OK18: Bestyrelsen mener ...

Fra 25. maj og frem til 3. juni kan du som medlem af Danmarks Lærerforening stemme om overenskomstresultatet mellem LC (Lærernes Centralorganisation) og KL (Kommunernes Landsforening). Du vil modtage en mail fra Danmarks Lærerforening med link til afstemningen senest 25. maj.

Herunder kan du læse, hvordan bestyrelsesmedlemmerne i Københavns Lærerforening stemmer, når urafstemningen indledes.


Et klart ja til OK 18

Af Lars Sørensen, formand KLF

 

Vi forsøgte ved forhandlingerne at få arbejdstidsbestemmelser som andre kommunalt ansatte og endte med en kommission.

Det er ikke det, jeg havde håbet og forventet. Men når jeg alligevel er helt klar på mit ja, skyldes det, at jeg kan se gode perspektiver ved kommissionen og rammerne for kommisionsarbejdet, og at jeg ikke kan se perspektiverne for bedre arbejdsforhold for lærerne ved en konflikt.

Kommissionen har til opgave inden udgangen af 2019 at foretage en analyse af vilkårene for lærerarbejdet i skolen og komme med anbefalinger, som skal rammesætte forhandlingerne med KL. Parterne er enige om valget af Per B. Christensen som kommisionsformand, og herefter er det ham der styrer forløbet. Parterne inddrages og kan komme med forslag, men det er suverænt kommisionsformanden, der er ansvarlig for forløbet. Hvorvidt det så ender med en aftale mellem parterne, afhænger helt af forhandlingsviljen mellem os og KL.

Det er stærkt positivt, at KL’s bestyrelse med den nye formand Jacob Bundsgaard, borgmester i Århus, er ved at gentænke sin arbejdsgiverrolle i forhold til folkeskolen. KL har trukket sig ud af det implementeringssekretariat, der er nedsat, med repræsentanter fra Finansministeriet, Undervisningsministeriet og ikke mindst Moderniseringsstyrelsen. Sekretariatet har til formål at få Folkeskolereform og arbejdstidslov til at fungere - dermed signalerer KL, at navlestrengen til regeringen er klippet, og at der reelt er tale om en ny start. Ligeledes kommer KL nu med tydelige meldinger om, at det er undervisning, der skal tilbage i centrum og ikke ”... ukonkrete begreber som læring og fremtidskompetencer”.

Endelig er det med til at sandsynliggøre, at det kan ende med en arbejdstidsaftale, at det ikke kun er lærergruppen, men hele det kommunale Forhandlingsfællesskab, der forfølger forhandlingerne med KL.

En konflikt med strejke og lockout vil desværre, som jeg ser det, være dømt til fiasko. Vi kan i bedste fald ende med et hurtigt indgreb og en ny arbejdstidslov med justeringer som en uforpligtende halvårsnorm. I værste fald kan en konflikt, der starter 11. juni få lov til at køre hen over sommerferien med et regeringsindgreb i august, hvor den eneste der står tilbage som sejrherre er kommunekassen.

Endelig skal vi huske vores sejre ved OK18. Vi stod sammen, og vi fik et godt lønresultat. Vi lykkedes med kravet om at ’Privatlønsværnet’, der udhuler lønudviklingen for de offentligt ansatte, blev fjernet. Vi fik landet spisepausen for de statsansatte, og afvist arbejdsgivernes krav om forringede seniorordninger og individuelt forhandlet løn.


Et lunkent ja til OK18

Af Inge Thomsen, næstformand KLF

 

Det var svært at deltage i festen, den dag OK-forliget blev offentliggjort, og alle andre faggrupper festede ved Forligsen.

Forliget er godt nok en sejr, som jeg kun tror, vi opnåede ved at stå sammen i fagbevægelsen. Ingen individuelle lønforhandlinger, frokostpause sikret, fine lønstigninger, privatlønsværnet er væk, reguleringsordning, penge til lavtlønspulje, seniorordning bevaret. Alt sammen godt. 

Men ingen arbejdstidsaftale, kun en kommission. Der blev jeg godt nok skuffet, vred og fik en ”så kan det være nok-følelse”.

Det kunne kun betyde et nej og så gå i konflikt, selvom vi næppe ville få det store ud af det, ville vi da få vist, at vi ikke er tilfredse med at arbejde under L409, og så har vi i det mindste værdigheden i behold.

Men efter at have sundet mig, og blodtrykket er faldet, og da jeg har fuld tillid til vores forhandleres dømmekraft, begyndte jeg at se på de muligheder, der er i forliget, og jeg vurderer, at det hurtigere fører til forbedringer for medlemmerne, end en konflikt vil gøre.

Og hvorfor så det? To scenarier:

Forliget:

For mig er det vigtigt, vi med forliget ikke blåstempler L409. Vi konstaterer blot, at arbejdstiden fortsat reguleres ved L409.

Min tillid til, at KL med regeringen, folketinget og ikke mindst moderniseringsstyrelsen i ryggen vil indgå en arbejdsaftale, der reelt forbedrer arbejdsforholdene, kan ligge på et lavt niveau, for så kunne de jo bare have gjort det nu. Men der er nye toner i KL - måske et paradigmeskifte. KL er lige gået ud af moderniseringsstyrelsens implementeringsgruppe. De vil i stedet sammen med DLF blive klogere på muligheder og udfordringer på folkeskoleområdet, og det ser jeg som et fremskridt.

Der er aftalt samarbejde parterne imellem vedr. rekruttering og fastholdelse af lærere, styrkelse af samarbejdet imellem TR og skoleleder samt iværksættelse af initiativer til at mindske bureaukrati og overstyring. Det er i den grad tiltrængt.           

Den uvildige kommission. En syltekrukke - siger nogle, måske siger jeg, men der er bestemt også muligheder. En start er at have et fælles billede af problemerne i skolen, så at føre forpligtende forhandlinger. KL vil stå afklædt, hvis de ikke forhandler ud fra anbefalingerne. Hele CFU og Forhandlingsfællesskabet er forpligtede på det, ikke kun LC.

Jeg tror, det kan være en vej til et opgør med L409 og forbedringer for medlemmerne. Derfor stemmer jeg ja til forliget.

Konfliktscenarie:

Jeg havde gerne valgt en konflikt, hvis jeg vurderede, at vi kunne skaffe reelle forbedringer i en arbejdstidsaftale ad den vej. Det tror jeg ikke, vi gør. De brugte 5 mdr. på at forhandle, og jeg tror ikke, vi opnår andet end et nyt lovindgreb, som svarer til L409 med småjusteringer, altså en cementering af L409 i mange år frem. Respekten ved at markere vores utilfredshed vil hurtigt blive afløst af en hverdag uden de store forbedringer. At tage en arbejdskamp, hvor man ikke vurderer, man kan vinde, tror jeg, vil desillusionere mange flere lærere end i dag. Derfor stemmer jeg ikke nej til forliget.


Et offensivt ja

Af Jane Pilegaard, medlem af KLF's bestyrelse

 

Vi var stålsatte og med kæmpe opbakning fra de andre organisationer på vores yderst beskedne krav om at komme tilbage på aftalesporet. Det kom ikke til at ske. OK-forløbet tog en anden drejning. Vi fik ikke ”En løsning for alle”. Det er en meget stor skuffelse, som i den grad også afføder vrede og fortørnelse over vores arbejdsgiveres mangel på rettidig omhu over for noget så vigtigt som folkeskolen i Danmark.

”En ny start” blev det så til, og retorikken generer mig. For vi er fortsat styret af Lov 409.

Jeg har dog bestemt mig til at stole på Hovedstyrelsen og Anders Bondos udlægning og plan med ”En ny start”, hvor en kommission, med Per B. Christensen i spidsen, skal kulegrave forholdene i skolen. Stole på, at der et paradigmeskift i gang i KL med Aarhus borgmesteren Jacob Bundsgaard som formand. Og ikke mindst stole på, at kommissionens resultater vil forpligte KL og Moderniseringsstyrelsen, så vi kommer af med den forbandede lov. Anders Bondo har desuden en meget vigtig pointe i, at der er en større vifte af områder i skolen, som i den grad trænger til at blive kulegravet og ændret. F.eks. konsekvenserne af en underfinansieret reform, brug af læringsplatforme, læringsmålstyring, rammerne for inklusion etc.

Vi har i forløbet under OK18 oplevet et sammenhold i fagbevægelsen, som har været helt uden sidestykke i nyere tid. Det skal vi vedligeholde og udvikle, så det er tydeligt, at den danske fagbevægelse står sammen om at forlange aftalte forhold for vores arbejde. I Politiken 7. maj skriver topforhandlerne fra de andre organisationer: ”Lærernes valg om at vælge forliget frem for konflikten er modigt og rigtigt … Lærerne skal vide, at vi vil være med til at holde øje med KL og bakke op om, at der kommer reelle resultater af kommisionsarbejdet”. Det er godt!

Et nej ved afstemningen på vores område vil betyde, at vi som lærergruppe er i konflikt. Vi får markeret at ”NOK ER NOK!”, men det tror jeg ærlig talt medierne meget tydeligt har formidlet. At vi alene som faggruppe kan konflikte os til en god arbejdstidsaftale, tror jeg ikke et øjeblik på. Det løb er kørt for denne gang. En resultatløs konflikt, som vi ikke kan forudse længden af, vil skabe yderligere frustration og værst af alt splittelse i DLF/KLF.

Jeg stemmer ja. Men det et offensivt ja. Lad os med fuld styrke vise, at vi som organisation er alt andet end handlingslammet og resigneret uanset resultatet af OK18.

Vi ved godt, hvad vi vil med vores arbejde i skolen, og en ja-stemme er IKKE en legitimering af Lov 409 eller andet bras.


Jeg stemmer ”nej” til OK18

Af Janne Riise Hansen, medlem af KLF's bestyrelse

 

Jeg har været i tvivl mange gange, inden jeg besluttede mig endeligt for et 'nej' til OK18. Men jeg er endt med at ville stemme nej. 

Jeg skal begynde med at understrege, at jeg har meget stor respekt for Anders Bondo Christensen, og jeg ikke er et sekund i tvivl om, at han har gjort det bedste, der overhovedet kunne gøres i de fem måneder han forhandlede med KL. Men jeg bliver nødt til at forholde mig til det konkrete resultat. Og det kan jeg altså ikke sige ja til. 

Jeg stemmer nej, fordi vi stemmer om en overenskomst. I min verden er en overenskomst ensbetydende med, at der har været en forhandling og kommet nogle resultater, som omhandler arbejdsvilkår og løn. Vi fik løn. Og vi fik mere tid til lejrskoler. Men det er tid, som uden nogle af de værnsregler, vi så ydmygt havde bedt om, bliver vekslet til mindre tid til forberedelse til lærerne på de skoler, der ikke har råd til at udbetale rådighedsbeløbet.

Der er blevet nedsat en kommission, og det er jeg på sin vis glad for. Det er rigtig godt, at KL og DLF har valgt at sætte sig på samme side af bordet og se på, hvordan vi kan gøre folkeskolen og vores arbejdsplads bedre – men jeg synes ærligt talt ikke, at dette hører hjemme i en overenskomstaftale. Vi har jo set eksempler på, at arbejdsgiver er blevet inspireret af lærernes arbejdsvilkår i forbindelse med forhandling af andre overenskomster i det offentlige. Jeg kan derfor også være bekymret for, om denne form for løsning pludselig kan danne præcedens for andre offentligt ansattes fremtidige overenskomstaftaler, hvis vi vælger at stemme 'ja'.

Jeg ved, at et nej betyder, at folketinget højest sandsynligt må ind og lovgive igen. Men det var også dem, der i 2013 forringede arbejdsvilkårene overalt på de danske skoler, og her 5 år efter er det ikke lykkedes vores forhandlere og vores arbejdsgivere at komme frem til bedre løsninger – ja, så må folketinget efter min mening tage ansvar for den misere, som de i 2013 satte den danske folkeskole og lærernes arbejdsvilkår i. Og for min skyld kan en kommission jo så køre sideløbende.

Det korte af det lange er, at jeg altså ikke kan få mig selv til at sige ja til en overenskomst, som i forhold til arbejdstid stort set kun indeholder et velmenende samarbejde, der 'måske' bærer frugt.

Derfor bliver det et 'nej' fra mig.


Nok er nok - stem nej

Af Kjell Nilsson, medlem af KLF's bestyrelse og hovedstyrelsen i DLF

 

Hvor mange arbejdsdage er gået uden at være forberedt - uden at kunne nå hver elev? Hvor mange spørgeskemaer er udfyldt? Hvor mange evalueringer? Mange, alt for mange.

En arbejdstidsaftale kunne blive et skridt væk fra dagens situation. Ved at sætte tid på opgaverne omkring undervisning ville arbejdsmængden og kvaliteten blive synliggjort.

Men KL og Moderniseringsstyrelsen har brugt de sidste fem måneders OK18-forhandlinger til at bygge muren af Lov 409-cement om skolen højere. De sagde nej til en arbejdstidsaftale.

Med Lov 409 kan de uhindret presse lærerne og derved overholde budgetterne. At gennemføre nedskæringsbudgetter er langt vigtigere for flertallet af borgmestre i KL end at forholde sig til fravalget af folkeskolen, lærermangel, mistrivsel og påbud fra Arbejdstilsynet. 

Vi har under forudsætning af ikke at røre ved Lov 409 fået en Ny start-kommission og lovning på godt samarbejde i de næste tre år. Nej tak til den fremtid. Vi skal have en arbejdstidsaftale nu.

Et nej vil give et fem dages-forhandlingsvindue, inden en konflikt bryder ud. Fem dage, hvor en samlet fagbevægelse og et befolkningsflertal vil bakke op om vores krav. Alle i politik må her tage stilling til, om nok er nok?

Med et nej kan vi teste, om KL mener deres ønske om en ny start og et godt samarbejde alvorligt.

Med et nej kan vi teste om Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale Venstre også har fået nok.

Med et nej kan vi teste, om Regeringen og Socialdemokratiet her før folketingsvalget tør lade være med at give lærerne en arbejdstidsaftale.

Der er magt i et nej. Nok er nok.


Efter mange tanker og overvejelser – jeg stemmer ja til OK18

Af Katrine Fylking, medlem af KLF's bestyrelse

 

Jeg havde ikke forestillet mig, at vi ville stå med et forlig uden en arbejdstidsaftale. Det er ikke lykkedes for lærerne at komme tilbage på aftalesporet, og det er en katastrofe.

Det store spørgsmål er, hvordan vi hurtigst og bedst forbedrer lærernes arbejdsvilkår og indgår en god, ordentlig og fremtidssikret arbejdstidsaftale. Jeg tror ikke, at vi gør det ved at gå i konflikt på nuværende tidspunkt, og derfor kan jeg ikke anbefale at stemme nej. Vi skal andre veje.

Jeg mener ikke, at der har været egentlige realitetsforhandlinger omkring lærernes arbejdstidsaftale ved de netop overståede overenskomstforhandlinger. Lærernes arbejdstidsaftale finansierede i 2013 folkeskolereformen, og så længe folkeskolereformen opretholdes i sin nuværende form, vil det ikke være muligt at lave en arbejdstidsaftale, som er meget anderledes end Lov 409. Folkeskolereformen og de store besparelser i kommunerne, sætter nogle meget snævre grænser for den arbejdstidsaftale, der kan opnås. Det er en meget alvorlig situation, og den er vi nødt til at ændre, der ligger et stort arbejde foran os – tæt forbundet med kampen for velfærd.

Jeg ser store muligheder i, at vi i fagbevægelsen har skabt en ny vej, som vi skal bevare og styrke. Det er lykkedes os at undvige arbejdsgivernes ønske om at tage arbejdstidsaftalerne fra andre faggrupper. Der er ingen tvivl om, at vi med musketereden og på tværs af faggrupper har opnået markant bedre overenskomstresultater, end hvis vi havde forhandlet hver for sig. Der er givet tilsagn fra de andre forhandlere om, at der fortsat arbejdes for, at lærerne skal have en arbejdstidsaftale, og det skal vi holde dem op på.

En kommission eller en Ny start for folkeskolen kommer ikke til at ændre det helt store billede for mig. En kommission med forhandlingsfællesskabet i ryggen skal komme med forpligtende forslag og anbefalinger til parterne i de kommende forhandlinger, som kort fortalt skal sikre god undervisning, et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital. Vi skal ud i alle mulige sammenhænge og markere kravet om en arbejdstidsaftale, vi skal fortsat gøre opmærksom på den stærkt underfinansierede folkeskolereform, og vi skal sikre politisk opmærksomhed på folkeskolen.

Ja til OK18 er for mit vedkommende et ja til fortsat kamp for en arbejdstidsaftale.


Har vi tillid til kommissionen?

Af Peter Jensen, medlem af KLF's bestyrelse

 

Jeg synes, vi lærere er bragt i en svær og kompliceret situation i forhold til den forestående afstemning. Vi må hver især gøre op med os selv, hvad har vi vundet, og hvad har vi tabt, og hvad perspektiverne er for fremtiden?

Det sammenhold, der har været i fagbevægelsen under forhandlingerne, har efter min mening været helt enestående uanset de forskelligheder og uenigheder, som har været undervejs.

En arbejdstidsaftale fik vi ikke ved OK18, vi fik ikke en tilnærmelse til andre faggruppers forhold eller noget, der bare ligner, men en kommission. Vi er forsat den eneste faggruppe, der ikke har en arbejdstidsaftale, men et arbejdsgiverdiktat.

Men jeg synes stadig, at vi har en del handlemuligheder. Det kræver en grundig diskussion, ikke kun på Facebook, men face to face, på møder og i samtaler.

Der er ingen tvivl om, at vores arbejdsgivere har nægtet at indgå i reelle forhandlinger. Tænk på de lange og tilsyneladende udsigtsløse forhandlinger inden det hele landede i Forligsinstitutionen. Jeg er sikker på, at vores formand har kæmpet alt, hvad han kunne i forhandlingerne.

Min vrede er derfor rettet mod KL, Moderniseringsstyrelsen, den nuværende og den forrige regerings diktat. Den principielle sejr, de fik i 2013, har de ikke umiddelbart tænkt sig at give fra sig.

Vi er oppe mod kræfter, der gerne vil individuelle lønforhandlinger, som dikterer arbejdstiden, og bekender sig til et forældet styringsregime. De vil det, der så smukt bliver kaldt ”Det fleksible arbejdsmarked”.

Vi blev ikke fri af Lov 409. De gav os en kommission, de gav os ikke en arbejdstidsaftale.

Så kan vi have tillid til en løsning, der afhænger af en kommission?

Frygten for at kommissionen bliver en syltekrukke er reel. Vi har set alt for mange tiltag, hørt for mange floskler og varm luft til, at jeg umiddelbart kan blive begejstret for forslaget om en kommission. Det er ikke nok med gode hensigter, der skal faglig indsigt og handlekraft til. Kommissionens arbejde kan vi først vurdere om et års tid, når den er kommet med sine anbefalinger.

Jeg tror, at der er en vis grøde i det politiske system. Det, at KL trækker sig fra implementeringsudvalget, er et signal herom, og moderniserings styrelsen har tabt terræn. Det skal vi naturligvis forsøge at udnytte; på den korte bane med gode og forhåbentligt bedre lokalaftaler, og på den lange bane skal det ende i en arbejdstidsaftale.

Vi skal ikke være naive eller forvente mirakler fra kommissionsarbejdet. Kommissionen kan ikke stå alene. Vi skal gå på to ben fra nu af og frem til næste overenskomst. Vi skal bruge den nyvundne styrke i fagbevægelsen.

Jeg er overbevist om, at vi kan stå sammen med de andre fagforeninger lokalt i København. Det kan blive en vigtig faktor i arbejdet med at lave en ny god lokalaftale. Det pres vi sammen med den øvrige fagbevægelse kan lægge på kommissionen, hvis den om et år ikke peger på brugbare løsninger, kan blive en vigtig styrke. Det må vi arbejde for.

Jeg har umiddelbart haft lyst til at stemme nej eller aflevere en blank stemme. Jeg har lyst til at vise min vrede over den manglende forhandlingsvilje fra arbejdsgiversiden. Når jeg alligevel er endt med at anbefale, at vi stemmer ja, er det udtryk for følgende ting:

For det første mener jeg ikke, vi kan vinde en arbejdstidsaftale, selvom vi tog konflikten nu.

Man kan diskutere, om vores formand Anders Bondo tidligere skulle have forladt forligsbordet og have taget konflikten, men det er en efterrationalisering.

For det andet bekymrer det mig, at hvis taber en konflikt nu, med et efterfølgende regeringsindgreb, så vil vi stå endnu dårligere end før.

Så uanset om vi har tillid til kommissionens arbejde eller ej, så skal vi bruge den næste tid til at skærpe og reformulere vores krav med fornyet styrke - i et godt og offensivt samarbejde med den øvrige fagbevægelse.


#nejtak

Af Thomas Roy Larsen, medlem af KLF's bestyrelse

 

Der blev for nylig indgået ”forlig” i Forligsen, og alle var glade. Da feststemningen havde lagt sig, gik det op for lærerne, at vi var blevet ”forbigået” – igen!

Jeg stemmer nej tak til forliget! Det gør jeg på trods af, at vi dagligt bombarderes med skræmmekampagner om, hvor farligt og skadeligt det vil være – jeg er IKKE enig!

Jeg stemmer NEJ af flere grunde!

1) Folkeskolen har brug for hjælp nu! Folk bliver syge, antallet af uuddannede stiger stødt og mange uddannede lærere forlader faget. Vi kan ikke vente yderligere 3 år – vi har ventet længe nok!

2) Vi havde en historisk chance for at få opfyldt alle krav ved OK18 – denne chance forspildte vi! Med en presset regering og en ikke mindre presset opposition, så var det nu, at vi skulle være blevet ”skulder ved skulder” i stedet for at opgive på målstregen. En konflikt – og et deraf følgende lovindgreb - ville presse De Radikale, SF og Socialdemokratiet maksimalt. Det var ikke blevet endnu et ”balanceret” indgreb, der kun tilgodeser arbejdsgiverne denne gang! Vi har i mine øjne spildt en historisk mulighed for forbedringer!

3) Definitionen på forhandlinger er: ”En strategisk diskussion, der løser et problem på en måde, som begge parter finder acceptabel” – ikke et knæfald når tingene spidser til!

4) I 2013 skulle vi være tålmodige og vente til 2015. I 2015 fik vi et værdiløst bilag og endnu en udsættelse til ”den store kamp” i 2018. Nu bliver jeg bedt om at vente igen – det ønsker jeg ikke!

5) Lærerne har fået afmonteret deres professionalitet! Vi er efterladt på perronen med arbejdsvilkår fastsat ved lov. Vel og mærke arbejdsvilkår, som på ingen måde passer med den opgave, vi løser i skolen - hver dag!

6) Lærernes arbejdstid – opgaveoversigten – er en åben ladeport. Der er ikke tid på opgaverne, og det vælter konstant ind med nye tidskrævende opgaver. Vi bliver nødt til at få lukket det hul – vores arbejdsmiljø er allerede usundt og skadeligt!

7) Sidst, men ikke mindst, så er lærernes selvrespekt på spil her. En arbejdstidsaftale var et ultimativt krav fra DLF’s side! Vi skulle have vilkår som alle andre – ikke en gang det må vi få!

Så kære kollegaer. Løsningen er ikke en kommission, hvor KL igen kan trække tingene i langdrag. Med den valgte kommissionsformands skolesyn, så kan jeg også frygte, at en evt. kommission kun vil grave grøfterne dybere!

Vi må og skal sige fra nu – vi har ikke råd til at lade være!


JA eller NEJ til OK18?

Af Thomas Poulsen, medlem af KLF's bestyrelse

 

Mærket af Lov 409 og oplevelsen af folkeskolen siden 2013 råber følelserne NEJ til OK18, men en udsigtsløs konflikt kalder på et JA med armen vredet om på ryggen.

Det har krævet lange overvejelser, at beslutte om det skal være et JA eller et NEJ til den overenskomstaftale, som er blev indgået i Forligsinstitutionen på Store Bededag.
Her er en liste med nogle af de perspektiver, der har været med i mine overvejelser, og som har dannet grundlag for min beslutning.

1) Lærerne står formentlig de næste 3 år uden en reel aftale om arbejdstid. Det er det, vi som lærere så brændende har brug for. Lov 409 og ”normaliseringen” af lærerne har gjort, at vi ikke lykkes med opgaven, og den heraf medfølgende afmagt har medført et horribelt psykisk arbejdsmiljø, hvor alt for mange bliver syge af stress. Holdt op imod den indgåede aftale med en kommission og periodeforhandlinger er der ikke meget perspektiv i et JA.

2) Sammenholdet i fagbevægelsen med ”musketer-ed” og ”En løsning for alle” har ført til overenskomstaftaler, som de andre fagforbund er tilfredse med. Lærerne får en pæn lønstigning og en bedre løsning på lejrskoletid. Den nyfundne solidaritet peger fremad og giver måske håb om, at vi med en samlet fagbevægelse i ryggen kan lave en fornuftig aftale i 2021. Dermed et argument for at stemme JA - på trods af at vi ikke fik det, vi kom for i denne omgang.

3) Vil en konflikt give os en arbejdstidsaftale? Nej, en konflikt vil ikke give en aftale, der vil stille lærerne bedre i forhold til at lykkes med opgaverne eller på kort sigt give dem et bedre psykisk arbejdsmiljø.
Dermed bliver en konflikt et højt effektløst råb om noget, alle ved i forvejen; nemlig at lærerne, i øvrigt helt og aldeles urimeligt, i endnu tre år står uden aftale.
Det er for høj en økonomisk pris at betale for medlemmerne at gå ind i en konflikt, der ikke opnås noget i. Det er ikke et opløftende argument, men ikke desto mindre et vægtigt argument for et JA.

4) Nye politiske toner hos blandt andet Socialdemokratiet og KL. Politiske signaler peger i øjeblikket på en imødekommelse af de offentligt ansatte. Blandt andet er samarbejdet i den såkaldte implementeringsgruppe bestående af KL, Moderniseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet, der har overvåget implementeringen af lov 409 og skolereformen, ophørt, og den nye formand for KL varsler samarbejde med lærerne. Mette Frederiksen pipper om, at moderniseringsstyrelsen har spillet en uheldig rolle i OK18 (det gjorde de vist også i 13), og der bør ændres i den måde, styrelsen arbejder på. Alt dette kan jo opfattes som leflen for masserne, men dog er det nye toner fra arbejdsgiversiden. Det er et ringe håb om forandringer til det bedre, men trods alt noget, der peger i retning af muligheden for, at et JA kan komme i betragtning.

5) Valget af kommisionsopmand er faldet på en KL-mand, der har arbejdet med implementeringen af læringsmålstyring i Næstved Kommune. Er kommissionen dermed på forhånd dømt til at være resultatløs, fordi KL og Danmarks Lærerforening i grundsynet og værdierne er for fjernt fra hinanden? Måske er der grund  til at frygte, at de resultater, der vil komme ud af kommissionen, vil blive anbefalinger langt fra det, lærerne i Danmark drømmer om. En bekymring, der svinger pilen mod et NEJ.

Der er masser af andre perspektiver, der kan lægges ned over valget af et JA eller NEJ til OK18, og meningerne er med god grund delte.
Min anbefaling bliver et JA med armen vredet om på ryggen. Med følelserne og oplevelserne i hverdagen på skolen råbes der NEJ, men med udsigten til, at en konflikt ikke vil give en løsning på lærernes arbejdstid, kan jeg ikke anbefale et NEJ. Lærerne må med et JA nødtvungent sætte deres lid til, at den solidaritetsvækkelse, der er til stede i fagbevægelsen, og Anders Bondos gode fornemmelse for kommissionen vil bringe en arbejdstidsaftale i 2021.