole ligger omkranset af tæt boligbyggeri, børneinstitutioner, en tungt trafikeret Jagtvej og en fredet Assistens Kirkegård. Her findes der alt fra vugge til grav. Helhedsrenoveringen havde til formål at skabe funktionelle bygninger på begrænset plads. En særlig detalje og pointe ved det omfattende byggeri blev den lounge, der er indrettet i stueetagen i den nye bygning. Dens funktionelle betydning op til en ny kantine med køkkenfaciliteter og EAT-uddeling var naturligvis gennemtænkt, men dens sociale betydning blev en uforudset ekstragevinst. Her sidder der altid nogen og snakker, spiser og hygger sig. Det er blevet et helt centralt rum, hvor de store elever mødes på tværs af klasserne og særlig betydningsfuldt for dem, der ikke kan invitere kammerater med hjem. De har fundet deres sted.

Og sådan kan man blive ved. Der er bygget nyt på alle de københavnske skoler siden årtusindskiftet, og der kan nævnes mange fine eksempler. Men hvordan sikrer skolerne sig, at udbygninger og renoveringer bliver rigtig vellykkede? Sikre sig kan man nok ikke, men den enkelte skole kan gøre meget selv. Vi har spurgt en skoleleder, der har været pædagogisk byggeleder på flere skoler gennem en årrække.

Fra pædagogisk idé til arkitektens tegnebord 

”Vigtigst af alt er at tage tingene i den rigtige rækkefølge. Det er i rækkefølgen, det somme tider går galt i byggerier. Hvem skal fx have den pædagogiske vision, når vi laver en skole? Er det arkitekterne eller dem, der skal bruge rummene?”, spørger skoleleder Peter Aksten retorisk, for det er naturligvis brugerne, og sådan gjorde de også på Nørrebro Park Skole, da han som leder skulle forestå sammenlægningen af Havremarkens Skole og Jagtvejens Skole. Desuden var han pædagogisk byggeleder for helhedsrenoveringen af en hundrede år gammel bygning, en 50 år gammel bygning og et nybyggeri.

  • Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

  • Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

  • Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

  • Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

  • Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

”Bag skolens organisation skal der ligge en pædagogisk idé og en holdning, som brugerne føler ejerskab til, og derfor begyndte det hele på Nørrebro Park med, at vi inviterede alle elever, forældre, lærere og ledere til idémøde en lørdag. Der var ikke mødepligt for nogen, men alle, der havde lyst til at være med, var velkomne”, fortæller Peter Aksten.

Resultatet af mødet blev en klar organisationsform, hvor årgangstrin ligger samlet. For eksempel skulle 0. klasserne ligge så tæt sammen, at de kunne fungere som én enhed, fordi man ville kunne danne hold på tværs af klasserne.

”Sådan blev det bærende princip for hele skolen, og hvis ikke vi havde beskrevet det og præsenteret det for arkitekterne, ville skolen ikke se ud, som den gør i dag. Det havde afgørende betydning for den indvendige indretning”, lyder det fra Peter Aksten, der dog har måttet høre for et brud på netop dette bærende princip, fordi 7. klasserne stadig bor øverst oppe i mellemtrinnets bygning. De burde have været med over i den nye bygning for udskolingen.

Det ville ifølge Peter Aksten have været logisk, ja, men i dag ser han det som en detalje, fordi skolen så at sige fik alle andre ønsker opfyldt:

”For mig er det så lille en detalje, at man næsten ikke kan være bekendt at nævne den. Vi fik næsten alt, hvad vi pegede på. Hvis 7. klasserne skulle have været med i den nye bygning, skulle der en ekstra etage på, og så skulle man ud og finde 20 mio. kroner. Der er ikke uanede mængder af penge”, fastslår han.

Pas godt på byggemøderne

Skolelederens primære opgave som byggeleder er ifølge Peter Aksten at møde velforberedt til byggemøderne og sørge for, at beslutninger bliver ført til referat, for hvis noget ikke er ført til referat, så er det aldrig sagt. Derefter er det vigtigste at læse byggemødereferaterne, og hvis der mangler noget gøre indsigelse på det førstkommende byggemøde.

  • Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

”Når man gør det, så får de respekt for én. Ellers er de ligeglade med én. For to år efter siger de, at du kan selv se i papirerne, at det dér, du kommer med nu, det har aldrig været behandlet.”

”En hovedpine ved store byggesager er, at nøglepersonerne ofte bliver skiftet ud. Det er sjældent den samme projektleder, der begynder og fuldfører byggeriet. Det gælder både for Københavns Kommune og de virksomheder, der bygger. På den måde går der altid en masse viden tabt, og hvis beslutninger og aftaler ikke er skrevet ned, så bliver de ikke gennemført. Det kan fx være en aftale om, hvor mange stikkontakter der skal være i et lokale. Elektrikeren tænkte måske, at der skal være fire, men som skolemand ved jeg, at der skal være strøm til 28 computere samtidig.”

Peter Aksten understreger, at det er byggemøderne, der er særlig vigtige for skolens byggeleder. I byggefasen, hvor håndværkere og gravemaskiner er i gang, er alt besluttet. Hvis skolelederen har en opgave på det tidspunkt, så drejer det sig mere om kontrol og justeringer, som det fx var tilfældet på Utterslev Skole. ”Alt foregår inden”, som Peter Aksten siger, og han tilføjer:

”I det øjeblik skolebestyrelsen udtaler sig om byggesagen og accepterer den, så er alt godkendt. Bagefter kan man kun klage over det, der er beskrevet. Så det gælder om at få tingene beskrevet, og det foregår altid på møderne forinden.”

Hvad er et budget?

Ombygningen af Nørrebro Park Skole var en 100 procents renovering, men der var ikke afsat penge til inventar i budgettet. Tanken om at man bare skulle sætte de gamle stole og borde ind i funklende nye lokaler blev kilde til en del diskussion. Peter Aksten holdt fast i, at inventaret skulle udskiftes, for ellers ville forældre og andre brugere bare komme og sige, at den stol sad jeg også på for tyve år siden.

  • Begrebet ’kontorlandskab’ får nyt indhold på Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

”Folk ville hæfte sig ved det gamle, de kendte, og ikke se alt det nye. Jeg foretrak derfor en 80 procents renovering af skolen og nyt inventar i de 80 procent, der blev fornyet. Men sådan en løsning kan kommunens byggefolk ikke lide, for så kan de ikke hakke Nørrebro Park af som et afsluttet projekt”, siger Peter Aksten. Han fandt alligevel på en udvej, for han havde undret sig over, hvor mange millioner der lå i budgettet til malerarbejde.

Han spurgte derfor en malermester, han kendte, hvad han skulle have for at male så og så mange kvadratmeter skole, og det kunne han gøre for halvdelen af det budgetterede beløb. Fint, tænkte Peter Aksten, når han kan gøre det for det halve, så har jeg gode penge, som jeg kan bruge på noget andet. Det er da en god forretning for alle, tænkte han. Men her havde han forregnet sig, for han fik besked fra højere sted, at sådan kan man ikke. I et budget er der allerede taget højde for, hvad gynger og karruseller kan finde på at give og tage, så man kan ikke bare trække en enkelt post ud. 

”Sådan et budget var i mine øjne ikke særlig gennemsigtigt, og jeg tænkte, at hvis det er skruet sammen på den måde, så er der ingen, der skal fortælle mig, at der ikke er penge til nyt inventar. For jeg vidste jo, at et eller andet sted i det her byggebudget lå der et par millioner kroner og svømmede rundt”.

”Vi fik nyt inventar uden at skrue ned for renoveringen. Min opgave var jo, at skolen skulle have mest muligt ud af byggeriet. Det er ikke altid, at de kontrakter, der bliver lavet, er de bedste. Nogle gange skal man være lidt fræk og kende sin besøgelsestid.”

Men det er nok de færreste skoleledere, der er byggesagkyndige – kan det ikke være fristende at sige ja til de aftaler, nogle byggesagkyndige har sagt god for?

”Selvfølgelig, men når man ser nogle tal, man som lægmand synes er mærkelige, så er det sund fornuft lige at tjekke dem og snakke med nogen. Det kan godt være, at jeg er uddannet pædagog, men jeg er altså også så meget forrretningsmand, at jeg ikke betaler overpris. Jeg fandt et økonomisk råderum i budgettet, og det kunne i dette tilfælde bruges til inventar”.

Udsættelser – pestilens eller gave

Alle byggerier udsættes for uforudsete hændelser, og nøje planlagte foranstaltninger må somme tider udsættes eller måske helt aflyses. Det har de oplevet i lange baner på fx Langelinieskolen.

På Nørrebro Park er det et par gange lykkedes at transformere en uheldig forsinkelse til en forbedret forberedelse. Nørrebro Park stødte fx ind i, at bebyggelsesprocenten på grunden var for høj til, at kommunen kunne give dispensation til sig selv. Projektet skulle ind og vedtages i kommuneplanen, men den vedtages kun én gang hvert fjerde år – dog blev den ekstra forsinket ved denne lejlighed, fordi der var politisk drama om tidligere overborgmester Ritt Bjerregaards planer om at bygge billige boliger på Kløvermarken. Dermed blev byggeriet på Nørrebro Park Skole udsat i næsten trekvart år, Peter Aksten:

”Det passede os udmærket, for tiden blev brugt til at kvalificere en række dele i byggeprocessen. Det medførte, at vi som brugere fik meget mere indflydelse, end vi normalt ville have fået. Vi gik helt ned i detaljer, og for eksempel udviklede et beløb til kunstnerisk udsmykning sig til en større satsning. Vi lagde efter mange og lange diskussioner simpelthen alle pengene i hænderne på én kunstner, der i samarbejde med arkitekten farvesatte og dekorerede den nye bygning.”

  • Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

Den beslutning har de ikke fortrudt, og anerkendelserne er siden strømmet ind fra nær og fjern. Blandt andet modtog tegnestuen Nova5 og billedkunstner Malene Bach hver en hæderspris på 75.000 kr., Farveprisen, fra Danske Malermestre for det fornemme resultat, der binder bygningens forskellige dele sammen, så den opleves som en helhed – og så spreder den glæde.

Arkitekt Jørgen Kreiner-Møller fra Nova5 og Malene Bach understregede ved prisoverrækkelsen, at forudsætningen for bygningens samlede udtryk er, at det kunstneriske er nøje planlagt, integreret i projektet og tænkt ind lige fra starten – fx er akustikpladerne i farvede trælameller specielt lavet til skolen, og de giver et både levende og harmonisk signal fra væggene.

En forsinkelses iboende potentiale kan altså ikke underkendes. Det ved enhver, der ligesom køerne tygger på sagen en gang mere. Her nede i græsset hos drøvtyggerne er der tid til refleksion og ny indsigt. Peter Aksten har mange gange siddet med ved bordet, hvor beslutningerne tages, og han har gjort sine erfaringer:

”Nogle gange går projekteringsfasen så hurtigt, at man ikke altid når at tænke helt færdigt. Når det først er projekteret, og nogle håndværksmestre og entreprenører har afgivet tilbud, så bliver det altså sådan. For hvis man vil have det lavet om, så spørger de, hvem der vil betale det, og det er der ingen, der vil. Så det bliver som planlagt, og derfor handler det om at kende sin besøgelsestid i selve projekteringsfasen.”

Fag- og emnegrupper forbereder fremtiden

Lige som på mange andre skoler, der står foran den helt store renovering, nedsatte Nørrebro Park en række emnegrupper blandt medarbejderne, der skulle forberede skolens fremtidige grundlag. Deres arbejde har blandt andet omfattet detaljerede overvejelser af, hvordan faglokalerne skulle indrettes og den fysiske brug af dem. På nogle skoler har man taget højde for sammenlægningen af sløjd og håndarbejde til faget håndværk & design længe før lovgivningen, for den faglige diskussion var i gang længe inden. Andre steder, som her, må man stadig leve med to separate faglokaler. 

På Nørrebro Park var der et stort ønske om en idrætshal, men det var der ikke plads til, så der er i stedet lavet to mindre sale og en tumlesal. Naturfagslokalerne udmærker sig vist på alle renoverede skoler ved at være virkelig attraktive og rummelige. 1990ernes store interesse for at tilgodese netop de fag slår stadig igennem. Helt lavpraktisk har man nogle steder diskuteret, hvorvidt installationerne skal føres op gennem bordene eller ned fra loftet. Loftløsningen gør det nemt at flytte rundt på bordene, så lokalerne kan bruges til andre formål. Mange steder har fleksibilitet været højeste prioritet, som det var på Utterslev Skole, mens man på andre skoler har fokuseret på, at faglokalet klart signalerer et bestemt fag.

På Nørrebro Park valgte de loftløsningen, men trods aktiv brugerinddragelse løb de ind i et uforudset problem – eller var det mest skolelederen, Peter Aksten:

”Jeg er ikke særlig høj, og jeg kunne ikke nå op til stikket i loftet. Det fik mig til at tænke på, hvordan en lille elev i 7. klasse ville have det, hvis han altid først skulle finde en stige eller en elefantfod, før han kunne komme i gang.”

Også Peter Aksten lægger vægt på brugerinddragelse, så man kan drage nytte af de professionelles erfaringer og forebygge uhensigtsmæssige løsninger, men han nævner også, at man ikke kan gøre alle tilfredse:

”Vi bygger for de næste 30 år, altså i høj grad for elever og lærere, der slet ikke er i skolen i dag. Så når vi inddrager medarbejderne, skal vi også huske, at de somme tider kan være en hæmsko, for de er orienterede på det, de har brug for de næste fem år og tænker mindre på, hvad der er brug for derefter. Så nogle gange skal man lytte, andre gange må man sige, at verden er tænkt anderledes i fremtiden.”

Fine faciliteter – ubalance i pladsfordelingen

”Her er skolens maskinrum, personalerummet. Det er stort, fint og lyst. Alle kan lide at være her, folk kan lide at sidde og forberede sig her, og vi har den skønneste udsigt over Assistens Kirkegård”, siger lærer Lars Gunnersen, der var tillidsrepræsentant og medlem af byggeudvalget under renoveringen af Nørrebro Park.

  • Fællesareal uden møbler på Nørrebro Park Skole. Foto: Peter Garde

Personalerummet og mellemtrinnet har til huse i den 50 år gamle bygning, der er blevet renoveret fra top til tå. Alt er revet ud af den bortset fra de bærende betonelementer. Der er store basislokaler, nye store vinduer, en drøm af et pædagogisk center og nyindrettede lærerarbejdspladser – dem uden vinduer er dog ikke specielt eftertragtede. Lars Gunnersen er generelt glad for det, der er sket på skolen, både sammenlægningen med Havremarkens Skole, der havde et positivt forløb og den omfattende renovering. Men i den nye udskolingsbygning har han og de andre lærere nogle forbehold.

Lars Gunnersens 8. klasse glæder sig over farverne, udsmykningen og den velfungerende lounge, men de har svært ved at udnytte pladsfordelingen. Basislokalerne er for små og fællesarealerne rigeligt store – en problematik de også kender på Skolen på Islands Brygge.

”Mit lokale bliver kaldt akvariet, fordi det har glasvægge fra gulv til loft og et meget lille gulvareal. Det er problematisk, når vi har 26-28 elever. Inde i det lille lokale bliver eleverne forstyrret af dem, der går forbi eller tumler rundt ude i fællesområdet. Derfor sidder der mange plakater på glasvæggene, ja, nogle er helt dækket af papir for at lukke af for indtrykkene udefra.”

Erfaringerne med gennemsigtighed deler skolen med blandt andre Valby Skole, der i stigende omfang har valgt plakatløsningen. Men fællesområderne giver jo mulighed for at flyde ud i mindre arbejdsgrupper.

Lars Gunnersen oplever, at der nemt opstår forstyrrelser, når flere grupper er i gang, og det er svært for læreren at fastholde et overblik i timerne. Fællesområdet i udskolingen er beregnet til tre klasser, og det er rent praktisk for mange. Der er for meget uro, og eleverne har ikke fundet en velfungerende og harmonisk måde at udnytte fælleslokalerne på. Der er indrettet tekøkkennicher, men de bliver ikke brugt, og møblerne er fjernet fra lokalet, da de var årsag til uro frem for arbejdsro. 

Men faglokalerne til idræt, naturfag og musik er attraktive og den udendørs terrasse, hvor man kan dissekere, eksperimentere og producere er fine bidrag til det, en skole skal kunne i dag.

Når en funktionsdygtig løsning mangler

I dag sidder Peter Aksten som skoleleder på Korsager Skole, der årene forinden fik en ny bygning med indgangsparti, administration, indskolingslokaler og KKFO. Skolen var ude for en massiv tilgang af elever, da Voldparkens Skole blev lukket i 2008. Fra den ene dag til den anden modtog Korsager 100 indmeldelser og yderligere 100 nye elever i de følgende måneder. Nu er den 4-sporet i bunden og som mange andre københavnske folkeskoler tyndere i toppen.

  • Korsager Skole. Foto: Peter Garde

  • Korsager Skole. Foto: Peter Garde

  • Korsager Skole. Foto: Peter Garde

  • Korsager Skole. Foto: Peter Garde

  • Korsager Skole. Foto: Peter Garde

  • Korsager Skole. Foto: Peter Garde

  • Korsager Skole. Foto: Peter Garde

  • Korsager Skole. Foto: Peter Garde

Når man træder ind fra det nye indgangsparti, mødes man af store hvide flader og en rumlig tomhed. Det er ikke farvesætning, dekoration eller en mere kunstnerisk velkomst, der er tænkt på. Videre inde i indskolingsområdet er det rummelige, fine lokaler, der er integreret med fritidsordningen. Men pædagogerne synes ikke, det er en god idé, de vil hellere være i deres gamle lokaler. Området er bygget i overensstemmelse med kommunens funktionsprogram, men der er ikke en følelse af ejerskab til projektet.

”Det er da et dilemma for mig, at de ansatte ikke helt har forstået, at den pædagogiske verden ikke længere er en isoleret del, men skal være tættere på undervisningen,” konstaterer skolelederen, der har erfaring for, at det kan tage nogle år og en del medarbejderudskiftninger, før organisationsændringer bliver en daglig selvfølge.

Set fra en brugerinddragelsesvinkel har forarbejdet med at inddrage brugerne og forme en pædagogisk idé som grundlag for byggeriet ikke været tilstrækkeligt. Det kniber i hvert fald med ejerskabet. Lokalemæssigt har skolen fået det nødvendige, men funktionelt er der mangler. Det gælder også aulaen, der er blevet delt i to. Den ene halvdel er indrettet som pædagogisk center, mens den anden er indrettet til ingenting, og den fungerer derfor kun som gennemgangsområde. Skolen har altså mistet en meget værdifuld facilitet – et stort højloftet samlingslokale til hverdag og fest. 

”Det havde været bedre, hvis aulaen absolut skulle inddrages, at indrette den som på Katrinedals Skole, hvor hele rummet er omskabt til et indbydende pædagogisk center med mange faciliteter. Man er nødt til at overveje, hvad et område skal bruges til, og hvorfor det skal være på den måde,” fastslår Peter Aksten, der nu må overveje, om store hvide flader kan tilføres noget glædeligt indhold, og om fejlløsninger kan vendes til bedre løsninger. At opgive en aulas funktion som samlingssted og rum for bekræftelse af fællesskabet er i sig selv en kontroversiel handling, der kræver solide begrundelser.

Læs del 3 af singlen 'Om tyve års skolebyggeri i Københavns Kommune'

Folkeskolen skal være for alle, og derfor er skolerne meget forskellige. I del 3 møder du særlige kendetegn ved skoler i forskellige bydele. Stedets historie trækkes frem, når der bygges nyt, og indgår i skolens identitet og ansigt udadtil. Naturen kopieres inde på stenbroen, og eleverne skal bruge kroppen i sjov leg og nyttig motion.

Klik her for at komme til del 3

Del: